I over 11 år har vores lille frivilligdrevne forening Fair Allocation of Infotech Resources (FAIR Danmark) støttet op om adgangen til it-udstyr i Malawis uddannelsessektor. Vi har i alt sendt lidt over 3.000 computere af sted takket være en blanding af socialøkonomiske ydelser, offentlig støtte til aktiviteter og privat fondsstøtte.
Som vi annoncerede i vores seneste blogindlæg, har vi imidlertid været nødsaget til at lukke vores værksted. FAIR eksisterer stadig som forening, men under de nuværende vilkår kan vi ikke fortsætte som hidtil.
Vi vil gerne forsøge at forklare, hvorfor vi har måttet træffe den beslutning, og hvilke forhindringer en forening som vores står overfor. Selvom vi ønsker at sende et klart budskab, vil vi også gerne dele mellemregningerne bag den konklusion, som vi – og andre i civilsamfundet – råber op om: Vilkårene er kritisk dårlige for at drive et lille civilsamfund gennem frivilligt arbejde med mål om at skabe langsigtet udvikling og solidariske partnerskaber. Vi frygter, at de tilmed er historisk dårlige.
Dette indlæg tager udgangspunkt i FAIR, men de beskrevne forhold og udfordringer er noget, alle organisationer og foreninger, der minder om vores, står overfor.
Ingen funding
De dårlige vilkår for små civilsamfundsorganisationer gør sig især gældende i forhold til mulighederne for at finde finansiel støtte eller andre ressourcer (såsom gratis lokaler) til at understøtte aktiviteter. Da vi i FAIR ikke har lønudgifter, burde det jo være en smal sag, men vores foreningsmodel rummer knap 150.000 kroner i årlige driftsudgifter, primært husleje, hvilket de seneste år har været svære at finde på indtægtssiden.
Gennem årene har vi opereret med fem forskellige former for indtægter, der er gået til at støtte både vores hjemlige driftsomkostninger og det direkte arbejde med at støtte uddannelse i Malawi:
- Samarbejder med virksomheder, hvor de donerer overskydende it-udstyr og derved understøtter genbrug og tager socialt ansvar på. Mere i blogindlægget ”I kan komme og hente det, ellers smider vi det ud” – spoiler: Vi oplever et fald i virksomheders vilje til at tage socialt ansvar.
- Privat fondsstøtte, hvor vi har oplevet stigende afslag, fordi fonde ikke støtter udviklingsarbejdet.
- Genbrug til Syd – foreslået udfaset i 2021 i Udenrigsministeriets gentænkning af puljen
- Støtte via CISU via Civilsamfundspuljen – her modtog vi et mindre beløb i 2011, men har siden fået afslag.
- Medlemskontingenter og donationer – under fem procent af vores samlede omsætning.
Bortset fra medlemskontingenter har ikke én eneste af disse indtægtskilder oplevet fremgang i de seneste år.
For at udbygge analysen af, hvorfor vi står i en situation, hvor vi ikke kan fortsætte vores arbejde (dvs. vi har opsagt vores lager og værksted), vil vi gerne citere fra det nye Netværket for Små og Mellemstore Civilsamfundsorganisationer, som FAIR har meldt sig ind i:
”Det lille civilsamfund i Danmark er desværre et miljø, som er tiltagende under pres. Civilsamfundet lider under den markant faldende finansiering fra private fonde, men også under at vores vilkår er ringere end de store organisationer i de offentlige puljer. Mange små civilsamfundsorganisationer kan derfor ikke overleve på kort og mellemlang sigt, hvis ikke man ændrer funding-modaliteterne. Der er den dag i dag ikke sammenhæng mellem de krav, der stilles i arbejdet med ansøgnings- og projektarbejde, og den kapacitet, man er villig til at finansiere i puljerne.”
