Lidt for tæt på historiens gang

Birthe Kirknæs

Scenariet er Tanzania .

Tidspunktet;  februar 1969.

Stedet er University College i Dar es Salaam, hvor vi boede og arbejdede.

Det, som kun hænder i ens værste mareridt, er sket!

Bilen, en Renault 4, to år gammel – købt for ca. ni måneder siden – udsendte en mærkelig lyd, som samtidig havde en meget bremsende effekt.

Ved udstigningen åbenbaredes årsagen. Bilen havde i en brøkdel af et sekund skiftet udseende. Det ene forhjul var simpelt hen brækket af og drivakslen presset ned i jorden.

Familien bestod af Jesper, Birthe og Pernille på tre år.

Det var søndag og vi havde været ved stranden 13 km nord for Campus.

Vejret var dårligt, begyndende regntid, derfor besluttede vi at køre hjem så hurtigt vi kunne, så vi kunne nyde resten af eftermiddagen hjemme.

Men nu stod vi her og gloede på bilen og hinanden alt for klare over, hvad situationen ville være, hvis hjulet var brækket af i høj fart på asfaltvejen, som vi lige havde forladt, og ikke her på den lille ”dirt road” vi var drejet ind på som en genvej til campus.

Som sendt fra himlen

Mens vi således stod hjælpeløse og ret chokerede kom der som sendt fra himlen en bil, som straks standsede. En mand steg ud og spurgte deltagende, om han kunne hjælpe os.

Vi bad om, han ville køre mig (Birthe) og Pernille til Campus, hvor jeg ville prøve at finde nogen med en Landrover, som kunne slæbe bilen plus Jesper hjem.

Det kunne snildt lade sig gøre, da han selv skulle samme vej.

Vi blev sluset ind på forsædet. På bagsædet sad hans to børn: en dreng og en pige på 9-10 år tror jeg. De sad ved vinduet og mellem dem lå en stor bunke breve og forsendelser.

Vi var ikke langt væk fra Universitetet. På vejen spurgte manden på en interesseret og åben måde, hvor vi kom fra, hvad vi lavede i Tanzania. Hvad vi synes om det?

Da vi nåede vores hus, blev vi sat af og vi takkede den venlige mand.

Jeg fik hurtig organiseret en Landrover, som hentede bil og Jesper.

Chokket næste morgen

Næste morgen kom DAILY NEWS, som den plejede.

Den lå på morgenbordet.

På forsiden var der et stort portrætbillede af en mand. Han forekom bekendt og hurtig blev jeg klar over, at det var den usædvanligt venlige mand, der havde hjulpet os og kørt os hjem.

Overskriften var MONDLANE KILLED.

Navnet sagde mig ingenting, men genkendelsen var sikker.

Historien, som blev oprullet i avisen, fik hårene til at rejse sig på mit hoved.

Efter at have sat mig af, blev hans børn sat af, hvorefter Mondlane kørte ud til et hus ved stranden for at arbejde.

Her åbnede han sin post, som jo havde ligget mellem børnene i bilen. En af forsendelserne, en bogpakke, var en bombe, der sprængte ham i tusinde stykker.

Det kunne man læse i en meget elaboreret beretning, som jeg ikke vil gentage. Jeg er senere kommet til at tænke på, at det var godt at børnene ikke begyndte at pille ved pakkerne i bilen, som nysgerrige danske børn måske kunne finde på.

Eduardo Mondlane var udset til at blive Mozambiques første præsident.

Agenters lange grumme arme

I de år var der stadig lande, der ikke havde opnået UHURU. Deres frihedsbevægelser havde hovedkvarter i Dar es Salaam.

Det gjaldt FRELIMO fra Mozambique, MPLA fra Angola, SWAPO  fra Namibia plus ANC fra Sydafrika. Portugiserne og sydafrikanerne kæmpede en hård kamp med bil- og brevbomber for at forhindre det uundgåelige, og det  kostede mange liv.

Selv efter uafhængigheden fra Portugal i 1975 fortsatte kampen og Samora Machel, som blev præsident i stedet for Mondlane fra 75-86, faldt ned med en flyver over Sydafrika og rygtet gik, at det var Sydafrika. som var på spil – det blev dog aldrig verificeret.

Derudover blev ANC folkene Ruth First og Albie Sachs henholdsvis dræbt og forsøgt dræbt af Sydafrika i Mozambique i 80erne med brev- og bilbomber.

Tanzania havde en fredelig overgang til selvstændighed fem år før. Oplevelsen fik os til at erkende, at den eufori og daglige glæde over Uhuru i Tanzania,- som vi var dumpet ned i,-  og de muligheder, som det åbnede for landets indbyggere, ikke var omkostningsfrit i andre afrikanske lande.

Her var der aktører, som ikke var parate til at opgive deres privilegier og magt og de brugte metoder, som lå langt fra vores erfaringsverden fra Danmark.           

Denne beretning har et lille efterskrift.

I 1974 var vi ude at dokumentere dansk-støttede projekter og besøgte Frelimo skolen, som lå i Bagamoyo nord for Dar es Salaam.

Det er året før Mozambique får selvstændighed.

Skolen underviste kommende politikere og embedsmænd.

Vi blev introduceret til klassen som udsendinge fra Danmark, der var med til at støtte frihedsbevægelsen. På væggen hang billeder af heltene. Jeg tror, det var Machel, Marcelino dos Santos, kommende vicepræsident, og Mondlane.

Det fik mig til at berette om mit møde med Mondlane, få timer før han blev sprængt ihjel i en alder af 48 år og da jeg var færdig, var der fuldstændig stille i rummet og alle bare stirrede på mig.

Jeg kom bagefter i tvivl om, jeg skulle have fortalt det og den tanke sneg sig ind på mig, at deres dårlige erfaringer med europæere kunne måske få dem til at tro, at det var mig, der havde efterladt pakken med bomben i bilen!

 

Se mere på forskellige websites:

 

Mondlane  (https://da.wikipedia.org/wiki/Eduardo_Mondlane ) 

Udvidet version på engelsk: https://en.wikipedia.org/wiki/Eduardo_Mondlane

Samora Machel (http://www.sahistory.org.za/people/samora-machel )

Ruth First (http://www.sahistory.org.za/people/ruth-heloise-first ) 

Albie Sachs (http://www.achievement.org/autodoc/page/sac0bio-1 )