Verdens største flygtningekrise er stadig den syriske

”Vi vil allerhelst tilbage til Syrien, men det er umuligt lige nu.” Sådan lød det svar, vi fra Udviklingspolitisk Råd (UPR) hørte gang på gang, når vi spurgte syriske flygtninge i Jordan og Libanon, om de planlagde at tage tilbage til deres hjemland.

Og ifølge FN’s flygtningeorganisation UNHCR er denne udtalelse i overensstemmelse med de data, som organisationen regelmæssigt samler ind. 97 procent af de cirka syv millioner syrere, der er flygtet fra krigen i hjemlandet vil helst tilbage. Men kun 2,4 procent af dem vendte rent faktisk hjem i 2021.

UPR var i maj måned på besigtigelsesrejse i Jordan og Libanon primært for at blive klogere på de syriske flygtninges situation i disse lande – og på det arbejde blandt syrere og værtssamfundene, som Danmark støtter med udviklingsbistanden. I dette indlæg beretter jeg om mine væsentligste indtryk (der ikke nødvendigvis svarer til hele UPRs).

Flygtede fra krig, vendte hjem til Helvede

Der er mange årsager til, at syrerne ikke kan vende tilbage, men den vigtigste er, at det er for farligt; de føler sig simpelthen ikke sikre. De unge mænd frygter at blive tvangsrekrutteret til Assads hær.

Dertil kommer, at der oftest intet er tilbage af det, de forlod: Store dele af de områder, hvorfra flygtningene kommer, ligger i ruiner. Skolerne og sundhedsklinikkerne i lokalsamfundene eksisterer ikke længere.

”Vi flygtede fra krig og vendte tilbage til Helvede,” siger nogle af dem, der har gjort forsøget.

I en såkaldt uformel teltlejr i Libanons Bekaa-dal tager en syrisk familie imod. De sidder på gulvet midt i det ene rum ud af tre i et stort telt, der huser 16 personer. Der er meget sparsomt med møblement og meget ryddeligt. Familien undskylder, at de ikke er i stand til at byde os noget. De har tydeligvis knapt nok mad til sig selv.

De fortæller om deres liv før flugten. Faren havde job i en bank og drev også sin egen lille taxa-virksomhed. Børnene gik i skole. To sønner fik rigtig gode karakterer og havde planer om at læse henholdsvis medicin og jura.

Da krigen kom, var den store dreng 12 år. Han har ikke modtaget formel undervisning siden, for i Libanon har de ikke haft råd til at sende børnene i skole. Faren har været syg, har mistet sit ene ben, og familien har derfor hospitalsgæld, men næsten ingen indtjening. To af børnene har nu landbrugsarbejde udenfor lejren. Resten hjælper til med de mindre børn.

Frygter permanente flygtningelejre

Familiens situation virker håbløs. Men den er slet ikke atypisk. Den libanesiske regering vurderer, at der er halvanden million syriske flygtninge i Libanon. Nogle af de første, der ankom, blev integreret i lokalsamfundene og fandt arbejde. I Libanon må syriske flygtninge, i modsætning til i Danmark, arbejde i landbrug og i industrien.

Men mange endte i uformelle teltlejre. Libanons regering er bange for at kalde dem flygtningelejre, fordi den frygter, det kan ende med at blive permanent. En erfaring, Libanon har gjort med de palæstinensiske flygtningelejre, som er 50-75 år gamle. Libanon er med sine 6,8 millioner indbyggere det land i verden, der huser flest flygtninge per indbygger.

Vi besøger en borgmester, som i sin kommune, hvor der er 15.000 lokale indbyggere, har 27.000 syriske flygtninge.

”Mange af libaneserne i min kommune er fattige,” fortæller han. ”Men de oplever, at det er syrere der modtager bistand. Der er konkurrence om jobbene. Og affaldshåndtering er et problem. Alligevel er der ingen store konflikter,” siger han.

Libanon er i en dyb økonomisk og politisk krise efter eksplosionen på havnen i 2020, der afslørede hvor galt det stod til med magtmisbrug og korruption. Og efter corona-nedlukninger, der lagde låg på den allerede haltende økonomi, er krisen forværret. Mange har mistet deres jobs eller set deres lønninger blive udhulet af en galopperende inflation.

