Den 20. oktober 2024 blev Prabowo Subianto formelt indsat som præsident for Indonesien, det næststørste demokrati i Asien og med en befolkning på 287 millioner, det største land befolkningsmæssigt i Sydøstasien. Indsættelsen fandt sted planmæssigt otte måneder efter præsidentvalget i februar 2024.
Jeg vil her give et overblik over det politisk-økonomiske landskab, som den nyere historie under præsident Joko Widodo har givet Prabowo som baggrund for at virkeliggøre den vision, han fremsatte i sin indsættelsestale om at hjælpe Indonesien på vej til at blive et højindkomstland i 2045.
Det politiske landskab, som Prabowo overtager, er i høj grad præget af den afgående præsident Joko Widodo, der var præsident fra 2014 til 2024. Widodo blev valgt som en reformpolitiker med en succesrig baggrund som borgmester i hovedstaden Jakarta.
I sin første periode som præsident satte Widodo en række reformer i gang, blandt andet inden for uddannelse og sundhed. Samtidig øgede han subsidierne til landets fattige. Det styrkede hans politiske opbakning i den brede befolkning.
Alt dette blev i høj grad finansieret gennem et øget underskud på statsfinanserne. I hans præsidentperiode blev befolkningens demokratiske rettigheder udvidet, og menneskerettighedsgrupper blomstrede i samfundet.
I sin anden periode blev Widodo mere restriktiv i sin demokratiseringspolitik og begrænsede eksempelvis de politiske bevægelsers ytringsmuligheder.
Denne udvikling hang blandt andet sammen med, at Widodo indgik i alliance med det gamle regeringsparti Golkar, der var præsident Suhartos politiske parti, samt en række andre mindre partier.
Denne omfattende koalition styrkede hans position som præsident. Samtidig indgik han flere alliancer med betydningsfulde erhvervsinteresser og styrkede sine politiske forbindelser til militæret ved at udnævne den tidligere general Prabowo til forsvarsminister – ham, som nu er blevet præsident.
Et fornuftsægteskab
Det var uden tvivl af taktiske årsager, at Widodo udnævnte generalen til forsvarsminister, fordi han hermed ikke blot fik større greb om militæret, der i mange år har været en betydningsfuld magtfaktor i Indonesien; han styrkede også sin forbindelse til betydningsfulde grupper i erhvervslivet. For Prabowo har på grund af sin familiære baggrund gode forbindelser til disse grupper.
Prabowo var også interesseret i at skabe en alliance. Han havde ved præsidentvalgene i 2014 og 2018 konkurreret med Widodo om præsidentposten, men måtte erkende, at han ikke kunne finde opbakning til sin mere konservative politik. Han havde behov for at ændre sit politiske image og komme mere på linje med Widodos liberal-konservative politik. Han havde vel også behov for at lægge afstand til sin blakkede fortid som general under Suhartos militærregime med mange uhyrligheder på sit generalieblad.
Prabowo står nu som en præsident, der i den grad er vævet ind i det politiske dynasti, som Joko Widodo er ved at opbygge. Han gik med til at lade Widodos søn, Gibran Rakabuming, blive sin vicepræsidentkandidat, efter at højesteret havde godkendt en revision af forfatningen, så en person under 40 år kan opstille til posten. Med denne konstruktion har Widodo sikret sig indflydelse i indonesisk politik langt ud over sin egen præsidentperiode.
Han havde vel også behov for at lægge afstand til sin blakkede fortid som general under Suhartos militærregime med mange uhyrligheder på sit generalieblad.
Det er en dynastisering af magten, som vi ikke blot ser i Indonesien, men flere steder i Sydøstasien og Østasien med Lee-familien i Singapore som et fremtrædende eksempel. Det bliver interessant at følge, om Prawodo vil forsøge at løsrive sig fra det Widodo’ske dynasti under sin præsidentperiode.
Indtil nu ser det ud til, at han er loyal over for dette Widodo’ske dynasti. Han har lovet at videreføre Widodo’s store personlige projekt med at anlægge en ny hovedstad, Nusantara i Østkalimantan på Borneo.
Hans regering er den største med 48 ministre og en lang række viceministre. Der er i alt 111 kabinetsmedlemmer. Mange af ministrene, herunder finansministeren, er gengangere fra Widodo’s regering.
Den store regering afspejler, at Prawodo har mange interesser, som han ønsker at pleje, og vel også flere pay-backudnævnelser, men ikke mindst er den en understregning af kontinuitet fra Widodo-perioden.
Flere skal uddannes bedre
I sin tiltrædelsestale opridsede den nye præsident sine visioner for præsidentperioden.
Et hovedmål er at hjælpe landet på vej til at blive en højindkomst-økonomi i 2045 og sikre medlemskab af OECD som anerkendelse af denne status. For at nå dette mål har den nye regering sat et ambitiøst vækstmål på otte procent om året. For nærværende har væksten været på mellem fire og fem procent, så der er et stykke vej op til præsidentens mål.
En række strukturelle ændringer i økonomien er nødvendige for at nå de eftertragtede otte procent:
Regeringen må have større økonomisk, finans- og skattepolitisk råderum for at kunne gennemføre nødvendige investeringer i infrastruktur og uddannelse. Navnlig arbejdskraftens kvalifikationsniveau er et stort problem.
For nærværende har omkring 50 procent af den arbejdsdygtige befolkning et alment uddannelsesniveau, der er under det, der svarer til en 9. klasses afgangseksamen. Kun otte procent har en længere uddannelse svarende til en diplomuddannelse.
