Mødet med kaffeeksperten

Birthe Kirknæs

Armbåndet var tydeligt lavet af aluminium dekoreret med fine ciseleringer.

Jeg sidder i en gammel short wheelbase Landrover sammen med Sidney Blom-Bjørner, som er ansat som konsulent i et Danida støttet kaffeprojekt her i Kambaland omkring Machakos i Kenya.

Hjemme var Forchhammersvej på Frederiksberg.

Jeg gætter på, det må have været i 30erne, da jeg tror Blom-Bjørner er midt i 60erne.

Jeg sidder ved siden af en stor kraftig mand. Han er iklædt en safarivest med mange lommer.

Vi sidder og venter på Jesper, min kære mand, der som fotograf er udsendt af Danida for at registrere danske projekter i hele Østafrika. Tidspunktet er september 1974. Jesper suser rundt i området og fotograferer som en sindssyg. Vi skal senere på dagen besøge et af de kaffeprojekter Blom-Bjørner er konsulent for.

Oksekærre og strudsefjer

Mens vi venter, byder Blom-Bjørner på karameller, som han fremdrager fra de store lommer.

Vi holder faktisk på en gårdplads ved et hus, som er helt lukket ned. Familien, som boede i huset hed Hill. De var englændere. De er for længst døde og den sidste Hill er taget til England.

Det er altså ikke bare en vogn. Det er den oxen cart, de rejste med, som nu står helt forladt. Familien Hill overlevede bl. a. ved at have en stor strudsefarm. De eksporterede strudsefjer til Europa til damehatte, som på den tid var i høj kurs. Jeg er målløs. Jeg ser for mig min egen mormor og andre af samme generation med hatte så store som møllehjul pyntet med strudsefjer.

Jesper dukkede op og fik besked på at hoppe ind i bilen. Vi skal hjem til frokost. Hvis vi kommer for sent, bliver hun sur, fastslog Blom-Bjørner.

Vi fik fin frokost. Tjeneren bragte maden ind og ud, og for bordenden sad vor mor og ringede med en lille sølvklokke, når der manglede noget og tjeneren kom ind iført bare tæer og tjenerudstyr.

Også her var det som at rejse baglæns i historien.

Vi var fulde af spørgsmål, da vi efter middagen blev sluset ind i kontoret.

Som allerede fortalt kom Blom-Bjørner til Østafrika da han var 17 år. Mit gæt er, at han rejste væk fra arbejdsløshed. Det har været i begyndelsen af 30erne.

Lige, da han var ankommet, blev han inviteret med til Karen Blixens afskedsfest. Så vidt vi kunne forstå var det en stor historie. Ved hver kuvert stod der en flaske snaps og en flaske portvin. Alle blev meget berusede. Næste morgen fandt vi os selv ude i bushen med geværer Vi havde vand og mudder på vores kjole og hvidt og ingen kunne rigtig gøre rede for, hvordan og hvornår vi var endt i dette jagtgæng, tilføjede han.

Karen Blixen rejste fra Kenya juli 1931.

Arbejdsår og familieliv

Nu var vores nysgerrighed vakt. Jeg tror, han kunne se på vores ansigter, at vi var lutter øre til en større beretning:

Men hvad med din kone og Flemming?

Sagde han det, eller tænkte jeg det?

Problemerne startede, da den lille familie i 1964 ville tilbage til Kenya efter mange år i Tanganyika, nu Tanzania. Da de kom op til grænsen, kunne de ikke passere, da de hverken havde pas og visa. Kenya var i mellemtiden blevet et selvstændigt land. Hvordan det lykkedes familien at komme over grænsen, kan jeg ikke huske, men over kom de.

Blom-Bjørner må have tænkt, at vi undrede os over at han, som havde nået pensionsalderen, var blevet ansat som Danida-rådgiver i et selvstændigt Kenya. Han fortalte nemlig selv, at det var Kenyas landbrugsminister Bruce Mackenzie, som havde bedt det danske udenrigsministerium om at ansætte ham for at han kunne fortsætte som kaffekonsulent i Kenya, selvom det formentlig var en undtagelse, at Danida ansatte folk med baggrund i kolonitidens Østafrika. Man ville nødigt miste en så kompetent person med 40 års erfaring og så stort lokalkendskab, og det kan man jo godt forstå!

Et års tid efter fik vi den sørgelige nyhed, at Blom-Bjørners søn Flemming var blevet dræbt, da han kørte galt i sin store amerikanerbil.

Efterskrift:

Bruce Mackenzie har sin helt egen historie, som også kan være interessant. Født i Sydafrika i 1919 blev han i 1939 pilot i South African Air Force og udlånt til Royal Air Force under Verdenskrigen. Efter krigen emigrerede han, som så mange andre, til Kenya og blev en indflydelsesrig farmer i Nakuru. Han blev senere landsbrugsminister i Jomo Kenyattas præsidentperiode.

I januar 1976 var Mackenzie involveret i tilfangetagelsen af 2 tyske og 3 arabiske terrorister som ville udføre sprængning af et israelsk fly i Nairobi lufthavn. De 5 blev hemmeligt transporteret til Israel for at blive dømt.

Ugandas diktator Idi Amin bød personligt flykaprerne velkommen. Flykaprerne ville have 53 terrordømte arabere løsladt fra fængsler i Israel og Europa. 94 Israelske statsborgere og de 12 besætningsmedlemmer blev tilbageholdt i lufthavnsbygningen og truet med at blive dræbt, hvis kaprerne krav ikke blev opfyldt. De øvrige passagerer blev hentet og fløjet til Paris.

Mackenzie overtalte Kenyatta til at tillade israelske Mossad agenter at arbejde i landet og benytte Nairobi lufthavn til en redningsaktion af gidslerne i Entebbe lufthavn. Mackenzie fløj selv Mossad agenter i sit eget fly ind over Entebbe, så de kunne tage billeder af installationerne og flyene fra Ugandas luftvåben, som blev sprængt i luften under aktionen, som fandt sted en uge efter gidseltagningen. Israelske agenter invaderede lufthavnen og gidslerne blev befriet og fløjet til Israel.

Som hævn beordrede Ugandas præsident Idi Amin at Mackenzie skulle myrdes og han blev dræbt da en tidsindstillet bombe sprængte hans fly i luften over Ngong Hills 24. maj 1978.

Mackenzie havde været på besøg i Uganda og fik en personlig afskedsgave af Idi Amin lige inden take-off. Det var en smukt udskåret træfigur af et løvehoved med bomben gemt inden i.

Af Jesper Kirknæs

Fortællingen og efterskriften blev bragt i DANTANs medlemsblad Kumekucha, No. 89, Februar 2016