I disse dage udspiller der sig for gud ved hvilken gang en menneskelig tragedie i Gaza. Det seneste bombardement af en bygning dræbte 33, hvoraf 21 kom fra den samme familie. Dødstallet i Gaza nærmer sig de 200, og tusinder er sårede, heraf mange alvorligt. Det tilsvarende tal i Israel er cirka 10 dræbte. Også Vestbredden bløder og græder, og i selve Israel slår hadet mellem jøder og palæstinensere ud i blodige slåskampe og lynchninger.
Mediernes narrativ versus konfliktens rødder
Mon ikke de fleste danskere ryster på hovedet: Hvorfor kan de dog ikke finde ud af at leve sammen i fred og ro? Mellemøstkonflikten er formentlig den mest mediedækkede og samtidig den mindst forståede konflikt i verden. Forklaringen skal søges i, at danske medier næsten udelukkende dækker situationen i Israel og de besatte palæstinensiske områder, når der er deciderede krigshandlinger. I altovervejende grad varetages dækningen af området af dansk-israelere, det vil sige journalister, der i årtier har boet i Israel, og hvoraf flere har børn, der har gjort militærtjeneste i den israelske hær. Det betyder, at journalisterne mildt sagt er embedded og sjældent kan sætte sig ud over deres egne etnocentriske interesser.
Der er en interesse i at fremstille konflikten som en konflikt mellem to ligeværdige parter, der åbenbart har så svært ved at finde frem til forhandlingsbordet og derfor i stedet kaster bomber i hovedet på hinanden. Der er også en tendens til at fremstille konflikten som en meget kompliceret sag, til trods for at der reelt set er tale om en gammeldags kolonihistorie, nemlig historien om europæiske bosættere, der slår sig ned i Palæstina fra slutningen af det 19. århundrede og frem til staten Israels oprettelse i 1948.
I modsætning til, hvordan Israel i dag gerne vil fremstille konflikten, har oprettelsen af staten Israel meget lidt med holocaust at gøre, for allerede inden Anden Verdenskrig havde zionisterne lagt alt til rette til oprettelsen af en stat. Derimod er holocaust formentlig den vigtigste grund til, at Israel slipper af sted med den førte politik.
Der kan være en tendens til at mene, at problemerne begyndte med Junikrigen i 1967 og Israels efterfølgende besættelse af resterne af det historiske Palæstina – eller at problemerne begyndte med den første Hamasraket i sidste uge.
Versionen om at alt var godt indtil 1967, har gjort det muligt for skiftende israelske regeringer at lege fredsforhandlinger, alt imens de dag for dag beslaglægger mere og mere palæstinensisk jord og bygger bosættelser. Alt sammen er det blevet fordømt af det internationale samfund, især FN, som værende i strid med Genevekonventionen og alle mulige andre internationale konventioner. Men på intet tidspunkt er der så meget som blevet truet med at indføre sanktioner mod Israel for hverken konventionsbrud eller krigsforbrydelser. Israel blev i sin tid optaget i FN på et løfte om at ville lade de palæstinensiske flygtninge vende tilbage.
Aldrig har medierne eller det internationale samfund vovet at tage fat om ondets rod, nemlig oprettelsen af staten Israel i 1948 og den medfølgende fordrivelse af to tredjedele af den palæstinensiske befolkning, som i dag er spredt over hele verden, men som først og fremmest bor i Gaza, hvor 1,4 millioner ud af de 1,9 millioner indbyggere er flygtninge og deres efterkommere fra 1948. Atter andre bor på Vestbredden, i Østjerusalem, Libanon, Jordan og i det tidligere Syrien. 21 procent af Israels befolkning er også palæstinensere, og det er dem, der nu for første gang for alvor rører på sig i solidaritet ikke alene med deres landsmænd i Gaza og på Vestbredden, men også fordi de selv er forblevet andenklassesborgere i Israel.
Israels fremfærd og tostatsløsningens død
FN har igen og igen vedtaget en resolution (194), der går ud på, at de palæstinensiske flygtninge skal have lov til at vende tilbage til det historiske Palæstina. Det er der næppe nogen, der for alvor tror på i dag, men hvis man virkelig vil til roden af denne konflikt, så er det nødvendigt at lade nogle af de palæstinensiske flygtninge vende tilbage og give andre kompensation og mulighed for et værdigt liv, der hvor de bor.
Problemet er, at ingen israelske politikere har haft mod til at tage fat på denne diskussion, heller ikke før det israelske samfund drejede så langt til højre, som det er i dag med apartheidlignende forhold og råb om ’Død over araberne’. Men uden indrømmelser til de palæstinensiske flygtninge og palæstinenserne i det hele taget vil denne konflikt blusse op igen og igen, for selvom Israel aldrig kan få nok af palæstinensisk jord og ejendom, så har de seneste 73 år vist, at palæstinenserne går ingen vegne. Og det er ikke kun, fordi de ingen steder har at tage hen.
