Få lande har været så hård ramt af de seneste års fald i oliepriserne, som Afrikas andenstørste olieproducent Angola.
Det krigshærgede, traditionelt selvsikre og højt(olie)pumpende land har befundet sig midt i en nedadgående økonomisk spiral koblet med stigende folkelige forventninger til økonomisk vækst (og fordeling) i kølvandet på afslutningen, i 2002, af årtiers altødelæggende borgerkrig.
Den tidligere forsvarsminister Joao Lourenco blev på det bagtæppe, i 2017, håndplukket til at blive Angolas første nye præsident i 38 år og manden som skulle afløse Afrikas “stille kongemager” Jose Eduardo dos Santos, som havde regeret landet siden 1979.
Lourencos erklæret mission – og mandat fra det regerende MPLA parti – var “ny mand, nye tider, bred økonomisk vækst” : Med andre ord, en gradvis reducering af statens indblanding i en økonomi, som er dybt centraliseret efter årtiers borgerkrig, Sovjet-inspireret og postkolonial statsopbygning og en målrettet reduktion af en nærmest ensidig afhængighed af olieproduktion, hvis frugter er blevet grebet højt fra træets top – mens folket måtte kæmpe for skraldet og kernerne, som Angolas nationale sangskjald Bonga synger i hans mest berømte hit “Comeram a fruta”.
Lourenco har ikke skuffet, i hvert i fald har angolanske og internationale iagttagere, og ikke mindst internationale udvilingsbanker, fået nyt at se til – og tænke over.
Præsidenten har på sit første år (et år til september) kastet sig over en lang række markante økonomiske reformer og signaleret en ny era, hvis substans og politiske udtryk er ny kost for det sydvestafrikanske land.
Senest har den nye præsident bebudet, at 74 statsejede virksomheder skal frasælges over de næste få år og i maj måned vedtog Angolas parlament en ny lov, som skal gøre landets notorisk investor-fjendtlige klima (Ifølge Verdensbankens seneste Doing Business rapport, er det nemmere at opstarte og drive forretning i det krigshærgede Syrien end i Angola) en anelse mildere for potentielle udenlandske investorer: Den nye lov fjerner kravet om lokalt medejerskab (som hidtil var min. 35 procent) og et mindstebeløb for investeringer på en million dollar.
Loven, som præsidenten håber kan bidrage til at åbne og diversificere økonomien, gælder dog ikke olie, minedrifts – eller finanssektoren.
Reformerne kommer i kølvandet på, at præsidenten allerede har besluttet at lade valutaen, Kwanzaen, flyde frit (tidligere knyttet til USD) og falde i værdi – i skrivende stund er den faldet med 29 procent siden januar – og samtidig har indledt et samarbejde med Den Internationale Valutafond (IMF), om hvordan landet bedst kan tage fat på at bryde statsmonopoler på flere områder og tage hul på en række andre strukturelle reformer af økonomien.
Ny mand rusker op i den gamle orden
Det for mange overraskende valg af den hidtidig ret anonyme og stillegående Lourenco som ny præsident, varslede – foruden de mere obskure magtspil – både magtens (MPLA-styrets) kontinuitet og en erkendelse af nødvendigheden for nye kræfter ved roret i det regerende MPLA-parti, for hvem fastholdelse af magten og politiske prioriteter i stigende grad må være hægtet på et ønske, og en magtpåliggende nødvendighed, for reelle økonomiske reformer, økonomisk diversificering og en bredere funderet vækst. Lourencos magtovertagelse og dertilhørende bebudet reformpolitik er ikke mindst – igen, foruden landets obskure magtpolitik – et svar på den sårbarhed, som flere års faldende oliepriser har udstillet og en befolkning, hvis forventninger er vokset med fredsårene (årtiers borgerkrig blev afsluttet i 2002), mens de nu i årtier har set milliarder af oliedollars bortødslet af en egenrådig elite: Det anslås at Angola indtjente mindst 468 milliarder USD mellem 2002 og 2014, hvor oliepriserne mere end tredoblede samtidig med at olieproduktionen i landet blev fordoblet til næsten 2 millioner tønder om dagen.
Et flamboyant byggeboom i hovedstaden Luanda, dækker over, at der er gjort meget lidt for at udvikle resten af landet og andre økonomiske sektorer. (Om end en vis genopbygning af provinsbyerne og stigende investeringer i den engang så hæderkronede landbrugssektor retfærdigvis har fundet sted siden krigens afslutning – for at nævne to ting).
