Fakta om filmen
’Trækfugle’ (2018).
Originaltitel: ‘Pájaros de verano’
Instrueret af Ciro Guerra og Cristina Gallego.
– Ciro Guerra har tidligere instrueret ’Slangens favntag’.
Dansk premiere: 21. februar 2019.
Spilletid: 125 minutter.
Rapayet er en del af det indfødte Wayúu-samfund. Han vil gerne gifte sig med den unge wayúu Zaida, medgiften lyder dog på hele 30 geder, 20 køer, to muldyr og fem halskæder (to af dem af bjergenes tuma-sten, som Zaidas mor forlanger det). Altså en formue.
For at tjene penge til at betale medgiften begynder Rapayet sammen med sin makker Moisés, der ikke er wayuu og bliver set ned på af samfundet, at sælge marihuana til amerikanske turister. Salget bliver begyndelsen på en omfattende narkohandel, der i perioden 1960-80, som filmen portrætterer med udgangspunkt i virkelige hændelser, river indianske stammer i stykker og sender dem i krig mod hinanden i en kamp om ære, narkotika og begær.
Traditioner møder marihuanahandel
Da Rapayet møder Zaida, er hun i gang med at udføre et ritual, der markerer overgangen fra pige til kvinde, hvorefter Rapayet bejler til hende. Hans familie er dog af lavere anseelse end hendes, og det får Zaidas mor, Úrsula, til at forlange den høje medgift.
Zaida er en del af en meget traditionsbundet familie, hvor myter, talismaner, tegn i form af fugle og drømmetydning er altafgørende.
Det bliver et forhold, Rapayet skal forsøge at balancere: Hensynet til familiens fasttømrede traditioner og dogmer og respekt på den ene side og narkotikahandlens fyrstelige indtjening på den anden side. Selvfølgelig ramler de to sammen.
Úrsula er en slags overhoved for Wayúu-samfundet, og hendes forudsigelser støder ofte sammen med Rapayets pragmatisme; han vil gerne leve et roligt liv sammen med sin familie. Men et sammenstød med hans partner i marihuanahandlen, Moisés, får vendt op og ned på det, Rapayet skyder Moisés, og siden finder han aldrig rigtig freden.
Med græsset fulgte griskhed
Drabet bliver startskud til et forfald, hvor mytologiske forklaringer bestemmer fortællingens udvikling. ’Trækfugle’ er opdelt i fem afsnit, såkaldte sange, og filmen får karakter af en tragedie, hvor især begæret driver historien.
I et interview med NPR forklarer instruktørerne Ciro Guerra og Cristina Gallego, at filmen er inspireret af magisk realisme, og det er et valg, der understøtter Wayúu-samfundets mytologi fint. Eksempelvis afrundes eller indledes flere af scenerne ofte med fokus på en fugl, der ifølge instruktørerne i Wayúu-samfundet er ”budbringere af, hvad der vil komme.” Og flere scener indeholder drømmetydninger, der også får profeterende indflydelse på historien.
Fortællingen bliver indrammet af en ældre mands sang, der beretter om Wayúu-samfundet:
”Hvis blot vi havde lyttet til drømmene,” synger han på et tidspunkt og forklarer, at han vil fortælle en ”fortælling om vildt græs, der kom som en redning, men hærgede som græshopper. Med græsset fulgte griskhed.”
Sådan er narkotikahandlen en stor del af fortællingen, men i stedet for at fokusere på fascinationen af gangstere, som film om narkotikahandlen ofte gør, er det i ’Trækfugle’ stammernes skikke og uenigheder, der er i centrum, og de splittelser er narkotikaen udslagsgivende for.
En karakter, der inkarnerer den griskhed marihuanaen fører med sig, er Úrsulas søn, Leonidas. I en scene får han en mand til at spise en hundelort, der til gengæld får betalt sin advokatuddannelse af den forkælede søn. Han bliver et billede på Wayúu-samfundets nedgang og viser, hvordan rigdommen og begæret fører til sammenstød med samfundets traditioner og idealer.
”Vi er allerede døde”
Filmen er flot filmet, og selv om den indeholder adskillige drab og skudkampe, er fokus på stridighederne og karakterernes motiver for at handle, som de gør, i stedet for volden.
De fleste af scenerne er filmet i store, øde landskaber, og selv om der kan være et skuddrab rundt om hjørnet, er scenerne langsomme og flotte. I en scene nedskyder omkring ti mand med maskinpistoler i store firhjulstrækkere et stort flot øde hus, der ligger midt i ørkenen. Men omgivelserne er så flotte, at fokus i stedet for at være på skuddene er på dem.
’Trækfugle’ er en kompliceret og flot tragedie, der på fin vis beskriver den colombianske narkotikahandel med udgangspunkt i Wayúu-samfundet, hvor de traditioner, den ære og selvopfattelse klanen har opbygget nedbrydes af hævn og begær. ”Vi er allerede døde,” udtaler Rapayet rammende i løbet af filmen, da han indser det forfald.
