(BEIRUT, Globalnyt): Hver aften klokken otte er et nyt spektakel begyndt at fylde Beiruts gader. Libanesere i alle hovedstadens nabolag læner sig ud af deres hjems vinduer og slår med metalskeer på gryder og pander. Støjinfernoet er en direkte sympatierklæring til de landsdækkende protester mod landets magthavere. Men 28 dage efter at demonstrationerne startede, er det er også et vidnesbyrd om, at færre og færre har kræfter og ressourcer til at gå på gaden.
”Det er en måde at føre revolutionen ind i folks hjem på,” siger en kvindelig aktivist.
Hun har set protestbevægelsens form og taktikker ændre sig flere gange i løbet af den seneste måneds tid. Det startede den 17. oktober med en karavane af unge, vrede mænd på scootere. Antændt af en foreslået afgift på WhatsApp satte de ild til alt i Beiruts downtown, som de kunne få til at brænde. Korruption, ekstrem ulighed og udpræget fattigdom i Libanon var benzinen på protestbålet, der mobiliserede flere end 1,2 millioner libanesere i de følgende dage. Demonstrationerne udviklede sig til festivallignende tilstande med kæmpestore dansefester, madboder og ørehængende slagsange, der krævede hele det politiske system sendt i graven.
”Partyrevolutionen”, som nogle døbte den, blev derfra til en vejkamp. Aktivister indrettede ringveje som dagligstuer og sad arm i arm som menneskelige skjold på asfalten med det formål at stoppe trafikken.
Undervejs lyttede politikerne. Landets premierminister Saad Hariri trak sig den 29. oktober, og regeringen væltede. Men ægte forandring lader stadig vente på sig.
Præsident Michel Aoun ønsker at placere Hariri i spidsen for en ny midlertidig regering, der i det store og hele skal bygges op omkring de samme politiske skikkelser, som sad på magten indtil for to uger siden.
Kloge af arabiske søsterlandes smertelige erfaring – som eksempelvis i Egypten – hvor revolutionslignende demonstrationer gjorde kål på landenes øverste leder, men glemte hele det politiske system under ham, er libaneserne blevet på gaden. De kræver systemforandring og en teknokratisk overgangsregering renset for eksisterende, politiske islæt. Hariris opsigelse var blot en etapesejr.
Men tiden tærer på oprørets optimisme. Demonstranterne har ikke råd til at blive ved med at strejke, vejblokaderne er begyndt at irritere dele af befolkningen, og landets økonomiske krise bliver dybere og dybere. Sidstnævnte er demonstranternes skyld, siger politikerne.
”Præsidenten og de etablerede partier trækker tiden ud. De håber, at oprøret vil dø ud, eller at demonstranterne vil begynde at skændes indbyrdes,” siger Nadim El Khak, forsker hos tænketanken The Lebanese Center for Policy Studies.
Præsident Michel Aoun (t.v.) og tidligere premierminister Saad Hariri (t.h.) kæmper for at holde på magten trods næsten månedlange demonstrationer i hele Libanon.
Foto: Lebanese Presidency / Handout/Anadolu Agency via Getty Images
Ungdommen til undsætning
I sidste uge så det ud som om, at taktikken gav pote. På pladserne i landets største byer var der efterhånden lige så mange salgsboder, som der var demonstranter, og taxachauffører, der så deres levebrød truet af vejblokader, skabte store skænderier omkring aktivisternes metoder.
”Folk lider. Det er udmattende at opretholde sådan et pres her i ugevis,” lød det fra Rami Rahjeh fra græsrodsbevægelsen Beirut Madinati, da Globalnyt talte med ham i sidste uge.
Revolutionen havde tabt pusten. Men så skete der noget, som ingen af de voksne havde planlagt – noget, som reddede protestbevægelsens momentum:
Børn og unge gik på gaden. Skoleelever og universitetsstuderende sad ikke længere i klasselokalerne; de stod foran deres institutioner og protesterede.
”Normalt udtænker vores generation flugtplanen ud af Libanon, så snart vi kan. Men protesterne har givet os håb. Vi tror på, at vi kan skabe forandring og skabe en fremtid i vores hjemland,” siger 19-årige Chloé Banakab, som dropper arkitektstudierne til fordel for demonstrationer i øjeblikket.
”Vi gør det, som generationerne før os skulle have gjort for 30 år siden. Vi siger fra. Måske lykkes det, måske lykkes det ikke. Men under alle omstændigheder kan ingen påstå, at vi ikke forsøgte,” siger hun.
Den seneste uges demonstrationer i Libanon har været præget af unge mennesker.
Foto: Sam Tarling/Getty Images
De ungdommelige kræfter har forlænget protestbevægelsens levetid. Som svar har politikerne valgt at forlænge perioden af uvished.
Parlamentet skulle efter planen mødes tirsdag den 12. november, men det er blevet udskudt til ugen efter. Lederne af de etablerede partier forsikrer, at intense regeringsforhandlinger finder sted. Ifølge forskeren hos tænketanken The Lebanese Center for Policy Studies er der stigende desperation i den politiske elite.
”De er i en håbløs situation. Så længe deres løsningsforslag involverer dem selv, er demonstranterne utilfredse, ligegyldigt hvad de finder på. Det virker som om, at de prøver at købe sig selv tid,” siger Nadim El Khak.
Der er bare et problem: Tiden arbejder heller ikke nødvendigvis for dem.
Tæt på økonomisk sammenbrud
Libanons økonomiske situation var alarmerende, allerede inden protesterne startede. Det lille land, som er på størrelse med Fyn og Sjælland lagt sammen, har en offentlig gældsbyrde på mere end 85 milliarder amerikanske dollars – den tredjehøjeste i verden målt på BNP. Den libanesiske lira, som har været bundet op på dollaren i over 20 år, er begyndt at falde i værdi. Tankstationer er ofte lukkede, fordi de ikke har nok udenlandsk valuta til at importere brændstof. Apotekerne sætter priserne op på medicin, fordi de står med samme importproblem.
Riad Salamé, guvernøren for Libanons centralbank, der ifølge demonstranterne er en lige så stor skurk som de korrupte politikere, udtalte i slutningen af oktober, at landet var ”dage fra økonomisk kollaps.” Mandag i denne uge sagde han, at der mellem september og november blev hævet lige så mange penge fra libanesiske bankkonti, som der blev var blevet hævet i de forgangne tre år.
Hyperinflation virker nærmest uundgåeligt, og Salamé antyder – ligesom politikerne – at det er demonstrationernes skyld. Libanons økonomi har akut brug for reformer, men der er ingen regering til at gennemføre dem.
”Vi ser allerede mange af symptomerne på økonomisk sammenbrud. Folk i flere forskellige sektorer udbetales ikke løn, den amerikanske dollar købes til overpris på sortbørsmarkeder, og priserne stiger på flere varer,” siger Nadim El Khak
Centralbankens guvernør har afvist, at liraen er tæt på at blive devalueret.
”Men alt tyder på at det sker; før snarere end senere,” siger El Khak.
Det vil ramme alle libaneserne hårdt. Men det kan også, hviskes der i aktivistkrogene, være den katastrofe, der giver protestbevægelsen så meget vokseværk, at politikerne umuligt kan fortsætte med at ignorere deres krav.
”Det ville ikke være at ønske for nogen i der her land. Heller ikke regimet,” siger Rami Rahjeh fra Beirut Madinati.
Grafittikunst i downtown Beirut. I den økonomiske verden er Libanon også i en situation af “nødstilfælde”.
Foto: Sam Tarling/Getty Images
