TEL AVIV – Det er en plan, som umiddelbart lyder urealistisk. De to ophavsmænd ved ikke engang, hvordan lederne på to af konfliktens sider vil stille sig til planen. Men den har ikke desto mindre fået så meget opmærksomhed og medvind i den seneste tid, at de to i skrivende stund er i USA for at fremlægge deres fælles vision for bl.a. den amerikanske viceudenrigsminister, Wendy Sherman, samt generalsekretæren for FN, Antonio Guterres.
De to initiativtagere er Yossi Beilin og Hiba Husseini. Førstnævnte er tidligere israelsk minister i flere forskellige regeringer, og han har været engageret i talrige forsøg på at få pustet liv i den israelsk-palæstinensiske fredsdialog, og dr. Husseini har på samme vis årelange erfaringer på feltet. Helt tilbage i 1994 var hun juridisk rådgiver for det palæstinensiske forhandlingsteam, og som repræsentant for en af de prominente palæstinensiske familier i Jerusalem har hun været aktiv i sagen lige siden.
Deres vision tager udgangspunkt i, at tostatsløsningen, som hidtil har været den fremherskende model for en fredsaftale mellem parterne, er strandet. Derfor mener de, at man i stedet for at blive ved med at rende hovedet ind i den samme mur, skal omformulere situationen totalt, og i stedet arbejde sig frem mod en israelsk-palæstinensisk konføderation.
Tæt samarbejde
“Israel og Palæstina udgør et meget lille geografisk område, og opdelingen er kunstig,” siger Yossi Beilin på pressemødet, som foregår over en Zoom-forbindelse fra Washington.
Han og Hiba Husseini deler den opfattelse, at tidligere fredsplaner har slået fejl ved at tage udgangspunkt i en øjeblikkelig adskillelse af de to befolkninger og så tage diskussionen om konfliktens forskellige knaster derfra. For dem er slutmålet stadig to selvstændige stater side om side, men de foreslår, at man vender processen på hovedet ved at starte med samarbejde og med total gensidig anerkendelse.
Vi påstår ikke at have opfundet hjulet med vores plan, men vil bare tilbage til nogle af de konstruktive elementer, som er blevet glemt
Yossi Beilin
“Vi har eksempelvis fælles ressourcer fra naturens side,” siger Hiba Husseini og nævner den vigtige fordeling af vand, som er en vigtig og yderst begrænset ressource i regionen. “Og det giver ingen mening at have to så små stater med hver sin, skarpt adskilte infrastruktur.”
Dette er grunden til, at de begge respekterer tostatsplanen, men samtidig understreger, at denne kun vil kunne fungere som en konføderation. I modsætning til en føderation, altså en decideret forbundsstat, er konføderationen er statsforbund. De taler om to selvstændige stater, som er i tæt samarbejde på en række områder.
“Selv den første delingsplan, som FN foreslog i sin resolution 191 i november 1947, talte om økonomisk samarbejde,” siger Yossi Beilin. “Så vi påstår ikke at have opfundet hjulet med vores plan, men vil bare tilbage til nogle af de konstruktive elementer, som er blevet glemt.”
Bosættere som borgere i Palæstina
Men hvordan vil sådan en plan så se ud i det virkelige liv?
“Jerusalem skal være hovedstad for både Israel og Palæstina,” siger Husseini. “Og der skal findes en løsning for de palæstinensiske flygtninge. Det er to af fredsprocessens vigtige omdrejningspunkter, og de er forbundet med mange følelser på begge sider. Men det kan vi sagtens løse med gensidig velvilje.”
Kernen i deres plan er imidlertid det, som normalt bliver stillet op som det tredje af konfliktens store knaster, nemlig bosættelserne på Vestbredden.
Her mener de to, at Oslo-aftalerne, som blev underskrevet i 1993, og som kan betragtes som det sidste seriøse fredsinitiativ, gik galt i byen ved at sigte på adskillelse frem for samarbejde. Det ser man ved at Vestbredden blev opdelt i område A, B og C. Område A udfør 17 pct. af Vestbreddens areal og er det, vi i dag kender som palæstinensisk selvstyreområde.
