Nepal – 30 år senere
Erik Winther-Schmidt har igennem knap 30 år arbejdet i Nepal. Igennem tre rejsebreve tager han os med gennem det lille bjergrige land og deler sine betragtninger om udvikling over tid og beskriver nogle af de forandringer, han har været vidne til.
Første kapitel handler om udviklingen i den lille by – nærmere bestemt Dhulikel, der ligger blot en times kørsel sydøst for hovedstaden Kathmandu.
Andet kapitel handler om forandringer i storbyen, nemlig millionbyen Kathmandu.
Tredje kapitel tager os med sydpå til Nepals brødkurv, det sydlige lavland Terai.
Alle, der har haft med udviklingsbranchen at gøre, vil på et tidspunkt have hørt mantraet ”udvikling tager tid”. Fordi udvikling er så langsommelig en proces, kan det være svært at se forandringer – hvad end det er i mentalitet, samfund, økonomi eller socialt – fra det ene år til det andet, eller over en projektperiode på fem år.
Det er næsten 30 år siden, Erik Winther-Schmidt første gang kom til Nepal. I tre rejsebreve tager han Globalnyts læsere med på en tur gennem landet, hvor han deler sine observationer og derved forsøger at give indblik i den forandring, det lille asiatiske land er gået igennem.
Dette er første kapitel.
Dhulikhel er som alle andre byer i Nepal under hastig forvandling.
Byen, der ligger blot en times kørsel sydøst for hovedstaden Kathmandu, ligger historisk på ”saltruten” mellem Nepal og Tibet. I århundrede byttede nepaleserne med ris mod at få salt og uld fra tibetanerne – en livlig trafik, som har ændret sig fundamentalt siden tiden efter 2. verdenskrig. I hvert fald hvad angår transport-måde.
Før foregik al denne trafik ad velbetrådte stier til fods eller på hesteryg, med tungt læssede yakokser og æsler, men fra 1960’erne, hvor man begyndte at anlægge veje i større stil i Nepal, overtog lastbiler transporten af de tunge læs. Ikke alle vandt ved dette skift.
Mens den smarte nye hovedvej, som forbinder Kathmandu med den tibetanske grænseby Kodari, blev konstrueret, så den passerer igennem Dhulikhel, går den udenom Panauti, en anden vigtig by på saltruten, som derfor sygnede hen. Ikke engang Panautis meget smukke templer, som ellers nok kunne lokke turister til, har reddet byen fra sin skæbne.
Så smukke templer kan Dhulikhel ikke byde på. Til gengæld er Dhulikhels strategiske betydning kun øget med årene. Fra før at være et punkt på vejen til Tibet er byen nu blevet et trafikalt knudepunkt: Her må man vælge, om man tager den gamle vej mod bjergene i nord og Tibet, eller den nye vej mod det sydlige lavland og Indien.
Den nye hovedvej satte turbo på travlheden og udviklingen i Dhulikhel. Før var det karavaneførere og deres yak, i dag er det utallige busser og lastbiler, der laver pitstops i udkanten af byen, inden de aser videre.
Foto: Erik Winther-Schmidt
Seneste folketælling fra Dhulikhel viste, at der bor godt 32.000 i byen, der altså absolut ikke er blandt landets største. Til sammenligning bor der 1,4 millioner mennesker i Kathmandu og 29 millioner i hele Nepal. På trods af sit lave indbyggertal er alle kaster og etniske grupper i Nepal repræsenteret i Dhulikhel, hvor den største gruppe dog er newar-folket – også kaldet nepamierne.
Det sætter sit præg på byens arkitektur, hvor byggestil og byrumsindretning ligner, hvad man ser i Kathmandu, hvor newarene også udgør majoriteten – omend i meget mindre målestok. Her er meget smalle gader, som åbner sig op i torve, med små templer i midten. Husene er smukke og rigt dekorerede, og navnlig de træudskårne vinduesrammer og døre fanger blikket. Biler kan gudskelov ikke bevæge sig rundt i den gamle del af byen – dels er gaderne ofte for smalle til, at de kan komme igennem, dels er der nogle steder så stejlt, at der midt på vejen er indlagt et par trappetrin, som bilens fjedre og støddæmpere ikke kan klare.
Men motorcykler kan komme allevegne – og de larmer og oser.