Foto: Oscar Siagian/Getty Images
Der er en række begrænsninger for at skabe et større finans- og skattepolitisk råderum. Den tidligere regering indførte stramme restriktioner for at udvide det finanspolitiske råderum ved at hæve de direkte og indirekte skatter. Forhøjelse af skatterne er et ømtåleligt område, navnlig de indirekte skatter, fordi de rammer de fattige hårdest. Derfor vil den nye regering sandsynligvis være varsom med at betræde den vej i første omgang.
Der er også begrænsninger ved at gå lånevejen. Hvis Prabowos regering begynder at lufte tanker om at hæve gælden, vil både indenlandske og især udenlandske investorer blive bekymrede, og det kan lægge så meget pres på valutaen, at den må devalueres.
For at øge statens indtægter må regeringen gøre noget ved den indonesiske økonomis store problem, som er den uformelle sektor, der beskæftiger næsten 60 procent af arbejdskraften.
Forgængeren Widodo forsøgte at tackle dette problem ved at opmuntre mindre virksomheder til at lade sig registrere som formelle virksomheder, men uden stor succes. Det ville ellers kunne forbedre skattegrundlaget en smule.
Den formelle fremstillingssektor er ikke en robust og voksende sektor i økonomien og derfor ikke en kilde til øgede statslige indtægter. Den eneste stærkt ekspanderende sektor er råstofsektoren med nikkelproduktion som den mest betydningsfulde. Det meste af denne produktion går til eksport, især til Kina.
Overordnet set er fremstillingssektoren i tilbagegang, og der er tendenser til de-industrialisering. Denne nedgang har indvirkning på middelklassens størrelse. Verdensbanken definerer middelklassen som den del af befolkningen, hvis købekraft er fra 5,5 til 17 gange højere end fattigdomsgrænsen. I perioden fra 2004 til 2018 voksede denne gruppe, men siden da er den faldet fra 23 procent af befolkningen i 2018 til 17 procent i 2023. Det betyder en nedgang i statens indtægter.
For at reparere dette hul i økonomien er regeringen nødt til at forsøge at tiltrække flere udenlandske investeringer og styrke de eksportorienterede sektorer af økonomien.
Indtil nu er det ikke lykkedes landet at tiltrække virksomheder, der er villige til at flytte deres produktion fra Kina til andre øst- og sydøstasiatiske lande. Det er et område, hvor et andet land i regionen, Vietnam, har stor succes.
Jagt på investeringer fra Kina
Prabowo Subianto rejser på officielt besøg i Kina i den kommende uge. Her er det planlagt, at han vil invitere kinesiske investorer til et samarbejde om at videreforarbejde nikkel til batteriproduktion og hjælpe med at øge produktionen af elbiler.
Den kinesiske bilproducent BYD har allerede meddelt, at den vil etablere produktion i Indonesien i indeværende år.
Andre kinesiske, japanske og sydkoreanske producenter har allerede etableret sig i Indonesien. Markedet er stadig begrænset, men det forventes at være stigende.
Prabowos regering vil også øge samarbejdet med Kina under Belt and Road-initiativet, som handler om investeringer i infrastrukturen, bl.a. elektrificering af den offentlige transport og en højhastighedstogslinje fra Jakarta til Surabaya og ikke mindst med færdiggørelsen af den nye hovedstad.
For øjeblikket ser det ud til, at det hovedsageligt er Kina, der er interesseret i at investere, især i råstofsektoren og i infrastrukturprojekter. Det skaber en afhængighed af Kina.
Regeringen står som antydet over for mange problemer og udfordringer for at komme i mål med sin vision. Widodos politiske linje med brede koalitioner fungerede godt i et årti. Prabowos valg af ministre er udtryk for, at han vil forsøge at følge denne linje.
Hans akilleshæl er i høj grad på de økonomiske og sociale områder. Vil han være i stand til at overbevise udenlandske investorer om at komme til Indonesien og hjælpe med at styrke den svækkede fremstillingssektor?
For øjeblikket ser det ud til, at det hovedsageligt er Kina, der er interesseret i at investere, især i råstofsektoren og i infrastrukturprojekter. Det skaber en afhængighed af Kina.
Men hvis regeringen ikke kan forbedre investeringsklimaet for udenlandske investeringer og gøre Indonesien til et globalt produktionsknudepunkt ligesom Vietnam, risikerer den, at Indonesien forbliver fanget i en middelindkomstøkonomi i lang tid, også ud over 2045.
Hvor skal pengene komme fra?
For at kunne bane vejen for vision 2045 er det ikke blot nødvendigt, at Prabowo tiltrækker flere investeringer til landet. Det er også nødvendigt, at han er i stand til at bevare den store politiske opbakning, som han opnåede ved valget i februar 2024.
Det er en udfordring at bevare denne opbakning, fordi den hovedsageligt blev opnået, da Prabowo lovede at videreføre den sociale understøttelsespolitik, som Widodo havde gennemført gennem subsidier finansieret gennem underskud på statsfinanserne.
Prabowos eget store socialpolitiske projekt er skolebespisning til alle skolebørn. Han har ikke fortalt, hvordan han vil finansiere dette projekt, når han samtidig har erklæret, at militærbudgettet skal stige.
Som antydet ovenfor er stigende underskud på statsfinanserne ikke noget, der giver investorerne større lyst til at investere. Så vejen mod Prabowos store vision om at gøre landet til et højindkomstland i 2045 er ikke uden forhindringer.
Henrik Søborg er lektor emeritus Roskilde Universitet, og har i mange år arbejdet inden for udviklingsstudie-fagområdet med fokus på Sydøstasiens økonomiske og politiske udvikling.
