Igennem nogle år har jeg rejst til forskellige festivaler rundt omkring på det afrikanske kontinent for at beskrive forskelle mellem landene. Derfor kan man sige, at jeg bruger festivalerne som et prisme for at dekonstruere forestillingen om en samlet afrikansk identitet eller blive overbevist om det modsatte; at kontinentet har så meget til fælles, at betegnelsen afrikansk er relevant og giver mening.
I nogle år havde Lake of Stars stået på min liste over festivaler, som jeg ønskede at besøge. Det forekom mig interessant med en festival ved Malawisøen, som hvert år afholdes et nyt sted langs søens bred.
Jeg er taget af sted en uge tidligt, og jeg ville gerne kunne sige, at det var for at få et indtryk af landet, når jeg nu alligevel er her, men min tidlige ankomst skyldes kun prisen på flybilletten. Malawis hovedstad, Lilongwe, er ikke ligefrem en hoveddestination, derfor er konkurrencen ikke så hård. Det betyder imidlertid, at jeg kan kigge mig omkring i det lille land, som man ellers hører meget lidt om i danske medier – inklusive i Globalnyt, som ellers bryster sig af at følge nyhedsstrømmen rundt om i verden uden krav om en dansk eller europæisk vinkel.
Varm modtagelse og stor gæstfrihed
I Danmark har jeg en bekendt, som kommer fra Malawi. Hun er så elskværdig at sætte mig i kontakt med hendes brødre, som bor i henholdsvis Lilongwe og Blantyre. Det viser sig at blive en introduktion til en gæstfrihed langt ud over det sædvanlige. Men det går senere op for mig, at det måske ikke er så særligt for Malawi, fordi alle mennesker her er utrolig søde og venlige – også i sammenligning med Uganda og Tanzania, hvor jeg tidligere har boet og rejst til mange gange.
Jeg bliver afhentet af en af brødrene i lufthavnen, selvom det egentlig er lidt upraktisk for ham, fordi han samme dag skal til en konference i den mindre by Mangochi, hvor han skal holde en forelæsning. Men han forsikrer mig om, at det ikke er noget problem, selvom min flyforbindelse over Nairobi og Nampola (nordlig provins i Mozambique) er et par timer forsinket. Inden han skyndsomt iler til Mangochi, tilbyder han mig, at jeg kan køre rundt på hans Harley Davidson der står skinnede, blank og gigantisk på terrassen. Da jeg ikke har noget motorcykelkørekort, takker jeg pænt nej til hans gestus.
I hans og hans kones fravær fra huset de følgende dage bliver jeg opvartet af hjemmets ansatte. Deres chauffør kører mig rundt i byen, hvor som helst jeg ønsker det, og når som helst jeg ønsker det. Kokken laver mad til mig og de tre små drenge tre gange dagligt assisteret af en dame, der ellers mest tager sig af drengene, og en ung mand, der har ansvar for rengøring. Da chaufføren om lørdagen tager hjem til sin familie i Blantyre (den anden største by i Malawi), får jeg en sms fra herren i huset, at jeg er velkommen til at benytte bilen.
Kolonitid og slavehandel
Lilongwe forvirrer mig ved den måde den er organiseret på, eller netop ikke er organiset. Byudviklingen her lader ikke til at være udslag af en særlig struktureret planlægning. Selvom jeg ofte har været i byer, som ikke var direkte gennemskuelige for mig, så er min oplevelse af Lilongwe speciel. Mange byer udmærker sig ved at udvikle sig omkring et center eller flere forskellige centre, men det er ikke tilfældet her. Det lader til, at Lilongwe har spredt sig langs en tilfældig linje gående fra syd mod nord – uden nogen særlig tydelig logisk struktur.
Dens oprindelige udgangspunkt var en lille fiskerby ved floden, som stadig udgør de ældste dele af byen. I lang tid var Lilongwe ikke andet end det. Ved kolonitidens afslutning ville de nye magthavere skabe en ny hovedstad for hele Malawi, og den skulle være geografisk centralt placeret. Derfor faldt valget på Lilongwe, som ligger midt mellem to byer i henholdsvis nord og syd. Måske var det også vigtigt at skabe en helt ny by for at lægge afstand til den tidligere kolonimagt. Derfor kunne det ikke blive Mangochi, fordi området er tæt knyttet til kolonitid og slavehandel.