Fremskridt kommer de unge til gavn
Mit første besøg i Dhulikhel ligger 25 år tilbage. Her var byen mere søvnig end i dag, men livet i gaderne er stort set det samme. Dengang som nu sad gamle koner på trappetrin, navnlig på torvene, og ordnede grøntsager til dagens dal bath, Nepals nationalret, der består af ris (bath) og linsesuppe (dal) med grøntsager og kød, hvis køkkenet formår det. Mændene, mest de gamle, drev rundt eller sad og sludrede, mens skolebørn ilede frem og tilbage, let genkendelige i deres skoleuniformer.
Det liv fortsætter altså som tidligere. Jeg sætter mig på én af byens nyanskaffelser, et torv anlagt lige hvor man kommer ind i Dhulikhel by. Her har man sat en stor statue op af en tiger; den er grimt udført, når man tænker på, at newarerne er kendt for deres håndværk, men her er noget så sjældent som offentlige siddepladser. Dem ser man ikke mange af i Nepal, men her på torvet kan man slå sig ned på hvidmalede metalbænke og få en sludder med de lokale.
Jeg træffer blandt andet en noget ældre herre, som tiden ikke har været god ved. Han havde – og har måske fortsat – et lille gæstehus, som nok ikke er fulgt med udviklingen, og som ingen i disse moderne tider ønsker at benytte. ”No money, no honey,” betror han mig.
Jeg falder også i snak med de 10-årige søskende Krishna og Deepa, og her ser man frugterne af bedre skolegang. Selvom de går i en offentlig skole, som er for de mindre bemidlede og for 30 år siden ikke kunne mønstre megen engelskundervisning, kan de – og vil meget gerne – kommunikere på engelsk med den fremmede på bænken og føler sig foranlediget til at gi’ mig et crash-course i nepali: En banan hedder kera, et æble syau und so weiter.
Fra metalfad på hovedet til elevator
På torvet er et stort nyt hus ved at tage form, og det larmer og støver. Cement løftes op til 4. sal med en raslende elevator – det så man ikke for 25 år siden. Her pilede kvinder op og ned ad bambusstiger med den ene hånd til at holde et stort fladt metalfad på hovedet og den anden fri til at holde fast med. Helt grå af cementstøv, underansigtet dækket af klæde og med bare underben og fødderne i et par plastik klip-klappere.
De er der stadig, kvinderne, men her ikke pilende op og ned. Nu fodrer de i stedet elevatoren med blandet cement, og så suser den op og ned i deres sted. ”Vi ved ikke, hvad vi har gang i,” siger min ældre samtalepartner med gæstehuset hovedrystende. Han snakker om al forvandlingen, om nedrivningen af de smukke gamle huse og opførelsen af moderne og udtryksløse ditto. Jeg beklager det med ham – dog, netop på denne centralt placerede plads er de fleste af husene med deres smukke vinduer faktisk stadig bevaret.
Men det er et spørgsmål om tid, så vil de også forsvinde. Og jo, det kan en besøgende som mig beklage. Men unge mennesker vil ikke bo i de gamle bygninger. De er lavloftede og upraktiske, mørke og kolde om vinteren og varme om sommeren; de gamle vinduer er smukke, men deres træskodder gør det ud for vinduesglas og lader alt komme ind.
Rindende vand er der heller ikke i de gamle huse; køkken og toilet (eller das) er i gården. Det vælger man jo ikke, hvis man har et valg. Det gamle viger, og de funktionelle huse overtager. Kan man bebrejde byens indbyggere det?
Mens tid er, kan man stadig genfinde det oprindelige i Dhulikhel, hvis man ved, hvor man skal lede. Her kan man stadig se gamle koner pille deres hvidløg og bælge deres ærter, mens børn, barbenede og snavsede, tumler rundt og undersøger, om en tom ærtebælg kan flyde på rendestenens vand. Her, i kølige og skyggefulde gader og stræder ånder alt fred og ingen fare. Her går urene stadig langsommere end i pulserende Kathmandu, kun en times kørsel derfra.
Men forandringen er ikke til at tage fejl af – det moderne er rykket nærmere.
Erik Winther-Schmidt, født 1950, er ph.d. fra Danmarks Pædagogiske Universitet. Han har i en årrække arbejdet med udvikling i Det globale syd, primært inden for uddannelse. I de sidste 30 år har han opholdt sig i en række udviklingslande i skiftevis kortere perioder og flere år ad gangen. Siden 2018 har han arbejdet med erhvervsskoleudvikling i Nepal for British Council – han boede også i landet mellem 1994-2000, hvor han var udsendt for Danida.
