Zanzibar i revolutionen og union

Flere og flere danskere rejser på chartertur til Zanzibar for at nyde de hvide strande, kitesurfe eller blot snuse til det kulturelle eventyr af forskellige racer og kulturer som mødes på denne ø i det Indiske Ocean. Zanzibar har siden 1964 været del af unionen Tanzania, men adskiller sig historisk og til dels religiøst fra resten af landet, i det Zanzibar er næsten udelukkende muslimsk og aldrig var del af den tyske koloni men derimod engelsk.

Ældre læsere vil huske den danske rejsejournalist, Hakon Mielche, som i 50’erne skrev om galatheaekspedition og eventyrrejser i Sydamerika. I 1954 udsendte han bogen, Zanzibar, efter en ekspedition til Østafrika. Mielche skrev dengang, at det var muligt at møde Sultanen på Zanzibar, når han dagligt kørte rundt på øen, hvor alle racer hilste den gamle sultan, som smilende nikkede tilbage. Mielche beskriver poetisk øen på følgende måde: Sultanen kørte uden livvagt eller politisirener, og regerede over et land, hvor alvorlige politiske uroligheder endnu ikke havde formået at forstyrre idyllen under de duftende nelliketræers grønne kroner.

Kun 10 år gik der inden idyllen forsvandt. En januar dag for 55 år siden fandt en revolution sted, som for altid skulle forandre stedet.

Bag revolutionen stod en blandet skare af lokale og folk fra hovedlandet, men en bestemt person huskes, som revolutionens stemme: John Okello. Han talte allerede første dag i radioen, og udtrykte en vildskab, der gjorde folk bange samtidig med, at han benyttede et swahili, som var ganske forskelligt fra den lokale talemåde, for han kom fra Uganda. Den tolerance og ro som præger beboerne på Zanzibar, var ikke hans stil, og måske netop derfor kunne han trænge igennem.

Traditionelt boede en række religiøse grupper sammen i Stone Town, som er hovedbyen på Zanzibar. Arabere fra Oman og Yemen, Persere og en række grupper fra det indiske subkontinent. Kristne fra Goa, hinduer, sunnier og shiasekter som ismaili, Bohra og Isna Asheri. I 1948 var halvdelen af beboerne i Stone Town arabere og 27 procent indiske. Det var et kosmopolitisk samfund med aviser på gujarati, arabisk og engelsk. I 1996 var lidt over halvdelen lokale afrikanere, ca. 20 procent arabere og omkring 18 procent indiske, og andelen af de to sidstnævnte er faldet siden.

Efter revolutionen på Zanzibar i januar 1964 forlod en stor del af den arabiske og indiske befolkning Stone Town, hvor de havde boet og regeret i århundrede. Fra 1832 blev Stone Town hovedsædet i sultanen af Omans rige, men allerede fra Portugiserne blev smidt ud i slutningen af 1600-tallet, var araberne i kontrol.

Revolutionen fik de politisk aktive til at flygte, men langt de fleste af dem, som flyttede, tog væk fordi revolutionen gjorde livet svært for netop den arabiske og indiske befolkning. I umiddelbar forlængelse af revolutionen sluttede Zanzibar og Tanganyika sig sammen og dannede Tanzania i april 1964.

Når man i dag går i Stone Towns gamle stræder og gyder, kommer man forbi en række gamle bygninger, der refererer til de sekter og racer, som er ved at forsvinde. Der er velfærdskomiteer for Khoja ismaili og moskeer for Shia Isnak Sheria, der er spærret af med fare for nedstyrtning, og flere hindutempler selvom der kun er ca. 200 hinduer. Flotte arabiske og indiske døre pynter huse, der i øvrigt er ruiner, og store arabiske bygninger står som minder om en svunden tid, for der er relativt få arabere tilbage.

Revolutionen er stadig en trossag med mange forskellige synspunkter og uafklarede detaljer. Ved fejringen af revolutionen sidste år, var der et stort banner over gaden ved det store marked kaldet Darajani, som bekendtgjorde, at alle på Zanzibar havde noget at takke revolutionen for.

Taler man med folk, er det en lidt anden historie. Et uafklaret kapitel er arabernes betydning, slaveriet og tilslutningen til unionen, der dannede Tanzania. Disse spørgsmål kan få sindene i kog. Folk har stadig navne, der direkte leder hen til slaveriet, og et centralt turistmål er slavemarkedet, hvor slavernes kummerlige forhold er udstillet. Peter Mashauri, der til daglig er studerende og tur-guide fortæller, at revolutionen var nødvendig for at gøre op med dem, som i alt for mange år havde behandlet afrikanerne som andenrangs borgere i deres eget land, og det var fortrinsvis den arabiske befolkning. Selvom slaveri blev forbudt allerede i 1897, var der op til revolutionen en klar opdeling af samfundet. På trods af, at folk af afrikansk herkomst udgjorde flertallet, var det alligevel arabernes parti, der styrede, og uddannelsesmæssigt og socialt var der meget store skel. I Stone Town boede der næsten udelukkende arabere og indere. Beboerne talte arabisk, indiske sprog som gujarati og engelsk. Udenfor den gamle by boede afrikanerne, der talte swahili.

