Israel og Palæstina: Klar og gedigen oplysning til tiden

Det er oplagt, at statsministeren bruger sin nytårstale til at fordømme den terrorisme Hamas stod bag 7. oktober. Den skal selvfølgelig utvetydigt fordømmes. Lige som al terrorisme forstået som vold mod civile med henblik på at opnå politiske mål, herunder mål, som er begrundet i religion, utvetydigt skal fordømmes.

Ligeså oplagt, det er at fordømme Hamas’ terrorisme, ligeså meget giver det derfor anledning til undren, at den terrorisme, Israel har ladet sin hær og unge militante bosættere udøve mod civile palæstinensere på den besatte Vestbred siden 1970’erne ikke fordømmes.

Det skyldes næppe uvidenhed: Israelske medier, Haaretz, Times of Israel, +972 Magazine, israelske forskere og menneskerettighedsorganisationer rapporterer løbende om volden, som den israelske efterretningstjeneste, Shin Bet, betegner som terrorisme.

Den er også i strid med Folkeretten, fordi den sigter mod at annektere besat jord på Vestbredden. Udover vold mod mennesker består den i ødelæggelse af vandforsyning og jord, afbrænding af oliventræer og andre former for ødelæggende chikane.

Protesterer de palæstinensiske indbyggere i for eksempel Jordandalen over volden, vil de som regel blive anholdt og fængslet uden sigtelse. Volden virker: I den netop udkomne bog af Michael Scott-Baumann, Den korte historie om Israel og Palæstina, kan man læse:

I betragtning af arrestationerne, afhøringerne, nedrivningerne og manglen på adgang til vand og uddannelse i dette lille område, og det faktum, at meget af det mest frugtbare land i Jordandalen blev beslaglagt af israelerne i 1967 til kommerciel brug (70 procent af Israels dadler produceres her), er det ikke overraskende, at den palæstinensiske befolkning i dalen siden 1967 er faldet i antal fra omkring 300.000 til under 60.000.

Ikke meget nyt stof i bogen

Formålet med bosætter-terrorismen og volden er at få palæstinensere fjernet fra den jord, de i hele deres liv har dyrket eller ladet deres dyr græsse på og voldsstrategien virker. Mange er flygtet og mange, herunder mange børn, har tilbragt år i israelske fængsler uden sigtelse eller dom. Opgørelser viser, at i det område af Vestbredden, hvor Israel har fuld sikkerhedskontrol – det kaldes område C og omfatter cirka 60 procent af Vestbredden – er over 400.000 palæstinensere, herunder mere end 10.000 børn, blevet fængslet siden besættelsen blev indledt i 1967.

Jeg er sikker på, at mange læsere af denne anmeldelse allerede her har afbrudt læsningen og dømt Scott-Baumanns bog antisemitisk og fordomsfuld. Men det er den ikke. Det er en velafbalanceret bog, der trækker på en stor del af den internationalt anerkendte forskning, herunder af israelske forskere, på rapporter fra israelske menneskerettighedsorganisationer og på kilder, som citerer prominente israelske politikere.

Forfatteren trækker også på erfaringer fra eget feltarbejde og han har forsynet sin tekst med såkaldte ’øjenvidnebetragtninger’, såvel israelske som palæstinensiske og et enkelt sted citerer han fra sin egne dagbogsnotater fra et ophold i Jordandalen i 2018.

Meget af den forskning og mange af de kilder, forfatteren trækker på, er kendte og mange har været tilgængelige i årevis. Som sådan er der egentlig ikke noget afslørende eller specielt nyt i hans fremstilling, som primært er en uhyre velskrevet og klar tekst, der sammenfatter den tilgængelige viden.

Bosættervolden, Israels systematiske strategi om at annektere Vestbredden siden Ariel Sharon som formand for Menachem Begin-regeringens Ministerielle Bosættelsesudvalg i 1977 for alvor igangsatte det israelske bosættelsesprojekt, er kendt stof.

Problemstillingerne, både volden, terrorismen, bosættelserne i strid med Folkeretten og de ekstremt mange fængslinger af palæstinensere og deres børn uden sigtelse har været diskuteret utallige gange i FN, internationale fora og fremstillet i tusindevis af rapporter.

Alligevel giver de ikke anledning til kritik fra for eksempel den danske statsminister, der konsekvent fremstiller Israel og jøder som ofre og palæstinensere som dem, der ikke vil freden.

Loyal over for både zionisterne og palæstinenserne

Scott-Baumanns gode bog ændrer nok ikke på det forhold, at den danske debat om Israels Palæstinapolitik er så fortættet af mytologi, fortielse og fortrængninger, at de reelle forhold i de besatte palæstinensiske områder fuldstændig fortoner sig i røgen efter de israelske bomber.

Alligevel er det en vigtig bog til tiden. Den første tredjedel bruges til en fornem skildring af det zionistiske projekt i Palæstina, som blev indledt med Theodor Herzls bog fra 1897, og kulminerede med oprettelse af staten Israel i 1948.

