Indbyggerne i Kathmandu har i dag el døgnet rundt

Nepal – 30 år senere

Erik Winther-Schmidt har igennem knap 30 år arbejdet i Nepal. Igennem tre rejsebreve tager han os med gennem det lille bjergrige land og deler sine betragtninger om udvikling over tid og beskriver nogle af de forandringer, han har været vidne til.

Første kapitel handler om udviklingen i den lille by – nærmere bestemt Dhulikel, der ligger blot en times kørsel sydøst for hovedstaden Kathmandu.

Andet kapitel handler om forandringer i storbyen, nemlig millionbyen Kathmandu.

Tredje kapitel tager os med sydpå til Nepals brødkurv, det sydlige lavland Terai.

Alle, der har haft med udviklingsbranchen at gøre, vil på et tidspunkt have hørt mantraet ”udvikling tager tid”. Fordi udvikling er så langsommelig en proces, kan det være svært at se forandringer – hvad end det er i mentalitet, samfund, økonomi eller socialt – fra det ene år til det andet, eller over en projektperiode på fem år. Det er næsten 30 år siden, Erik Winther-Schmidt første gang kom til Nepal. I tre rejsebreve tager han Globalnyts læsere med på en tur gennem landet, hvor han deler sine observationer og derved forsøger at give indblik i den forandring, det lille asiatiske land er gået igennem.

Dette er andet kapitel.

Man siger, at Kathmandu var én af tre byer, som opstod, da boet efter en middelalderkonge skulle deles mellem hans tre sønner. Så kunne de få en by hver.

Udover Kathmandu blev resultatet byerne Patan og Bhaktapur. I dag er Kathmandu og Patan vokset helt sammen, hvorimod det stadig (afhængig af trafikken) tager en halv times tid at køre østpå fra Kathmandus til centrum af Bhaktapur. Tilsammen udgør byerne dog en art Kathmandu Metropolis, hovedstaden i Nepal, der ligger i den 25 kilometer brede Kathmandudal. Her skulle der bo over fem millioner mennesker – det svarer til en sjettedel af landets samlede befolkning, og befolkningstallet vokser angiveligt med fem procent om året.

De oprindelige beboere i dalen er newarerne – dygtige handelsfolk, håndværkere og bønder, som har måttet underlægge sig diverse herskere. Først gorkaerne og siden ranaerne, som sad på magten frem til omkring 1950, hvor de måtte give plads til mere åbne og demokratiske tilstande. Det har dog været en lang og undertiden blodig proces, og det er ikke mange år siden, at kongedømmet blev afskaffet, og borgerkrigens stridende parter nedlagde våbnene.

Nepalesisk indenrigspolitik er ekstremt rodet også i dag, og politiske partier dannes og splittes op i én uendelighed, men der afholdes dog valg, og landet regnes internationalt for at være demokratisk ledet. 

Flere og flere betonkasser

Kathmandu, Patan og Bhaktapur har hver sin Durbar Square – et tempelområde med de karakteristiske pagodebygninger, som rejser sig i flere etagers højde. Mange af disse pagoder blev skadet under det store jordskælv i 2015, men genopbygningsarbejdet må være blevet højt prioriteret, for modsat meget andet i Nepal er det skredet hurtigt frem, og der arbejdes stadig ihærdigt på at udbedre skaderne og genopbygge de templer, der brasede helt sammen.

Ranaerne byggede store og hvidkalkede paladser i en art klassicistisk stucco-stil rundt omkring i Kathmandu – de fleste af paladserne er i dag offentlige bygninger, nogle ret velholdte, andre slemt forfaldne. Newarernes tempelbygninger og huse med træudskæringer er smukke, men generelt set er Kathmandu by ikke for øjet, for de fleste huse er betonkasser af ofte tarvelig kvalitet, og vedligehold bruges der typisk ikke penge på. Disse charmeforladte huses antal er kun steget gennem årene – præcis ligesom man i øvrigt ser i Danmark, hvor nybyg sjældent er kønt. 

Når man tager en tur til fods gennem gamle Kathmandu og Patan i dag, er der dog stadig en del gamle bygninger at se. Nogle af dem er sat ordentlig i stand og huser måske en restaurant eller en forretning i bunden af bygningen.

Elektricitet døgnet rundt

Et andet væsentligt punkt, hvor man virkelig kan se en forandring i Kathmandu, er på el-fronten. Før i tiden var strømforsyningen svingende, og der var typisk kun strøm i langt under halvdelen af døgnets timer – i dag er der el døgnet rundt. 