Man kan læse mere om dette initiativ i Globalnyt: Frivilligorganisationer mangler penge til drift
Netop nu er Udenrigsministeriet, anført af udviklingsminister Flemming Møller Mortensen (S), i gang med at udarbejde en ny strategi for det danske udviklingssamarbejde. Dette betyder, at vores i forvejen pressede vilkår vil blive påvirket i en nær fremtid, og vi frygter til det værre. Der er indsamlet 92 input til den nye udviklingspolitiske strategi, hvor vores svar, Håb om fokus på uddannelse og informationsteknologi i ny udviklingspolitisk strategi, var et af dem.
Vi kan også citere fra CISUs høringssvar pkt. 3c – og vi håber, at ministeriet læste det hele, fordi vi deler denne alvorlige bekymring:
”Det kan være yderst demotiverende for engagementet både i Danmark og resten af verden, når frivillige foreninger, civilsamfundsorganisationer og andre aktører skal omstille og omprioritere indsatser, de er dybt engageret i, på baggrund af hastigt skiftende politiske prioriteter. Udviklingsstrategien skal være en løftestang for et større, bredere og mere mangfoldigt folkeligt engagement i udviklingssamarbejdet – både i Danmark og i resten af verden. Det kan den blive, når der arbejdes for en forenkling af krav og procedurer til det mangfoldige civilsamfunds engagement i udviklingssamarbejdet.”
Frivillige kræfter og små finansielle bidrag
FAIR er baseret i København og bygger på et koncept, hvor danske virksomheders overskydende it-udstyr sættes i stand og sendes til skoler i Malawi. It-udstyret videreformidles som komplette læringscentre, hvilket understøtter og skaber værdi i uddannelsessektoren. FAIR tilbyder dette i form af samarbejder med virksomhederne. For virksomheden kommer værdien i form af socialt ansvar og korrekt håndtering af overskydende it-udstyr, inklusive datasletning.
Der findes masser af den slags overskydende it-udstyr, som kan omfordeles med et mål om langsigtet udvikling til glæde og gavn for hundredetusinder – ja måske endda millioner, hvis man kunne mobilisere al udstyr – af unge i udviklingslande.
Denne omfordeling kræver imidlertid værksted, lager, transport, optimering og tilpasning af udstyret m.v. I den mest ideelle udgave af FAIR så vi gerne, at virksomhederne giver et bidrag, der dækker disse omkostninger. Det mener vi er muligt, da beløbet, der er behov for, er meget lille – i omegnen af 1-2 procent af deres samlede budget til it-indkøb – og fordi de fleste virksomheder i dag siger, at de gerne vil gøre en social indsats.
FAIR præsenterer således et koncept, hvor nytteværdien virkelig er i top; et koncept, som burde være svært at sige nej til. I løbet af 11 år er det dog ikke lykkedes at gøre modellen økonomisk bæredygtig alene baseret på virksomhedernes bidrag, og vi har derfor været hjulpet på vej af mindre engangsbevillinger fra flere fonde.
Det har hjulpet, at FAIR altid har været drevet af frivillige – alt fra den daglige drift, kommunikationsarbejdet og til projektarbejde og softwareudvikling m.v. er varetaget af frivillige, så der er ingen lønudgifter. Den frivillige indsats kan ikke undervurderes, og løber sammen med værdien af det genbrugte udstyr (over 3.000 computere og dertil skærme, tastaturer, mus, projektorer og netværksudstyr) op i mange millioner kroner over årene.
Seks af de 22 frivillige, der i 2019 hjalp med at læsse en container med 350 computere og laptops, 370 skærme, 300 tastaturer, netværksudstyr, batterier og meget andet, før den blev sendt til Malawi.
Foto: FAIR Denmark
Ringere vilkår på vej
I drøftelserne og udkastene til den nye Genbrug til Syd-pulje er fokus flyttet fra civilsamfundet, så puljen nu åbnes op for danske uddannelsesinstitutioner og dansk erhvervsliv.
Arbejdet har været i gang siden oktober, men man har først i februar valgt at inkludere civilsamfundsorganisationer. Inddragelsen skete i form af et par online møder med få dages varsel.
