Nynne Elbro Nielsen og William Mads Iuul er freelancejournalister.
Modsat Gaza er Vestbredden ikke en aktiv krigszone. Alligevel kæmper palæstinenserne for deres olivenlunde, deres oliventræer og de grønne, runde frugter. For Mustafa Jayyousi er kampen for oliventræet en kamp for land. En kamp for palæstinensisk identitet:
“Oliventræer er ikke som andre træer, fordi de har været der i tusinder af år. Forbindelsen til oliventræet handler mere om identitet for os palæstinensere, fordi det repræsenterer vores modstand, vores tilhørsforhold til landet og vores funktion som samfund.”
Mustafa Jayyousi og hans søskende er vokset op på Vestbredden. ”Vi er ni drenge og piger, vi har alle studeret på universitetet og afsluttet vores uddannelse, fordi ud over min fars velstand – han er lærer – har vi vores jord.”
Familien er en blandt mange palæstinensiske familier, for hvem oliventræet spiller en vigtig rolle i livet. På Jayyousi-familiens jord står der både citrontræer og appelsintræer, men perlen blandt træerne er oliventræerne: ”For mig, som palæstinenser, er oliventræet ikke som andre træer.”
For den store familie og andre palæstinensere er oliventræet en del af en meget større fortælling.
Oliventræets vidnesbyrd
Christine Aster Crone, adjunkt i mellemøststudier på institut for tværkulturelle og regionale studier ved Københavns Universitet, mener, at oliventræet har en særlig betydning i Palæstina:
”Jeg tror oliventræet er et symbol, der altid dukker op. I hvert fald i en levantisk kontekst, og helt specifikt i en palæstinensisk kontekst.”
Levanten er området, hvor landene Palæstina, Israel, Syrien, Libanon og Jordan ligger side om side. Christine Aster Crone mener, at en af de vigtigste evner, oliventræerne besidder, er deres lange levetid: ”Altså oliventræer bliver jo meget, meget gamle.”
Ifølge Christine Aster Crone fortæller de gamle kultiverede træer, at det palæstinensiske samfund er gammelt. Området, der blev til Israel i 1948, var ikke ubeboet. Træerne fortæller om et samfund, hvor oliventræerne både var og er en vigtig del af jordens frugter:
”Der bliver oliventræet en måde at vise på, at palæstinenserne har været i det her område i århundreder. Og i virkeligheden mere end det. Oliventræet er et symbol på, at de har dyrket jorden. De har boet her.”
De ældste oliventræer husker, når andre ikke gør, palæstinensernes tusinde år gamle forbindelse til landet.
Ødelæggelse af træerne i 2024
Men palæstinensere på Vestbredden kæmper for deres og oliventræernes eksistens. Siden 1967 er over 800.000 oliventræer blevet ødelagt. I 2024 fortsatte ødelæggelserne.
Siden den 7. oktober 2023 har det internationale samfunds fokus været rettet mo den humanitære situation i Gaza. I mellemtiden er voldelige sammenstød mellem israelske bosættere og palæstinensiske olivenbønder tredoblet.
Ifølge the United Nations Office for the Coordination of Humanitarian Affairs (OCHA), en FN-organisation, der blandt andet er ansvarlig for at rapportere om forholdene for palæstinensere i Gaza og Vestbredden, var der 90 voldelige hændelser begået af israelske bosættere under olivenhøsten i 2023. Tallet var steget til 250 i 2024.
Mellem den 29. november og 2. december 2024 rapporterede OCHA, at 700 oliventræer blev helt eller delvist ødelagt af israelske bosættere.
Foto: Nasser Ishtayeh/SOPA Images/LightRocket via Getty Images
”Palæstinas bryllup” forener jorden med palæstinensere
Olivenhøsten er en stor del af den palæstinensiske identitet. Det er en festlig periode, som kaldes ’Palæstinas bryllup’. Her samles gamle og unge og taget sammen del i høsten af træernes frugter.
Fathi El-Abed, formand for Dansk-Palæstinensisk venskabsforening, forklarer, at olivenhøsten er central for det palæstinensiske folk:
“Går man tilbage i den palæstinensiske historie, har oliventræet og olivenhøsten været omdrejningspunktet i generationer af palæstinensiske traditioner. Deres madtraditioner og traditionelle palæstinensiske dans – hvornår man egentlig aftalte, at der skulle være bryllupper. Det var altid efter, og i forlængelse af, olivenhøsten.”
Høsten er altid blevet fejret med dans og sang, for eksempel den traditionelle palæstinensiske dans Dabke. Navnet stammer fra det arabiske ord Dabaka, som betyder ‘at stampe med fødderne’. Sammen stampede palæstinensiske bønder for at fejre jordens afgrøder. Dansen blev en del af fejringen under olivenhøsten. Det er ét eksempel på palæstinensisk kulturs forbindelse til oliventræet.
Palæstinensiske oliventræer
🫒 Oliventræer har groet i Palæstina i mere end 5000 år
🫒 Det ældste oliventræ i verden har rødder i palæstinensisk jord
🫒 På over 50 procent af dyrket land i Palæstina gror oliventræer
🫒 Oliventræer udgør 14 procent af Palæstinas økonomi
🫒 Olivenhøsten foregår typisk mellem september og november
🫒 Oliventræer er meget modstandsdygtige
Fathi El-Abed fortæller, hvordan man med nationaldansen fejrede en god høst: ”Dabke var faktisk for at fejre olivenhøsten, at nu er det lykkedes, nu er det godt – det blev et rigtig godt olivenhøstår.”
