Er sult eller coronavirus værst?
I Libanon – hvor den lokale valuta i dag er halvt så meget værd, som den var i oktober – er det et relevant spørgsmål. Massefyringer og begyndende hyperinflation har skabt panik og fået demonstranter til at trodse smittefare og udgangsforbud.
”Det er den værste økonomiske krise, vi har set i Libanon siden borgerkrigen. Det, at folk går på gaden under coronanedlukningen og risikerer deres egne og familiers helbred, viser, hvor desperat situationen er,” siger Aya Majzoub, Libanon-observatør hos Human Rights Watch.
Natten til mandag blokerede demonstranter kystmotorvejen tæt på Jal El Dib, indtil soldater med mundbind kom og skubbede dem af banen.
”Jeg sulter,” råbte en demonstrant i klammeri med en soldat, der svarede, ”jeg sulter mere”.
En video af dette optrin er gået viralt og er blevet billedet på landets desperate, økonomiske situation:
I 2020 stiger andelen af libanesere under fattigdomsgrænsen fra 30 til 50 procent, anslår Verdensbanken, og det betyder ifølge Human Rights Watch, at godt og vel halvdelen af befolkningen ikke vil have råd til mad og basale nødvendigheder.
Regeringen bruger corona til at rense gaderne for oprør
Demonstranter, forskere og NGO’er, som Globalnyt har talt med, bruger alle sammen ordet ”katastrofe”.
”Folk kæmper bogstavelig talt for deres overlevelse,” siger Nadim El Kak fra tænketanken Lebanese Center for Policy Studies.
Han arbejder som forsker, men engagerer sig også i græsrodsbevægelserne, der kæmper for at holde liv i ”revolutionen” – protestbevægelsen, der brød ud i midten af oktober sidste år. Siden marts har kampen mod coronavirus været belejlig for libanesiske regering, der har benyttet anledningen til at rense landets gader og pladser for resterne af oprøret. Men mere end noget andet har coronapandemien synliggjort og forværret problemerne, som fik over én million libanesere på gaden for et halvt år siden: høj arbejdsløshed, ekstrem ulighed, udbredt korruption og en ikke-eksisterende social infrastruktur.
”Sult og desperation skaber protestbevægelsens anden bølge, og den bliver mere aggressiv end i efteråret. Folk har indset, at pacifistiske taktikker ikke slår til. Bankerne, de offentlige institutioner og politikernes private hjem kommer i skudlinjen nu,” fortæller El Kak.
En forsmag på det kom natten til tirsdag, hvor hundredvis gik på gaden i Libanons fattige, sunnimuslimske højborg Tripoli. Tre banker og et militærkøretøj blev sat i flammer og endnu flere hæveautomater slået til plukfisk, oplyser den libanesiske hær, der var skydeskive for oprørets sten og fyrværkeri. Selv brugte soldaterne patroner og tåregas, hvilket kostede en 27-årig demonstrant livet.
I gengældelsens tegn fik det flere på gaden tirsdag, hvor røgen stod op fra Tripolis banker ved højlys dag, mens Beiruts demonstranter stimlede sammen foran centralbanken.
Sammenvokset banksektor og politisk klasse
I protestbevægelsens hvedebrødsdage i oktober og november sidste år var flere aktioner også rettet mod landets pengeinstitutioner og især Riad Salamé, centralbankens guvernør siden 1993. At fokusset på de økonomiske magthavere nu er større denne gang, og at endnu flere molotovcocktails kastes mod bankerne, handler om følelser, symbolik og revolutionære taktikker.
”Libanons banker repræsenterer alt det, som protestbevægelsen gør oprør mod: De er en del af den politiske og økonomiske elite, som servicerer den rigeste procent, mens masserne betaler regningen for landets enorme gæld,” siger Joseph Daher, lektor ved Lausanne University i Schweiz med speciale i Syriens og Libanons statsøkonomier.
Libanon har en offentlig gæld på mere end 500 milliarder kroner og er et af verdens mest forgældede lande målt i forhold til BNP.
I årevis tjente centralbanken kassen på at distribuere Libanons statsgæld, og banksektoren voksede til 425 procent af landets BNP. Pengeoverførsler fra 400.000 libanesere i Golfstaterne strømmede ind i landet og sikrede vækst, der blev brugt på finansspekulation fremfor i produktionssektoren.
Men økonomisk krise og strid i Golfstaterne har siden 2015 betydet, at libanesere i udlandet ikke sender penge hjem, og med et fingerknips er en femtedel af landets BNP forsvundet. Sammen med fejlslagen neoliberalisme, korruption og amerikanske sanktioner mod partiet/militsen Hezbollah er det ifølge flere eksperter kernen i Libanons økonomiske morads, som startede lang tid før, at coronavirus eksisterede.
”De fattigste går på gaden på grund af sult. Middelklassen fordi de frygter for deres opsparinger. Fælles for begge grupper er, at de kommer til at være mere aggressive nu.”
– Aya Majzoub, Human Rights Watch
Landet, som geografisk er mindre end Jylland, mangler desperat udenlandsk valuta til import af medicin og fødevarer. Derfor er bankerne ekstremt restriktive med at lade libaneserne trække penge ud af egne konti; almindelige bankkunder er forment adgang til andet end et lille beløb om ugen i lokal valuta, og de kan slet ikke hæve amerikanske dollars længere, som det ellers siden borgerkrigens afslutning har været kutyme, at man også betaler regninger med i Libanon.
