Det afrikanske san-folk er verdens ældste folkeslag med gener, der kan spores direkte tilbage til Homo Sapiens, de første moderne mennesker på vores planet. Det anslås, at der for cirka 2.000 år siden levede op til 400.000 san i det sydlige Afrika, og igennem alle årene har det semi-nomadiske folk levet i og af bushen, hvorfor de på et tidspunkt blev kendt som bushmen. Deres viden om naturen er akkumuleret og overleveret igennem utallige generationer: De kender til jagt på antiloper og rovdyr og indsamling af planter, rødder og bær til mad og medicinsk brug. De ved, hvordan man finder vand i den stenhårde undergrund, eller hvordan man vrider det ud af den omkringliggende vegetation.
San-folkets viden om og pagt med naturen har været midlet til deres overlevelse og har dannet grundlag for hele deres eksistens og identitet. Det vil sige indtil den dag i 1652, hvor et skib lagde til for foden af det store flade bjerg tæt på kontinentets sydlige spids. Da ophørte den naturlige ekvilibrisme.
Fra nu af begyndte san-folket nemlig at blive fordrevet fra sit oprindelige land. I Kalahari-ørkenen, der ligger mellem det nuværende Sydafrika, Namibia, Botswana, Zambia, Zimbabwe og Angola herskede der endnu nogenlunde fred og fordragelighed, men også det fandt sin ende, da europæerne med tyske Otto Von Bismarck i spidsen begyndte at optegne streger og landegrænser med en lineal på det afrikanske landkort under Berlinkonferencen i 1884-85. Nu kunne san-folket med ét ikke længere bevæge sig frit efter dyrene, regnen og naturen, som de altid havde gjort. Deres livsgrundlag blev taget fra dem.
En torn i øjet
De nye statsoverhoveder for de sydafrikanske lande gemte san-folket af vejen. Gjorde livet besværligt for dem. Fuldstændig ubegribeligt var det faktisk sådan, at den sydafrikanske regering helt op til år 1936 udstedte tilladelser til simpelthen at jagte og skyde san-folk. San’ernes umiddelbart simple livsstil gjorde det nemt at forsvare forestillingen om, at de også var simple mennesker, som man ikke behøvede at regne for noget – de var jo heller ikke til nogen gavn. I hvert fald ikke indtil starten af 1980’erne hvor sydafrikanerne kom i tanke om, at de alligevel godt kunne bruge san’ernes uforlignelige evner til at orientere sig og følge spor i naturen og hev dem ind i den verserende grænsekrig i området mellem Angola og det, der dengang kaldtes Sydvestafrika, nu Namibia, for at hjælpe apartheidregimet med at finde deres sorte modstandere i den ufremkommelige bush.
At san-folket hjalp det hvide apartheidstyre mod den sorte befolkning var på alle måder modstridende, men som så meget andet under apartheid var relationerne på tværs af farver mere komplicerede end som så, og det burde stå klart for enhver, at samarbejdet ikke var med san’ernes frie vilje. Ikke desto mindre må det have været en torn i øjet på den sorte befolkning, for da friheden endelig kom til Namibia og Sydafrika efter apartheids fald i starten af 1990’erne, og de sorte befolkninger fik magten, medførte det ingen positiv forandring for san-folket. Tværtimod.
Ikke plads
Præcis ligesom deres forgængere fandt heller ikke de nye regeringer nogen politisk værdi i de oprindelige folkeslag; med deres begrænsede antal udgør minoriteter jo ikke en anseelig valgskare og har traditionelt set ikke bidraget nævneværdigt til landets økonomi. Faktisk vil de allerhelst bare have noget jord og passe sig selv. Men den jord skal staten jo give dem og heri ligger problemet. For selvom san’erne er både beskedne og små af statur, fylder de meget. De har brug for plads at leve på. Selv i et land som Namibia, der med sine lidt over to en halv million indbyggere fordelt over et areal, der er 20 gange så stort som Danmarks, er der stadig ikke plads til san-folket, som med et nuværende antal på mellem 27-34.000 blot udgør lidt over en procent af landets befolkning.
