BEIRUT: Børn med rød og hvid maling på kinderne. Unge gutter i bar overkrop, der danser foran kæmpemæssige medbragte højtalere. Damer med rynker i ansigtet og hijab for håret.
Beirut var søndag et hav af festglade mennesker og libanesiske flag. Mere end en halv million var mødt op – lagt sammen med demonstranterne i resten af Libanon samme dag, var der mere end 1,2 millioner, der viste deres utilfredshed på gaden. Det svarer til over en fjerdel af befolkningen.
Alle er de enige om en ting: Regeringen skal væk.
Men hvad er det helt konkret, de er utilfredse med?
Protesterne begyndte 17. oktober torsdag som en reaktion på regeringens nye forslag om en afgift på sociale medier – herunder WhatsApp, som alle i Libanon bruger til at ringe til hinanden. Det var dråben, der fik bægeret til at flyde over, men libanesernes utilfredshed bunder i så meget mere.
Mange libanesere joker med, at el- og vandforsyningen er dårligere i deres land, end den er i Syrien. Det sjove – og triste – er, at det ikke er løgn.
Her er fem dybereliggende årsager til, at millioner er på gaden i Libanon.
For det første: Landet er i økonomisk krise
Libanon har mere end 500 milliarder kroner i offentlig gæld. Målt i forhold til BNP er det den tredjehøjeste i verden – kun overgået af Grækenland og Japan.
På CEDRE-konferencen i Paris i april 2018 sikrede Libanon sig en hjælpepakke bestående af cirka 75 milliarder kroner doneret af mere end 50 forskellige lande. Det er et lån, som skal kickstarte det gældsramte lands økonomi – men for at få adgang til pengene, skal Libanon først gennemføre omfattende reformer og nedskæringer. Indtil videre har regeringens svar været afgifter, der rammer alle borgerne lige hårdt, fremfor eksempelvis at beskatte den magtfulde banksektor ydeligere, som tjener penge på Libanons gæld og kun betaler 17 procent i skat i dag.
Libaneserne både mærker og ser krisen på daglig basis. Mere end hver fjerde libaneser i den arbejdsdygtige alder står uden job. Og i september begyndte den libanesiske lira at falde i værdi i forhold til den amerikanske dollar, som den har været bundet op på i over 20 år. I Libanon betaler man både med lokal valuta og amerikansk valuta i butikkerne, og de fleste virksomheder har brug for dollars, hvis de skal importere varer. Det har ført til en situation, hvor bankerne holder på deres grønne sedler fra USA, og et sort marked for valutaveksling er opstået. Tre gange siden den 1. oktober har tankstationerne strejket, fordi de mangler dollars til at købe benzin.
Bashar sælger telefoner, tablets og gadgets i Clemenceau – et af de mest velhavende kvarterer i Beirut. Normalt langer han cirka 30 nye smartphones over disken i løbet af en måned. I de seneste to har han haft svært ved at ramme et salg på 10.
”Selv her hvor alle de rige bor, mærker man krisen. Alle mine kunder taler om den dårlige økonomi,” siger han.
For det andet: Elendig infrastruktur
I Beirut lever folk med minimum tre timers strømafbrydelse om dagen. Udenfor hovedstaden er afbrydelserne længere, nogle gange helt op til ni timer om dagen. De fleste husstande har derfor en nødgenerator, som slår automatisk til, når strømmen går. Men det er en bekostelig affære, og det er ikke alle, der har råd til det.
De daglige afbrydelser har været en del af libanesernes liv siden slutningen på borgerkrigen i 1990. I snart 30 år har politikerne lovet, at de vil fixe det.
Skraldet flyder på gaderne, fordi regeringen i flere perioder ikke har kunnet betale renovationsarbejdernes løn. For fire år siden førte det til de seneste store protestbevægelser i Libanon – den såkaldte ”You Stink”-bevægelse.
I ren afmagt bliver skrald brændt på gaden eller smidt i havet. Langs de solbrændte klipper og palmer i Libanon, der har over 200 kilometers kystlinje langs Middelhavet, er havet de fleste steder så forurenet, at det er decideret sundhedsskadeligt at bade der.
Vandet, der kommer ud af hanerne, er ikke drikbart. Mange libanesere joker med, at el- og vandforsyningen er dårligere i deres land, end den er i Syrien. Det sjove – og triste – er, at det ikke er løgn.
Libanons uddannelsessystem fungerer heller ikke. Mindre end en tredjedel af landets børn i skolealderen benytter sig af de offentlige skoler – alle der har råd, sender deres unger i privatskole.
Sundhedssystemet er også bundet op på private. Mindre end 20 procent af Libanons hospitaler er offentligt ejede.
”Jeg betaler 17 procent af min løn til staten hver måned. Hvad får jeg egentlig igen for de penge?,” spørger Mohammed, som er ingeniør, retorisk.
Det samme spørgsmål har mange andre libanesere også stillet i årevis. Libanon har som sagt mere end 500 milliarder kroner i offentlig gæld – men hvis der ikke bruges penge på at forbedre skoler, sundhed, el- eller vandnetværker, hvor ryger pengene så hen?
For det tredje: Korruption og nepotisme
Svaret er politikernes egne lommer, mener mange af demonstranterne. Hvis der er en ting, som nævnes igen og igen, når man taler med folk under protesterne, så er det korruption. Og det er der en grund til.
