Jessica Moody er selvstændig analysekonsulent med fokus på politik og fredsopbygning i Afrika.
Det var bælgmørkt, da en sværm af motorcykler fræsede ind i Dassari, en by i det nordlige Benin på grænsen til Burkina Faso. Mændene på motorcyklerne holdt en pause uden for politistationen, før de udløste en regn af kugler, dræbte to politimænd og efterlod en såret.
Denne artikel er oprindeligt publiceret af det amerikanske medie Foreign Policy, der rapporterer fra hele verden.
Det er blot et ud af mange angreb, befolkningen ved Benins nordlige grænse har oplevet i år. Angrebene er hovedsagelig udført af ekstremistiske islamistiske grupper, der historisk har opereret i Mali og Burkina Faso nord for Benin, men i stigende grad er begyndt at angribe vestafrikanske kyststater.
Det er nu Rwanda kommer ind i billedet.
I september offentliggjorde Benin, at landet forhandlede med Rwanda om logistisk støtte og viden til at hjælpe landet med at tackle jihadistisk vold bedre. Ifølge Bloomberg skulle omkring 350 rwandere indsættes i første omgang. Det tal kunne derefter fordobles. Benins regeringstalsmand har dog fastslået, at aftalen ikke vil omfatte tropper på jorden.
Ry for et effektivt militær
Det er ikke første gang, Rwanda er blevet involveret i andre landes sikkerhedsproblemer. Siden landets rædselsvækkende folkedrab i 1994 har Kigali holdt sine væbnede styrker i gang og udstationeret dem i adskillige fredsbevarende missioner rundt om i Afrika.
Rwanda er ifølge French Institute of International Relations den femte største bidragyder til FN-missioner globalt og den næststørste kontinentale bidragyder. Rwandas rolle og bidrag i disse missioner har givet landet et ry for at have et yderst effektivt militær, på trods af en begrænset størrelse. Og de rwandiske tropper er endnu ikke blevet tynget af anklager om dårlig disciplin og skandaler om seksuelle forbrydelser, der har plaget andre bidragydere til de fredsbevarende missioner.
Det er her oplagt at drage en parallel til Israel, der er kendt for sin væbnede styrker, selvom landet er betydeligt mindre end de fleste stater i Mellemøsten. Organisationen Global Firepower, som undersøger landes militære styrke, rangerer Israel som nummer 18 ud af 142 lande i 2022.
“Rwanda nyder godt af sit fredsbevarende engagement,” siger Phil Clark, professor i international politik ved SOAS University of London. “De har fået et renomme i disse multilaterale samarbejder for at være organiserede og effektive.”
Rygtet spreder sig
Derfor har lande, der står over for interne sikkerhedsudfordringer, i stigende grad anmodet Rwanda om hjælp. Da oprørere forsøgte at storme hovedstaden i Den Centralafrikanske Republik (CAR) i slutningen af 2020 og starten af 2021, søgte præsident Faustin-Archange Touadéra om hjælp hos Rwanda og det private russiske militærnetværk Wagner-gruppen.
Til at begynde med arbejdede de to styrker sammen, selvom Rwanda i juni 2021 suspenderede det militære samarbejde på grund af tilbagevendende rapporter om angreb på civile begået af Wagner-gruppen. Alligevel var Touadéra i stand til at dæmpe urolighederne i hovedstaden Bangui med deres hjælp. Rwandiske troppers fortsatte tilstedeværelse har desuden forhindret yderligere angreb på byen, samtidig med at det har sikret sikkerheden for forsyningslinjerne ind til CAR.
Læs også: Lækkede FBI og Interpol-rapporter: Rwanda efterlyser systemkritikere på falske anklager
Rygtet spredte sig hurtigt, og det varede ikke længe, før Mozambique kom og bankede på Rwandas dør.
Mozambique havde i flere år håndteret et oprør i den nordlige Cabo Delgado-provins, der var anført af Islamisk Stat og har kostet over 3.000 liv og mere end 800.000 internt fordrevne.
Rwandas operationer i Mozambique viste sig at være endnu mere succesrige end i CAR. Det skyldes i høj grad, at situationen i sig selv var mindre kompleks og involverede en specifik operation i en lille del af Mozambique mod en jihadistisk gruppe, snarere end talrige væbnede grupper, der hærgede rundt i CAR. Men muligvis skyldes det også, at Rwanda har forfinet sin ekspertise i internationale interventioner i CAR.
