En våbenpakke til Israel er ikke kun imod USAs interesser, men også imod Israels interesser. Den eneste vej til reel sikkerhed for Israel er fred med Palæstina. USA kan hjælpe med at opnå dette ved at afslutte leveringen af ammunition til Israels brutale krig og ved at fremme den tostatsløsning, som international lov kræver.
Jeg har tidligere uddybet den diplomatiske vej til tostatsløsningen i en tidligere klumme for Common Dreams. Denne vej er stadig åben og bliver aktivt promoveret af de arabiske og islamiske lande og støttet af næsten hele verden.
Israels brutalitet i Gaza er ved at udvikle sig til en sand trussel mod Israels overlevelse. På grund af Israels ekstraordinære vold forener verden sig imod Israel, mens Israel lider massive militære tab. Utroligt nok opfordrer nogle israelske ledere nu åbent til en endnu større krig i Mellemøsten, en krig der meget vel kan ende som en total katastrofe for Israel.
Den voksende globale modstand mod Israels politik er ikke antisemitisk. Den er imod folkedrab. Den er også for fred, for Israel og for Palæstina. Hvis Israel afslutter folkedrabet, vil det afslutte den globale modstand, det nu står overfor.
At besejre Hamas er ikke Israels egentlige mål i Gaza
Den israelske regering argumenterer for, at den er i en dødelig kamp for overlevelse mod Hamas og derfor må tage enhver foranstaltning, herunder ødelæggelsen af Gaza, for at overleve. Dette er forkert. Der er ingen etisk, praktisk, juridisk eller geopolitisk grund til at ødelægge Gaza – dræbe titusinder af civile og fordrive to millioner mennesker – for at beskytte Israel mod de truslerne fra Hamas, trusler der kan forebygges eller kontrolleres.
I årene 2008-2022 dræbte Hamas og andre militante omkring 12 israelske civile om året, mens Israel sædvanligvis dræbte mindst ti gange så mange civile palæstinensere. Der var en stigning i 2014, da Israel invaderede Gaza, med 19 israelske civile døde mod 1.760 palæstinensiske civile. Hamas affyrer mange raketter, men næsten alle bliver opsnappet af Israels missilforsvar eller forårsager kun lille skade. Israel reagerer med periodiske massakrer (som i 2014) og mere regelmæssige luftangreb. Israelerne har endda en kynisk betegnelse for deres periodiske drab, nemlig at “slå græsset”. Det er almindelig viden i Israel, at Hamas længe har fungeret som en “lavpris” politisk rekvisit brugt af Netanyahu for at “bevise” over for israelerne, at en tostatsløsning er umulig.
I alle årene efter 2007 under Hamas’ styre i Gaza har Hamas aldrig erobret israelsk territorium, langt mindre truet Israels eksistens eller overlevelse. Hamas kunne end ikke gøre det, selv hvis det ville. Hamas har cirka 30.000 krigere sammenlignet med over 600.000 aktive og i reserven i det israelske forsvar, IDF. Hamas mangler et luftvåben, panserenheder, et militærindustrielt grundlag og enhver geografisk manøvredygtighed uden for Gaza.
Den 7. oktober foretog Hamas-krigere et overraskelsesangreb ind i Israel, som varede en skrækkelig dag. Dette afspejlede ikke en ny super-evne hos Hamas til at invadere Israel, men derimod et chokerende svigt i israelsk sikkerhedssystem. Israelske ledere havde ignoreret omfattende advarsler om et kommende Hamas-angreb og havde af uforklarlige grunde efterladt grænsen mellem Gaza og Israel alvorligt underbemandet. Endnu mere overraskende var det, at det gjorde de blot dage efter, at israelske ekstremister havde stormet al-Aqsa-moskeens område, et af islams helligste steder. Hamas udnyttede Israels overraskende sikkerhedsfejl ved at overskride grænsen i et angreb, der førte til omkring 1.100 israelske civile dødsfald og Hamas’ tilfangetagelse af 240 gidsler. Et ukendt antal israelske civile døde den dag som følge af israelske bombeangreb, og fordi de blev fanget i krydsild under IDF’s modangreb.
Ved at genbefæste grænsen til Gaza har Israel stoppet yderligere indtrængninger fra Hamas. Netanyahu har beordret ødelæggelsen af Gaza – ikke for at beskytte Israel mod Hamas, men for at gøre Gaza ubeboelig og dermed opfylde sin længe nærede intention om at sikre permanent israelsk herredømme over området. Netanyahu får den ekstra bonus at kunne klamre sig til magten på trods af hans andre alvorlige fejl.