Ifølge en vurdering lavet af Bank Audi i maj koster korruption og skattesvindel over 30 milliarder kroner om året for det lille land med seks millioner indbyggere. På Trading Economics korruptionsbarometer ligger Libanon nummer 138 ud af 175 lande – og det er vel og mærke nummer 1 her, der er mindst korrupt.
Landet er i en kæmpe økonomisk krise, men regeringen består af adskillige milliardære. De er selv militærfigurer eller sønner af krigshelte fra borgerkrigen – de samme familier har siddet på magten i årtier.
En af de absolut rigeste er premierminister Saad Hariri, hvis far Rafiq Hariri også var premierminister, før han blev skudt i 2005. Men trods Hariri-familiens enorme velstand, har premierministeren ikke været i stand til at udbetale løn til tusindvis af folk i sine forskellige private firmaer i månedsvis. Til gengæld kunne han godt forære lidt over 100 millioner kroner i pengegaver til en sydafrikansk bikini-model. En historie, der blev breaket af New York Times for få uger siden og har ramt Hariri hårdt.
”Siden borgerkrigen sluttede har den politiske magtelite bekymret sig om dem selv og deres cirkler. Pakket ind i sekterisk politik har de ladet korruptionen vokse ind i både det offentlige og det private i Libanon,” siger Bassel Salloukh, professor i økonomi og statskundskab ved Lebanese American University.
Overfor Globalnyt nævner han som eksempel, at lønudbetalinger til de offentligt ansatte stod for 35 procent af regeringens samlede udgifter i 2018.
”Hvordan kan det give mening, når det offentlige ikke fungerer, og offentlig ansatte beklager sig over, at deres løn ikke rækker til huslejen?”
For det fjerde: Ekstrem ulighed
Mens Hariri og hans andre venner i den politiske elite lever et liv, hvor de bevæger sig fra lækre biler til air condition-afkølede palæer og villaer, lever millioner af libanesere et desperat liv. Ifølge FN’s rapport fra 2019 er 3,3 millioner ud af Libanons 5,9 millioner indbyggere ”i nød”. Med undtagelse af et par enkelte hjemløse mærkes det ikke i Beiruts turistede og polerede gader – men kommer man lidt udenfor bymidten, og til andre dele af landet, lever folk i slum.
En 19-årig demonstrant fortæller fra martyrpladsen om en oplevelse han havde tidligere samme dag.
”Underboens dreng bankede på vores dør og bad om hjælp, fordi hans mor var faldet om. Da jeg kom derned så jeg, at de ikke havde andet end madrasser på gulvet. De ejede ikke en telefon. Og de havde selvfølgelig ikke penge til, at hun kunne komme på hospitalet,” fortæller George.
Den slags historier er ikke ualmindelige i Libanon, der plages af ekstrem ulighed. Den nederste halvdel af hele befolkningen deler 10 procent af landets indkomst. Til sammenligning får den rigeste ene procent en fjerdel af indkomsterne.
Mellem 2005 og 2016 har Libanons milliardærer skovlet 20 procent af landets indkomst til sig. Til sammenligning tegner milliardærer i Kina, Frankrig og USA sig for henholdsvis to, fem og 10 procent af landenes respektive indkomst i samme periode.
For det femte: Værste skovbrande i årtier
I samme uge som protesterne brød ud, blev Libanon ramt af de værste skovbrande i årtier. Det virker måske lidt underligt at klandre regeringen for det, for hvordan kan den forhindre naturens kræfter fra at rase?
Men skovbrandene fortæller faktisk den samme historie, som demonstranter har gjort i hele Libanon siden torsdag. Det er historien om en regering, der har svigtet.
Da flammerne åd sig igennem Libanon mandag og tirsdag, virkede regeringen handlingslammet.
I 2009 donerede forretningsfolk, sammenslutningen for Libanons banker og universitetsfonde tre Sikorsky S-70 brandhelikoptere til regeringen til en værdi af 13,9 millioner dollars. Hver især kan helikopterne transportere fire tons vand, og de ville have været afgørende i brandslukningsarbejdet.
Desværre har Libanons regering ikke sørget for at vedligeholde maskinerne. Symptomatisk for landets prioriteter er politiets tankkøretøjer med vandkanoner, som bruges mod voldelige demonstranter, fint kørende, og de blev brugt i kampen mod flammerne – med langt dårligere resultat.
Hjælp blev tilkaldt fra Grækenland, Cypern og Jordan, men da deres helikoptere kom frem, havde skovbrandene allerede spredt sig. De kostede menneskeliv og 20 års genplantningsarbejde.
Flere har påpeger, at skovbrandene ikke burde komme bag på landets autoriteter. University of Balamand har i løbet af oktober klassificeret 45 procent af Libanons skove som ”stærkt brandfarlige”.
I sidste ende blev de store helte civile og frivillige brandfolk, der har skreget på løn i årevis. På smukkeste vis strømmede der donationer, mad og hjælpende hænder ind fra alle leder og kanter i landet, og da en kristen politiker forsøgte at stille spørgsmålstegn ved, hvorfor det kun var de kristne områder, der brændte (hvilket var løgn), blev han kritiseret vidt og bredt for at forsøge at udnytte situationen til at skabe splid i befolkningen.
Før røgen havde lagt sig, kom så forslaget om en afgift på WhatsApp fra regeringen. Set i lyset af regeringens svigt i forbindelse med skovbrandene, den ekstremme ulighed, korruptionen og nepotismen, landets elendige infrastruktur og den økonomiske krise var det mere, end libaneserne kunne klare.
