I juli 2019 befandt jeg mig i Kampala, Ugandas hovedstad, for at indsamle materiale til mit speciale i statskundskab på Aarhus Universitet. Her interviewede jeg projektmedarbejdere, der alle havde det til fælles, at de var ansat i lokale civilsamfundsorganisationer og til dagligt arbejdede med at implementere projekter finansieret gennem internationale – herunder også danske – partnerskaber.
Mit mål var at undersøge, hvordan de lokale, implementerende medarbejdere oplever partnerskabet – hvad er et godt partnerskab? Hvordan imødekommes lokale behov og interesser, hvis disse ikke harmonerer med specifikke målsætninger?
Internationale udviklingsorganisationer er ofte kilde til finansielle ressourcer for lokale civilsamfundsorganisationer i verdens fattigste lande. Ofte får de internationale organisationer kritik for at tromle lokale aktører og selv sætte den udviklingsmæssige dagsorden uden forståelse for konteksten – dette skyldes, at donorbevillinger til projekter ofte kommer med specifikke målsætninger, procedurekrav og økonomiske afrapporteringer, som parterne skal leve op til. De lokale organisationer er i høj grad afhængig af finansiel støtte udefra og må derfor leve op til disse krav, selvom konsekvensen kan være, at den lokale forankring og hensynet til lokale behov nedprioriteres.
Alt andet lige svækker det muligheden for at udvikle bæredygtige løsninger, dér hvor disse implementeres.
FN’s verdensmål 17 ”Partnerskaber for handling” vidner dog om, at den internationale dagsorden lægger vægt på, at udvikling sker i samskabelse med og inddragelse af netop det lokale civilsamfund i modtagerlandet. Kigger man specifikt på danske civilsamfundsorganisationer, er indtrykket da også, at de har et stærkt fokus på lokal forankring.
Men hvad sker der egentlig i partnerskabet mellem en finansiel partner og den implementerende lokale partner? Glemmer vi, midt i arbejdet med strategier og målopfyldelser, at partnerskabet ikke er et strategisk værktøj, men handler om en relation mellem mennesker?
Et mere nuanceret og positivt billede
Forholdet mellem parterne i et partnerskab varierer selvfølgelig fra partnerskab til partnerskab. Dels i forhold til det rent mellem-menneskelige – for eksempel hierarkier, beslutningsprocesser, medbestemmelse – dels i forhold til de bureaukratiske og kontraktslige krav, som det givne partnerskab skal leve op til.
I mine interviews med projektmedarbejderne står det klart, at de to elementer i forholdet hænger sammen og har stor betydning for, hvorvidt de lokale partnere kan implementere bæredygtige projekter og skabe lokalt ejerskab over projekterne. Hvis ikke der er lydhørhed og gensidig anerkendelse, vil resultatet blive derefter.
”Nogle finansielle partnere kommer med bestemte idéer og stiller betingelser, som ikke kan ændres – heller ikke selvom du fortæller dem, at det ikke vil fungere. De lytter ikke, men siger blot: ’Det er sådan, projektet er designet.’ Hvis vi så ikke kan implementere det på den måde, er det os, der har fejlet,” siger Hendrick, der arbejder med sundhedsfremmende undervisning for unge.
Han tilføjer dog, at andre partnere har en helt anderledes tilgang:
”Andre finansielle partnere kommer med et oprigtigt ønske om at indgå i et ægte, ligeværdigt partnerskab. De har ressourcerne, ja, men de har også respekt for lokale institutioner og er villige til at lære. De har ingen faste idéer om, hvordan ting skal implementeres. Selv hvis de kommer med en bestemt idé, skaber vi sammen et rum, hvor vi kan forbedre og tilpasse denne idé.”
De internationale organisationer agerer altså på forskellige måder, der påvirker dynamikken i partnerskabet, hvilket igen har betydning for de lokale aktørers mulighed for at agere.
En anden medarbejder, Jonathan, tegner et positivt billede af et partnerskab og benytter en venskabsmetafor til at beskrive det ideelle partnerskab:
”Den [partnerorganisationen, red.] vil virkelig gerne være en del af hele processen og vejlede fra starten. Det er en meget venskabelig arena og et åbent rum. Jeg kan sige, hvis noget ikke fungerer, og så inddrager vi hinanden for at finde ud af, hvordan vi sammen kan skabe det optimale produkt. Det er derfor, jeg siger, at partnerorganisationen er en ven,” siger Jonathan, der i samarbejde med internationale aktører arbejder for at give unge en aktiv stemme i samfundet.
Hvornår er et partnerskab lig med et venskab?
”Hvordan kan du evaluere noget, som du ikke har været en del af?”
Sådan lød Jonathans refleksion, da jeg talte med ham om betydningen af evalueringsbesøg – altså når den finansielle partner tager på besøg hos den implementerende partner for at evaluere projektet.
I den forbindelse kom to pointer frem:
For det første er partnerskabsbesøg i sig selv en god idé; præcis ligesom man besøger sine venner. Men, og det er den anden pointe, besøget kan ikke stå alene. Hvis ikke også relationen plejes løbende, og der er jævnlig kontakt mellem parterne, bliver partnerskaber mere et ’fremmedskab’ end et ’venskab’.
”Jeg tror, jeg ville være bekymret for, om jeg gjorde det rigtige, hvis nogle bare gav os finansielle ressourcer og så ville komme og evaluere efter to år. Så ville jeg virkelig tænke, om jeg gjorde det godt nok. Jeg ville være bange, fordi jeg ikke kendte forventningerne. Når vi gør det hele sammen, alle skridt fra start til slut, føler jeg en ligeværdighed i hele processen,” siger Jonathan og tilføjer:
”Vi kan godt lide, når vores finansielle partner kommer på besøg. Vi frygter dem ikke, fordi vi ved, at besøget skaber glæde, og vi udvikler os alle sammen.”
Danske organisationers prioritering af løbende kontakt, projektbesøg og gensidig erfaringsudveksling giver altså rigtig god mening ud fra de lokale medarbejderes synspunkt. Det har nemlig afgørende betydning for, om de oplever, at de kan henvende sig til den internationale aktør, i tilfælde af at der er behov for justeringer i projekterne. At den implementerende partner har mulighed for at lave løbende tilpasning af programmerne, er væsentligt, for at sikre at de implementeres i overensstemmelse med den lokale kontekst.
Hvis medarbejderen derimod ikke oplever, at der er rum for at påpege tilpasninger, begrænser det samarbejdet.
Lad os fortsætte det gode venskab
Mine forskningsresultater, der bygger på empiri fra mine mange interviews med medarbejdere i ugandiske civilsamfundsorganisationer, peger på, at partnerskaber virker bedst, hvis de har karakter af et venskab.
Selvom der er fokus på strategi, målsætninger og resultater, må vi ikke glemme, at partnerskaber også handler om relationen mellem mennesker. Derfor giver det rigtig god mening ikke kun at indgå i partnerskaber med tanke på det samfundsmæssige niveau, men i høj grad også tage højde for individniveauet i relationen mellem den implementerende part og den finansielle aktør.
Så kære kollegaer i den danske udviklingsbranche: Fortsæt endelig den venskabelige relation til jeres lokale partnere. Det eksisterende fokus på gensidighed og på relationer ér værdifuldt. Besøg jeres partner, ager på baggrund af principperne i et venskab, hvor løbende kontakt, respekt og input fra begge sider er væsentlige elementer.
Marie Mathilde Bredal Dam er cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet.
Alle navne i artiklen er opdigtede for at beskytte kildernes identitet.