Den israelske regerings mere grundlæggende mål er at befæste sin totale kontrol over “Stor-Israel”, hvilket betyder hele landet fra Jordanfloden til Middelhavet. Dets mål med indgrebet i Gaza er at presse befolkningen ud af området. Den 10. oktober erklærede Israels forsvarsminister Yoav Gallant, at “Gaza vil ikke vende tilbage til, hvad det var før. Vi vil fjerne alt.” For nylig talte Netanyahu om “frivillig migration” af Gazas befolkning – frivillig, vel at mærke, efter at Gaza er blevet lagt øde, og indbyggerne er blevet bedt om at evakuere. Metula-borgmester David Azoulai erklærede, at “hele Gazastriben skal være tom. Jævnet med jorden. Ligesom i Auschwitz. Lad det være et museum, så hele verden kan se, hvad Israel kan gøre. Lad ingen bosætte sig i Gazastriben, så hele verden kan se, for den 7. oktober var på en måde en anden Holocaust.” Han præciserede senere, at han gerne så Gazas befolkning “relokeret”, ikke myrdet. Senest opfordrede finansminister Bezalel Smotrich, en selverklæret fascist, til, at Gazas befolkning reduceres til 100.000-200.000 fra den nuværende befolkning på over 2 millioner. Israel havde fra starten af sin invasion af Gaza til hensigt at presse beboerne ind i Egypten, men Egypten nægtede kategorisk at deltage i etnisk udrensning.
I 1970’erne var målet om at dominere Palæstina for at skabe et Stor-israel som en jødisk stat en ydereligtgående tanke. Nu styrer det israelsk politik, delvist som følge af den enorme politiske vægt af hundredtusinder af israelske bosættere på den besatte Vestbred og Østjerusalem.
“Greater Israel”, defineret som Israel inden for grænserne før 1967-krigen, plus Gaza, Vestbredden og Østjerusalem, huser omtrent syv millioner jøder og syv millioner palæstinensiske muslimer og kristne. Israel kan kun styre Stor-Israel ved at kontrollere syv millioner palæstinensere eller ved at drive dem ud af ved hjælp af krig, vold og ekstrem diskrimination. Stræben efter Stor-Israel fører i praksis til, at Israel begår alvorlige forbrydelser mod det palæstinensiske folk. Den igangværende forbrydelse er apartheid-styret med dets alvorlige uretfærdigheder og ydmygelser. Den alvorligste forbrydelse er etnisk udrensning, som Israel forsøger i Gaza. Den alvorligste af alle er folkedrab, som vidnes i tusindvis af uskyldige civile dødsfald hver uge nu i Gaza.
Israels drejning mod ekstremisme
Det amerikanske folk skal forstå, at israelsk politik er blevet domineret af ekstremister, der blander religiøs iver med morderisk vold mod palæstinenserne. Denne ultravoldelige side af Israel er åbenlys i Israel, men er stadig stort set ukendt for den amerikanske offentlighed. Israels brutalitet i Gaza kommer som en overraskelse for mange amerikanere, men det er blevet normen, selvom nogle israelere uden tvivl benægter kendsgerningerne i de besatte områder. The Grayzone har sammensat en chokerende samling af israelske soldater og ledende personligheder, der fejrer palæstinensiske dødsfald.
Israels genocidale vold mod det palæstinensiske folk appellerer til en stor del af den israelske offentlighed af flere grunde. For det første lurer erindringen om Holocaust altid i skyggerne i Israel. Politikere som Netanyahu har længe skruet op for rædslen ved Holocaust for at hævde groft og falsk, at alle palæstinensere ønsker at dræbe alle jøder, så den voldelige undertrykkelse af palæstinenserne er en sag om liv og død for Israel. Selvfølgelig er der, som i enhver spiral af had, en selvopfyldende profeti i Netanyahus retorik og handlinger, hvilket fører til modreaktioner og had fra den anden side. Men i stedet for at forsøge at løse disse gennem dialog, interaktion, diplomati og fredsarbejde, bliver den hadets cyklus forstærket.
For det andet har ortodokse rabbinere udvidet sikkerhedsfortællingen ved at hævde, at Israel har en hellig ret til Palæstina, fordi Gud gav hele landet fra Jordanfloden til Middelhavet til israelitterne.
For det tredje, med 700.000 israelske bosættere på de palæstinensiske områder, der blev erobret i 1967, er Stor-Israel blevet et faktum for en stor del af den israelske befolkning med en betydelig stemme i israelsk politik. Disse bosættere flyttede ind i erobret territorium og insisterer nu ihærdigt på at forsvare deres bosættelser. FN’s Sikkerhedsråd (Resolution 2334) har utvetydigt erklæret, at Israels bosættelser i besatte palæstinensiske områder er i åbenlys overtrædelse af folkeretten, men Smotrich fra regeringen er en leder af bosætterbevægelsen.