Den nye pulje er aktuelt skitseret således, at man skærer civilsamfundet fra: Puljen skal primært kunne søges af aktører med tilknytning til uddannelsessektoren, og civilsamfundsorganisationer kan så være partnere i disse ansøgninger. Formålsstyrede foreninger som FAIR kommer derfor til at have det hårdt, hvis vi fremover skal søge disse offentlige midler. Kravene er alt andet end lige blevet sværere at leve op til, da vi nu skal balancere hensyn til danske uddannelsesinstitutioner og deres interesser og behov.
Vi har gennem årene opsøgt både samarbejder med studerende, praktikophold og engagereret danske universiteter i aktiviteter, men vi har også oplevet, at samarbejderne ikke gav mening for os. Stilles dette som et krav, kommer vi til at blive tvunget til – som frivillige, vel at mærke – at stille os til rådighed for andre interesser og motiver end dem, vi egentlig er engagerede i. Vil vi det? Måske, men vi ville aldrig gøre det som primært formål.
Samtidig varslede CISU i marts, at der har været “rekordmange ansøgninger til Civilsamfundspuljen”, som ellers har været kilde til funding for netop små civilsamfundsorganisationer, og understreger, at dette også vil resultere i, at rekordmange støtteværdige ansøgere vil få afslag. Denne udmelding gør selvfølgelig, at vi må forholde os endog endnu mere skeptiske til CISU som fremtidig finansiel støttemulighed.
Den dyre husleje
Vores mest direkte eksistentielle bekymring i FAIR har altid været huslejen. Vi kunne have arbejdet mere direkte med vores formål, hvis der fandtes billige eller gratis lokaler til foreninger som vores; men det har ikke været tilfældet. Københavns Ejendomme har heller ikke haft nogen tilbud, og vi har fået negativt svar på forespørgsler til kommunen om lokalestøtte.
I et svar fra 2019 skrev Københavns Kommune til os: ”Foreningen kan ikke godkendes som folkeoplysende forening, da foreningens formål ikke er folkeoplysende, men humanitær. Derudover skal en folkeoplysende forening have faste kontinuerlige aktiviteter for medlemmerne, mens FAIRs aktiviteter er målrettet samarbejdspartnere i udviklingslandene.”
Vores husleje er siden 2011 steget med 32 procent, hvilket skyldes spekulative forhold omkring vores ejendom og dens placering. Stigningen følger ikke den generelle prisudvikling og kunne sagtens tænkes at være omvendt proportional med tilgængelige midler for civilsamfund. Vi er uenige i, at det er nødvendigt at presse aktiviteter som vores ud af Københavns Nordvestkvarter. Hvis det er socialt ansvarligt at videreformidle it-udstyr til Malawi, så er det tilsvarende socialt uansvarligt at tvinge huslejen op for almennyttige foreninger på den måde, som vores nuværende udlejer gør det. Vi har brugt masser af tid og energi på at tilpasse og istandsætte lokaler, som vi nu ikke længere har råd til.
Situationen med svigtende økonomisk bæredygtighed har været alle i FAIR bekendt. Vi har gennem de sidste år fået mange gode ideer og lavet mange tiltag, men ikke nok til at dække vores driftsomkostninger – der er derfor ikke nogen overraskelse, at vi ikke overlever den pandemi-drevne økonomiske nedgang. Regeringens corona-kompensation for faste omkostninger dækkede ikke vores faste omkostninger, om end de har været faste i vores samtlige 11 år. Afslaget var objektivt og teknisk: Ordningen dækkede faste omkostninger på baggrund af faste indtægter i et 3-måneders vindue i 2019, hvilket tilfældigvis ikke var tre måneder, hvor vi havde indtægter. Nonprofitorganisationer – og i særlig grad små civilsamfundsorganisationer – har ikke stabile månedlige indtægter, mens omkostningerne til drift er så faste som for alle andre.
Siden forsendelsen af en syvende skibscontainer med it-udstyr i november har vores fokus været at finde nye samarbejder for at dække vores omkostninger, men dette har ikke været muligt trods mange ihærdige forsøg. Med prisudviklingen på vores lejemål in mente er vi derfor nået den konklusion, at vi uanset indtægt ikke længere bør fortsætte lejemålet med vores almennyttige hensigter. Det er ikke forsvarligt at videregive formålsdrevne midler til private bygningsejere, som hen over årene har modtaget vel over en million kroner genereret af vores frivillige, humanitære arbejde.
