Henrik Søborg er lektor emeritus i internationale udviklingsstudier ved Roskilde Universitet og forsker bl.a. i Sydøstasiens politiske og økonomiske udvikling.
Der blæser nye politiske vinde over Malaysia.
Efter parlamentsvalget i november 2022 er det stabile autoritære parlamentariske regime nået til en korsvej. Den hidtil politisk dominerende regeringskoalition Barisan Nasional (BN) mistede sit flertal i parlamentet, og en liberal pluralistisk koalition, Pakatan Harapan (PH), opnåede politisk flertal.
Eftersom denne politiske koalition kun i kort tid har haft den politiske magt, er det svært at sige noget præcist om, hvor meget den vil kunne ændre på det malaysiske politiske landskab. Men hvis den kan opnå fodfæste i dette politiske landskab i den kommende fireårige valgperiode, vil der sandsynligvis komme opbrud i et autoritært parlamentarisk regime, der har domineret Malaysia i flere årtier.
Det er spændende at se, hvordan PH-koalitionen forsøger at etablere dette fodfæste, og hvilke sociale og religiøse kræfter, der prøver at forhindre dem i det.
61 års ubrudt magt
For at forstå PH-koalitionens situation er vi nødt til at tage et historisk tilbageblik på Malaysias politiske historie.
I mange valgperioder har koalitionen haft to tredjedele af pladserne i parlamentet og dermed den konstitutionelle ret til at fremsætte og vedtage love uden fremlæggelse i parlamentet
Landets autoritære parlamentariske regime går tilbage til uafhængigheden af det britiske kolonistyre i 1957 og frem til parlamentsvalget i 2018.
Frem til 1973 bestod regimet af en alliancekoalition af tre partier, det dominerende United Malay National Organisation og de to mindre partier Malaysian Chinese Association og Malaysian Indian Congress.
I 1973 blev BN-koalitionen dannet som en direkte afløser af treparti-alliancen. Det skete i kølvandet på et dårligt valg i 1969 og det traumatiske oprør i maj samme år, hvor malajerne gjorde oprør mod deres status som økonomiske og sociale andenrangsborgere i forhold til navnlig etniske kinesere. Det forsøgte man efterfølgende at rette op på gennem etnisk favorisering af malajerne. BA-koalitionen fik bred vælgermæssig opbakning til denne politik og cementerede senere sin magtposition med den stærke økonomiske vækst op gennem de tidligere 1980- og midt-90’ere.
I mange valgperioder har koalitionen haft to tredjedele af pladserne i parlamentet og dermed den konstitutionelle ret til at fremsætte og vedtage love uden fremlæggelse i parlamentet. Men i 2018 skete der noget historisk. BN-koalitionsregeringens magt blev brudt, men kun for en kort bemærkning.
Gamle kamphaner forenes
Blot to år fik den nye regering ved magten. Det kortvarige magtskifte skyldtes at den var skrøbelig med de to tidligere kamphaner, Mahathir Mohamad og Anwar Ibrahim i spidsen. Flere af de valgte i denne koalition faldt fra og gik tilbage til BN-koalitionen, som i 2020 genvinde magten.
Med genetableringen af magten så kort tid efter viste den politiske og økonomiske elite, at de var i stand til at udskyde et politisk regimeskifte.
Den dengang 93-årige Mahathir Mohamad havde allerede bestredet premierministerposten i årene 1981 til 2003. Alligevel gjorde han i 2018 comeback på den politiske scene som en reaktion på den korruption, der gennemsyrede BN-koalitionen, og som kulminerede, da den daværende premierminister Najib Razak’s blev taget i at overføre mere end en milliard malaysisk ringgit til sin private konto.
Mahathir dannede et nyt parti, Bersatu, og gik i alliance med Parti Keadilan Rakyat (People Justice Party) ledet af Anwar Ibrahim.