Fremkomsten af denne voldelige gren af jødedommen går tilbage til begyndelsen af 1970’erne, lige efter Seksdageskrigen i 1967. Det politiske spørgsmål i Israel efter 1967 var, hvad man skulle gøre med det nybesatte palæstinensiske land. Med udgangspunkt i et forslag fra den israelske politiker Yigal Allon besluttede de israelske ledere at beholde Østjerusalem og etablere bosættelser på Vestbredden og i Gaza for at sætte “fakta på jorden” for at beskytte Israels sikkerhed. Fra begyndelsen tilsidesatte israelske regeringer FN’s Sikkerhedsråds Resolution 242 (1967), som afviste Israels tilegnelse af territorium ved krig.
Hvad der skete derefter, var skelsættende. Ultraortodokse jøder tog de israelske bosættelser i de besatte områder til sig som en del af et messiansk kald til at gøre Israel til “Herrens jordiske støtte” (her s. 69). I 1974 blev Gush Emunim lanceret som en ultranationalistisk religiøs bosætterbevægelse af tilhængere af fader-søn rabbinerne Abraham Isaac Kook og Zvi Yehuda Kook, hvis undervisning kombinerede landkravene fra Josuas Bog, talmudisk lov, hasidisk mystik, nationalisme og politisk aktivisme.
Den religiøse motivation for “Greater Israel” er, at Gud gav jøderne hele landet fra Jordanfloden til Middelhavet. I Josuas Bog, sandsynligvis færdiggjort i det 6. århundrede f.Kr., instruerer Gud israelitterne, der ankommer fra Egypten efter 40 års ørkenvandring, om at udrydde nationerne i Kanaan for at tage landet til sig selv. Gud lover landet, der strækker sig “fra Negev-ørkenen i syd til Libanons bjerge i nord, fra Eufratfloden i øst til Middelhavet i vest, inklusive alt landet til Hittiternes land.” (Josuas Bog 1:4). Med Guds støtte begår Josuas hære en række folkedrab for at erobre landet.
Denne ekstremt voldelige tekst og relaterede dele af Bibelen (såsom udryddelsen af amalekitterne i Samuels Bog) er blevet afgørende referencepunkter for højreorienterede israelere, både religiøse og sekulære. Som følge heraf forfølger dagens Israel en messiansk vision fra det 6. århundrede f.Kr. om at sikre hele Palæstina for jøderne. Tilhængere af Stor-Israel betegner ofte modstandere af denne ideologi som antisemitter, men det er skudt vildt forbi målet, som den tidligere administrerende direktør for Harvard, Hillel, har argumenteret overbevisende for. Modstandere af Stor-Israel er imod ekstremisme og uretfærdighed, ikke imod jødedom.
Den jødiske bosætterbevægelse førte til en morderisk foragt for palæstinenserne. I sin bog “Jewish Fundamentalism in Israel” gør professor Israel Shahak opmærksom på de religiøse brandtaler fra rabbiner Eliezer Waldman, en leder af bosætterne på Vestbredden:
“Lad os sige det klart og stærkt: Vi besætter ikke fremmede områder i Judea og Samaria [Vestbredden]. Dette er vores gamle hjem. Og tak Gud, at vi har bragt det tilbage til livet … Vores ansvar over for den jødiske tro og forløsning befaler os at tale med en stærk og klar stemme. Den guddommelige proces med at forene vores folk og vores land må ikke blive overskygget og svækket af tilsyneladende logiske begreber om “sikkerhed” og “diplomati”. De fordrejer kun sandheden og svækker retfærdigheden i vores sag, som er indgraveret i vores eksklusive nationale rettigheder til vores land. Vi er et folk af tro. Dette er kernen i vores evige identitet og hemmeligheden bag vores fortsatte eksistens under alle forhold.” [2002]
I “Jewish History – Jewish Religion” (2. udgave, 2008) citerer Shahak chefrabbineren for den centrale regionale kommando for den israelske hær i 1973: “I krig, når vores styrker stormer fjenden, er de tilladt og endda pålagt af Halakhah (jødisk lov) at dræbe selv gode [palæstinensiske] civile, det vil sige civile, der åbenbart er gode” (s. 76).
