Pernille Høj
Pernille Høj er født i 1987 og kandidat i International Development and Management fra Lunds Universitet.
Hun har været aktiv i den danske studenterbevægelse og arbejdet med kapacitetsopbygningsprojekter med studenterorganisationer i Zimbabwe og Palæstina støttet af DUF’s projektpuljer.
Hun har været en del af Mellemøstekspeditionen i Jordan og arbejdet med HIV-forebyggelse og seksualundervisning som praktikant for UNESCO i Dakar, Senegal.
Pernille Høj bor i Kara i det nordlige Togo, hvor hun arbejder med at forbedre sundhedssystemet for mødre og børn.
Hun skriver med fokus på global sundhed, kvinders rettigheder og den globale udviklingsdagsorden.
Lørdag, 9 december 2017
Pardon my french, men jeg har altså ondt i røven – og ikke i den overførte betydning af udtrykket. Nej, jeg har faktisk ret ondt i min bagdel. Hvorfor? De sidste par dage har jeg tilbagelagt i alt ca. 195 km bagpå en motorcykel til og fra arbejde i felten. Ikke, at det ikke har været det værd – min kollega og jeg har indsamlet en masse data og informationer fra to af de fem lokale sundhedsklinikker, vi skal begynde at arbejde med til næste år, for at styrke det lokale sundhedssystem.
Det var bare ikke meningen, at transporten skulle være foregået på den måde. Nej, vi skulle have siddet i en rød Landcruiser, med bløde sæder i cremefarvet falsk læder – endda med aircondition; ja, vi skulle have kørt til de klinikker FN-style – ahh!
Den røde Landcruiser fik den NGO, jeg arbejder for, doneret sidste år, men pga. en mindre fejl i overdragelsespapirerne fra donoren og – ikke mindst – et håbløst togolesisk bureaukrati, når det kommer til at indregistrere biler, har vi stadig ikke fået plader på bilen. Der er nu gået et år, to måneder og 11 dage siden, vi fik bilen doneret. Vi har ikke (i hvert fald ikke officielt) kørt en eneste kilometer i den.
Historier om fuldstændigt forfejlede donationer til udviklingslande og -organisationer, er der masser af. Et par af dem kan læses på denne tragikomiske liste.
Min kollega kalder vores fortabte Landcruiser den værste donation, vi har fået. Jeg er dog ikke sikker på, jeg er enig i det.
Mandag, 10. oktober 2016
Jeg og fire mandlige kollega står i et støvet rum, der tidligere har været brugt til opmagasinering af medicin. Foran os er ca. 90 papkasser med medicinsk udstyr og forsyninger til at dele ud til de lokale sundhedsklinikker, vi arbejder med. Det er blevet doneret til os af en større organisation, der specialiserer sig i netop dette. Bevares, der er vigtige forsyninger at finde i kasserne, som klinikkerne i den grad har brug for. Men de næste to hele dage og aftener bruger vi fem på at sortere skidt fra kanel. Iblandt sprøjter, latex-handsker og føde-kits, hiver vi den ene mærkelige (og rent ud sagt ubrugelige) ting efter den anden op ad kasserne.
Tilsyneladende har nogen f.eks. tænkt, at det, de (klip-klap bærende) patienter har brug for, er en bunke skohorn! Min kollega giver et forskrækket udbrud, da jeg fortæller ham, at det han står og holder op foran sig er en pose til at putte et lig ned i – dem fik vi tre styks af. Derudover en masse brugte kamme, og en hel del udstyr til fraktur, gamle og gigtpatienter (ok, de går til nærmeste hospital), samt en hel del kits tilsyneladende til brug for at rydde op efter uheld med kemoterapi, selvom kemoterapi slet ikke er tilgængeligt i Togo.
Jeg er ikke imod – brugbare – donationer, men nogen gange kunne man godt ønske sig en bunke penge i stedet; tænk på alt det, vi ville spare i transport, importafgifter og ikke mindst arbejdstid brugt på at sortere, organisere, handle med bureaukratiet, osv.
Jeg er sikker på, vi ikke er den eneste NGO, der har det sådan. Men selvfølgelig – hvis vi begynder at gøre det på den måde, hvor skal alle de gamle skohorn så sendes hen?