Al jord i Namibia, der ikke lige er privatejet, er fælles, kommercialiseret eller ejet af staten. Der er simpelthen ingen steder, san-folket kan være i fred uden at komme i karambolage med enten myndigheder, erhverv eller andre individer. Dertil kommer at love og regler gør det strafbart at nedlægge vilde dyr uden tilladelse. I Botswana førte fundet af diamanter i undergrunden under The Central Kalahari Game Reserve, hvor størstedelen af landets san-befolkning ellers holdt til, at de blev smidt ud igen.
Ingen anerkendelse, ingen beskyttelse
Det har ikke skortet på forhindringer, der har gjort det umuligt for san-folket at leve et traditionelt liv, og i dag er dets status i regionen fortsat for nedadgående. Det er, som om de nye demokratiske regeringer i de tidligere apartheidstater og kolonier har glemt, hvad de egentlig kæmpede for dengang: Lige rettigheder for alle.
Ngo’en IWGIA arbejder med at beskytte oprindelige folk. I dens rapport Indigenous World 2021: Namibia kan man læse, at den namibiske regering ikke anerkender san-folket som et folkeslag. I stedet samler den alle landets kulturelle minoriteter under den stærkt forsimplede og dog så beskrivende fællesbetegnelse ”marginaliserede samfund” på trods af gruppens stærkt individuelle kulturelle forskelle. Smart, for når man vælger at undlade at kalde folk ved deres rigtige navn, behøver man jo heller ikke forholde sig til, hvem de er, eller hvilke behov de har.
Ifølge IWGIA’s The Indigenous World 2021: Botswana gør også regeringen i Botswana en dyd ud af ikke at skelne imellem folkeslagene, og der er derfor ikke nogen særregler der tager hensyn til san-folket og de fysiske rammer, der skal til, for at de kan fortsætte deres kulturelle overlevelse. I Sydafrika, hvor man ved overgangen til demokrati i 1994 valgte at indføre ikke mindre end 11 forskellige officielle sprog som repræsentative for landets kulturelle befolkningsgrupper, var det bemærkelsesværdige kliksprog ikke iblandt.
I rapporten The Indigenous World 2021: South Africa fra samme organisation kan man læse, at heller ikke i Sydafrika, som er i færd med en landreform, der skal give landarealer tilbage til deres oprindelige ejere, er san-folket omfattet og tilgodeset. Til gengæld har landets præsident, Cyril Ramaphosa, sidste år underskrevet et lovforslag, Traditional and Khoisan Leaders Bill (TKLA), der ses som en markering af en ny æra for san-folket, idet forhåndsgodkendte traditionelle og khoisan-ledere fremover kan tage beslutninger og underskrive aftaler om fællesejet jord – om loven bliver efterlevet i praksis, vil tiden vise.
Sammenstød mellem traditioner og moderne livsstil
Den generelle underkendelse af oprindelige befolkninger er pænt sagt overraskende for en region, der bryster sig af at have kæmpet hårdt for sine menneskerettigheder. Mindre pænt kan man sige, at det er både forkasteligt og dobbeltmoralsk.
Der er i dag omtrent 100.000 san-folk tilbage i det sydlige Afrika. Størstedelen af dem lever i yderområderne af byer eller på farme, hvor de har fundet arbejde langt væk fra deres oprindelige livsstil. Læderklæderne og de perlebesatte hovedbeklædninger er skiftet ud med spraglede t-shirts, skørter og bomuldsshorts. Stort set ingen san’er lever længere efter traditionerne.
Selvfølgelig kan man ikke se bort fra det faktum, at den moderne verden gør sit indtog i Afrika ligesom i hele resten af verden og lokker især de unge med teknologi og bekvemmelighed. Det er jo kun en naturlig og velsagtens uundgåelig udvikling. Civilisationen i denne sammenhæng virker bare så meget fattigere, end det san’erne kommer fra.
Louise Egedal-Johnson er BA i retorik og begynder på en kandidat i Afrikastudier på Københavns Universitet i september.