Taktikken med at bruge vold til at provokere masseudvandring af palæstinensere har været en del af Israels strategi fra begyndelsen. På tærsklen til Israels uafhængighed, i 1947-48, brugte jødiske militante grupper terror for at fremprovokere en massemigration af hundredtusinder af palæstinensere i en beskidt proces, som palæstinenserne kalder nakba (“katastrofe” på arabisk).
Netanyahus regering har til hensigt at gentage nakba i krigen i Gaza ved at tvinge indbyggerne til at flygte til nabolandet Egypten eller andre dele af den arabiske Mellemøsten. Men i modsætning til i 1947-48, ser verden til i realtid, og udtrykker forfærdelse over Israels åbenlyse forsøg på etnisk udrensning. Egypten gav klart Israel og USA besked om, at det ikke ville deltage i Israels etniske udrensning og ikke ville acceptere en strøm af flygtninge fra Gaza.
Jagten på Stor-Israel er dømt til at mislykkes
Israels forsøg på voldeligt at skabe et “Greater Israel” vil mislykkes. De israelske forsvarsstyrker lider massive tab i den brutale bykrig i Gaza. Mens Israel har dræbt mere end 20.000 palæstinensere, primært kvinder og børn, har det ikke ødelagt Hamas’ evne til at modstå Israels invasion. IDF-ledere siger, at kampen mod Hamas vil kræve mange måneder mere, men længe før det vil den globale modstand sandsynligvis blive uoverstigelig.
I desperation ønsker israelske ledere som forsvarsminister Benny Gantz at udvide krigen til Libanon og sandsynligvis til Iran. Amerikanske hardlinere som den republikanske senator Lindsey Graham fra South Carolina har pligtskyldigt og forudsigeligt meldt sig ind med en opfordring til krig mellem USA og Iran. Denne israelske taktik vil sandsynligvis også mislykkes. USA er ikke i stand til at føre en større krig i Mellemøsten, efter at have trukket på sit lager af ammunition i Ukraine og Gaza. Det amerikanske folk er også stærkt imod endnu en amerikansk krig, og dets modstand vil blive hørt i et valgår, selv af en kongres i lommen på militær-industrielle kompleks.
Israels diplomatiske tilbageslag vil, medmindre det ændrer sig, vise sig ødelæggende. Israel har blødt politisk støtte globalt. Ved en nylig afstemning i FN’s Generalforsamling stemte 174 lande, med 94 procent af verdensbefolkningen, for palæstinensisk politisk selvbestemmelse, mens kun 4 lande med 4 procent af verdensbefolkningen – Israel, USA, Mikronesien og Nauru – stemte imod (yderligere 15 lande undlod at stemme eller stemte ikke). Israels hårde militarisme har forenet verden imod det.
Israel regner nu udelukkende med sin eneste tilbageværende støtte, USA, men amerikansk støtte svækkes også. Med en stor margin, 59 procent for og 19 procent imod, støtter amerikanerne en våbenhvile. Amerikanerne støtter Israels sikkerhed, men ikke dets ekstremisme. Selvfølgelig har Amerika sine egne kristne og jødiske ildsjæle, der baserer deres politik på en bogstavelig og ortodoks læsning, men de udgør en minoritet af den offentlige mening. Amerikansk støtte til Israel afhænger af tostatsløsningen. Biden ved det og har gentaget USAs støtte til tostatsløsningen, selv mens USA leverer ammunition til Israels krig mod Gaza.
Mens amerikanske jøder generelt støtter Israel, støtter de ikke Israels religiøse messianisme. I en 2020 Pew-undersøgelse troede kun 30 procent af amerikanske jøder, at “Gud gav landet, der nu er Israel, til det jødiske folk.” 63 procent troede på muligheden for fred mellem Israel og Palæstina gennem to-statsløsningen. Kun 33 procent troede i 2020 på, at den israelske regering gjorde oprigtige bestræbelser på fred med palæstinenserne.
Selv ortodokse amerikanske jøder er uenige om spørgsmålet om Stor-Israel. Nogle ortodokse jødiske samfund som Chabad tror på det bibelsk motiverede Stor-Israel, mens andre som Satmar-samfundet (også kendt som Naturei Karta) er anti-zionister og åbne kritikere af Israels krig mod det palæstinensiske folk, idet de hævder, at jødedom er en religion, ikke et national koncept. Satmar-samfundet mener, at genoplivningen af det jødiske hjemland skal følge Guds tidsplan, ikke en zionistisk tidsplan.
At støtte Israels ekstremisme er ikke i USAs interesse
USA har leveret ammunition til Israels brutale krig. Denne medvirken har ført til et palæstinensisk sagsanlæg, der anklager den amerikanske regering for overtrædelser af folkedrabskonventionen. Som led i denne retlige bestræbelse har det USA-baserede Center for Constitutional Rights systematisk dokumenteret genocidale udtalelser fra israelske ledere her og der.
