Charles Pensulo
Charles Pensulo er freelancejournalist fra Malawi, der jævnligt skriver for Thomson Reuters Foundation og The Guardian, og arbejder som reporter på det online malawiske medie Kulinji. Pensulo er særlig interesseret i historier om humanitær og sundhedsmæssige spørgsmål, kvinder og børns rettigheder, HIV/aids og social retfærdighed.
Twitter: @charles_pensulo
For hundreder af år siden var Mbenje Island hjem for en stolt og permanent befolkning. I huse lavet af græs og pinde levede indbyggerne et komfortabelt liv på dette bjergrige stykke jord midt i Malawisøen, hvorfra de rejste til fastlandet for at handle.
Imidlertid spredte der sig en opfattelse af, at dette ikke var noget almindeligt sted. Mænd beretterede om at have mødt genfærd, herunder nøgne kvinder, på deres fisketure. Andre bemærkede, at hver gang nogen dræbte en slange, der er endemisk for øen, brød voldsomme storme snart ud. For at berolige ånderne og sikre fred begyndte øens høvdinge at foretage ofringer og startede nye traditioner.
Siden dengang har mange ting ændret sig. For eksempel bor nutidens efterkommere af Mbenjes befolkning for det meste i Chikombe, et blomstrende forretningscenter på fastlands-Malawi. Men mange andre ting har forandret sig bemærkelsesværdigt lidt. Mens overfiskeri og klimakrisen har medført svindende fangster andre steder i Malawisøen, er der stadig rigeligt med fisk i farvandene omkring Mbenje – noget, mange tilskriver fastholdelse af de traditioner, der blev etableret for længe siden, og som lige siden er overleveret fra generation til generation.
Bådene klargøres, inden fiskerne sejler fra fastslandet mod Mbenje Island.
Foto: Charles Pensulo
Strikse regler
Om morgenen på den første lørdag i april samles snesevis af mænd og drenge langs bredden af søen ved stranden ud fra Chikombe. De fleste har travlt med at reparere deres både eller lappe fiskenet. Bunker af deres ejendele, herunder værktøjer, de skal bruge til at bygge interimistiske huse, ligger i nærheden. Det er den dag, de har ventet på. I overensstemmelse med gamle regler er Mbenje Island strengt forbudt område fra december til april. I dag er dagen, hvor fiskerne kan vende tilbage.
I de næste otte måneder skal øen være hjemsted for disse fiskere. Der kan være lejlighedsvise ture til fastlandet for at få nye forsyninger, men for det meste vil Mbenje gå fra at være ubeboet til at huse et selvforsynende samfund. Virksomheder, der sælger mad, tøj og andre varer, vil følge de rejsende. Selv køleskabe fyldt med kolde drikke og video showrooms vil blive etableret for at holde mændene underholdt.
Fiskerne skal imidlertid følge nogle strenge regler. Som det er skik og brug, overbringer Muhammad Magwere instruktionerne til dem, der er samlet på stranden, før de begiver sig ud på den 1,5 times sejlads til Mbenje. Den 50-årige er Seniorchef Makanjila, vogter af traditionen og budbringer for guderne. Det var Magwere, der fastsatte datoen for øens genåbningen i samråd med ånder og vejrmønstre. Han fører også tilsyn med dagens ceremonier.
Tidligere gav han betroede assistenter til opgave at ofre til øens ånder. Nu, flankeret af hjælpere og embedsmænd fra fiskeridepartmentet og distriktsrådet, henvender han sig til flokken foran sig. På øen, siger han til dem, lever dyr og farverige fugle side om side med menneskene. Det er forbudt at slå noget dyr ihjel, herunder slanger. Tyveri, indtagelse af alkohol og rygning er også strafbart og kan føre til forvisning fra øen i resten af fiskesæsonen. Og: Ingen kvinder er tilladt.
Disse regler har udgjort samfundets forvaltning af det lokale økosystem i århundreder. Som Magwere siger til African Arguments (pan-afrikansk, uafhængig nyhedsplatforn, hvor artiklen oprindelig er blevet bragt, red.): “Vi tror, at Gud først skabte dyr og planter og derefter skabte en mand til at passe dem. Vi tror på, at de, der ikke tager sig af dyrelivet, vil stå til ansvar over for skaberen.”
”Alle disse regler er overleveret fra vores forfædre og ethvert brud på dem medfører ulykke,” siger han. “Der er ti øer i søen, men jeg kan med stolthed sige, at det er vores ø, der har en god fangstrate, og at folk rejser hertil fra andre steder i landet for at nyde godt af øen.”
Denne opfattelse gentages af malawiske embedsmænd, der beskriver Mbenje som noget ganske særligt. Regeringen er begyndt at støtte og endda forsøge at efterligne øens forvaltningspraksis andre steder.