Endelig har Ukraine-krigens konsekvenser for energi- og fødevarepriser givet et sidste skub nedad til en økonomi, der i forvejen var i frit fald. 95 procent af Libanons hvedeimport kom fra Ukraine eller Rusland. ”Hvor uheldig kan et land blive?,” spørger Verdensbankens regionale direktør, da vi møder ham, med reference til det sammenfald af både de selvskabte politiske og økonomiske faktorer og de udefrakommende begivenheder, der har skudt landet i sænk.

Flygtningene er i den grad påvirket af den økonomiske krise. Mange af dem lever i ekstrem fattigdom og cirka halvdelen af børnene kommer ikke i skole. På grund af de stigende priser ser mange familier sig nødsaget til at tage børnene ud af skolen, så de kan forsøge at tjene lidt penge i stedet (man kalder det ’negative coping mechanisms’).

Men når børnene ikke er i skole, er der større risiko for, at de får børn i en meget tidlig alder. På trods af den svære – ja, ofte håbløse – situation, flygtningene befinder sig i, vender de ikke tilbage, selvom mange af dem bor 30 km fra grænsen til Syrien.

Flygtninge er et emne i valgkampen – ikke kun i Danmark

Men hvor længe kan flygtningene blive i disse nabolande? Det står noget bedre til i Jordan end i Libanon. Jordan lukkede for grænserne i 2012, efter at cirka 750,000 syrere var kommet ind i landet. Men også i Jordan er der grænser for, hvor længe flygtningene kan blive. Begge landes regeringer er begyndt at tale om hjemsendelse. I det nyligt overståede valg i Libanon blev flygtningenes retur til Syrien til et ’hot’ emne i valgkampen.

Ligesom i Danmark mener mange partier, at de kan vinde stemmer på at ville sende flygtninge retur. Hjemsendelsesdagsordenen betyder, at det er svært for hjælpeorganisationer at give langsigtet bistand. Lige så snart talen kommer på bedre boligforhold eller jobskabelse, ja, så frygter regeringerne, at flygtningene vil blive.

Jordan og Libanon bærer en stor byrde og har gjort det i foreløbig tolv år. De leverer et ’global public good’ ved at huse så mange syriske flygtninge. Derfor bliver de også støttet af verdenssamfundet, inklusive Danmark. Men det er svært at give effektiv støtte, der mere langsigtet kan skabe jobs og sikre overlevelse for både flygtninge og lokalsamfund.

Danmarks partnerorganisationer forsøger at koble den umiddelbare humanitære bistand med mere langsigtede indsatser, som kan give flygtninge og værtssamfund bedre fremtidsudsigter. Og de gør det godt, for eksempel ved at støtte faglig efteruddannelse og iværksætteri, selvom sådanne projekter kun når ud til fåtallet. Syrerne bliver generelt betegnet som dygtige iværksættere og nemme at integrere.

Men netop fordi flygtningenes situation er defineret som midlertidig bliver det langsigtede svært.

Hjemsendelse er umulig

Organisationerne vil gerne kunne hjælpe med at gøre vilkårene lidt nemmere inde i Syrien. Så vil flere måske også kunne vende tilbage. Der er over syv millioner internt fordrevne i Syrien, som har det endnu værre end de flygtninge, vi mødte i Libanon.

Millioner af internt fordrevne børn går ikke i skole. Mange bor i teltlejre, hvor forholdene bliver umenneskelige om vinteren. Samtidig snakker vi ikke med Assad-regimet, hvilket gør indsatser i Syrien meget vanskelige. Men hvis der ikke er en politisk dialog, kan der heller ikke være nogen genopbygning af Syrien.

Der er altså rigtig mange dilemmaer. Efter vores tur står det klart, at selvom Danmark med sin støtte hjælper både vilkårene for flygtninge og lokalsamfundene, så ved vi stadig for lidt om, hvordan den humanitære indsats kan kobles optimalt med både freds-og genopbygningstiltag i Syrien samt med en mere langsigtet udviklingsindsats.

Det står også klart, at vi savner en debat om balancen mellem den humanitære og den langsigtede udviklingsbistand. Og endelig står det lysende klart, at antagelsen hos den danske regering om, at man kan sende syriske flygtninge hjem også er forkert.

Anne Mette Kjær er professor ved Aarhus Universitet og forperson for Udviklingspolitisk Råd. Indlægget har hun dog skrevet på egne vegne og ikke på rådets vegne.

Udviklingspolitisk Råd har til opgave at yde udviklingsministeren strategisk og faglig rådgivning om udviklingssamarbejdet. Læs mere om rådet her.