Israels fremfærd har i dag bevirket, at enhver tale om en tostatsløsning ingen gang har på jorden. Tilbage står en fælles stat for jøder og palæstinensere. Men det har unægtelig lange udsigter.
Den seneste konflikt er meget belejligt blevet præsenteret som en kamp mellem Israel og Hamas, som man er så heldig at have fået på diverse terrorlister, så det ender med at være en kamp mellem en terrororganisation og Mellemøstens eneste demokrati.
En palæstinensisk mand bliver kropsvisiteret ved husmuren ved Gilbert checkpoint i Hebrons Tel Rumeida-kvarter. Alle palæstinensere, også skolebørn, standses og tjekkes af israelske soldater.
Foto: Pixabay
Tempelbjerget og Sheikh Jarrah
Konflikten begyndte heller ikke denne gang med Hamas’ raketter mod Jerusalem og andre mål. Konflikten tog sit udgangspunkt i Jerusalem på ramadanens første aften på pladsen foran al Aqsa- moskeen på Tempelbjerget. En israelsk politipatrulje trængte ind på pladsen og klippede ledningerne til højtalerne over, fordi man var bange for at kaldet til bøn ville overdøve den israelske præsidents tale ved Grædemuren i anledning af den israelske mindedag for faldne soldater.
Denne episode blev senere fulgt op af andre tilfælde i slutningen af ramadanen, hvor israelsk politi trængte ind på tempelpladsen og overfaldt bedende palæstinensere med tåregas, stungranater og gummikugler. Palæstinenserne svarede igen med stenkast, og billeder af sammenstødene gik verden rundt, og begivenhederne gentog sig tre dage i træk. Politiet havde desuden i begyndelsen af ramadanen lukket pladsen foran Damaskusporten, hvor unge palæstinensere plejede at samles om aftenen i ramadanen. Den blev senere genåbnet, men da var opmærksomheden blevet rettet mod begivenhederne i Sheikh Jarrah-kvarteret i Jerusalem, hvor israelske bosættere med rettens hjælp prøvede at smide palæstinensere ud af de huse, som de har beboet siden 1956.
Nogle journalister har kaldt det en boligstrid. Det drejer sig om, at nogle af husene i Sheikh Jarrah var ejet af jøder indtil 1948, hvor Jerusalem bliver delt, og Sheikh Jarrah ligger i den arabiske del. Indtil 1967 var området styret af Jordan. Jøderne fra Sheikh Jarrah flyttede til Vestjerusalem, som indtil krigen for 40 procents vedkommende var palæstinensisk. I 1956 overdrog Jordan og FN husene i Sheikh Jarrah til palæstinensere, der var blevet fordrevet fra andre dele af Palæstina.
Det forløb fredeligt indtil tre år efter Junikrigen, hvor Israel vedtog en lov, The Legal and Administrative Matters Law, som giver jøder ret til at lægge sag an mod palæstinensere for at få ejendom og jord, som de påstår tilhørte jøder før 1948, tilbage. Palæstinenserne fik selvsagt ikke den samme ret til at kræve deres gamle ejendomme og jorde tilbage. Men de israelske domstole, der sjældent giver palæstinensere ret i noget som helst, har gavmildt overgivet palæstinensisk ejendom til jødiske fordringshavere, der derefter ofte sælger dem videre til bosætterorganisationer.
Flere af husene i Sheikh Jarrah blev i 00’erne overtaget af jødiske bosættere, og i februar i år gav den israelske højesteret endnu engang bosættere lov til at overtage endnu flere huse i kvarteret, som på denne måde blev symbolet på den fortsatte etniske udrensning af Palæstina. Dommen blev anket og skulle have været genbehandlet i begyndelsen af maj, men på grund af urolighederne valgte Højesteret at udskyde afgørelsen.
Inden alt dette sker i slutningen af ramadanen, har Mahmoud Abbas, den selvforlængede leder af det palæstinensiske selvstyre, endnu engang udskudt de palæstinensiske valg, der skulle have fundet sted i maj og juni. Hermed er stillingen som Jerusalems forsvarer blevet ledig, og Hamas truer Israel med raketter mod Jerusalem, hvis de ikke indstiller udsættelsen af de palæstinensiske familier i Sheikh Jarrah. Da dette ikke sker, lander Hamas’ raketter til manges overraskelse i og omkring israelske byer.
Daglige overgreb også i ”fredstid”
Nu kan man mene, at ovennævnte episoder og forklaringer ikke retfærdiggør en decideret krig, eller rettere at Hamas udfordrer Israel, hvis slagkraft jo er tusindfold stærkere end Hamas’. Men det brændstof, der får området til at stå i brand, skal da også søges i årtiers ubegribelige undertrykkelse.