Den rwandiske indblanding resulterede i en hurtig genetablering af regeringens kontrol i Cabo Delgado, hvilket fik militserne til at flygte. Mozambikanere tog imod rwanderne med åbne arme og hyldede deres befriere, som er forblevet i Cabo Delgado i et forsøg på at genopbygge området og forhindre yderligere angreb.
FN’s missioner bliver mere upopulære
Rwandiske embedsmænd har antydet, at der er et moralsk formål med mange af disse missioner. Efter selv at have oplevet forfærdelige voldsscener i 1994, mens verden vendte ryggen til, mener Rwanda, at landet med missionerne viser en passende reaktion på lignende grusomheder.
Men der er måske mere på spil.
Lande i hele Afrika bliver mere og mere frustrerede over multilaterale interventioner. Fra Mali til Den Demokratiske Republik Congo (DRC) er FN’s fredsbevarende missioner blevet mere og mere upopulære, fordi de menes at forværre situationen. Samtidig anses regionale missioner ledet af Den Afrikanske Union (AU), de vestafrikanske staters økonomiske fællesskab, ECOWAS, eller endda Southern African Development Community (SADC) for at være langsomme om at blive sendt af sted og svage, når de ankommer.
Dertil kommer at regionale samarbejder fortsat er udfordrende. Det skyldes i høj grad bilaterale stridigheder om suverænitet og bekymringer omkring skjult indblanding i andre landes anliggender.
Derimod kan bilaterale indgreb, som dem, Rwanda har iværksat, ske hurtigt og på klare vilkår mellem de to lande uden behov for langvarige multilaterale forhandlinger. Der er også færre bekymringer over krænkelse af staternes suverænitet, fordi interventionerne udelukkende kommer på foranledning af værtslandet, mens samarbejdet i konfliktzonen er lettere, da det ikke afhænger af komplekse kommandostrukturer.
“Der er mere end bare en rwandisk dimension her,” siger Clark. “Det gælder hele Afrika. Landene er i stigende grad skeptiske over for kvaliteten af regionale eller AU-missioner, og der er et ønske om flere af disse bilaterale missioner.”
Rwanda reagerer på et hul i markedet.
Vesten ønsker ikke at involvere sig
Der er også stor opbakning til disse bilaterale initiativer fra Vesten, forklarer Thierry Vircoulon, forsker ved Sub-Sahara Africa Center ved French Institute of International Relations.
“Disse lande har brug for hjælp til at skabe sikkerhed, og Vesten ønsker ikke at blive for involveret. Så meget taler for, at et tredjeland griber ind.”
Frankrig støttede for eksempel offentligt Rwandas involvering i det nordlige Mozambique, hvor den franske olie- og gasgigant TotalEnergies har et projekt med flydende naturgas, der har en værdi på 140 milliarder kroner. Den franske præsident Emmanuel Macron gav senere 3,5 milliarder kroner i udviklingsbistand til Rwanda.
På et tidspunkt, hvor vestlige interventioner i Afrika er upopulære, som det tydeligt sås, da Frankrig måtte trække sig ud af Mali i august, er muligheden for at bruge en afrikansk proxy til sikkerhedsmissioner blevet mere og mere attraktiv.
“Dette giver Frankrig mulighed for at vriste fri fra den neokoloniale kritik,” siger Clark.
Bør vi være bekymrede?
Men Rwanda parerer ikke bare ordre fra andre lande, så bør det internationale samfund være bekymret over landets motiver?
At udfylde sikkerhedshullet er gavnligt for Rwanda, og deres handlinger i både Mozambique og CAR har givet landet adgang til lukrative kontrakter på minedrift, landbrug og infrastruktur og skabt en gunstig handelsrelation i begge lande.
For eksempel har Touadéra i CAR givet særligt attraktive tilbud til rwandiske investorer, herunder en 10-årig skattefritagelse for iværksættere i landlige dele af landet, mens Rwanda og Mozambique har underskrevet et forståelsespapir om øgede erhvervspartnerskaber.
På den mere kynisk bane medfører etableringen af en militær tilstedeværelse i udlandet et større potentiale for at slå ned på fjender. Det er bemærkelsesværdigt, at Rwandas involvering i Mozambique også har været forbundet med tilstedeværelsen af rwandiske systemkritikere. Siden Rwanda blev involveret i Mozambiques sikkerhedsproblemer, er mindst én modstander af den rwandiske regering blevet myrdet i Mozambique. To andre har været udsat for kidnapningsforsøg, og én er forsvundet.
