Om under et halvt år udløber den nuværende FN klimafinansieringsaftale, hvori rige lande forpligtede sig til at betale 100 mia. USD årligt fra 2020-2025 til det globale syd.
De rige lande står historisk for størstedelen af de CO2-udledninger, der er hovedårsag til den klimakrise, vi i dag befinder os i, og som rammer de mest udsatte lande hårdest. Derfor besluttede man under COP15 i 2009, at de rige lande skal bidrage til, at de mest udsatte lande kan sikre sig mod klimakrisen.
Men når ledere fra de rige industrialiserede lande senere på året møder deres kollegaer fra det globale syd til COP29 i Aserbajdsjan, er tilliden på et lavpunkt. De første to år leverede rige lande ikke op til løftet om de 100 mia. Og siden 2023 har rige lande kun levet op til målet ved at tælle revl og krat med – herunder lån, der skal tilbagebetales.
Samtidigt kan lederne fra de rige lande – herunder Danmark – heller ikke se deres kollegaer i øjnene, når det gælder indfrielse af løftet om, at den lovede klimafinansiering vil være “ny og additionel”. For stik imod intentionen ydes klimafinansieringen i dag ikke i tillæg til udviklingsbistanden, men tages derimod fra den fattigdomsorienterede udviklingsbistand.
Det vil altså sige, at de fattigste lande, der rammes hårdest af den klimakrise, de er mindst skyld i, skal vælge mellem fattigdomsbekæmpelse og klimaløsninger.
Stik imod intentionen ydes klimafinansieringen i dag ikke i tillæg til udviklingsbistanden, men tages derimod fra den fattigdomsorienterede udviklingsbistand
De seneste opgørelser viser, at 93 procent af den klimafinansiering, der er indrapporteret af rige lande i perioden 2011-2020, blev taget fra udviklingsbistanden. Denne udhuling truer direkte opnåelsen af Verdensmålene, der i forvejen er bagud på finansiering.
Ifølge FN’s organisation for handel og udvikling står vi lige nu overfor et finansieringsgab på fire billioner dollars, hvis Verdensmålene skal opnås inden 2030. Vi står altså i en situation, hvor den eksisterende udviklingsbistand har brug for at blive øget og ikke udhulet.
Vandtætte skotter mellem ny klimafinansieringsaftale og udviklingsbistand
Til november er der så deadline for at vedtage en ny global aftale om klimafinansiering på klimatopmødet COP29. Deadlinen er en mulighed for at udbedre den alvorlige tillidskrise, der er opstået mellem nord og syd, efter at de rige lande endnu ikke har levet op til den nuværende aftale.
Det er samtidig en mulighed for igen at slå fast, at klimapengene skal lægges oven i udviklingsbistanden – ikke trækkes fra.
På midtvejs-klimamødet i Bonn tidligere på sommeren var forhandlingerne om det nye mål på sammenbruddets rand. En af årsagerne var netop, at de rige lande ikke vil lytte til det globale syds helt legitime krav om, at der skal sættes vandtætte skotter mellem klimafinansiering og udviklingsbistanden.
Hvis det ikke lykkes at få det krav med i aftalen, risikerer vi, at den bliver startskuddet til en ny tid i global udviklingspolitik, hvor udviklingsbistanden i endnu højere grad end i dag vil blive brugt til at finansiere klimaprojekter, Og hvor eksempelvis langsigtede indsatser for sundhed, uddannelse og ligestilling konstant skal retfærdiggøres som klimarelevante.
Danmark har før anerkendt behovet for ekstra midler til klima
Det er nu 54 år siden, at man på FN’s generalforsamling vedtog, at rige lande skulle levere mindst 0,7 procent af bruttonationalindkomsten (BNI) i udviklingsbistand.
Knap 40 år senere, i 2009, indgik man så klimafinansieringsaftalen om de 100 milliarder USD. Danmark levede op til dette i årene efter, at aftalen blev indgået, og gav klimabistanden i tillæg til de 0,7 procent fattigdomsreducerende udviklingsbistand.
Denne praksis er man desværre gået væk fra, og i dag tages al klimabistand fra udviklingsbistanden. I 2024 vil 35% af udviklingsbistanden gå til klimaformål. Danmark giver således 0,7% af BNI til udviklingsformål, men når man trækker klimabistanden fra, lander man på kun 0,46 % af BNI[NM3] .
