Konsekvenserne for Ruslands invasion af Ukraine forgrener sig uden for Europas grænser. Afrika, hvor mange lande i forvejen kæmper med corona-pandemiens sundhedsmæssige og økonomiske eftervirkninger, er et strålende eksempel på, hvordan en konflikt i Europa kan ramme bredt og have direkte konsekvenser.
På det afrikanske kontinent har pandemien øget den generelle fattigdom på kontinentet for første gang siden 1990’erne og destabiliseret et i forvejen ustabilt arbejdsmarked. De globale forsyningskæder blev kompromitteret, og den vestlige verden fokuserede i højere grad på sin egen banehalvdel frem for den globale udviklingsindsats. Selvom pandemien har enorme sundhedsmæssige konsekvenser for mange afrikanere, har en rapport fra British Council slået fast, at det især er de uoverskuelige økonomiske konsekvenser, der har skabt bekymring for den unge befolkning.
Ruslands invasion af Ukraine kommer udelukkende til at cementere den økonomiske krise, som coronakrisen har bidraget til, og til at forstærke arbejdsløsheden og fattigdommen på kontinentet.
Prisen på fødevarer vil stige
Lande som Sudan, Nigeria, Tanzania, Kenya og Sydafrika er alle afhængige af at importere fødevarer fra både Ukraine og Rusland, som tilsammen står for omkring 30 procent af verdens hvedeproduktion. Sidste år importerede det afrikanske kontinent for over fire milliarder dollars hvede og madlavningsolie fra Rusland samt for cirka tre milliarder dollars basale fødevarer fra Ukraine.
Selvom de konkrete sanktioner, som Rusland pålægges, stadig bliver forhandlet, er der næppe nogen tvivl om, at invasionen af Ukraine kombineret med dårlige vejrforhold i fødevareproducerende lande og øget efterspørgsel på ovenstående produkter fra Kina og Indien kan resultere i, at fødevarepriserne i Afrika vil stige betydeligt.
Oliepriserne er ligeledes på vej i vejret. Det vil olieproducerende lande som Ækvatorialguinea, Nigeria og Angola nyde godt af på kort sigt, men intet tyder på, at den jævne afrikaner vil have gavn af dette prishop. De tre nævnte lande har kun ringe tradition for, at stigende fortjenester på oliemarkedet forgrener sig i det brede samfund – så selvom den vestlige verden er på jagt efter nye forsyningskæder af olie og gas, vil de fleste afrikanere blot opleve, at priserne på importerede varer stiger yderligere, og lokal transport bliver dyrere.
Især i Sydafrika vil man komme til at se effekten af krisen i Europa, og den sydafrikanske regering har også inden invasionen kraftigt opfordret Rusland til at trække sine tropper tilbage fra den ukrainske grænse. Rusland og Sydafrika udgør to af de fem BRIKS-lande (Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika), og dermed har de i årevis styrket deres interne økonomiske anliggender. Det bøder sydafrikanerne for i disse dage, da Rusland udgør et betydeligt eksportmarked for blandt andet sydafrikansk frugt. Også den kenyanske te-industri, der har Rusland som en af sine vigtigste eksportmarkeder, kan blive presset, hvis Rusland bliver ekskluderet fra det globale SWIFT-betalingssystem.
I Zambia har regeringen for nyligt besluttet at fjerne subsidier på brændstof og elektricitet i et forsøg på at kunne tilbagebetale den enorme gæld, som landet befinder sig i efter coronakrisen. Det betyder, at de 18 millioner borgere i Zambia skal forberede sig på to fremtidige runder af potentielt voldsomme prisstigninger.
På jagt efter nye allierede
Men selvom konflikten i Europa trækker tråde direkte tilbage til Den Kolde Krig, hvor stedfortræderkrige kostede millioner af afrikanere livet, er det ikke helt de samme dynamikker, der nu er på spil.
Afrikanerne har i høj grad valgt at stå på Vestens side, og selvom nogle lande tøver med at kritisere Ruslands ageren i Ukraine, har både Ghana, Gabon og Sydafrika fordømt invasionen. Derudover har Kenya, umiddelbart efter invasionen, fordømt Ruslands handlinger i FN’s sikkerhedsråd, hvor den kenyanske FN-ambassadør i rådet henviste til de negative og langvarige konsekvenser, man påfører et land gennem kolonisering.
Læs også: Kenya: Ukraine-krisen er et ekko af Afrikas historie
Den klare fordømmelse af Putins invasion skal dog også ses i lyset af sidste uges tilsagn fra EU om at investere 300 milliarder euro i sundhed, uddannelse og stabilitet i Afrika.
Selvom Rusland har forsøgt at skabe nye allierede og styrke sin position på det afrikanske kontinent gennem udviklingsbistand, handel, militærtræning og endda direkte militære interventioner, er det svært at hamle op med EU’s konkrete tilbud, der unægtelig binder Afrika tættere sammen med Europa. På nuværende tidspunkt bakker end ikke Ruslands tætteste afrikanske samarbejdspartnere op om Putins politiske retning.
Men trods politiske fordømmelse er det vigtigt at holde et fast blik på det afrikanske kontinent, der grundet potentielt heftige prisstigninger står over for en kæmpe udfordring, der kan lede til uro og destabilisering af i forvejen skrøbelige økonomier.
Men de afrikanske lande står ligeledes over for en kæmpe mulighed, hvor de for alvor kan stille krav til de vestlige donorer og indgå gensidigt fordelagtige samarbejder, der har potentiale til at stabilisere de afrikanske økonomier.
Et sådant samarbejde ville stille både EU og de afrikanske statsledere i et godt lys.
Toke Møldrup Wolff er adjunkt på Center for Afrikastudier, Københavns Universitet.