Det kan indbyggerne især takke Kulan Ghising, som alle nepalesere er på fornavn med. Kulan havde i årevis arbejdet for Nepals elektricitetsforsyning, NEA, før han i 2016 blev gjort til chef for forehavendet. Under hans ledelse blev elektricitetsrationeringen, hvor borgerne måtte undvære el, så storindustrierne blev forsynet, afskaffet – og i dag giver NEA endda overskud. 

Korrupte politikere fik Kulan Ghising fyret, men et folkekrav bragte ham siden tilbage.

Udviklingen har også sat knap så pæne spor på byen. Luftforureningen i byen har altid været forfærdelig, og de sidste års udvikling har ikke hjulpet på den. Fordi Kathmandu ligger i en dal, samles al smoggen hernede og ligger som en brun sky over byen, og udkigget til de hvide bjerge i horisonten er ikke så klart som for 30 år siden.

Daglejer hjemme eller arbejder ude?

Eksistenskampen i Nepal er heller ikke blevet lettere over de sidste 30 år.

Korruptionen lever stadig i bedste velgående, og mens politikere og forretningsfolk skummer fløden, lever mange nær eksistensminimum. Det kan undre, at nepaleserne tilsyneladende stadig er så tålmodige med deres politikeres grådighed, men måske bunder det i en vis grad af fatalisme – et yndlingsudtryk i Nepal er ”ke garne?”, som kan oversættes til ”hvad kan man gøre ved det?”

Arbejdsløsheden – godt hjulpet på vej af Covid-19-pandemien – er også en evig kilde til udfordringer. Regeringen iværksætter af og til store beskæftigelsesprogrammer, men nepaleserne klager over, at disse ikke fører til egentlig udvikling for den enkelte, fordi der ikke er tilknyttet træning. Når projektet er ovre, står de derfor lige så tomhændede, som da det begyndte.

Det har de seneste år fået millioner af fattige nepalesere til at søge udenlands på jagt efter arbejde – navnlig til Golfen, hvor mange både snydes og underbetales i deres desperate jagt på en indtægt. De forudseende – og heldige – af dem lykkes med at komme tilbage med en lille sum penge, så de kan starte en virksomhed, der giver dem deres daglige ris.

Selvom arbejdet i Golf-landene absolut har bagsider, har globaliseringen uden tvivl åbnet nye døre for mange nepalesere. Før kunne man som ung rende rundt på må og få og forsøge sig som daglejer i landbruget eller i byggeriet uden succes – de, der rejser ud i dag, er nok alt andet lige lidt bedre stillet end disse fra hånden og i munden-unge fra tidligere.

Moderne butikker og gammelt sindelag

Globaliseringen har også gjort sit indtog i Kathmandu, der blot er endnu et eksempel på, hvordan et lands velstand akkumuleres i byerne. Over de sidste 30 år er byen kommet til at ligne andre storbyer i verden mere og mere.

Aldrig har der været så mange caféer som nu, og omkring det nye kongepalads på Durbar Marg er der ligefrem opstået elegante strøg af butikker med internationale tøjbrands, hvilket man ikke så tidligere. Ikke langt derfra i turistområdet Thamel er der hundredvis af restauranter, caféer, og souvenirbutikker, hvor man skal være parat til at prutte om prisen for at få mest for sine penge.

Venlighed og tolerance møder man dog stadig alle vegne – det har udviklingen ikke gjort kål på. Man kan også fortsat slentre gennem gaderne i Kathmandu uden frygt for at blive berøvet eller på anden måde udsat for vold, selv om natten. Den følelse af tryghed, hvor end man er, er der ikke mange andre verdenshovedstæder som kan opvise.

På sådan en tur kan man også ved at observere indbyggerne se udviklingen. I Kathmandu er kvinder i den traditionelle sari blevet et særsyn – denim er det foretrukne buksestof, og ligestillingen har også gjort sit indtog i trafikken. Når man springer for livet for ikke at blive ramt af en af de utallige motorcykler og scootere, er det tohjulede køretøj oftere end før ført af en kvinde.

Sådan er det bare. Ke garne? 

Erik Winther-Schmidt, født 1950, er ph.d. fra Danmarks Pædagogiske Universitet. Han har i en årrække arbejdet med udvikling i Det globale syd, primært inden for udvikling af almindelige skolesystemer (svarende til den danske folkeskole) eller erhvervsskoleuddannelser. I de sidste 30 år har han opholdt sig i en række udviklingslande i skiftevis kortere perioder og flere år ad gangen. Siden 2018 har han arbejdet med erhvervsskoleudvikling i Nepal for British Council – han boede også i landet mellem 1994-2000, hvor han var udsendt for Danida.