’Kapernaum’ (2018)
Instrueret af Nadine Labaki.
’Kapernaum’ har vundet flere priser bl.a. Juryens Pris ved Cannes-festivalen, og filmen er nomineret til årets udenlandske film ved årets Oscar-uddeling.
Filmen havde premiere i de danske biografer den 7. februar 2019.
Spilletid: 121 minutter.
En spinkel dreng med et tomt, men hårdt udtryk i blikket bliver ført gennem en retssal iført håndjern.
”Zain Al Hajj, ved du, hvorfor du er i retten?” spørger dommeren ham, da han sætter sig på anklagebænken.
”Ja,” svarer Zain.
”Jeg vil sagsøge mine forældre. Fordi de satte mig i verden.”
Intet mindre.
I den anden ende af lokalet sidder Zains forældre, som han ikke har noget tilovers for længere. Zains mor er gravid, og Zain mener ikke, at det er forsvarligt, at hans forældre får endnu et barn, hvis de ikke kan tilbyde et bedre liv, end det han har levet i sit hidtil 12 år korte liv.
Herfra begiver filmen sig ud i en fortælling, der forklarer, hvordan familien er endt i retten, kun afbrudt af korte scener fra retssagen og Zains storslåede anklage.
Det er rammerne for den libanesiske instruktør Nadine Labakis prisbelønnede og nu Oscar-nominerede film ’Kapernaum’, der havde premiere i de danske biografer den 7. februar.
Papirløs og langt væk hjemmefra
Det, Zains mor vil have Labaki til at forstå – og det, der har ført Zain til sin anklage – er, hvorfor forældrene giftede datteren Sahar væk. I en alder af 11 blev hun nemlig gravid og døde med barnet i maven, og det er det, moderen ønsker at retfærdiggøre over for Labaki – at den fattige familie ikke havde andet valg end at bortgifte datteren, og at de ikke kunne forudse hendes død.
Labaki svarer aldrig på forklaringen, men den stiller Zain sig ikke tilfreds med, han er vred, og set i lyset af de uretfærdigheder, han har været udsat for, er det til at forstå.
Da Sahar bliver giftet væk, ser Zain ingen anden udvej end at løbe hjemmefra.
Zain flytter sidenhen ind hos den etiopiske flygtning og enlige mor Rahil, der ligesom Zain, hvis eksistens ikke findes i ét eneste dokument, er papirløs. Planen er, at Zain skal overtage pasningen af Rahils baby Yonas, mens hun er på arbejde. Men det varer ikke længe, før Rahil forsvinder – fængslet som illegal flygtning.
Et velfortalt kaos
Filmens titel ’Kapernaum’ kan oversættes til noget i retning af ’kaos’, og det er en fin beskrivelse af den uoverskuelige og dybt uretfærdige situation, Zain ender i.
Det bliver gennem filmen gentaget, at Zain er 12 år gammel, men taget i betragtning af hans krops spinkle bygning kunne han lige så godt være otte. På et tidspunkt, da Zain vil have dokumentation for sin eksistens, forklarer hans far ham, at hvis han ikke kan acceptere at leve som papirløs, kan han ligeså godt hoppe ud ad vinduet.
Sådan bliver filmen et billede på situationen i Libanon, hvor Zain og Rahils skæbner ikke er utænkelige (på nær retssagen) taget i betragtning af landets mange fattige og flygtninge. Og det vidner Labakis castingmetoder også om.
Labaki har nemlig mødt Zain – spillet af syriske Zain al-Rafeea – på gaden, ligesom Labaki i flere år har researchet i mange af Libanons fattige gader for at undersøge flygtninge og udsatte libaneseres forhold.
“Skuespillerne var nødt til at være mennesker, der havde oplevet forholdene i virkeligheden. Det skyldte jeg til alle, der kan relatere til de emner, filmen opstiller,” har Labaki udtalt.
Zain, der altså også selv har oplevet Libanons hårde gademiljø på egen krop, spiller enormt troværdigt og rørende, og det bliver understøttet af, hvad der kan minde om en dokumentarisk filmning gennem et håndholdt kamera, der kun forstærker filmens tragiske temaer.
At få frarøvet sig sin barndom
På mange måder minder ’Kapernaum’ om dokumentarfilmen ’Obscure’, hvor seksårige Ahmad er hovedpersonen.
Ahmad, der bor i den libanesiske flygtningelejr Shatila, reagerer modsat Zain, der tager kampen mod sine forældre, verden – og i sidste ende sin egen eksistens – op, ved at lukke sig ind i sig selv og nægte at tale, men hvor hans glimt i øjet, når han i et sjældent øjeblik får lov til at fordybe sig i legen, i stedet bliver en kamp – og et lille håb – for at få en barndom i en verden i undtagelsestilstand.
