Udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) oplyste i sidste uge, at hun vil tilbageholde 65 millioner kroner i støtte til Tanza-nia. Den gudfrygtige guvernør i Dar es-Salaam, Paul Makonda, har nemlig opfordret byens borgere til at starte en heksejagt på homoseksuelle og angive dem til myndighederne. Homoseksualitet er ulovligt i landet, og både homoseksualitet og stiltiende kendskab til det kan koste op til 30 år bag tremmer.
Samarbejdet mellem Danmark og Tanzania har ellers længe været godt. Faktisk er Tanzania det land, der har modtaget mest udviklingsbistand fra Danmark, siden det blev Danmarks første afrikanske partner i udviklingssamarbejdet i 1963. Ligeledes har en årrække med høje vækstrater gjort Tanzania til en darling blandt udenlandske donorer. Men nu er billedet ved at vende. EU har hjemkaldt sin ambassadør fra landet, og Verdensbanken har trukket stikket på et planlagt lån på USD 300 mio. til Tanzanias uddannelsessektor.
På vej mod diktatur
Udfaldet mod homoseksuelle er nemlig langtfra det eneste eksempel på utidig demonstration af magt. Den politiske scene i Tanzania er totalt domineret af præsident John Magufuli, der har tilnavnet ”bulldozeren” fra sin tid som transportminister. Siden han kom til magten i 2015 på løfter om at gøre op med korruption, har han levet op til sit tilnavn ved at fyre embedsfolk på direkte tv, lukke aviser og smide gravide piger ud af skolerne.
EKF’s vurdering af risiko ved eksport til Tanzania.
Indskrænkning af ytringsfriheden og vilkårlige anholdelser af oppositionsmedlemmer, der ikke følger linjen, er blevet hverdagskost, og Magufulis embede begynder efterhånden at ligne et diktatur. Præsidentens hårde kurs koster lidt på popularitetsmålingerne, men han er alligevel storfavorit til at blive genvalgt, når der er valg i 2020, ikke mindst pga. af en svag opposition. Mange oppositionsmedlemmer har skiftet side – godt hjulpet på vej af økonomiske gulerødder fra regeringspartiet – og andre er blevet anholdt.
Væksten bremser op
Før Magufulis tid så det ellers fornuftigt ud i Tanzania. Selvom landet er ludfattigt, formåede man med politisk stabilitet at tiltrække investorer, og det gav en årrække med høj økonomisk vækst på 7 pct. af BNP. Det østafrikanske land styrkede demokratiet, reducerede fattigdommen og vandt tillid fra verdenssamfundet, men Magufuli og hans utilregnelige politik får investorerne til at ryste på hænderne og væksten til at bremse op. De kommende år ventes væksten at ligge omkring 5,3 pct. af BNP, drevet af offentlige investeringer i infrastruktur og servicesektoren.
Den tanzaniske regering sigter med udviklingsplanen ”The Development Vision 2025” på at fremme industrialise-ring, udbygge infrastrukturen og skabe jobs til landets godt 55 mio. indbyggere. Planen skal øge diversificeringen af økonomien, der er afhængig af minesektoren – særligt guld, som Tanzania eksporterer for USD 2.300 mio. af.
Regeringen håber, at udviklingen skal drives af investeringer i den private sektor med hjælp fra forbedret regulering og et mere attraktivt kommercielt klima.
Håbet giver dog ikke rigtig mening. Handelspolitisk er Tanzania både nationalistisk og protektionistisk, fx slynger Magufuli om sig med urealistiske skatter til udenlandske virksomheder. Den generelle politiske udvikling i landet synes heller ikke at være fremmende for 2025-planen, og det virker usandsynligt, at det vil være muligt at sikre tilstrækkelig investeringslyst fra den private sektor til at møde regeringens målsætninger.
Dansk infrastruktur og maskineri
Den danske eksport til Tanzania er forsvindende lille, men der er sektorer med potentiale for virksomheder, der er robuste nok til at navigere i det komplekse kommercielle landskab.
”Development vision 2025” skal gøre Tanzania til et østafrikansk knudepunkt, og hvis det skal blive virkelighed, skal jernbaner, veje, havne og anden infrastruktur have en opgradering. Her ligger der flere muligheder for at bringe dansk ekspertise i spil. Det samme gælder i arbejdet med at øge industrialiseringen. EKF har fx stillet flere garantier til eksportører af danske maskiner.
Denne analyse er bragt i Jyllands-Posten 22. november 2018.