Jeg tror, at ingen danske journalister, de være sig bosiddende i Israel eller ej, kan forestille sig, hvad det vil sige at leve under Israels daglige og konstante undertrykkelse og chikane. Det palæstinensiske folks mest fremtrædende karaktertræk er tålmodighed, og det til trods for at det efter 11. september 2001 lykkedes den israelske regering at få sidestillet palæstinensere med terrorister. Enhver der har oplevet, hvad palæstinenserne bliver udsat for på den besatte Vestbred, for slet ikke at tale om Gaza, der med rette er betegnet som verdens største friluftsfængsel, må undres over, at der ikke hele tiden er opstande som de nuværende.
En almindelig uge, for eksempel den sidste i marts i år, ser ifølge Palestinian Centre for Human Rights således ud:
Israeli Human Rights Violations in the Occupied Palestinian Territory 25 – 31 March 2021
IOF (Israeli Occupation Force) excessive use of force in the West Bank and occupied East Jerusalem: 4 Palestinians wounded, including 2 children
Three IOF shootings reported at agricultural areas (east) and three others on fishing boats in Gaza sea
In 121 IOF incursions into the West Bank, including occupied East Jerusalem: 62 civilians arrested, including 3 children and 2 women
IOF delivers cease-construction notice against a retainment wall and a house in Hebron and Bethlehem
Settler-attacks: Palestinian civilian wounded, and assault on a vehicle; stone chains destroyed, and olive trees cut in Salfit and Bethlehem
IOF established 55 temporary military checkpoints in the West Bank and arrested 3 Palestinian civilians on said checkpoints
Bemærk, at bortset fra angrebene på fiskerbådene er der tale om Vestbredden og Østjerusalem, hvor den israelske hær i løbet af blot en uge 121 gange trængte ind i området og arresterede 62 civile, inklusive 3 børn og 2 kvinder.
FN beskriver forholdene i Gaza som en humanitær katastrofe for den afsondrede befolkning.
Foto: Pixabay
Valget mellem den hurtige eller den langsomme død
Ingen vestlig journalist, heller ikke jeg, har fantasi til at forestille sig, hvordan det er at leve i Gaza, en lille overbefolket landstribe med udrikkeligt vand, ringe adgang til elektricitet og først og fremmest ingen fremtidsudsigter.
Israel bestemmer suverænt hvad og hvem, der kommer ind og ud af området, og selvom verdenssamfundet formentlig vil yde økonomisk støtte til genopbygning af Gazas boliger og vitale infrastruktur, er det langt fra sikkert, at Israel vil lade materialerne komme ind. Israels ulovlige blokade af Gaza har holdt området på et eksistensminimum, smadret økonomien og har sammen med de militære ødelæggelser ledet FN til at beskrive forholdene som en humanitær katastrofe for den afsondrede befolkning, hvoraf over 50 procent er børn. Rundt omkring i området lever folk stadig i ruinerne af de tidligere krige.
Sådan er livet der, når der ikke er åben krig, så for Gazas indbyggere er det valget mellem den hurtige eller den langsomme død. Det hedder altid, at Israel har lov til at forsvare sig imod Hamas’ raketter. Det siger sig selv, men det eneste virksomme forsvar ville være at give palæstinenserne deres menneskerettigheder på lige fod med de israelske jøder. Så ville man også undgå at styrke Hamas, som ellers ikke var særligt populær i Gaza, men som nu for mange palæstinensere fremstår som den eneste sande modstandsbevægelse.
Nogle foreslår, at palæstinenserne i stedet for raketter bruger civil ulydighed og ikke voldelig modstand. God idé. Men da palæstinenserne for et par år siden hver uge demonstrerede fredeligt i Gaza i “The March of Return,” svarede den israelske hær igen med at dræbe i hundredvis og såre i tusindvis.
Det, der foregår nu, er uden tvivl krigsforbrydelser – fra begge parters side – men man skal ikke tage fejl af de enorme økonomiske fordele, som Israel har ved med års mellemrum at afprøve nye mere og mere dødbringende våbensystemer, som de derefter kan sælge som ’testet i marken’.
Til slut: Endnu engang minder billederne fra Gaza mig om, at intet er mere forurenende end krig, så alene af den grund burde verdenssamfundet gribe ind og få Israel til at opfylde sine internationale forpligtelser.
Desværre vil palæstinenserne til det svare: wa bukra fi mish mish – på dansk: og i morgen er der abrikoser, det vil sige at det kommer ikke til at ske.
Birgitte Rahbek er forfatter, kultursociolog, tresproglig korrespondent, psykoterapeut, har en licentiatgrad i pædagogik og en grunduddannelse i konfliktløsning. Hun har taget en del af sin uddannelse på det Amerikanske Universitet i Beirut.
“Denne artikel er oprindelig bragt hos POV International og bringes efter aftale med POV International og skribenten.”.
“POV – POINT of VIEW International – er et uafhængigt netmedie, der publicerer analyser, anmeldelser, essays, debatindlæg indenfor især debat-, kultur-, erhvervs- og udlandsstof.”