Er private samarbejder fremtiden?
Der er lagt op til, at øgede private samarbejder fremover skal drive det danske udviklingssamarbejde.
For eksempel lægger gentænkningen af Genbrug til Syd op til, at danske uddannelsesinstitutioner skal istandsætte udstyr i praktikforløb og give unge danskere mulighed for praktikophold i Syd. I kulissen står civilsamfundet, som skal tilbyde sit netværk til praktikanterne.
Hvis vi blev spurgt, ville vi nok sige, at det ville være mere relevant og værdiskabende at sende professionelle og erfarne personer af sted, og at sådanne praktikophold forventeligt vil være ressourcekrævende og tære på civilsamfundspartnerskabet.
Skitserne til den nye GTS-pulje lægger op til, at udviklingsarbejdet gøres sekundært og omtaler den egentlige udvikling som et sekundært mål.Man ønsker, at alternative incitamenter skal skabe udvikling og modvirke global ulighed. Det er vel også en ærlig sag, men Udenrigsministeriets gentænkningsøvelse må få os til at stille Knud Vilbys spørgsmål igen: Hvad med at bruge udviklingsbistand som bistand til udvikling?
Vi har med vores beskedne midler og kræfter forsøgt at involvere erhvervslivet i et samarbejde om at dele deres overskydende it-udstyr. Det har krævet en stor indsats, og vi har oplevet både vilje til at tage socialt ansvar og forståelse for, at vi har direkte udgifter forbundet med den socialøkonomisk ydelse og værdi, vi skaber. Vi er taknemmelige for de samarbejder, vi har haft med virksomhederne undervejs, men vi må også sande, at konceptet i sin nuværende model ikke har løftet sig selv – det har krævet konstant arbejde, og det er med tiden blevet sværere at etablere samarbejderne.
Det ideelle regnestykke, som vi stadig forfølger, lyder cirka sådan her: For at løfte FAIRs direkte omkostninger og tage socialt ansvar gennem virksomhedssamarbejder kræver det, at virksomhederne bidrager med, hvad der svarer til 1-2 procent af deres budget til it-indkøb. Altså for eksempel hvis en bærbar har kostet 5.000 kroner fra ny, så vil FAIR have brug for 100 kroner for at forlænge denne computers levetid med yderligere fem år på en skole i Malawi, hvor vi regner med, at mellem 50-200 elever, alt afhængig af den enkelte skole, vil få adgang til og glæde af computeren.
Vi ville jo egentlig gerne, at man kunne bede om sådan et bidrag, men selvom erhvervslivet leder efter succeshistorier og gerne taler om CSR (Corporate Social Responsibility), så har det været svært at opnå stabilitet med den model. Vil man derfor fra Udenrigsministeriets side satse på flere samarbejder mellem det private erhvervsliv og civilsamfundsorganisationer, kræver det en omstilling hos flere parter, og at erhvervslivet tør satse på at skabe kulturforandring.
Vi tør stadig håbe på en forandring ude i fremtiden, men dette kræver et meget større rygstød, som kan gøre det muligt at være civilsamfundsorganisation uden at skulle bruge alle kræfter på at søge midler til driften. Vi er ildsjæle, som gerne vil genbruge it-udstyr, skrive software, vidensdele og støtte direkte op om vores samarbejdspartnere i Malawi.
Det vil vi gerne kunne blive ved med, men nu sætter vi det hele på pause og opmagasinerer vores værksted og indsamlede udstyr på et midlertidigt lager, indtil de rette vilkår for at drive vores forening er til stede.
Vores forening eksisterer stadigvæk – man kan gerne blive medlem, og vi søger også fortsat midler til at fortsætte partnerskaber og aktiviteter i Malawi gennem CISU.
Vi opfordrer alle i en lignende situation til at dele deres historie og blive medlemmer af Netværket for små- og mellemstore civilsamfundsorganisationer.
Benjamin Balder Bach er medstifter af FAIR, bestyrelsesmedlem og softwareudvikler.