Anwar stod for en liberal demokratisk linje med vægt på en mere markedsorienteret økonomi, hvilket han allerede viste som finansminister i 1990’erne under Mahathir. Mahathir derimod gik ind for kapitalkontrol og statslig kautionering af krakkede banker og store regeringstilknyttede virksomheder.
Mahathir fastholdt den autoritære repressive linje og gjorde Anwar tavs ved at sætte ham i fængsel. Deres interne stridigheder til trods forsonedes de to op til valget i 2018, og Mahathir gik med til at støtte en liberal demokratisk reformlinje i sin kamp mod sit gamle parti og BA-koalitionen.
Under deres korte regeringsperiode nåede Mahathir og Anwar ikke at ændre meget i Malaysias politiske landskab. Men i 2022 genvandt Anwar premierministerposten med en ny koalition, og det skal nu vise sig om den kan finde mere fodfæste for en liberal pluralistisk linje.
Flere lighedspunkter med Indonesien
Under valgkampen i november 2022 kæmpede tre koalitionsblokke om den politiske magt. BN kæmpede for den siddende regering. Overfor stod centrum-venstre-koalitionen Pakatan Harapan (PH) ledet af Anwar. Og til sidst den religiøse konservative koalition med Parti Islam SeMalaysia (PAS) og Bersatu, Parikan Nasional (PN).
Det interessante er, at den har flere lighedspunkter med den regeringskoalition, der har været dominerende i Indonesien de seneste otte år.
Under forhandlingerne spillede Anwar sine kort godt. Han gik i alliance med BN-koalitionsblokken, der mistede mange af sine pladser i parlamentet, men som stadig har stærke forbindelser til den økonomiske og politiske elite. Denne koalition støttede kongen og sultanerne, der ikke var interesserede i at støtte den religiøse konservative blok.
Anwar har nu dannet en regeringskoalition, der er mere pluralistisk end oppositionen. Det interessante er, at den har flere lighedspunkter med den regeringskoalition, der har været dominerende i Indonesien de seneste otte år.
Her har Joko Widodo med stor succes dannet bro mellem den gamle og nye magtelite ved at indgå en regeringskoalition mellem sit eget parti og Golka-partiet, der var det dominerende parti under regimet fra 1968 til 1998.
Siden valget i november 2022 har PH- og BN-koalitionen gjort forsøg på at befæste sin position i det politiske landskab i Malaysia. To politiske udspil kan tjene som eksempel.
Det første er frisættelsen af alle chefer og bestyrelsesmedlemmer i regeringstilknyttede virksomheder, de såkaldte Governnment-Linked Investment Companies (GLIC) og Government- Linked Companies (GLC).
Når den nye regering retter blikket mod disse virksomheder, skyldes det, at de med deres enorme økonomiske dominans har været mistænkt for at være arnested for korruption og kleptokratisk adfærd gennem årene.
De to virksomheder administrerer værdier for mere end 1,7 billioner malaysiske ringgit. Det svarer til omkring 120 procent af Malaysias BNP eller en tredjedel af den samlede aktieværdi på den malaysiske børs. Disse.
Frisættelsen af alle chefer og bestyrelsesmedlemmer har først og fremmest en politisk signalværdi. Ligesom ved valget i 2018 var der i 2022 fokus på korruption. Anwar Ibrahim lovede under valgkampen, at han efter valget ville sætte ind over for korruption i malaysisk økonomi og politik.
Næret af stigende priser og forringede levevilkår er der efterhånden stor opbakning til en sådan kamp mod korruption. Det gælder ikke kun arbejderklassen og middelklassen i byerne.
Utilfredsheden har også været stigende blandt erhvervsdrivende, der ikke har forbindelse til de regeringstilknyttede fonde og virksomheder. Utilfredsheden er i høj grad forbundet med BA-koalitionen og er en væsentlig årsag til deres dårlige valgresultater ved valgene i 2018 og 2022.
Økonomiske reformer til fordel for de fattige
Et andet opsigtsvækkende udspil fra den nye koalition er det nye budgetforslag for 2023.