For Mustafa Jayyousi danner ’Palæstinas bryllup’ rammen for fejring af palæstinensisk kultur:
”Du lærer om din historie, din familie, hører historier – glade eller triste, lærer om folkene i din by, lærer historien om din jord, hvordan din bedstefar købte denne jord eller fik den fra sin far, og hvilke træer din far eller onkel har plantet.”
Det er en højtidelighed, hvor både børn, forældre, bedsteforældre og naboer er velkomne. Under fejringen af olivenhøsten er palæstinensere forenede om oliventræet. Både Mustafa Jayyousi og Fathi El-Abed mener, at de høstede frugter forbinder familier til Palæstina.
“Det er djævelsk smart”
En israelsk lov gør forbindelsen svær. Loven bestemmer, at landområder, der ikke er blevet dyrket i tre år, tilhører den israelske stat. Oliventræerne, plantningen og høsten sikrer derfor palæstinensernes fortsatte ret til deres jord.
Mustafa Jayyousi, hans familie og andre palæstinensiske landbrugsfamilier er tvunget til at være bevidste om loven. Han fortæller: “Vi bliver nødt til at sikre, at vores jord bliver brugt, så meget vi kan, så vi ikke mister den.” Han forklarer også, hvordan palæstinensiske familier hjælper hinanden med at beholde jorden:
”Hvis en familie, der har jord i Palæstina, og ikke længere har familiemedlemmer, der har mulighed for at dyrke den, tager andre familier vare på den. De beskytter den, selv hvis de ikke får udbytte af den.”
Palæstinensere ’forsikrer’ på den måde jorden, så den ikke står tom – ellers er den måske væk få år senere.
Vi bliver nødt til at sikre, at vores jord bliver brugt, så meget vi kan, så vi ikke mister den
Mustafa Jayyousi
Fatih El-Abed mener, at denne forsikring er svær at tegne. Han forklarer, hvordan israelske bosættere afskærer landmændene fra deres jord, river gamle og nye træer op med rødderne for på den måde strategisk at udnytte lovgivningen og overtage palæstinensisk land:
“Man har simpelthen den langsigtede plan for øje, når det handler om kolonisering og landtyveri, men sandelig også kampen mod palæstinensernes oliventræ. Det er jo ikke bare smart, det er djævelsk smart.”
Mustafa Jayyousi og hans søskende var allerede som børn klar over oliventræernes store betydning både for dem, som palæstinensere, og for deres families jord. Søskendeflokken hjalp, som mange andre palæstinensiske børn, med høsten. De deltog i plantningen og arvede historier om Palæstina fra familien.
På grund af de israelske bosættelser oplevede han også hurtigt som barn, hvordan kampen for retten til land var og er en del af palæstinensisk opvækst: ”Under besættelsen er et palæstinensisk barn fuld af frygt for at miste alt og alle på et øjeblik. Det gør os til voksne i børns kroppe.”
Kampen for land, oliventræet og palæstinensiske traditioner gælder alle palæstinensere både børn, forældre og bedsteforældre. Det er en kamp, der også kæmpes uden for Gaza og Vestbredden.
Oliventræet vokser også uden for Palæstina
Ifølge det palæstinensiske statistiske bureau lever omkring halvdelen af palæstinensere uden for Palæstina. Omkring 7,1 millioner mennesker lever med mindet om – eller fortællinger fra – Palæstina. Minder om olivenkviste, olivenlunde og høsten. Ifølge FN nægter den israelske stat at lade cirka 5,7 millioner palæstinensere vende tilbage til deres tidligere hjem i Palæstina.
Mustafa Jayyousi bor ikke længere på Vestbredden. Han arbejder og bor i Norge. Men på trods af distancen deltager han i dyrkningen af oliven. Når han er i Palæstina på besøg, deltager han i høsten. Overskydende olie tager han med sig til Norge, hvor han sælger den og sender pengene til de palæstinensiske bønder: ”Jeg tager mig af jorden, jeg planter stadig træer, og jeg hjælper landmændene med at eksportere den palæstinensiske olivenolie til Europa.”
I 2004, da Fatih El-Abed havde brug for et nyt logo til Dansk-Palæstinensisk Venskabsforenings nyhedsbrev, var der et oplagt valg. En ven af foreningen foreslog oliventræet, ”da det jo er symbol på det hele,” fortæller han. “Så sagde jeg, ’gu´ er det fandme så mand’.” Siden har oliventræets grene spirret frem på nyhedsbrevene fra foreningen.
Christine Aster Crone, adjunkt i mellemøstlige studier, forklarer, at oliventræet på en måde finder vej til palæstinensere, selvom de ikke længere er bosat i Palæstina. Det er på grund af træets kulturelle betydning: “Det at have kontakter, der gør, at man stadigvæk får olivenolie fra sin egen landsby. Det betyder noget.”
Hun mener, at oliventræet, dets frugter og olie forbinder palæstinensere verden over med Palæstina, deres hjemstavn. En påmindelse om, at Palæstina på trods af alt stadig eksisterer:
“Det bliver en insisteren på, at til trods for alt det, der foregår, så findes oliventræer stadig. Der er stadig palæstinensere.”
I oktober 2024 var Mustafa Jayyousi i London. Han fortæller om mødet med et oliventræ, som var det et gensyn med en gammel ven:
“Da jeg var i London i oktober, så jeg et oliventræ. Selvom jeg var sammen med min ven, stoppede jeg ved siden af oliventræet. Jeg rørte ved træet, som om jeg rørte ved et barn… så forsigtigt. Jeg er forbundet. Jeg er stadig forbundet til jorden, til træerne, selvom jeg bor langt væk fra Palæstina.”
Mustafa Jayyousi har et håb for fremtiden:
“Mit håb for oliventræet er det samme håb, som jeg har for mig selv, om at vi meget snart vil se et frit Palæstina.”