“Det, der bedrives her, er deltagelsesbaseret fiskeriforvaltning,” siger Kingsley Kamtambe, forsker i fiskeri under Landbrugsministeriet. “[Det] er noget, vi gerne vil gøre og implementere i de fleste af Malawis fiskeridistrikter.”
Embedsmanden roser samfundets overvågning af ulovligt fiskeri og dets tradition for at lukke helt ned i fire måneder af året. I modsætning, siger han, begrænser andre områder kun fiskeri med større net i to måneder.
“Jeg har aldrig set data, der sammenligner Mbenja med andre steder, når det kommer til fangster, men det vi ved, er, at når vi åbner Mbenje, fanger de (fiskerne, red.) rigtig mange fisk,” siger Kamtambe.
Fiskerne har lagt fra land og sætter kurs mod Mbenje Island, hvor de skal bo de næste mange måneder.
Foto: Charles Pensulo
En sikker indtjening
Om bord på en båd, der har indgraveret ordene Chifundo cha Mulungu (“Guds nåde”), er der omkring tredive fiskere med deres ejendele. Under sejlturen til øen taler de på en lang række dialekter og sprog. Så snart de er godkendt af et udvalg, kan alle fiske på Mbenje, og mænd kommer fra nær og fjern for at nyde godt af øens fyldte farvande.
Wilimoti George, 30, rejste fra Nsundwe i hovedstaden Lilongwe for at ryge og pakke fisk på øen. Han ønsker at spare nok penge sammen til at kunne starte en landbrugsvirksomhed derhjemme og mener, at han vil have nok, når sæsonen slutter.
“Det gode er, at der ikke er alkohol og kvinder, så jeg vil være i stand til at spare op,” siger han. “Kulturen på øen er vigtig, fordi man hjælper hinanden og lever som én familie. Det har du ikke derovre (på fastlandet, red.).”
Da Asmen Kamanga, 33, først hørte om Mbenje fra andre fiskere, rejste han over 150 km fra Karonga-distriktet. Han har arbejdet på øen i tidligere sæsoner og håber denne gang at bruge sin indtjening på at betale skolepenge for sine børn og søskende og støtte sin familie. På trods af at han er væk det meste af året savner han ikke sit hjem, siger han, da faciliteter på Mbenje såsom interimistiske videorooms holder ham underholdt.
“Hvis der er en ø her i landet, som vi er afhængige af, og hvor vi får penge, er det denne ø,” siger han. “Livet her er rigtig godt, og vi rejser kun [tilbage] til kysten på grund af loven. På dette stykke land er der ingen kampe, alkohol og ting, man kan spilde penge på. Når sæsonen slutter tjener vi op mod en million kwacha [1.250 dollars – 7.600 danske kroner], da vi er små fiskere, men de større fiskere tjener flere millioner.
Barabado Yahaya, et udvalgsmedlem, der fører tilsyn med fiskerne på Mbenje, gentager disse påstande. Han siger, at over 6.000 fiskere bor på øen hvert år, og at besætninger i på en god sæson kan tjene millioner af kwacha hver uge.
“Denne ø har gjort os i stand til at uddanne børn, opdrage forældreløse børn, eje ejendom og bygge smukke huse,” siger han.
Kvinder nyder også gavn af øen
Det er selvfølgelig ikke alle malawiere, der kan høste det fulde udbytte af Mbenje. Forbuddet mod kvinder gør, at øen permanent er forbudt område for halvdelen af landets befolkning. Nogle ser dette som diskriminerende. Men andre som Esnart Shaibu, 35, støtter systemet. Hun driver en tøjvirksomhed i Chikombe, som trives takket være fiskeindustrien. Hun siger, at hun er tilfreds med forbuddet, da det var dikteret af ånderne, og at kvinder indirekte tjener på det.
“Vi drager fordel af øen på mange måder, ikke mindst fordi vores mænd og børn fisker på øen,” siger hun. “Business boomer i løbet af fiskerisæsonen, og penge cirkulerer i området. Du behøver ikke at være på øen for rent faktisk at nyde gavn af den.”
Hvis det malawiske fiskeridepartement lykkes med at efterligne Mbenjes traditionelle praksis, der har beskyttet miljøet i århundreder, mens ubæredygtige fiskerimetoder og klimaændringer har skabt kriser andre steder, er der mulighed for, at mange flere ville kunne drage fordel af øens eksempel.
Den originale udgave af denne artikel er udgivet af African Arguments under Creative Commons-licens. Forfatteren har givet Globalnyt tilladelse til at oversætte artiklen til dansk.
Oversat fra engelsk af Gerd Kieffer-Døssing.