Rwandas ageren som politimand rundt omkring i Afrika vil sandsynligvis også mindske lysten til at kritisere denne slags handlinger og andre menneskerettighedskrænkelser i landet.
Der har været begrænset ramaskrig over skæbnen for rwandiske systemkritikere i Mozambique eller Rwandas påståede samarbejde med den overvejende tutsi-congolesiske M23-oprørsgruppe i DRC, som med mellemrum har ført krig mod den østlige del af Den Demokratiske Republik Congo siden 2012. Og så har man ikke engang nævnt den manglende beskyttelse af menneskerettigheder internt i Rwanda, der har medført adskillige kidnapninger og mord på politiske modstandere.
I et af de mest bemærkelsesværdige tilfælde blev den tidligere chef for den rwandiske efterretningstjeneste fundet død på et hotelværelse i Sydafrika i 2014 efter angiveligt at have planlagt et kup mod Rwandas præsident Paul Kagame. Rygterne lød på, at det var lejemordere hyret af Kagame, der dræbte ham.
Læs også: Lækkede FBI og Interpol-rapporter: Rwanda efterlyser systemkritikere på falske anklager
Selv Nigeria hæver øjenbrynene
Rwanda erkender sandsynligvis, at man gennem sine aktiviteter i udlandet og opretholdelsen af sikkerheden i Afrika kan gøre sig selv uundværligt for netop de aktører i Vesten, som er mest tilbøjelige til at kritisere landets menneskerettighedspraksis.
“Det er ikke hovedårsagen til Rwandas engagement i udlandet,” siger Clark. “Men det er i hvert fald en del af årsagen. Hvis du gør dig selv nyttig, er der mindre sandsynlighed for, at folk kritiserer dig.”
Reaktionen fra hele kontinentet på Rwandas øgede interventioner er en anden bekymring. Nogle lande er frustrerede over, at Rwanda i stigende grad træder ind i deres indflydelsessfærer. Sydafrika og Tanzania var rasende over Rwandas involvering i Mozambique, mens SADC var irriteret over Mozambiques beslutning om primært at samarbejde med Rwanda frem for den regionale styrke, idet de følte, at det fik SADC til at se svage ud.
Ligeledes er der rygter om, at selv så langt mod vest som Nigeria hæver regeringer øjenbrynene over Rwandas interventionisme. Ikke mindst fordi det får dem til at se skidt ud.
Clark forklarer, at i nogle magtfulde afrikanske lande, som Nigeria og Etiopien, bliver der rejst spørgsmål om, hvorfor stater med store sikkerhedsudfordringer, er afhængige af lille Rwanda for at få hjælp, når de to afrikanske lande har et større militær og er bredt anset for at have mere autoritet på tværs af kontinentet.
Hvem kan udfylde hullet efter Rwanda?
Til sidst er der spørgsmålet om, hvad der vil ske, når Rwanda ikke længere kan agere ordensmagt i Afrika? Selvom landet har et sofistikeret militær, er det ikke enormt, og det vil sandsynligvis blive overbelastet, hvis Rwanda fortsætter med at øge sin tilstedeværelse rundt omkring på kontinentet.
Så hvem vil udfylde dette hul, når Rwanda ikke kan?
Tchad har historisk set spillet en lignende rolle, især i Vestafrika, selvom landet har langt færre ressourcer til rådighed og gennemgår en kompleks overgangsperiode efter den mangeårige præsident Idriss Débys død i april 2021.
Andre mulige spillere har endnu ikke meldt sig, hvilket efterlader kontinentet i stigende grad afhængig af det rwandiske militær. “Nu opfattes Rwanda som sikkerhedsgaranten,” siger Vircoulon.
Men “det rwandiske militær kan i stigende grad se sig selv smurt tyndt ud,” argumenterer Clark. “De vil nå deres grænse i forhold til andelen af styrker, der bliver udsendt rundt omkring i Afrika.”
Rwanda bliver nødt til at trække grænsen på et tidspunkt. Fra Burkina Faso til Togo står afrikanske lande over for stadig mere alvorlige sikkerhedsproblemer. Det er usandsynligt, at Rwanda vil være i stand til at slukke brande overalt, samtidig med at de vinder respekt og indflydelse for sine effektive indgreb.
Artiklen er oprindeligt bragt af Foreign Policy og oversat til dansk af Morten Scriver Andersen.
