Hvorfor demonstrerer libaneserne?
- Demonstrationerne startede torsdag den 17. oktober.
- Regeringens forslag om en ny afgift på tobak, benzin og sociale medier, blandt andet WhatsApp, fik folk på gaden.
- Forslaget blev hurtigt trukket tilbage, men nåede at blive dråben, der fik bægeret til at flyde over.
- Libaneserne er bl.a. utilfredse med, at de ikke har elektricitet 24/7, at gaderne er fulde af skrald, at vandet er forurenet, at arbejdsløsheden er høj, og at regeringen har været handlingslammede overfor årtiers største skovbrænde, der for tiden hærger landet.
- Forestående barske reformer for at mindske Libanons statsgæld. Den er verdens tredjestørste gældsbyrde i forhold til landets bruttonationalprodukt.
(BEIRUT, Globalnyt:) Butiksejere strejker, tomme bygninger står i flammer, og biler bremses på hovedvejene af barrikader af brændende bildæk. Libanon er lammet. Siden torsdag har libanesere i hele landet – på tværs af alder, politisk overbevisning og religion – demonstreret mod landets regering og magtelite.
”Revolution, revolution, revolution!”
Tusindvis af knyttede næver bokser mod Beiruts nattehimmel fredag aften, mens kampråbet gjalder ud. Med stofmasker for munden og retning mod Grand Serrail, premierminister Saad Hariris hovedkvarter, efterlader demonstranterne sig et spor af knuste butiksruder, smadrede telefonbokse og brændte skraldespande. Igen og igen affyrer politiet tåregaspatroner og forvandler revolutionsråb til panik. Menneskemængden løber væk fra gassen, samler sig igen og marcherer på ny mod Grand Serrail.
For mange af demonstranterne er det langtfra første gang, at de oplever tåregassen lukke halsen og svie i øjnene. Gino er en af dem. Han har deltaget i så mange protester i hjertet af Beirut, at han ikke kan tælle dem. Men denne gang er anderledes. Demonstrationerne er større, mere uorganiserede og mere organiske, end han nogensinde har oplevet i Libanon.
”Du har scooterdrenge med tatoveringer på halsen og yogainstruktører fra cafe laté-segmentet samlet skulder mod skulder. Alle har fået nok,” fortæller Gino.
Demonstranterne i Beirut skånede ikke mange af de dyre forretninger i Downtown Beirut. Ifølge flere tilstede ved protesten er den dyre bymidte på mange måder symbolet på Libanons magtelite, som de demonstrerer mod.
Foto: Emil Jørgensen
Største protest i Libanon i mange år
Han er ikke den eneste, der er overrasket over protesternes potens. Kareem Chehayeb, freelancejournalist og menneskerettighedsforsker i Beirut, udtaler til Globalnyt, at demonstrationerne er ”meget anderledes” fra tidligere demonstrationer i Libanons nyere historie.
”For det første på grund af størrelsen og spredningen. Normalt isolerer den her slags protester sig primært til Beirut. Men de har spredt sig til hele landet – inklusiv den sydlige del af Libanon, som ellers plejer at være meget rolig,” siger Chehayeb.
Sydpå er primært shia-muslimsk og Hizbullah-territorium, og her bliver der slået hårdt ned på demonstranter. Da en libaneser i 2017 svinede Hizbullahs leder, Hassan Nasrallah, til i et live-interview på TV, blev han tvunget til offentligt at undskylde et par dage senere på nationalt TV.
Alligevel demonstreres der nu med samme intensitet i Sydlibanon, som der gør i Beirut og Tripoli.
”Derudover er det forskellighedenen blandt deltagerne. Jeg ser mange førstegangsdemonstranter. Jeg ser folk fra højre- og venstrefløjen, muslimer og kristne, unge og gamle. De ønsker forskellige ting, men er forenet omkring modstanden mod hele det politiske system,” siger Chehayeb.
Korruption og arbejdsløshed
En af dem, som aldrig tidligere har været til demonstration, er 28-årige Johnny. Han befinder sig i Downtown Beirut fredag aften med en blå plastikmaske for ansigtet, der skjuler alt andet end hans brune øjne. Han ejer en skobutik, men har holdt lukket fredag.
”Jeg demonstrerer mod vores korrupte magthavere, som har stjålet vores penge, siden borgerkrigen sluttede i 1990,” siger han og adresserer en af de mest udtalte frustrationer blandt libaneserne.
Ifølge en vurdering lavet af Bank Audi i maj koster korruption og skattesvindel over 30 milliarder kroner om året for det lille land med seks millioner indbyggere.
”Jeg holder min butik lukket, indtil vi får væltet den her regering,” siger Johnny.
En anden førstegangsdemonstrant er 21-årige Mona. Hun er i gang med sit sidste semester på statskundskab på Lebanese American University og styrer direkte mod den samme status, som en fjerdedel af Libanons arbejdsdygtige befolkning befinder sig i: Arbejdsløshed.
”På grund af den økonomiske krise er der ansættelsesstop i det offentlige i tre år. Jeg har ingen fremtid,” siger Mona.
Mange demonstranter havde medbragt libanesiske flag. Til gengæld var der ingen flag eller andre symboler fra nogle af de politiske partier, hvilket er ret usædvanligt for den slags protester i Libanon.
Foto: Emil Jørgensen
72 timers deadline
I løbet af fredagen, før demonstranterne bliver serveret tåregas, tæsk og anholdelser, har hun, Johnny og titusindvis af andre fået Beiruts bymidte til at ligne en mellemting mellem dommedag og et kæmpe arabisk bryllup.