Budgetforslaget signalerer, at det vil gøre et forsøg på at gøre op med den stigende ulighed i det malaysiske samfund
Budgetforslaget signalerer, at det vil gøre et forsøg på at gøre op med den stigende ulighed i det malaysiske samfund. Der bliver afsat 97 milliarder malaysiske ringgit (mod 71.6 milliarder i 2022) til udviklingsinitiativer, der navnligt skal komme den fattige landbefolkning til gode.
Beskatningssatserne for de lavere indkomstgrupper bliver sat ned fra 8 til 6 procent. For mellemindkomstgruppen bliver beskatningsprocenten sat ned fra 13 til 10 procent. Og beskatningen bliver sat op for den højere indkomstgruppe fra 24 til 28 procent.
Regeringen bliver kritiseret for, at den vil gennemføre disse skattelettelser gennem underskud på budgettet. Ifølge kritikere anviser den ikke, hvordan den vil øge statens indtægter udover øget beskatning af de højere indkomster og udenlandske multinationale virksomheder.
Regeringen oplyser heller ikke, hvor store indtægter man forventer fra det statslige olieselskab Petronas, der tidligere har stået for 49 procent af de statslige indtægter.
Regeringen i modvind
Med disse udspil forsøger den nye regering at holde momentum og politisk opbakning fra brede vælgergrupper til at ændre det politiske regime.
Og den sejler ikke i smult vand. Den Internationale Valutafond forudsiger ikke stigende vækstrater for 2023 og inflationen inden for fødevare og transport ser ikke ud til at være på nedadgående.
Regeringen bliver sandsynligvis udsat for et pres for yderligere kompensationer for disse prisstigninger. Dertil kommer, at der er problemer med relativ høj arbejdsløshed blandt 15- til 34-årige.
I parlamentet har regeringen ikke medvind, selv om den har en flertalskoalition som parlamentarisk grundlag.
Det bliver interessant at følge om den nye regeringskoalition er i stand til at begrænse de religiøse og konservative kræfters indflydelse
Der er stærke antidemokratiske og konservative kræfter i og uden for parlamentet, navnlig repræsenteret af PAS, det malaj-muslimske parti. De ønsker ikke større forandringer i det malaysiske samfund. De går imod afskaffelsen af den etniske fortrinspolitik (for malajer), der som tidligere nævnt blev indført i begyndelsen af 1970’erne og som giver malajer fortrinsret til en række sociale og økonomiske goder.
Lykkedes det at styrke demokratisk pluralisme?
Det bliver interessant at følge om den nye regeringskoalition er i stand til at begrænse de religiøse og konservative kræfters indflydelse. De forsøger med den tidligere regerings malaj-etniske fortrinsdagsorden at slå sprækker i den nye regerings sammenhold.
Det er en stor udfordring for Anwars’ regering, der har sin største vælgermæssige opbakning i de større byers voksende middelklasse, at dæmme op for de religiøse og konservative kræfter, der særligt trives på landet og på østkysten.
Hvis vi igen ser på Indonesien og Widodos regeringskoalition, er det lykkedes for den at dæmme op for de religiøse og konservative kræfters politiske indflydelse. Det er en stor udfordring for Anwars regering at gøre det samme. Men hvis det lykkedes med opbakning fra den voksende middelklasse, vil hans regering stå styrket til at gennemføre nye reformer, bl.a. en begrænsning i den sociale og økonomiske ulighed gennem skatte- og uddannelsesreformer.
En anden stor udfordring er at dæmpe korruptionen, der som påpeget i mange år har gennemsyret den økonomiske og politiske elite. Anwars udrensning i toppen af de regeringstilknyttede fonde og virksomheder er et første skridt. Hvis han kan komme videre med at dæmpe korruptionen, vil det være en bedrift i en sydøstasiatisk sammenhæng, hvor korruption er reglen snarere end undtagelsen.