Mangochi var fra begyndelsen af 1800-tallet udgangspunkt for slavehandel til kysten i Østafrika. I Mangochi var der lokale klanledere i det nuværende Malawi, der solgte slaver til arabiske slavehandlere, som derpå transporterede slaverne til kysten i det nuværende Tanzania.
Læs mere om slavehandlen i Mangochi her
I slutningen af århundredet ankom englænderne og anlagde forter langs slaveruterne for at stoppe den arabiske slavehandel. Nogle af englændernes forter ligger der stadigvæk, blandt andet Fort Johnstone i Mangochi by. Mangochi var hovedsæde for det britiske protektorat, som eksisterede frem til 1953.
Mellem center og periferi
Blantyre kunne også have været en mulighed som hovedstad, fordi den faktisk er landets vigtigste forretningscentrum. Selvom valget fandt på Lilongwe, ligger højesteret fortsat i Blantyre, men alle regeringsinstitutioner er placeret i Lilongwe.
De forskellige områder i Lilongwe er nummereret i den rækkefølge, som regeringen har udstykket dem til bebyggelse, og derfor følger numrene ikke nogen social eller anden praktisk orden eller logik, men er kun udslag af en tilfældig administrativ procedure.
Der er andre eksempler på lande, hvor en ny hovedstad er blevet placeret administrativt. Det gælder så forskellige steder og lande som Tanzania, Vesttyskland og Belize.
Da Tyskland blev delt i øst og vest efter Anden Verdenskrigs afslutning, valgte Vesttyskland Bonn som hovedstad, fordi det selvsagt ikke kunne være Berlin, når den nu lå klemt inde i Østtyskland. Bonn var et kompromis mellem Hamburg og München, fordi det var helt utænkeligt at lægge Vesttysklands hovedstad i det nærmest nordiske Nordtyskland eller i det reaktionære, traditionstunge Bayern.
Bonn ligger i det meget tætbefolkede Ruhr-distrikt, men byen var før sin status som Vesttysklands hovedstad en lille og ikke særlig betydelig by, og det var netop pointen, at valget faldt på Bonn for ikke at prioritere en større og vigtig by frem for en anden.
Det er ikke noget enestående tysk fænomen at skabe en hovedstad fra grunden, men det kendes også fra andre steder i verden med et beslægtet motiv. I 1980’erne da jeg rejste rundt i Mellemamerika på må og få, havde jeg nær kørt gennem hovedstaden i Belize uden at opdage den. Forinden havde jeg været nogle dage i Belize City ved kysten – en pulsende og larmende storby, som jeg umiddelbart tog for at være landets hovedstad, men jeg blev belært om, at den lå nogle timer inde i landet og hed Belmopan. I Belmopan var der nærmest ingenting. Det var svært for mig at forstå pointen. Hvorfor bygge en hovedstad op et sted hvor der ikke er noget, når man kan bygge videre på noget, der allerede er der? Indvendingerne kan selvfølgelig være, at en ny begyndelse nogle gange er vigtig. Problemet er ofte, at det kan tage meget lang tid, generationer eller århundrede, at etablerede noget nyt. I den lange periode er der andre centre og det konstruerede center ender med ikke at være centrum for noget som helst.
Der har været en lignende udvikling i Tanzania. Når man besøger landet den første gang og lander i Dar Es Salaam, tænker man måske ikke over det, men hovedstaden, Dodoma, ligger et helt andet sted – mange timers kørsel inde i landet mod vest. Dodoma ligger centralt placeret i Tanzania og er valgt som hovedstad af netop den grund – og nok også for ikke at skævvride landet ved at prioritere etablerede centre som Dar es Salaam ved kysten, Mwanza ved Viktoriasøen eller Arusha i nord ved foden af Mount Meru.
Geografi er ikke altid den eneste måde at skabe et centrum på. Der er mange andre måder, hvorpå der kan etableres et forhold mellem et indenfor og et udenfor, mellem center og periferi. Som oftest vil der være nogen, der er udenfor eller føler sig udskilt. Dette problem kan aldrig afhjælpes med geografi.
