I 2015 afslørede lækkede dokumenter nogle mistænkelige overførsler fra Libanons centralbank til et firma ved navn Forry med adresse på de Britiske Jomfruøer. Forry var ejet af broderen til Riad Salameh, som indtil sidste sommer var centralbankens direktør, og en del af firmaets profitter var blevet overført til konti med forbindelse til både broderen og Salameh selv.
I dag, ni år senere, er Riad Salameh under efterforskning i Libanon og flere europæiske lande. Han er anklaget for at have stjålet over 300 millioner dollars fra centralbanken, hvidvasket disse penge via forskellige offshore-selskaber og efterfølgende brugt dem til at købe ejendomme til sig selv rundt omkring i Europa.
I tirsdags bekræftede Tyskland for første gang officielt, at myndighederne her efterforsker Salameh for hvidvaskning og er derved med til at øge presset for at få ham dømt.
Hvis det lykkes at fælde en dom i sagen, vil det naturligvis være en markant sejr, men hvidvaskskandalen er i virkeligheden kun toppen af isbjerget. De 300 millioner dollars, som den tidligere centralbankdirektør beskyldes for at have stjålet, er nemlig ingenting i forhold den skade, han har forvoldt mod Libanons økonomi gennem de politikker han har været hovedarkitekt bag.
Arkitekten bag en tikkende bombe
Siden 2019 har Libanon gennemgået krise så dyb, at den er beskrevet af Verdensbanken som en af de tre mest alvorlige globale kriser siden 1850. Landets valuta har mistet omkring 98 procent af sin værdi, tusinder er blevet sendt ud i fattigdom, det finansielle system har ifølge den libanesiske regerings egne opgørelser tabt 70 milliarder dollars. Det er omtrent halvanden gang så meget som landets årlige BNP i årene før krisen.
Riad Salameh siges at være en af de hovedansvarlige for denne krise. Han ansvar består i, at han gennem sin tid i toppen af centralbanken har indført en række politikker, som har beriget Libanons elite og gjort landets økonomi ekstremt skrøbelig over for kollaps.
Han er især kendt som manden bag den såkaldte “financial engineering”-politik, der blev vedtaget i 2016. Financial engineering gik kort fortalt ud på at tiltrække udenlandsk valuta til centralbanken, så det libanesiske pund kunne holdes på en fast kurs. For en udefrakommende lyder det måske fornuftigt, men måden den udenlandske valuta blev tiltrukket på var ekstremt problematisk.
Salameh tilskyndede private banker i Libanon til at placere deres udenlandske valuta i centralbanken ved at betale dem en skyhøj rente, hvilket var en god forretning for Libanons politiske elite, som ejer godt en tredjedel af aktierne i landets private banker. Det var også lukrativt for bankernes velstående kunder, som tæller et stort antal politikere og forretningsfolk med forbindelser til eliten. Satte man sine dollars i en libanesisk bank i årene efter 2016, kunne man få op til 14 procent i renteafkast.
For Libanons økonomi og den almindelige befolkning, udgjorde financial engineering imidlertid en tikkende bombe. For at kunne udbetale den kunstigt høje rente, var centralbanken nemlig nødt til at optage store lån. Statsgælden steg dramatisk, Libanon fik problemer med at tilbagebetale den, og i foråret 2019 nedvurderede de store kredit-ratingbureauer landets kreditværdighed.
Nedvurderingen gjorde bankernes storkunder bekymrede. De vidste, at der ikke ville være nok dollars i bankernes beholdninger, hvis alle rige investorer på samme tid ønskede at hive deres penge ud. Derfor gik de i gang med at redde deres formuer fra at blive indefrosset.
I starten af 2019 var der forsvundet så meget udenlandsk valuta fra Libanons banker, at de satte et loft over, hvor mange dollars deres kunder kunne hæve. Eller rettere sagt: Mens Salameh og medlemmer af den politiske elite forsatte med at overføre deres formuer, mistede almindelige libanesere over få måneder adgangen til deres dollarkonti.
Mange libanesere havde netop sat deres opsparinger i dollars, fordi udgifter som undervisningsafgifter på universiteterne, husleje, el og medicin ofte blev betalt i den amerikanske valuta. Da bankerne indførte deres loft, begyndte mange derfor at købe dollars til overpris på det sorte marked for at kunne betale for hospitalsindlæggelser og uddannelse til deres børn. Det blev starten på den inflation, som har plaget landet i snart fem år og udhulet værdien af libanesernes lønninger og opsparinger.
Eliterne holder hånden under Salameh
Sagen om Salameh er vigtig at belyse, fordi den kan hjælpe os med at forstå, hvorfor Libanon kunne ende ud i en afgrundsdyb krise, alt imens landets politikerne har set passivt til.
For det første illustrerer den på bedste vis, hvordan en lille elite i Libanon har formået at udnytte offentlige institutioner til at berige sig selv på de almindelige borgeres bekostning. Financial engineering er kun én ud af et hav af politikker, som har gjort det muligt for medlemmerne af denne elite at tjene styrtende summer på alt fra affaldssortering til elforsyning.
For det andet udstiller den de strategier som eliten i Libanon har brugt til at holde hånden under hinanden. Alene det at efterforske Salameh for hvidvask er en yderst besværlig opgave. Siden den første efterforskning blev åbnet af Schweiz i 2021, har der været adskillige forsøg på at forhindre både europæiske og libanesiske advokater i at få adgang til dokumentation, som kan fælde den tidligere chef for centralbanken. Salameh har flere gange lykkedes med at undvige forhør ved at nægte at møde op, og han formåede endda også at bevare sin position som chef for centralbanken indtil hans seneste mandatperiode udløb sidste år, fordi prominente politiske skikkelser fortsat bakkede ham op.
Det gjorde de naturligvis, fordi de ikke ønsker at blive holdt ansvarlige for deres andel i krisen. Selvom Riad Salameh sag er symbolsk, rent økonomisk, kan den nemlig måske være med til at sætte skub i flere efterforskninger for korruption, svindel og tyveri af statsmidler. Og den slags sager er er nok af i det lille land ved Middelhavskysten.
Anne Kirstine Rønn er Carlsberg Visiting Fellow ved Middle East Centre, The London School of Economics and Political Science
