Efter Hamas’ grusomme angreb på uskyldige israelske civile truer højtstående israelske militærstrateger med en etnisk udrensning af Gaza. Det vil blive endnu en Nakba (arabisk for katastrofe), i stil med masseudvisningen af palæstinensere fra deres hjem og jord i 1948. Hvis Israel på trods af globale opfordringer til tilbageholdenhed begår massive krigsforbrydelser i Gaza, vil det også sætte Israels grundlæggende nationale sikkerhed på spil.
FN’s generalsekretær Antonio Guterres har talt klart, overbevisende og smukt om behovet for en våbenhvile, frigivelse af gidsler, beskyttelse af Gazas civile, støtte til Israels sikkerhed og den afgørende bevægelse mod en palæstinensisk stat i overensstemmelse med tidligere FN-aftaler. Her taler han for det overvældende flertal af menneskeheden og flertallet af FN’s medlemsstater, der søger fred og retfærdighed for både israelere og palæstinensere.
Alle fem permanente medlemmer (P5) af FN’s Sikkerhedsråd – USA, Storbritannien, Frankrig, Rusland og Kina – har en fælles interesse i en våbenhvile efterfulgt af en omfattende aftale, herunder palæstinensisk statsdannelse. Alle P5-nationer ønsker gode relationer med både Israel og den arabiske verden. Alle har en stærk national interesse i fred, herunder sikkerhed for Israel og status som stat for Palæstina.
Det gælder endda også for USA. Hvis USA støtter etnisk udrensning i Gaza, vil amerikansk indflydelse i den muslimske verden, som de seneste år har været faldende, uigenkaldeligt kollapse.
FN’s generalsekretær har sat rammerne
Generalsekretær Guterres har skitseret rammerne for fred:
“Vi nærmer os et øjeblik af katastrofal eskalation og befinder os ved et kritisk skæringspunkt. Det er afgørende, at alle parter – og dem, der har indflydelse på dem – gør alt, hvad der er muligt, for at undgå ny vold eller en spredning af konflikten til Vestbredden og i regionen…
“Alle gidsler i Gaza skal løslades. Civile må ikke bruges som menneskelige skjolde. International humanitær lov – herunder Geneve-konventionerne – skal respekteres og opretholdes. Civile på begge sider skal beskyttes til hver en tid. Hospitaler, skoler, klinikker og FN-områder må aldrig blive mål for angreb…
“Men enhver løsning på denne tragiske, årtier-lange prøvelse af død og ødelæggelse kræver fuld anerkendelse af omstændighederne for både israelere og palæstinensere, af begges virkeligheder og begges perspektiver…
“Israel skal se sine legitime behov for sikkerhed virkeliggjorte, og palæstinenserne skal se en tydelig vej mod etableringen af deres egen stat realiseret – i overensstemmelse med FN-resolutioner, international lov og tidligere aftaler. Hvis det internationale samfund virkelig tror på de to mål, må vi finde en måde at arbejde sammen på for at finde reelle, varige løsninger – løsninger, der er baseret på vores fælles menneskelighed og som anerkender behovet for, at folk lever sammen, på trods af historier og omstændigheder, der river dem fra hinanden.”
Der bør ikke være nogen geografisk opdeling blandt de store magter med hensyn til denne krise. Rusland har meget stærke bånd til Israel, ikke mindst på grund af de hundredtusinder af russiske jøder, der bor i Israel. Storbritannien, EU og USA har også stærke økonomiske, teknologiske, kulturelle og historiske bånd til Israel. Kina har også langvarige og solide relationer med Israel, dog færre kulturelle og historiske bånd.
Alligevel ønsker ingen af stormagterne at skubbe den arabiske og muslimske verden fra sig. De har alle en betydelig muslimsk befolkning: 1-2 procent i USA og Kina, omkring 7 procent i Storbritannien og EU, samt cirka 10 procent i Rusland. Desuden har de alle betydelige økonomiske, sikkerhedsmæssige og kulturelle bånd til den arabiske og muslimske verden.