Flammerne fra en påsat brand slikker sig op på på fjerde etage af et stort, ufærdigbygget højhus, før brandvæsnet får slukket ilden på grund af fare for en gaseksplosion. Lyskurve og vejskilte bankes ned, og mænd på scootere kører i cirkler med hornet i bund. Samtidig har nogle sørget for at medbringe kæmpe højtalere med arabisk festmusik. Der danses på gaden, og der er både børn og gamle mennesker til stede. Midt i tumulten lægger en ung kvinde sig på asfalten foran et stort bål af bildæk og poserer for et kamera, og et andet sted er der en mand, der frier til sin kæreste.
Demonstrationerne så ofte dramatiske ud, og det udnyttede en del mennesker til at tage billeder af sig selv.
Foto: Emil Jørgensen
Omkring klokken 18 har de fleste blikkene rettet stift mod deres telefoner. De følger med i premierminister Saad Hariris tale til befolkning i lyset af det landsdækkende oprør.
”Til trods for alting er vi stadig en familie,” siger premierministeren. “Det vi ser nu er hele Libanons smerte, og jeg er med folket hele vejen – så længe de er fredelige,” fortsætter han, og giver sig selv og resten af regeringen en deadline:
”Giv os 72 timer til at finde en løsning på de økonomiske problemer,” siger han, hvilket blot hidser demonstranterne yderligere op.
Libanons tunge gældsbyrde
Libanon skylder mere end 500 milliarder kroner i offentlig gæld. Målt i forhold til BNP er det den tredjehøjeste i verden – kun overgået af Grækenland og Japan.
På CEDRE-konferencen i Paris i april 2018 sikrede Libanon sig en hjælpepakke bestående af cirka 75 milliarder kroner doneret af mere end 50 forskellige lande. Det er et lån, som skal kickstarte det gældsramte lands økonomi – men for at få adgang til pengene, skal Libanon først gennemføre omfattende reformer og nedskæringer.
Premierminister Saad Hariri under sin TV-transmitterede tale til nationen fredag aften.
Foto: LEBANESE PRIME MINISTRY OFFICE, GettyImages
”Det har de forsøgt på i tre år. Hvorfor skulle de kunne gøre det på tre dage?” spørger Nizar Hassan retorisk, da Globalnyt møder ham under demonstrationerne.
Han er politisk analytiker, vært på en podcast om libanesisk politik og medstifter af bevægelsen LiHaqqi, der gør alt for at holde de igangværende protester i gang.
”Vi ønsker at regeringen trækker sig, og at der bliver indført en lille teknokratisk regering, som skal stå for to ting: De skal få styr på den økonomiske situation ved at gennemføre en retfærdig skattereform, og så skal de sørge for, at der snarest muligt bliver afholdt nyt valg i Libanon,” siger Hassan.
Han nævner, at de ekstremt velhavende libanesiske banker, som tjener penge på landets gældskrise, kun betaler 17 procent i skat. I stedet for at beskatte dem, foreslog regeringen af indføre afgifter på benzin, tobak og sociale medier – et tiltag der vil ramme alle borgere lige hårdt, og dermed være tungests for samfundets svagtstillede.
Hassan var også en del af Libanons You Stink-bevægelse i 2015: En række landsdækkende demonstrationer over regeringens manglende evne til at skille borgerne af med deres affald, som tårnede sig op på gaderne. Dengang endte protesterne uden et egentligt resultat og blev et kæmpe slag i maven for Libanons oprørsbevægelser, siger Hassan.
”Men vi har lært af det, og den her gang er protesterne meget mere spontane og udbredte. Jeg tror faktisk på, at det her ender med regeringens fald. Hvis demonstrationerne holder momentum og lammer landet to-tre hverdage ind i næste uge, bliver det svært for de politiske leder at gøre andet end at trække sig tilbage,” siger han.
Politiet begynder at skrue bissen på
Indtil videre er der intet, der tyder på, at demonstrationerne er ved at dø ud. Fredag er der langt flere på gaden end torsdag, og dem der ikke er, sidder hjemme i stuerne og følger med på de libanesiske TV-kanaler, der live-transmitterer begivenhederne. I hvert fald om dagen.
Når mørket falder på og de fleste kameraer slukket, begynder politiet og sikkerhedsstyrkerne at skrue bissen på. Torsdag begyndte brugte det tåregas klokken 2 om natten; fredag allerede ved 20-21-tiden.
”Lad være med at hælde vand på ansigtet! Det får det kun til at svie mere,” råber en demonstrant til fire desperate unge mænd med blodsprængte øjne, der er ved at stikke hovederne ned i et springvand i Downtown Beirut.
Tårgassen var ikke nok til at få protesten til at stoppe. Senere på aftenen begyndte politiet at slås med demonstranterne.
Foto: Emil Jørgensen
Senere på natten finder politiet kniplerne frem. En demonstrant bliver væltet omkuld og tæsket af fire politimænd, mens han ligger ned. Det bliver fanget af en journalist fra Daily Star.
Officielt bliver 60 mennesker anholdt i Beirut fredag nat, men ifølge aktivister er tallet langt, langt højere. I Tripoli længere nordpå affyres der skud mod de forsamlede, og nede sydpå begynder der at komme billeder af fuldkommen lemlæstede demonstranter.
Alligevel er der lørdag endnu flere på gaden i hele Libanon, som råber på revolution. I Beirut er menneskemængden tre gange så stor, som den var fredag. Og i en lang række byer i Europa og Nordamerika – i London, Los Angeles, Barcelona, Milan, Berlin, Toronto, Boston, Nice, Paris, Geneve, Rom og Madrid – opstår der også solidaritetsdemonstrationer for libanesernes sag.
redigeret 20.10.2019 kl. 9.15
