Peter Beck Christiansen
Født i Nykøbing Falster efter krigen. Cand. polit. 1971. Aftjente derefter værnepligt med MS som u-landsfrivillig i Zambia (med til at planlægge og gennemføre rural development programmer i Nordprovinsen sammen med DANIDA folk). 1977 Economic Adviser for Europa Kommissionen i Suva, Fijis hovedstad. De følgende 32 år ansat i EEC og EU: Bruxelles 80-84, Zimbabwe 84-88, European Investment Bank i Luxembourg 88-92, Head of Delegation og EU Ambassadør i Malawi 93-96, Tanzania 96-00, Bruxelles 00-04, Lesotho og Swaziland 04-09. Pensioneret i slutningen af 2009 og har siden boet med sin svenske hustru i skovene i Halland, Sverige og en vinterlejlighed i Simon’s Town i Sydafrika.
Mellem to posteringer som ambassadør for EU var jeg kontorchef i EU-Kommissionens Udviklingsdirektorat (2000-2004). Det var her jeg havde den ofte meget tvivlsomme fornøjelse at skulle møde Vest- og Centralafrikanske statsoverhoveder, når jeg var på besøg i deres hjemlande.
Tvivlsomt, fordi jeg jo havde gode informationer om, hvordan menneskerettighederne, retssystemerne, pressefriheden, demokrati-spillereglerne osv. (ikke) blev fulgt.
Det var imidlertid en af vores pligter under vores aftaler med alle afrikanske stater at være godt informeret om disse forhold og samtidig forsøge at påvirke i en positiv retning.
Et besøg i Togo år 2002, hvor resultatet var midt imellem de to yderpunkter, står mest klart i erindringen.
Langtidspræsidenten mister terræn
Præsident Gnassingbé Eyadéma, Togos præsident, var den længst siddende i Afrika. Han var lige blevet udnævnt til leder af OAU (forgængeren til det nuværende Africa Union) i slutningen af 2001.
Han, der var tidligere fransk legionær i Indokina, Dahomey (Benin), Niger og Algeriet, tog magten ved et kup i 1967.
Han var meget populær i begyndelsen i Paris (og Bruxelles) og de første tre Lomé Konventioner (1975, 1980 og 1985) mellem alle EEC-landene og ACP-landene i Afrika, Caribien og Stillehavet blev alle underskrevet med stor pomp og festivitas i Togos hovedstad Lomé. Så det var et slag i ansigtet at den seneste aftale blev underskrevet i år 2000 i nabolandet Benin.
Det var egentlig Suva på Fiji øerne der skulle have været hjemstedet for den nye aftale, men der var et militærkup på Fiji og Benin, der havde haft et fredeligt valg, var villig til at være stand-in med kun to ugers varsel.
Eyadéma kunne ikke tænke sig at indføre nogen form for demokrati eller flerparti styre efter Berlinmurens fald i 1989. Jo, andre partier blev tilladt, men holdt stramt nede. Langsomt forsvandt hans indflydelse i Europa. To valg i 1993 og 1998 var blevet boykottet eller underkendt af opposition og udefra kommende observatører. Det samme skete i øvrigt senere i 2003.
Slaver og åndemanere
Bistanden fra European Development Fund blev suspenderet i 1993 pga. valgfusk og brud på menneskerettighederne. Og for at gøre tingene endnu mere ydmygende for Eyadéma havde EUs Udenrigsdirektorat (RELEX) besluttet i begyndelsen af 2002 at skære ned på antallet af Delegationschefer og placere nogle lande under et nabolands Delegations chef (ambassadør).
Uden at konsultere min enhed i Udviklingsdirektoratet sendte RELEX et brev til Togo om at man trak den spanske delegations chef tilbage. For fremtiden ville Togo være underlagt Benin.
Folkene i RELEX vidste ikke, at togoleserne betragtede folkene fra Benin som slaver og åndemanere og at de var specielt foragtede af dem fra den nordlige ørkendel, hvor Eyadéma kom fra. Så at blive underlagt dem var yderligere en lese majesté (majestætsfornærmelse).
Diplomatisk reparationsmøde
Hvad gør man så? Jo, man vil ikke helt ignorere Togo og Eyadéma, så man sender Mr. Christiansen ned med et løfte om at vi kan substituere Benin med Ghana som ligger vest for Togo.
Desuden skulle jeg overbringe en skideballe fra vores udmærkede og sympatiske kommissær Poul Nielson til den spanske EU delegationschef/ambassadør, som ikke havde fulgt kommissærens instruktioner.
Vel inde i præsidentpaladset med bl.a. delegationschefen og udenrigsministeren ved min side bliver vi placeret på to rækker stole, mod hinanden og med et godt mellemrum. For enden af de to rækker er der en forhøjning med et slags skrivebord, der minder om vores gamle dages kateder i skolerne.
Præsident Eyadema kommer ind, han giver ikke hånd, men sætter sig deroppe og troner og giver mig en formel velkomst.