USA står også over for alvorlig og omkostningsfuld diplomatisk isolation, mens det forsvarer Israels uanstændige handlinger. I nylige afstemninger i FN’s Sikkerhedsråd og FN’s Generalforsamling har USA stået næsten alene i sin støtte til Israels hypervoldelige og uretfærdige handlinger. Dette skader USA på utallige andre områder af udenrigspolitiken og i den globale økonomi.
Det føderale budget i USA er også under enormt pres fra militærrelaterede udgifter, der vil nå omkring 1,5 billioner dollars i alt i 2024. Det amerikanske folk har fået nok af de voksende militære udgifter, som har været en central faktor i at hæve den offentlige gæld fra omkring 35 procent af BNP i 2000 til omkring 100 procent af BNP i dag. Med stigende gæld og stigende rentesatser på bolig- og forbrugslån modsætter offentligheden sig Bidens forslag til at oparbejde et større underskud for at finansiere krigene i Ukraine og Gaza og vil kraftigt modsætte sig en bredere krig i Mellemøsten, især en der ville trække USA ind i direkte kamp.
Selvfølgelig har USA’s støtte til Israel tilsyneladende været ubegrænset i amerikansk politik. Israel-lobbyen – en magtfuld sammenslutning af israelske politikere og velhavende amerikanere – har spillet en stor rolle i opbygningen af denne stærke støtte. Israel-lobbyen gav 30 millioner dollars i kampagnebidrag til kongressen i 2022 og vil give meget mere i 2024. Alligevel står lobbyen over for offentlighedens voksende modstand mod Israels brutalitet i Gaza.
To-statsløsningen er Israels ægte chance for fred og sikkerhed
Israels ledere og diplomater skal indstille råbene om, at kritikere er antisemitter, og lytte til, hvad verden faktisk siger: Israel og Palæstina skal leve side om side baseret på international lov og gensidig sikkerhed. Støtten til en to-statsløsning er støtte til fred og sikkerhed for det jødiske folk i staten Israel, ligesom det er støtte til fred og sikkerhed for det palæstinensiske folk i deres egen stat. Tværtimod er støtten til Israels folkedrab i Gaza og dermed til anti-israelske (og anti-amerikanske) holdninger over hele verden antitetisk for Israels langsigtede sikkerhed og måske endda statens overlevelse. De arabiske og islamiske stater har gentagne gange erklæret deres vilje til at normalisere forholdet til Israel inden for rammerne af to-statsløsningen. Dette går tilbage til det arabiske fredsinitiativ fra 2002 og inkluderer den vigtige endelige erklæring fra det ekstraordinære fælles arabiske-islamiske topmøde i Riyadh den 11. november 2023. USA og de arabiske lande bør hurtigt blive enige om at etablere en fælles fredsbevarende styrke for at holde begge sider sikre i forbindelse med implementeringen af to-statsløsningen.
Mange brændende religiøse bosættere vil kraftigt modsætte sig en palæstinensisk stat og hævde deres ret til at gøre det baseret på gamle bibelske tekster. Men formålet med jødedommen er ikke at herske over millioner af palæstinensere eller at etnisk udrense dem. Det virkelige formål er ikke at provokere global fordømmelse, men at bruge fornuft og velvilje for at finde fred. Som Hillel den Ældre erklærede: “Alt hvad der er hadefuldt og ubehageligt for dig, skal du ikke gøre mod dit medmenneske. Dette er hele Toráen; resten er kommentarer. Gå og lær.” Det virkelige formål er at opfylde den etiske vision af profeten Esajas (2:4), der profeterede, at “folk skal smede deres sværd til plovjern og deres spyd til beskæringsknive: folk skal ikke løfte sværd mod nation, ejheller skal de lære krig mere.” Sådan må det være.
Jeffrey Sachs er professor i økonomi og direktør for Center for Sustainable Development på Columbia Universitety i New York. Han er formand for FN’s Netværk for Bæredygtige Løsninger og har blandt andet været rådgiver for de seneste tre generalsekretærer i FN. Han er uddannet fra Harvard Universitet, forfatter til en masse bøger, har redigeret endnu flere, været rådgiver for en række regeringer i flere lande og er blevet tildelt 42 æresdoktorgrader samt adskillige priser.
Denne artikel er først publiceret på Jeffrey Sachs egen hjemmeside og på Common Dreams. Den bliver bragt i Globalnyt efter aftale med forfatteren og er oversat af Kirsten Larsen.