Dr. Ziddy fra Zanzibar Universitet mener, at slaveriet og arabernes dominans tillægges større betydning end de faktisk havde. Dr. Ziddy fortæller, at araberne bosatte sig, hvor de lokale ikke ville bo, og at Stone Town i udgangspunktet var en multikulturel by, hvor de lokale traditionelt havde deres egne steder at bo bl.a. på østkysten ud mod oceanet. Dr. Ziddy pointerer, at slaveriet ikke kun var et arabisk fænomen, og at der også var fattige arabiske landmænd ude på landet.

Historien om revolutionen skifter også i takt med, at regeringen bliver mere afrikansk og Zanzibar indlemmet i unionen. I udgangspunktet var der flere arabere med i revolutionen – også helt fremme, bl.a. Abdulrahman Mohamed Babu fra Umma-partiet, der tidligere havde været leder af det nationalistiske parti, som revolutionen gjorde op med. Efter revolutionen blev han udenrigsminister. Justitsministeren var en kristen fra Goa, og mange af de grusomheder, der blev begået, blev gennemført af en ungdomsgruppe med mange arabere.

Argumentationen i revolutionens første tid var, at de undertrykte gjorde oprør mod undertrykkerne, hvem de end var. Senere skiftede retorikken og blev drejet mod en arabisk – afrikansk konflikt. En konflikt, som stadig kan mærkes på Zanzibar, og som kommer op ved hvert valg. Senest ved valget i 2015, hvor oppositionen blev kaldt “halvblods”, dvs. ikke fuldt afrikanske. I tråd hermed er Zanzibars indlemmelse i unionen et ømt punkt. For revolutionslederne var unionen en måde at sikre deres magt på, idet unionen indebar, at der kom soldater fra hovedlandet som beskyttelse. Unionen kom dog langsomt til at betyde, at det ”lille” Zanzibar blev fuldstændig underlagt det store hovedland. Hvor Zanzibar før revolutionen havde de bedste skoler og den højst uddannede befolkning i hele Østafrika, er Zanzibar i dag i bunden af de nationale statistikker for uddannelse. Zanzibar har ingen selvstændig stemme i verden, ikke engang et eget fodboldhold, selvom unionsaftalen ikke inkluderer sport som et unionsanliggende. Zanzibar styres fra Dar es Salaam, hvor Zanzibar historisk var hovedsæde for et (arabisk) rige, der kontrollerede områder helt ind i vore dages Congo.

Drabene på modstandere, de politiske restriktioner og det forhold, at revolutionens ledere lod en række unge piger af asiatisk herkomst tvangsgifte, underminerede tolerancen blandt befolkningen. Da lederen af revolutionen, Præsident Karume, blev skudt i april 1972, blev regeringen endnu mere paranoid, for mordet var netop et internt kupforsøg, hvor medlemmer af Umma-partiet blev dømt for medskyld.

Det blev forbudt for arabere at gøre tjeneste som politi og soldater og efter nogle år blev regeringspartiet på Zanzibar fusioneret med regeringspartiet i hovedlandet – så der kun var ét parti, der styrede hele Tanzania.

Zanzibar i 70’erne var et deprimerende sted med et strengt socialistisk styre, og ændringer kom først i midten af 80’erne, da hele Tanzania begyndte at skifte mod et flerpartisystem.

De 55 år, der er gået siden revolutionen og tilslutningen til unionen, har nok bragt begivenhederne på afstand, men der er stadig store spørgsmål. Stone Town er som en levende by et vidnesbyrd på mangfoldigheden, men rundt om både beboerne og de mange turister, som i dag kommer til Zanzibar, er byen ved at falde sammen, selv sultanens palads.

Byen mangler de oprindelige beboere, som havde bedre råd til at passe på den. Der er folk, som bruger store summer på at istandsætte bygningerne, primært til hoteldrift, men langt de fleste huse står ikke til at redde, og er beboet af folk, som heller ikke har råd til at redde dem.

Ved den endelig afsked med Zanzibar ønskede den danske opdagelsesrejsende, Hakon Mielche, at landet måtte få lov til at fortsætte sin fredelig tilværelse i en verden, hvor uroen gærer stærkere og stærkere. Det var ikke et ønske, som blev opfyldt.

Når præsidenten på Zanzibar i dag kører tur, så sker det i en bil med matterede ruder, hvor en svært bevæbnet kortege af firhjulstrækkere kører foran og bagved. Trafikken stoppes, og der er ikke folk fra alle racer, som står og vinker i vejsiden.

Måske var det idylliske billede en illusion allerede dengang, for det byggede på et klassesamfund, hvor fattige afrikanere befandt sig i bunden, og sultanen sammen med araberne og inderne befandt sig i toppen. Under alle omstændigheder, er landet forvandlet til en turist ø og i en geopolitisk sammenhæng forsvundet.