Frode Neergaard er tidligere udviklings- og klimadiplomat.
Et besøg i Syrien var oprindelig ikke med på rejseruten. Turen gik til Amman og Jordan, hvor jeg var på peer-review-mission for at vurdere USA’s udviklingsbistand til landet.
Det var en tung opgave, at Danmark i OECD’s udviklingskomité, DAC, var blevet peer-reviewer af USA’s udviklingsindsats. Derfor var det kærkomment at kunne tage nogle feriedage i forlængelse af arbejdet, hvor min kone, Annelise, havde mulighed for at støde til.
Efter en tur sydpå til den imponerende oldtidsby Petra tog vi i den stik modsatte retning, til Damaskus, godt 200 km nord for Amman. Vi kunne ikke modstå muligheden for at se denne historiske by, der, ligesom Petra, er på UNESCO’s Verdensarvsliste.
Et besøg i Damaskus ville tilmed give mulighed for at møde vores ven Dorte, som arbejdede med Mellemøsten i Verdensbanken og var på sprogophold der.
Desuden havde der været en reportage om Damaskus i International Herald Tribune, som sluttede med en anbefaling om at besøge byen, inden et forventet boom af turister ville opdage denne perle.
I lyset af de seneste års turbulente udvikling i Syrien har vi ofte genkaldt os indtrykkene fra vores besøg. De trænger sig igen på nu, hvor der sker hastige forandringer, som minder os om, hvor hurtigt udviklingen kan gå i et land, som vi oplevede som fremgangsrigt, gæstfrit og stabilt.
Vi skriver den 28. januar 2011, cirka en måned efter at det arabiske forår brød ud i Tunesien. Vi havde hyret en chauffør, som var villig til at køre os på langfart og tilmed krydse grænsen til Syrien.
Bilradioen var stillet ind på nyheder. Det eneste, vi kunne forstå, var Mubarak, Mubarak, Mubarak. Vores palæstinensiske chauffør forklarede på gebrokkent engelsk, at demonstranter på Tahrir-pladsen i Kairo krævede Mubaraks afgang.
På vores spørgsmål om noget tilsvarende kunne ske i Syrien, svarede vores chauffør, at Syrien var anderledes. Her levede de mange befolkningsgrupper i harmoni, og der var stabilitet og fremgang.
Læs også: Efter Assads fald frygter kurderne at blive svigtet af verden igen
Vi krydsede uden større besvær de to kontrolposter på den travle grænseovergang ved Naseeb. Herfra fortsatte vi igennem det frodige, men tørkeramte Daraa-distrikt, som i dag anses som det syriske oprørs vugge.
Det var her, myndighederne to måneder senere fængslede 15 teenagere, der havde skrevet regeringskritiske slagord på deres skoles vægge
Frode Neergaard
Det var her, myndighederne to måneder senere fængslede 15 teenagere, der havde skrevet regeringskritiske slagord på deres skoles vægge, og hvor sikkerhedsstyrker efterfølgende skød sympatiserende demonstranter.
Alt dette mærkede vi intet til, da vi passerede Daraa og fortsatte ad den velanlagte firesporede hovedvej stik nord mod Damaskus. Af grunde, vi ikke blev bekendt med, ville vores chauffør ikke køre os ind i centrum.
Han havde aftalt med en palæstinensisk bekendt, at vi skulle skifte til hans bil lidt sydøst for centrum ved den store palæstinensiske flygtningelejr i Yarmouk, som Islamisk Stat stormede i 2015 og kontrollerede de efterfølgende år under den syriske borgerkrig.
Fra Yarmouk kørte vi ind i Damaskus’ gamle, kristne bydel og fandt vores boutique-hotel, som vi nøje havde udvalgt på internettet hjemmefra.
Med sin åbne, kakkelbelagte gård med fontæne i midten, oliven- og appelsintræer og 15 værelser fordelt på tre etager med træudskårne gelændere og paneler langs svalegangene var det en oase at træde gennem den ornamenterede gadeport til hotellet.
I receptionen blev vi budt varmt velkommen af hotelejeren og mødt på væggen af Bashar al-Assads portræt, som forlegent skuede på os, som om han var havnet i en præsidentrolle, der ikke bekom ham vel.
Det var en oplevelse i sig selv at studere hotellets perlemorsbelagte møbler, tin-glaserede fajancefade, orientalske vaser, farverige mosaiklamper og de rigt dekorerede trælofter.
I receptionen blev vi budt varmt velkommen af hotelejeren og mødt på væggen af Bashar al-Assads portræt, som forlegent skuede på os, som om han var havnet i en præsidentrolle, der ikke bekom ham vel
Frode Neergaard
Udenfor indtog vi byens smukke seværdigheder. Lige fra den arkitektoniske perle Al Azem-paladset til Umayyad-moskéen og det storladne karavanserai Khan Asad Pasha med sin sort-hvide arkitektur.
Sammen med andre historiske paladser var stedet center og stoppested for handlende, pilgrimme og andre rejsende, som i århundreder gjorde holdt her på vej mellem Østens riger og europæiske handelscentre som Venedig og Genova.
Vi slentrede ned ad Straight Street til Midhat Pasha Souq’en, hvor vi med alle sanser åbne for vild i gyder med lædervarer, antikke sølvsmykker og duftende krydderier og søgte tilflugt i det nærliggende Danske Institut, som bag en undseelig gadedør åbnede op for en smuk, marmorbelagt gård med fontæne, appelsintræer og træbeklædte rum med bøger langs væggene.
Læs også: Det Danske Institut i Damaskus genåbner.
