Henrik Søborg er lektor emeritus i internationale udviklingsstudier ved Roskilde Universitet og forsker blandt andet i Sydøstasiens politiske og økonomiske udvikling.
Intet sker uplanlagt i et teknokratisk-autoritært styre som det singaporeanske. Så da den mangeårige premierminister Lee Hsien Loong for to uger siden – den 15. maj – overdrog nøglerne til sit kontor til finansminister og vicepremierminister, Lawrence Wong, var det et led i en plan, som blev lagt efter parlamentsvalget i juli 2020.
Lee Hsien Loong træder tilbage som premierminister efter 20 år på posten. Han overdrager posten til 51-årige Lawrence Wong i en periode, hvor Singapore sejler i uroligt vand indenrigspolitisk og har en række udfordringer. Udenrigspolitisk er den lille bystat i mere smult vande. På grund af sine store investeringer såvel i regionen som i Kina har bystaten – i forhold til sin størrelse – stor magt og indflydelse.
Ungdommen er utilfreds
Indenrigspolitisk begyndte problemerne at vise sig efter parlamentsvalget i 2015.
People Action Party (PAP), det altdominerende parti i Singapore, opnåede det absolutte flertal i parlamentet ligesom ved de foregående parlamentsvalg siden oprettelsen af bystaten i 1965.
Partiet blev efter valget udsat for en gryende kritik fra den unge middelklasse. Det var den ikke vant til.
Kritikken ytrede sig i de nye sociale medier, som regeringens censur-arme havde svært ved at nå og dæmpe. Den rettede sig mod regeringens manglende indsats mod den stigende ulighed og sociale utryghed, som mange af landets indbyggere oplever.
Utilfredsheden førte til en sand valggyser for partiet ved valget i juli 2020 – set i en singaporeansk kontekst. Oppositionen fik sit hidtil bedste valgresultat med 10 af parlamentets 96 pladser.
Det gav PAP noget at tænke over. For siden selvstændigheden i 1965 har partiet opfattet parlamentsvalg som en slags tilfredshedsundersøgelser, hvor regeringen spørger befolkningen om dens vurdering af den førte politik. Jo mere tilslutning til oppositionen, desto mere utilfredshed med den førte politik. Sådan ræsonnerer den politiske elite i et teknokratisk-autoritært styre som det singaporeanske. Opposition er udtryk for legitimeringsproblemer, der skal bearbejdes. Det er en meddelelse fra befolkningen om, at noget er galt.
Succesfuld håndtering af pandemien
Efter valget i juli 2020 begyndte partiet at bearbejde problemerne. Premierministeren, Lee Hsien Loong, havde siden valget i 2016 forberedt magtoverdragelsen til Heng Swee Keat. Men han fik så ringe et valg i sin valgkreds, at premierministeren skiftede ham i 2022 ud med Lawrence Wong, som har klaret sin lærlingetid godt og nu altså har fået overdraget ledelsen af landet.
Wongs første store opgave var at håndtere Corona-pandemien. Det gjorde han med succes i forhold til den meget bekymrede offentlighed, der fik kendskab til store smitteproblemer i overfyldte overnatningshoteller for immigrantarbejdere.
Hans næste store opgave var at gøre noget ved regeringens stigende legitimeringsproblemer, som blev afspejlet i oppositionens valgsucces. Det drejede sig ikke mindst om den stigende ulighed og mangel på social sikkerhed.
Han iværksatte projekter, der har sat fokus på at øge den singaporeanske befolknings engagement i at udforme fremtidens samfund. Det har været deltagelsesorienterede projekter, hvor mange forskellige befolkningsgrupper er blevet involveret i at formulere deres visioner for uddannelse og social tryghed. 95.000 indbyggere har deltaget i fora, hvor de har diskuteret forskellige fremtidsscenarier for bystaten. Andre 165.000 har bidraget til eksempelvis spørgeundersøgelser og digitale platforme, som mundede ud i rapporten Forward Singapore Report.
Den har været en slags food for thoughts for den politiske elite og har hjulpet den til at finde ud af, hvordan forskellige befolkningslag forestiller sig deres liv i fremtidens Singapore.
Et andet stort projekt har været at revitalisere Singapores overgang til en grøn økonomi, som har været i gang i flere år. Lawrence Wong har som finansminister indført afgifter, der skal nedbringe CO2-udledningen i transportsektoren, og lanceret grønne obligationer, hvis provenu skal være med til at finansiere to nye infrastrukturprojekter, der skal udbygge togforbindelserne i bystaten.
Målet er at nå 75 procent offentlig transport i 2030 og reducere landtransportens CO2-udledning til nul i 2050. En ambitiøs opgave, men mere overkommelig i en bystat som Singapore.
Partiet står stærkt, men er afhængig af befolkningens goodwill
Lawrence Wongs initiativer ser jeg som led i PAP’s forsøg på at bearbejde de stigende legitimeringsproblemer. Med disse initiativer har han ønsket at vise, at partiet er i stand til at handle politisk. Det har han gjort uden at udfordre den politiske elites magtposition, men snarere styrke den ved hjælp af initiativerne.
PAP har haft behov for at afstive sin magtposition, efter at eliten og i særdeleshed PAP i de sidste par år har været genstand for mistanke om indblanding i korruption. Partiet er meget bekymret for den slags mistanker, for i modsætning til de omkringliggende lande, opfattes korruption i Singapore som en uskik.
Partiet behøver ikke at være bekymret for at miste den politiske magt ved det kommende parlamentsvalg i 2025. Det handler mere om, hvordan magtdynastiet omkring Lee-familien – den nu tidligere premierministers familie – kan komme ud af valget i 2025 med styrket legitimitet. Det er afgørende for Lawrence Wong, at han er i stand til at vise, at han kan løfte denne opgave. Hvis oppositionen vinder fremgang ved det kommende valg, betyder det ikke, at Lee-dynastiet vakler. Men det kan betyde, at den opbakning, som Lee-familien for nærværende giver Wong, vil gøre det.
Det er her, den nye unge middelklasse, der i høj grad udgør oppositionen, får betydning. Den har slet ikke samme loyalitetsfølelser over for Lee-familien, som tidligere generationer har haft det. Generationen føler ikke en taknemmelighed for den sociale position, som den har opnået i et af verdens rigeste lande.
Den ønsker en regering, der nok har PAPs teknokratiske dygtighed. Men eftersom mange af dem har fået deres uddannelse i udlandet og her har oplevet, at kapitalisme og demokrati kan sameksistere, har mange af de unge et ønske om forandring i bystaten.
Det bliver interessant at følge med i, om ønsket om forandring kommer til at sætte dagsordenen for det kommende parlamentsvalg i 2025, eller om Lawrence Wong får neddæmpet disse oppositionelle stemmer gennem sine fornyelsesinitiativer og kommer godt igennem vagtskiftet set fra magtelitens perspektiv.