Det er usolidarisk på denne måde at udhule udviklingsbistanden og sende regningen for klimakrisen videre til verdens fattigste.
Det vurderes, at det globale syd i 2030 vil skulle bruge 2.400 milliarder USD om året for at kunne dække omkostninger til både reduktioner, klimatilpasning og klimarelaterede tab og skader.
Det er 10 gange højere end den udviklingsbistand, OECD-landene tilsammen gav i 2023. Det siger derfor sig selv, at hvis man vil gøre et reelt forsøg på at imødekomme udviklingslandenes klimabehov, skal der flere penge på bordet.
Det er usolidarisk at udhule udviklingsbistanden og sende regningen for klimakrisen videre til verdens fattigste
I samme periode som skiftende danske regeringer under først Lars Løkke Rasmussen og dernæst Mette Frederiksen har taget klimapengene fra udviklingsbistanden, har de selvsamme regeringer faktisk anerkendt, at behovet for klimafinansiering er enormt.
Senest har ministeren for udvikling og globalt klima, Dan Jørgensen, netop udtalt, at der er behov for 2.400 milliarderUSD til klimafinansiering.
Klima og udvikling er ikke altid to sider af samme sag
Strategisk går Danmark i en retning, hvor klima og udvikling ses som to sider af samme sag. Det var blandt andet tydeligt at se i ministerens redegørelse om dansk udviklingssamarbejde tidligere i år.
Redegørelsen understregede, at vi ikke længere kan tænke klima og udvikling som to adskilte størrelser’, og den ansporer til et internationalt paradigmeskifte for samtænkning af fattigdomsbekæmpelse og tackling af klimaforandringer.
Redegørelsen bygger på en FN analyse, der viser, at der er store synergieffekter og økonomiske gevinster at hente ved at samtænke klimaindsatser med FN’s verdensmål. Denne pointe er vigtig og helt i tråd med civilsamfundets erfaringer og ønsker i efterhånden flere årtier: At klimaindsatser bidrager til fattigdomsbekæmpelse og fremmer menneskerettigheder, og at udviklings- og humanitære indsatser så vidt muligt bidrager positivt til lokale og nationale klimahandlingsplaner.
Når der er mulighed for synergi, skal den selvfølgelig udnyttes – ikke mindst i lande, hvor klimakrisen buldrer derudaf og efterlader sig et spor af ødelæggelser og tab af livsgrundlag, kultur og biodiversitet.
Men selvom klima og udvikling er to sider af samme sag, er det ikke to sider af samme mønt. For det koster ekstra at forebygge, afbøde og genopbygge efter klimakatastrofer. Skal der eksempelvis bygges en skole i et klimaudsat kystområde i Bangladesh, så skal den sikres mod voldsomt vejr. Og det koster nu engang mere, end hvis skolen ikke skulle klimasikres.
Det skal sikres, at en ny klimafinansieringsaftale har vandtætte skotter mellem klimafinansiering og udviklingsbistand
Det er urimeligt, og det underminerer fattigdomsbekæmpelse og opnåelse af verdensmålene, at udviklingsbistanden i dag skal dække både udviklingsbehov og de eskalerende udgifter forbundet med klimakrisen i det globale syd.
Dan Jørgensen har selv i sin redegørelse tidligere fremhævet arbejdet for LGBT+ rettigheder i Uganda som et godt eksempel på den klassiske kamp for rettigheder og fattigdomsbekæmpelse, der er central for dansk udviklingssamarbejde. Det er netop et eksempel på en indsats, som vil mangle, hvis hele udviklingsbistanden skulle bruges på synergiprojekter.
Som danske civilsamfundsaktører har vi en vigtig opgave frem mod og efter COP29: At understrege det graverende behov for klimamidler til udviklingslandene, og samtidig at slå ring om udviklingsbistanden. Det skal sikres, at en ny klimafinansieringsaftale har vandtætte skotter mellem klimafinansiering og udviklingsbistand, og Danmark skal bidrage til dette ved at sikre, at dansk klimabistand gives i tillæg til udviklingsbistand. Finansloven 2025 er et oplagt sted at starte.
Rasmus Stuhr Jakobsen er forperson i Globalt Fokus, og Julie Rosenkilde er forkvinde i 92-gruppen.
Ligger du inde med et emne, du gerne vil debattere? På Globalnyt er alle velkomne i vores debatsektion, så skriv endelig til: kontakt@globalnyt.dk.