Læs også: Solen stiger i øst – også i Afrika
Læs også: Angola retter blikket mod landbruget
Men da tæppet blev trukket væk under oliemarkedet i 2015, så Angolas regering sig nødsaget til at nedbringe det offentlige budget med først 25 og siden 50 procent. I mellemtiden er tusindvis af arbejdspladser gået tabt, og stigende benzin- og fødevarepriser i landet har pustet fornyet liv i en voksende utilfredshed med regeringen i befolkningen – med øget indskrænkning af pressefriheden og anholdelse af journalister til følge.
Selvom medianindkomsten i Angola er 3,110 dollar, og dermed dobbelt så stor som gennemsnittet i Afrika syd for Sahara, lever to-tredjedel af befolkningen på mindre end 2 dollar om dagen, og mødre- og børnedødeligheden er blandt den højeste i verden.
Den voksende utilfredshed kan for alvor forventes at slå igennem i forbindelse med Angolas første lokalvalg nogensinde, som efter planen skal afholdes i 2020. Støtten til det regerende MPLA-parti er allerede faldet, fra 82 procent i 2008 til 61 procent ved parlamentsvalget sidste år, hvorpå Joao Lourencos blev indsat som præsident (2017). Landets andenstørste parti, UNITA, fik 26,7 procent af stemmerne ved samme valg.
I mellemtiden stiger statens gæld med hastig fart og ligger nu, ifølge de seneste tal fra Den Internationale Valutafond (IMF), på godt 60 procent af BNP, mens prisen på at låne flere penge er steget 5-6 gange siden 2014. Ifølge IMF, er “gælden høj, men ikke bekymrende” og ifølge chefen for IMF´s Afrikakontor, Ricardo Velloso, er landet i bedste diplomatisk jargon “på rette kurs med de igangværende reformer og fokus på bedre regeringførelse og makroøkonomisk stabilitet, hjulpet lidt på vej af den seneste tids bedre oliepriser”.
IMF forventer, at Angolas økonomi vil vokse med 2,25 procent i 2018 mod 1 procent i 2017, men Ricardo Velloso understreger i sin seneste afrapportering fra landet, at den beskedne vækst stadig er meget knyttet til, at oliepriserne ikke begynder at falde igen.
Under olieboomet mellem 2004 og 2014 voksede Angolas økonomi i gennemsnit med 10,3 procent om året.
Ifølge Velloso, bliver indførelsen af en moms-ordning, som træder i kraft fra d. 1. januar 2018, endnu et væsentligt skridt i den rigtige retning, som vil give staten en mere stabil og pålidelig skatteindtægt og dermed “bidrage til at reducere afhængigheden af olie.”.
Kamp mod korruption og opgør med Dos Santos-familien
Joao Lourenco har også kastet sig ud i en usædvanlig højtprofileret anti-korruptionkampagne samtidig med, at han stødt og roligt har løsnet Dos Santos-familiens greb om magten.
Eks-præsidentens hovedrige datter Isabel dos Santos er blevet fyret fra posten som bestyrelsesformand i Angolas statslige og livsgivende olieselskab Sonangol (en af de mest magtfulde positioner i landet), og hendes bror José Filomeno er siden blevet fyret som bestyrelsesformand for Angolas statslige investeringsfond, som følge af anklager om svindel, herunder ulovlige transaktioner af cirka 500 millioner dollar gennem bankkonti i London.
José Filomeno, som har forsøgt at dække sig ind under sin fars (eks-præsidentens) immunitet, har nu fået udrejseforbud fra Angola mens retssagen mod ham forberedes.
Det regerende MPLA-parti forventes også at droppe eks-præsidenten som partiets formand ved en kommende partikongres i september – og angolanske medier har for længst taget fløjlshandskerne af over for Dos Santos-dynastiet, som i dag udsættes for en offentlig kritik og fordømmelse, som var utænkelig for blot et år siden.
De seneste måneder er flere højtstående medlemmer af MPLA-partiet blevet fyret med anklager om korruption, og måske mest opsigtsvækkende er stabchefen i hæren og chefen for landets efterretningstjeneste blandt de seneste ofre for Lourencos kampagne.
Spørgsmålet på mange angolaners læber er nu, om Joao Lourenco, som indtil for et år siden var et nærmest ubeskrevet blad i angolansk politik (foruden sine tre år som forsvarsminister), virkelig har sat sig for at rydde op i butikken eller mest af alt er på charmeoffensiv og i færd med at vise, hvem der nu bestemmer i olieriget.
Hvor dybt præsidentens reformiver egentlig stikker, og hvor stort et mandat – og magt – han i så fald har, til for alvor at ryste posen og give ilt til landets enorme økonomiske potentiale, er det store spørgsmål, som angolanere nu stiller sig selv.
Og hvor længe Angolas stadig yngre befolkning (og nye fredsgeneration) vil vente på at se – og ikke bare høre – svaret, gør Joao Lourenco og MPLA givetvis også klogt i at spørge dem selv og hinanden om i mellemtiden.
