Nogle af billederne leder uvægerligt tankerne mod industrielle svinefarme, hvor grisene på uhumsk vis er stuvet sammen. Men fotografierne på udstillingen, The Ties That Bind Us, som for nyligt åbnede i Johannesburg, er imidlertid af mennesker. De er bare nogle få af de mere end én million indsatte i afrikanske fængsler, som de officielle opgørelser medregner.
Fængslernes miserable forhold er ingen nyhed. Amnesty International dokumenterede i rapporten Punished for Being Poor fra 2018, hvordan mænd, kvinder og børn i Madagaskars fængsler lever under særdeles uhygiejniske forhold, på forsvindende små madrationer og uden nogen form for privatliv.
Mere end halvdelen af de indsatte sad ifølge rapporten varetægtsfængslet på ubestemt tid, nogle af dem anklaget for småforbrydelser som at stjæle en høne.
(Foto: Richard Burton/Amnesty International)
Meget tyder på, at Corona-pandemiens nedlukninger gjorde fængslernes horrible forhold endnu værre. Og det er endnu ikke blevet bedre igen. Den malawiske pendant til Kriminalforsorgen melder for eksempel om massive problemer med at overholde forpligtelsen til, at de indsatte får noget at spise.
En af arrangørerne bag fotoudstillingen, direktør i Southern Africa Litigation Centre (SALC), Anneke Meerkotter, samarbejder med fængslerne i Malawi. Hun fortæller, at fængslerne har forsyningsproblemer, men at de indsatte også bliver ramt af andre tiltag. Under Corona-pandemien forbød myndighederne eksempelvis besøg som en del af smittebekæmpelsen.
”Det var katastrofalt for de indsatte, for de er dybt afhængige af, at deres familier, venner og bekendte kommer med mad til dem. Madrationerne er jo bitte små,” forklarer Anneke Meerkotter. Og problemerne med at skaffe mad er ifølge Meerkotter kun blevet værre.
“For tiden kan fængslerne slet ikke skaffe mad. De løb helt tør for mad i mere end seks uger i løbet af september og oktober,” advarer hun.
“Vi hører om mange indsatte, der sulter, og vi har også fået meldinger om, at nogle af dem dør af fejl- og underernæring.”
Loven er ikke lige for alle
Anneke Meerkotter fortæller, at fotoudstillingen er arrangeret for at give politikerne og den brede offentlighed mulighed for at møde de mange skæbner, som bliver glemt i mange afrikanske landes fængsler.
Udstillingens åbning var desuden startskuddet til et møde om retsvæsen og fængsler, hvor mere end 60 prominente deltagere fra 17 afrikanske lande, heriblandt højesteretsdommere, fængselsdirektører, top-embedsfolk og menneskerettighedsforkæmpere, deltog.
Sydafrikas vice-justitsminister, John Jeffery, var en af hovedtalerne til åbningen. I sin tale slog han fast, at de uhumske forhold i fængslerne afspejler et mere grundlæggende problem i mange afrikanske stater, nemlig uligheden:
”Hvem rammer disse krænkelser af menneskerettighederne? De rige eller de fattige? Vi henviser tit til loven og dens principper med en fælles forståelse af, at vi er lige for loven. Men er det virkelig sådan, vores love håndhæves? Det ærlige svar er nej,” tordnede han.
Udover vice-justitsministeren fra Sydafrika var der deltagere fra:
- Nigeria
- Uganda
- Angola
- Botswana
- Eswatini
- Kenya
- Lesotho
- Madagaskar
- Malawi
- Mauritius
- Mozambique
- Namibia
- Seychellerne
- Tanzania
- Zambia
- Zimbabwe
Kræver øjeblikkelig handling
Resultatet af fotoudstillingen og mødet blev en fælles erklæring, hvor de afrikanske ledere kræver øjeblikkelig handling for at sikre, at menneskerettighederne bliver overholdt i de afrikanske fængsler.
(Foto: Richard Burton/Amnesty International)
”I overensstemmelse med ubuntu-ånden (zulu for ‘social ansvarlighed’, red.) anbefaler vi, at alle stater håndhæver forbuddet mod tortur og anden grusom, umenneskelig og nedværdigende behandling eller straf. Vi opfordrer landene i SADC-regionen (Southern African Development Community) til en fælles indsats, således at alle stater inden for de kommende 12 måneder ratificerer konventionen mod tortur (OPCAT), og at de nationale forebyggende mekanismer, som kan sikre overholdelse af konventionen, implementeres,” lyder det i erklæringen.
Her står også – i tråd med vice-justitsminister John Jefferys åbningstale – at der er behov for at adressere den ulighed, som betyder, at mange mennesker havner i fængslerne på grund af småforbrydelser som madtyveri.
“Der er yderligere et behov for at reformere straffelovgivningen i overensstemmelse med Den Afrikanske Unions princip om afkriminalisering af småforbrydelser. Der er behov for at bevæge os væk fra massefængsling og hen imod et retssystem, som kan genoprette retfærdighed,” lyder det.
Bedre tilsyn skal tvinge politikerne til at handle
Direktøren i Southern Africa Litigation Centre, Anneke Meerkotter, forventer ikke, at erklæringen vil medføre, at forholdene i fængslerne bliver bedre fra den ene dag til den anden.
Ifølge Meerkotter er et af de første steder at sætte ind de offentlige organer, der skal sikre opsyn med fængslerne og de indsattes muligheder for at klage.
”De uafhængige tilsyn af fængslerne kan være meget forskellige. I nogle få lande, er der uafhængige instanser, som udelukkende fører tilsyn med fængslerne. I andre lande inspicerer retsvæsenet dem på uformel vis. I mange lande er det menneskerettighedskommissioner, som superviserer fængslerne,” forklarer direktøren for Southern Africa Litigation Centre.
Mange af problemerne i landenes fængselsvæsener skyldes strukturelle problemer, for eksempel dårlig offentlig administration. Anneke Meerkotter og erklæringens andre underskrivere arbejder blandt andet på at sikre mere gennemsigtighed i fængselsvæsenerne. Lige nu bliver der ifølge Meerkotter afsat for få ressourcer til tilsyn, og det giver en dårlig kvalitet af fængselsinspektionerne.
“Og hvis en af de få grundige inspektioner rent faktisk resulterer i en rapport, så er der ofte ingen, som får adgang til den eller som har mandat til at implementere forbedringer. Vi vil styrke tilsynet og sikre, at parlamentarikerne i de afrikanske lande bliver tvunget til at tage stilling til indholdet i inspektions-rapporterne,” pointerer Anneke Meerkotter.