Scott-Baumann fremstiller denne vigtige historie yderst loyalt over for både zionisterne og palæstinenserne, mens man atter engang væmmes over den måde Storbritannien, USA og en række vestlige lande, herunder Danmark, håndterede det jødiske forfølgelses- og flygtningeproblem på – et problem, som de selv havde været med til at skabe ved ikke at ville modtage de mange jødiske flygtninge hverken før eller efter Anden Verdenskrig.

Gennem flittig brug af kilder og citater fra en række af israelske politikere og ministre oprulles historien efter 1948 og viser helt udramatisk, hvordan det israelske projekt efter 1967 og især fra 1970’erne har sigtet på, at etablere Israel i hele Palæstina, altså i hele det territorium fra Jordanfloden til Middelhavet, som omfattede det britiske Palæstinamandat.

Reelt har palæstinenserne på intet tidspunkt været i nærheden af en aftale om en tostatsløsning med Østjerusalem som palæstinensisk hovedstad og en løsning på flygtningeproblemet fra 1948 inklusive Right of Return-problemet.

Ganske vist rapporterer danske medier gang på gang, at Yassir Arafat fik tilbudt en stat med hele pivtøjet, først under Camp David-forhandlingerne i sommeren 2000 og dernæst med de såkaldte Clinton-parametre under forhandlinger i Sharm el Sheikh i Clintons sidste uger som præsident. Reelt var der ingen forhandlinger i Camp David og i Sharm El Sheikh sagde den israelske premierminister Ehud Barak ”ja – med forhold” til parametrene velvidende, at han var ved at tabe valget til Ariel Sharon, som kun få måneder inden på Tempelbjerget havde afvist deling af Jerusalem, hvorved han udløste den omfattende al-Aqsa intifada.

Der var således ikke tale om et israelsk tilbud til Arafat, men et uforpligtende og urealistisk ”ja – med forbehold” til en plan, som var et amerikansk oplæg til forhandling og ikke noget israelsk ”tilbud”.

Måske var palæstinenserne tættest på i forhandlinger mellem Mahmoud Abbas og Ehud Olmert i 2008, men som Scott-Baumann bemærker var detaljerne ukendte og de løb ud i sandet blandt andet fordi Olmert først skulle i retten og dernæst i fængsel dømt for korruption.

Reservater til palæstinenserne

Sætter man sig ind i historien, som Scott-Baumann har gjort, vil det stå klart, at Israel siden 1970’erne har sigtet på helt at annektere Vestbredden og blot efterlade nogle enklaver under israelsk suverænitet til impotent palæstinensisk selvstyre, nærmest efter model af de reservater, USA sendte de oprindelige folk til i 1800-tallet, og at Oslo-processen på en måde var led i denne politik.

I hvert fald blev politikken fuldt ud bekræftet med Donald Trumps fredsplan i 2020, hvor en pose penge og nogle enklaver var, hvad palæstinenserne skulle være taknemmelige for at få, hvilket de formastede sig til at afvise.

Da Hamas overtog kontrollen med Gaza i 2007 var strategien, som det kynisk konstateres i et amerikansk diplomatisk notat, Scott-Baumann citerer, at ”holde Gazas økonomi på randen af kollaps uden helt at skubbe den ud over kanten”.

Forfatteren konkluderer, at hverken palæstinensisk diplomati eller militant vold og terrorisme har bragt dem tættere på målet om en stat. Derimod, kan man tilføje, har Israel fuld kontrol over 78 procent af Vestbredden samt har gjort det umuligt at bo i størstedelen af Gaza.

Forfatteren konstaterer også, at ”ikkevoldelig modstand synes at have været den mest effektive måde at opbygge støtte til palæstinenserne både i Israel og Palæstina samt i udlandet på”. Det har han muligvis ret i, men heller ikke den strategi har reelt ført dem nærmere til målet om en stat.

Lige nu står op mod to millioner palæstinensere på Gazas grænse til Egypten og venter på – mens de bombes, blive syge og sulter – at få vished om, hvad deres skæbne skal være: Israel nægter dem at vende tilbage til det centrale og nordlige Gaza og har understreget deres afvisning ved at bombe alt væk. Ingen aner, hvad skal der ske med dem.

Denne humanitære katastrofe påkalder sig ingen andre kommentarer end at Israel ”har ret til at forsvare sig selv”.

Scott-Baumann har skrevet en god bog, velskrevet og veldokumenteret. Den sætter Israels Palæstinapolitik ind i historisk sammenhæng på en måde, mange kan blive klogere af.

Den giver ingen løsninger og den får næppe hverken statsministeren, danske politikere og de toneangivende danske medier til at åbne for blot en lille flig af kritik af Israel – for det ville jo være antisemitisme, synes de at mene. Bogen giver altså god oplysning, men desværre er det ikke oplysning, der mangler, men sans for menneskelighed og retfærdighed og det kan denne nok så gode bog desværre nok ikke lave om på. Men læs den alligevel.

Lars Erslev Andersen er seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS, med fokus på Mellemøsten.