Jeg må pga. de fysiske begrænsninger dreje kroppen mod ham, hvilket aldrig er særligt behageligt.
Jeg måtte bestræbe mig på at forbedre mødets atmosfære, og derfor begynder jeg med at forklare på mit bedste fransk, at jeg som dansker ikke behersker det franske sprogs allerfineste udtryksmåder.
Jeg fortæller ham at dansk er mere direkte, og at jeg derfor beder ham undskylde mig hvis jeg bare oversætter fra direkte dansk til fransk.
Endelig fortæller jeg ham også at jeg i 1981 besøgte hans hjemby Lamakara og havde besøgt det museum, der var bygget omkring det fly, han var styrtet ned med i 1974 (og hvor han i den officielle version var den eneste mirakuløst overlevende).
En hård diskussion og en berygtet premierminister
Den egentlige diskussion tager sin begyndelse. Præsidenten lægger hårdt, ja næsten brutalt, ud med kritik af Kommissionens nedskæring af Togo Delegationen. Hans skuffelse over behandlingen han har modtaget fra Paris og Bruxelles er tydelig.
Jeg må forklare adskillige gange, at det udelukkende er en administrativ spareforanstaltning, og at tilsvarende nedskæringer var foretaget i andre lande i Afrika.
Diskussionen eller samtalen fortsætter i to ret så udmattende timer før jeg siger, at jeg nu, efter at have hørt deres argumenter, kan foreslå at vores ambassadør i Accra, Ghana, skal akkrediteres i stedet for personen i Benin.
Men det slutter ikke her. Senere på dagen var jeg til møde med en meget ubehagelig og berygtet premierminister, Abéyomé Kodjo. Kodjo var berygtet for sit magtbegær og havde adskillige uopklarede mord på samvittigheden. Hans ledelse af havnen i Lomé havde gjort ham til mangemilliardær i den lokale valuta. Nogle måneder senere måtte han flygte til Frankrig efter at have sat sig op mod Præsidenten. Han kom tilbage i 2005 efter Eyadémas død og har forsøgt at skabe sig en ny politisk karriere.
Mobiltelefonen i udenrigsministerens jakkelomme ringede pludseligt midt i mødet. Han fortalte mig senere, at alle ministrene måtte være tilgængelige på mobilen på alle tidspunkter af døgnet.
Præsidenten sov sjældent og ikke mere end et par timer pga. frygten for attentat.
Udenrigsministeren tog samtalen og af hans underdanige mine forstod jeg, hvem han talte med. Han afbrød mødet og sagde, at det var præsidenten i telefonen, og at han ville invitere mig til morgenmad næste dag.
Det satte mig i lidt af en forlegenhed. Jeg sagde, at jeg havde planlagt at forlade Lomé i bil kl. 0600 til nabolandet Ghana til et møde. Udenrigsministeren konfererede igen med Eyadéma og kom tilbage og sagde, at præsidenten tilbød mig sit fly til at tage mig til Accra.
Jeg bad ministeren, at han skulle sige tak til præsidenten for invitationen, at jeg ville komme næste morgen kl. 0630 og at jeg takkede ham for hans flytilbud, men at jeg ændrede mit transport-arrangement.
Morgenmad med gaver
Næste morgen fik jeg serveret foie gras (!!) og omelet til en svag kop kaffe mens vi til min overraskelse udvekslede almindeligheder. Jeg forsøgte at få en politisk diskussion om krigen i Sierra Leone, hvor jeg opfordrede ham som OAU formand at influere på Charles Taylor, præsidenten i Liberia, som stod bag ved krigen. Præsidenten svarede ikke særligt substantielt.
I stedet for forsvandt han og kom efter et kvarter tilbage med gaver til mig. To gaver som han åbenbart måtte have haft i overskud fra OAU topmødet nogle måneder tilbage hvor han var blevet valgt til formand.
Gaverne var et enormt stort klæde i vestafrikansk kente stof med alle Afrikas flag broderet på (5 gange 3 meter) samt et drabeligt, grønt, læderindbundet frimærkealbum med guldbogstaver trykt på forsiden. Det vejede tæt ved 5 kg og indeholdt Togos smukke frimærker meget smukt sat op og med hans underskrift på første side. Begge absolutte rariteter.
Da jeg kom tilbage til Kommissionen i Bruxelles deklarerede jeg gaverne til protokollen, men fik aldrig svar. Jeg ser nu og da på ordenen i skuffen og kæmpealbummet på reolen i min gård i Sverige. Jeg har aldrig haft lejlighed til at bære ordenen!
Kente-tæppet blev ofte beundret da det hang i den store entre til min senere residens i Maseru, Lesotho, men er nu pakket ned.
Da Eydéma døde i 2005 blev hans søn, Faure efter mange om- og genvalg udnævnt til præsident. Togo hører man sjældent noget om. Valgene er blevet mere demokratiske, men har stadig ikke ført til nogen større ændringer.
