Sidste uge var ikke sjov for Rwandas præsident Paul Kagame.
Hans fortælling om landets økonomiske blomstring fik en gevaldig ridse i lakken, da den britiske avis Financial Times fremlagde beviser for, at han i en årrække skulle havet pyntet på landets økonomiske udvikling.
Han har ifølge avisen vildledt om fattigdommen i Rwanda og påstået, at den er nedadgående, selvom antallet af fattige faktisk er steget.
Kagame, der har siddet på magten i Rwanda siden årtusindskiftet, afviser anklagerne og kalder dem “vestlig propaganda”.
“Der er intet falskt eller fabrikeret over den udvikling, vores land er i,” sagde han sidste uge i en tale i Rwandas hovedstad, Kigali.
Men at intet skulle være fabrikeret, mener endnu et britisk medie, The Economist, også at kunne modbevise.
Varerne i indkøbskurven
Kagame bliver af mange set som generalen, der gjorde en ende på folkemordet, da han sammen med sine disciplinerede guerillakrigere indvaderede Rwanda fra Uganda i nord tilbage i 1994.
Sidenhen har han opbygget et ry som en autoritær leder, der leverer på det, han lover. En leder, for hvem menneskerettigheder kommer i anden række. Men en leder, der hjælper de fattige ud af fattigdommen.
Hvad så hvis fattigdomsstatistikkerne ikke holder vand?
Det spørgsmål har svævet over Rwanda siden 2014, hvor Kagame og hans regering hævdede, at antallet af fattige var faldet til 39 procent fra 45 procent i 2011.
En gennemgang af Rwandas egen data foretaget af Filip Reyntjens fra Antwerp Universitet viser dog, at faldet i fattigdommen skyldtes, at man fra 2011 til 2014 har ændret måden, man opgør fattigdom på i Rwanda.
I 2011 udregnede man fattigdom ved at kigge på prisen for en fiktiv indkøbskurv fyldt med varer, som fattige rwandere køber. I 2014 havde man udskiftet nogle af varerne i den fiktive indkøbskurv. Ved at ændre på indholdet i kurven sænkede myndighederne i Rwanda grænsen for, hvornår man er fattig, med 19 procent.
Havde man ikke ændret på indholdet i kurven, ville fattigdommen i Rwanda have været steget med fem-syv procentpoint i stedet for at falde med seks procentpoint, argumenter Reyntjens.
National Institute of Statistics Rwanda (NISR) afviser dette og siger, at tallene ville vise et fald i fattigdommen, selvom man brugte sammenlignlige indkøbskurve.
Dobbelt op på inflation
Rwandas modsvar vækker dog endnu flere spørgsmål, skriver The Economist. Modsvaret hviler på en bestemt udregning af inflationen, som blandt andet har mødt kritik fra Sam Desiere fra Leuven Universitet.
Han fandt den officielle inflationsrate for madvarer på 5,3 procent årligt bemærkelsesværdig lav.
Derfor genudregnede Desiere inflationen med tal fra Rwandas eget statistikkontor, NISR. Her fandt han frem til, at madpriserne var vokset med 9,4 procent per år – altså næsten en dobbelt så høj inflationsrate som Rwandas officielle opgivelser.
Andre professorer har også kigget på tallene og peger på, at inflationen i madpriser alene kan have forhøjet fattigdommen med syv procentpoint, skriver The Economist.
Tvivl om BNP-vækst
Hvis fattigdommen i Rwanda er steget med syv procent fra 2011 til 2014, står det i skarp kontrast til de nærmest kinesiske vækstrater på otte procent årligt, som Rwanda hævder at have skabt. Men hvordan kan fattigdommen stige, samtidig med at BNP-væksten buldrer derudad?
Svaret er enten, at væksten ender i lommerne på en lille økonomisk elite, eller at de høje vækstrater er falske. Svaret skal findes i måden, man udregner bruttonationalproduktet på. Her benytter Rwanda sig af to forskellige måder.
Den ene måling er landets nationalregnskab, hvor det samlede forbrug lægges sammen på tværs af økonomien. Den anden måling er baseret på spørgeskemaer, man sender ud til en række husholdninger, hvor folk angiver, hvor højt deres forbrug er.
Beregningerne af BNP med de to målemetoder gav frem til 2005 sammenfaldne resultater, men siden er vækstraterne i den første måling vokset markant hurtigere end i beregningsmodellen bygget på spørgeskemaundersøgelser. I 2013 var forskellen i Rwandas samlede forbrug mellem de to målemetoder vokset til 50 procent.
En af årsagerne til dette kan som sagt være, at den økonomiske elite bliver rigere, og det har spørgeskemaundersøgelserne svært ved at opfange, skriver The Economist. En anden forklaring kan være, at nationalregnskabets opgørelse af BNP-vækst simpelthen ikke er sand.
Hvad end forklaringen er, ser Rwandas fattigste ud til ikke at opleve den økonomiske fremgang, som ellers hidtil har været fortællingen.
Tilbage står Kagames ry og rygte på spil. Er han ikke længere præsidenten, der hjælper de fattige ud af fattigdommen, er han måske blot en autoritær leder, for hvem menneskerettigheder kommer i anden række.