Vi stak hovedet ind i en lille boghandel, hvor den midaldrende, engelsktalende ejer – en førende skikkelse i landets intellektuelle opposition, skulle det vise sig – beklagede sig over, at Assad-styret undertrykte oppositionen. Og at ikke alle bøger kunne stå fremme uden at efterretningstjenesten kunne dukke op og konfiskere dem.
Vores ven Dorte havde et indgående kendskab til Syrien. En sen eftermiddag spurgte vi hende om ture uden for Damaskus. Tidligt næste morgen sad vi i en Fiat 127 på vej til Palmyra. Dorte havde klart anbefalet at presse en dagstur hertil ind i vores korte ophold, medmindre vi da forventede at komme tilbage for at se Palmyra ved en anden lejlighed.
Om aftenen spurgte vi derfor hotellets reception om muligheden for at komme til Palmyra. Et telefonopkald senere havde vi en aftale om at møde op næste morgen kl. 7 ved den gamle bymur ved Bab Touma og kigge efter en ung, kortklippet mand med en rød Fiat.
Manden var der med en Fiat, han havde lånt af sin onkel. Og han kunne tale engelsk. Så vidt, så godt. Men at køre bil var ikke hans stærke side, og han havde stort set aldrig været uden for Damaskus, endsige i Palmyra.
Men at køre bil var ikke hans stærke side, og han havde stort set aldrig været uden for Damaskus
Frode Neergaard
Men den rigtige rute ud af Damaskus kom vi da på, og når først kursen er lagt på vejen mod nordøst, er der ikke så meget at tage fejl af. Bortset fra omkring halvvejs på den tre timer lange køretur, hvor vejen deler sig, og man kommer til Irak og Bagdad, hvis man svinger mod højre og ikke mod venstre.
Efter at have taget det rigtige sving og kørt endnu dybere ind i den tomme, syriske ørken dukkede en café, Bagdad Café 66, pudsigt nok op in the middle of nowhere på højre side af vejen. Det eneste, der kæder caféen sammen med filmen af samme navn, er, at 66 er føjet til dens navn med henvisning til Route 66 i Californien, hvor filmen foregår.
Efter at have drukket et glas myntete på en tæppebeklædt divan i den jernovn-opvarmede og eksotiske café fortsatte vi med vores unge chaufførs famlende kørsel og ankom sikkert til Palmyra.
Her ventede der os synet af de gamle ruiner fra tiden, hvor Romerriget skabte Palmyra som en oaseby på den vigtige handelsrute, der strakte sig videre østpå mod Persien, Indien og Kina.
Man imponeres af reminiscenserne af den stort anlagte 1.100 meter lange kolonnade gennem byen og af det romerske teater, som gennem årene føg til med ørkensand og i 1950’erne blev genopdaget og udgravet.
Palmyra og dets romerske teater er dog nok mest kendt for, at Islamisk Stat erobrede det i maj 2015, hvorefter den syriske hær med russisk luftstøtte generobrede det i marts 2016 og fejrede det med en teaterkoncert med et orkester fra Skt. Petersborg.
I den syriske borgerkrig skiftede Palmyra igen hænder, og oldtidsminderne, som af UNESCO er erklæret verdensarv, blev lagt endnu mere i ruiner af Islamisk Stat.
Vi havde oplevet et samfund, som på trods af at være et kludetæppe af etniske og religiøse grupperinger på forunderlig vis hang sammen
Frode Neergaard
I 2023 gennemførte Assad-regeringen en omfattende renovering af teatret, men hvordan Palmyra har det i dag, og hvordan det nye styre vil forvalte den unikke verdensarv, er uvist.
Vist er det, at vi efter en dag i selskab med Palmyras monumentale ruiner igen satte kurs mod Damaskus. Vores unge chauffør var dog ved at miste grebet om kørslen. I stedet for at slingre for at undgå vejens pothuller kørte han lige på vejen, jf. de jokes der går om, hvordan man spotter en fuld chauffør på hullede afrikanske veje: De kører lige!
Jeg tilbød forsigtigt at afløse ham. Straks holdt han ind til siden, og lettet overlod han mig rattet. Efter endnu et stop på Bagdad Café nåede vi ud på aftenen tilbage til Damaskus efter en uforglemmelig oplevelse i Palmyra.
Da vi i starten af februar forlod Damaskus og kørte tilbage til Amman med vores palæstinensiske chauffør fra udturen, reflekterede vi over den gæstfrihed og varme, vi var blevet mødt med overalt i Syrien.
Vi havde oplevet et samfund, som på trods af at være et kludetæppe af etniske og religiøse grupperinger på forunderlig vis hang sammen.
Vi fornemmede, at præsident Assad havde et fast greb om magten, godt hjulpet af sin bror, Maher Assad, og det af ham kontrollerede hemmelige politi.
Vi var blevet mindet om censuren i landet, og at intellektuelle samt andre i opposition til styret blev skygget og fængslet. Men vi havde også fornemmet opbakning til Bashar al-Assad og tilfredshed med den stabilitet og fremgang, han havde leveret i de 11 år, han på det tidspunkt havde været ved magten.
At Syrien ville slå revner seks uger senere, fik vi som tilrejsende ingen anelse om.
Vi forlod Syrien med en tro på og håb om, at landet – som en ø i et mellemøstligt hav af oprør – ville bevare og styrke en fredelig udvikling til gavn for et samlet syrisk folk.
Med Assad-styrets fald og Hayat Tahrir al-Sham’s overtagelse af magten kan vi kun håbe, at chancen herfor nu er til stede.
Indlægget er udelukkende udtryk for skribentens egne tanker og holdninger. Globalnyt er altid interesseret i indlæg fra vores læsere. Har du en ide til en tekst, en analyse eller et debatindlæg, er du velkommen til at skrive på kontakt@globalnyt.dk