De fem permanente medlemmer bør i al hast forberede en fælles FN-Sikkerhedsrådsresolution, der tegner vejen mod fred og en palæstinensisk stat (eller endda en stat baseret på lighed og demokrati, hvis israelerne og palæstinenserne foretrækker det frem for en deling af landet). Rusland siges at være på nippet til at fremlægge en fredsresolution. USA bør modstå refleks-reaktionen – at modsætte sig et russisk initiativ – og arbejde sammen med Rusland og de andre faste medlemmer i den fælles sag for fred.
De tre lejre
Israelere og palæstinensere er desværre dybt opdelte i tre lejre, der måske kan kaldes fredsmagerne, skeptikerne og fundamentalisterne. Fredsskaberne tror, at fred er mulig gennem forhandling. Skeptikerne er så dybt mistroiske over for den anden side, at de ikke tror på fred. Fundamentalisterne, en vedholdende minoritet på begge sider, tror, at Gud har tildelt dem landet – hvadenten de er jøder eller muslimer – så den anden side har ingen rettigheder overhovedet.
Fredsmagerne er klar til fred. Skeptikerne kan vindes over med tilstrækkelig respekt, diplomati og realisme i forhandlingerne og med FN’s Sikkerhedsråds støtte til fred (herunder fredsbevarende styrker, finansiering og andre instrumenter til håndhævelse). Fundamentalister på begge sider vil blive skuffede. Alligevel skal de mindes om, at menneskerettigheder og værdighed for alle er forankret i den Universelle Menneskerettighedserklæring og bakket op af FN-pagten.
Fra tid til anden er modige ledere dukket op, der har overbevist skeptikerne om at prøve fred, og som har fortalt fundamentalisterne, at begge sider fortjener respekt og retfærdighed. Egyptens Anwar Sadat var en sådan bemærkelsesværdig skikkelse. Det samme var Israels Yitzhak Rabin. Begge blev myrdet af fundamentalister fra deres egen nation og blev martyrer ligesom andre store fredsskabere i vores tid, herunder Mahatma Gandhi, John og Robert Kennedy og Martin Luther King Jr.
Som Jesus, en anden martyr, lærte os: “Salige er fredsstifterne, for de skal kaldes Guds børn.”
Den israelske regering under Benjamin Netanyahu – før den nuværende “enhedsregering” – var den mest højreorienterede i Israels historie. Flere ekstreme højrefløjspersoner er i den nuværende regering. De israelske medier bringer opfordringer til at omdanne Gaza til et sted, hvor ‘ingen mennesker kan bo’. Der må ikke være plads til hadets ideologier i nationernes anliggender, mindst af alt i De Forenede Nationers.
Det er en hastesag for de nationer i verden, der opererer under FN-pagten og forsvarer den Universelle Menneskerettighedserklæring, at hjælpe med at redde både Israel og Palæstina. Hvis Israel forsøger at skabe en anden Nakba, vil unge israelske mænd og kvinder betale med deres liv, tusinder af uskyldige palæstinensere vil også blive dræbt, hundredtusinder fordrevet, og Israels navn vil blive plettet i generationer.
FN’s Sikkerhedsråd bør forhindre denne katastrofe ved at give øjeblikkelig og rettidig støtte til de millioner af israelere og palæstinensere, der længes efter en varig fred med sikkerhed og retfærdighed for alle.
Jeffrey Sachs er professor i økonomi og direktør for Center for Sustainable Development på Columbia Universitety i New York. Han er formand for FN’s Netværk for Bæredygtige Løsninger og har blandt andet været rådgiver for de seneste tre generalsekretærer i FN. Han er uddannet fra Harvard Universitet, forfatter til en masse bøger, har redigeret endnu flere, været rådgiver for en række regeringer i flere lande og er blevet tildelt 42 æresdoktorgrader samt adskillige priser.
Denne artikel er først publiceret på Jeffrey Sachs egen hjemmeside og på Common Dreams. Den bliver bragt i Globalnyt efter aftale med forfatteren og er oversat af Kirsten Larsen.