I område B har parterne fælles kontrol – palæstinenserne den administrative og israelerne den sikkerhedsmæssige, mens hele 60 pct. af Vestbredden, det såkaldte område C, fortsat er under fuld israelsk kontrol. Det er her, bosættelserne ligger.
Opdelingen af Vestbredden blev i 1993 defineret som en overgangsordning, og indenfor en periode på fem år ville man nå frem til en permanent ordning.
“For mig består den store tragedie i, at vi nu er i 2022 og stadig ikke har fundet frem til nogen permanent ordning,” siger Yossi Beilin. “Det, mener jeg, hænger sammen med, at vi dengang ikke forstod nødvendigheden af kompromis. Det gjorde vi ikke, og det gjorde palæstinenserne ikke.”
I de mange mellemliggende år er bosættelserne vokset, hvilket er stik imod målsætningerne i Oslo-aftalen. I dag har de en befolkning på omkring 500.000 på selve Vestbredden, mens der bor yderligere 200.000 israelere i og omkring Østjerusalem. I sensommeren 2005 tog Israels daværende premierminister, Ariel Sharon, initiativ til at rømme bosættelserne på Gazastriben. Det drejede sig om 9.000 mennesker, hvilket var en så omfattende operation, at kun få kan forestille sig, at bosættelserne på Vestbredden nogensinde vil blive rømmet.
Dette identificerer den nye plan som et vigtigt kompromis. Grundtanken er, at Israel skal beholde 2,25 procent af Vestbreddens areal, hvilket vil være et par af de store bosættelsesblokke, som i forvejen ligger tæt på den grønne linje, altså våbenhvilelinjen som danner grænse mellem Israel og Vestbredden. Til gengæld skal palæstinenserne have fuld territoriel kompensation, hvilket eksempelvis kunne være en betragtelig udvidelse af Gazastriben.
Efter dette vil der stadig være et stort antal bosættelser tilbage på Vestbredden. Ifølge vores plan vil de kunne blive, hvor de er … Men så må bosætterne også acceptere, at de skal være lovlydige borgere i Palæstina
Hiba Husseini
“Efter dette vil der stadig være et stort antal bosættelser tilbage på Vestbredden. Ifølge vores plan vil de kunne blive, hvor de er,” forklarer Hiba Husseini. “Men så må bosætterne også acceptere, at de skal være lovlydige borgere i Palæstina.”
Som Yossi Beilin formulerer det, vil disse mennesker skulle træffe valget mellem landet og staten. Han hentyder til sondringen mellem landet Israel og staten Israel, som er en integreret del af den ideologiske debat. Landet Israel kan f.eks. være den bibelske tolkning af landkortet, hvor landet tilhører det jødiske folk, uanset om staten er til stede eller ej.
“Det skal være disse menneskers eget valg, om de vil blive boende eller ej,” siger Yossi Beilin med et skævt smil. “Og nej, vi har ikke drøftet vores plan med dem, for vi ved, at de ikke vil acceptere den. Men de vil heller ikke blive spurgt.”
Nu eller aldrig
Men på disse præmisser virker planen da som et vaskeægte luftkastel, skulle man mene. Vil den overhovedet kunne få den vigtige folkelige opbakning?
“Ja, det mener vi,” siger Hiba Husseini. “På begge sider af konflikten ved folk godt, at situationen ikke er holdbar, og det bliver kun værre. Men fordi parterne klynger sig til tidligere fredsplaner som den eneste mulighed, har folk mistet troen på, at de kan lade sig gøre. Man bliver ved med at sige, at vi venter lige nogle år mere, til de rigtige politiske ledere er på plads. Dybest set ved vi godt, at det aldrig vil ske, og derfor er det nu eller aldrig.”
Dette begrunder de ved at kaste blikket på det nuværende politiske landskab. På palæstinensisk side har vi en leder som Mahmoud Abbas. Han er gammel og svækket, men samtidig giver det fornuft at betragte ham som sidste udkald. Han er den sidste af “the founding fathers”, som de betegner det, altså generationen af ledere omkring selvstyreformand og præsident Yasser Arafat, og dermed har han også et stort mål af autoritet til at gå ind i en fredsaftale. Hvis han først forsvinder fra den politiske arena, vil det hele blive meget vanskeligere, mener de to.