Samtidig rasler værdien på den libanesiske lira ned. I september gik der 1500 lira på en amerikansk dollar, i dag er raten 4000 til 1. Libanesiske livsopsparinger er blevet mere end halveret.
”Og mens den almindelige libaneser afvises ved bankskranken, florerer historierne om, at der strømmer enkelte, kæmpestore millionbeløb fra Libanon til Schweiz,” siger Daher med reference til en igangværende kommissionsundersøgelse af, hvorvidt centralbanken har hjulpet dele af den politiske elite med at få penge ud af landet.
Revolutionære skaktræk
De fysiske angreb mod bankerne, som Libanon oplever i denne uge, bunder dog ikke kun i følelser af afmagt og desperation. Ifølge Hicham Safieddine, adjunkt ved King’s College i London og forfatter til bogen ”Banking on the State: The Financial Foundations of Lebanon” fra 2019, er banksektoren også en af grundsøjlerne for det libanesiske regime.
”Efter borgerkrigen er forretningssektoren og den politiske klasse vokset sammen. En kollapset banksektor vil ryste de politiske autoriteter mere end noget andet,” siger Safieddine, der dog også anerkender, at det i så fald vil kaste Libanon ud i endnu større usikkerhed, end landet allerede befinder sig i:
”Fraværet af en alternativ politisk magt gør, at det vil skabe en ekstremt ustabil periode, hvor vi måske vil se en tilbagevenden til decentraliserede, sekteriske autoriteter og en økonomi baseret på kontante transanktioner,” siger han.
Værste økonomiske krise i 30 år
Netop det stik modsatte – altså et ønske om at svække de sekteriske magter i landet – kendetegnede oprøret for et halvt år siden. For første gang i 30 år, jublede demonstranterne til libanesiske og internationale medier, forener Libanons mange etniske og religiøse grupper – kristne maronitter, drusere, shia- og sunnimuslimer – sig i fælles front mod den politiske elite.
”Borgerkrigen slutter i 2019,” stod der på skiltene på Martyrpladsen i Beirut, og til beatet fra en kendt, libanesisk hip hop-sang lød der taktfaste brøl fra folkemængder i alle dele af landet: ”Muslimer og kristne! Revolution! Muslimer og kristne! Revolution!”
Mens Irak var præget af blod og tabte menneskeliv, tiltrak Libanons dansende revolution sig opmærksomhed fra hele verden for sin farverige festlighed. Nu ulmer urolighederne forude, og katalysatoren er sprængfarlig: sult og desperation.
”Nedlukningen af landet på grund af corona, den allerede alarmerende økonomiske situation og dét faktum, at der ikke eksisterer et socialt sikkerhedsnet under libaneserne, har skabt en fuldstændig uholdbar situation,” siger Aya Majzoub fra Human Rights Watch.
Hun påpeger, at landets socialminister, Ramzi Moucharafieh, den 14. april erkendte, at mellem 70 og 75 procent af Libanons befolkning på små seks millioner har brug for ”finansiel assistance”.
”Men indtil videre er det kun lykkedes regeringen at sørge for, at 200.000 familier har fået 400.000 lira hver (svarende til 100 dollars jævnfør den nuværende rate, red.),” siger Majzoub.
Frygt for eskalering i volden
En stor del af Libanons fattige befolkning arbejder i transport- eller boligbranchen, og deres levebrød blev med udgangsforbuddet fjernet fra den ene dag til den anden. Derudover har valutakrisen fået dagligvarepriserne til at skyde i vejret, så æg, kaffe og mælk nu ifølge Majzoub koster tæt på dobbelt så meget, som det gjorde for en måned siden.
I forvejen har tragiske historier om ekstrem fattigdom præget nyhedsbilledet i Libanon gennem hele 2020; en far skød sig selv, da han ikke kunne give sin datter 1.000 libanesiske lira til mad; en anden mand satte ild til sig selv foran sin datters skole; billedet af en libanesisk mand på gaden med et skilt, hvor han forsøger at sælge sin nyre for at kunne forsørge sin familie, er gået viralt.
”De fattigste går på gaden på grund af sult. Middelklassen fordi de frygter for deres opsparinger. Fælles for begge grupper er, at de kommer til at være mere aggressive nu,” siger Majzoub, der ligesom Nadim El Kak fra Lebanese Policy Studies frygter, at volden vil eskalere.
Kort før jul blev den på papiret teknokratiske Hassan Diab udpeget som ny premierminister af præsident Michel Aoun – med tilladelse fra Hezbollah. To måneder efter at protestbølgen havde skyllet Saad Hariri ud af Grand Serrail.
Men Hassan Diab, tidligere uddannelsesminister og universitetsprofessor fra American University of Beirut, er en gammel plade i et nyt cover, lød det fra demonstranterne, der så, hvor central en rolle banksektoren fik i den nye premierministers 18-mand store regering. Utilfredsheden forsvandt aldrig, og nu – efter et par måneders coronapause – står gaderne igen i flammer.