Det er vigtigt at huske på, at der på begge sider af konflikten er et folkeligt flertal for en fredsløsning. Folk har bare mistet troen på, at det kan lade sig gøre, og derfor ser vi det som vores opgave at bryde denne vanetænkning
Yossi Beilin
“Billedet ser også interessant ud på israelsk side,” tilføjer Beilin. “Naftali Bennett er den første israelske premierminister, som klart har sagt, at han ikke er interesseret i nogen tostatsløsning eller nogen form for territorielt kompromis med palæstinenserne.”
Men netop heri ligger perspektiverne. For Bennett står i spidsen for den bredest sammensatte regering i landets historie, og hovedparten af de otte partier omkring bordet går helt klart ind for en løsning. Og i koalitionsaftalen står der, at premierministerposten i august 2023 skifter over til Yair Lapid, som står i spidsen for centrumpartiet Yesh Atid, og han formodes at ville stille sig helt anderledes åbent for tanken om en konføderation. Derfor er det nu, man skal gøde jorden for denne åbning.
“Det er vigtigt at huske på, at der på begge sider af konflikten er et folkeligt flertal for en fredsløsning,” siger Beilin. “Folk har bare mistet troen på, at det kan lade sig gøre, og derfor ser vi det som vores opgave at bryde denne vanetænkning.”
Biden er fortrolig med Mellemøsten
Umiddelbart efter pressemødet, som finder sted, mens det er onsdag morgen i den amerikanske hovedstad, vil Hiba Husseini og Yossi Beilin begive sig til The Capitol, hvor de skal præsentere planen for viceudenrigsminister Wendy Sherman. Resten af ugen vil gå med møder, sluttende fredag med FN’s generalsekretær.
Selv om de begge afviser, at lanceringen af planen er dikteret af politiske udviklinger i udlandet, kan de alligevel ikke undslå sig fra at værdsætte, at den amerikanske præsident nu hedder Joe Biden.
“Vi husker alle, hvordan Donald Trump sagde, at israelerne og palæstinenserne for hans vedkommende kunne få både to og tre stater, eller hvor mange de havde lyst til. Det var fuldstændig uden hold i virkeligheden,” siger Yossi Beilin. “Jeg har kendt Joe Biden personligt i mange år, og jeg ved, at han har stor indsigt i Mellemøsten.”
Amnestys brug af forældede våben og beskyldninger løser ingenting, de stiller sig kun i vejen for den gensidige forståelse og dialog, som er vores eneste mulighed for at komme videre
Yossi Beilin
Efter denne lidt overfladiske politikerbetragtning, kommer Beilin til sagen. Han mener, at Joe Biden hidtil har afholdt sig fra at engagere sig i den israelsk-palæstinensiske konflikt, fordi en ny indsats efter de kendte parametre umiddelbart virker udsigtsløs. Han er sikker på, at deres plan giver nogle nye perspektiver, som kan bruges til noget, og set i det lys er planen en klar invitation til Biden.
I den forbindelse er de begge forundrede over, at Amnesty International netop har udsendt en stor rapport, der beskriver Israel som en apartheid-stat.
“Det er jo netop der, vi ikke skal hen lige nu,” siger Beilin, mens Husseini nikker bekræftende. “Det er ødelæggende, at Amnesty International ikke sondrer mellem selve Israel, som er et demokrati, om end med store mangler, og besættelsen. Ja, der bliver begået store uretfærdigheder, og det er dem, vi ønsker at få gjort op med. Amnestys brug af forældede våben og beskyldninger løser ingenting, de stiller sig kun i vejen for den gensidige forståelse og dialog, som er vores eneste mulighed for at komme videre.”
Hans Henrik Fafner er journalist med fast base nord for Tel Aviv. Han har gennem de sidste 25 år – blandt andet som korrespondent for Dagbladet Information og sidenhen Weekendavisen – skrevet om Israel og Mellemøsten.
Denne artikel er oprindelig bragt hos POV International og bringes efter aftale med POV International og skribenten.
POV – POINT of VIEW International – er et uafhængigt netmedie, der publicerer analyser, anmeldelser, essays, debatindlæg indenfor især debat-, kultur-, erhvervs- og udlandsstof.
