For et par måneder siden fik 23-årige Chadi et telefonopkald: Der ligger en båd klar i Sfax, og hvis han er hurtig, kan han komme med. Sfax, en af de store havnebyer på Tunesiens østkyst, er i dag blevet et centralt knudepunkt for migration og smugling. Det er her Chadi hopper i en båd sammen med nogle andre unge tunesere.
Båden har kurs mod Italien. Med sig har Chadi en lille rygsæk med varmt tøj og en gammel telefon. Han efterlader sine forældre og to søstre i Tunesien. Den farlige tur over Middelhavet klarer han, men kort tid efter ankomsten bliver han deporteret af de italienske myndigheder, da en ny hjemsendelsesaftale med Tunesien er trådt i kraft. Nu er han tilbage i Tunesien, men han planlægger at tage af sted igen.
”Der er ikke mere håb her,” siger han. ”Den tunesiske ungdom tror ikke længere på Tunesien. Der er ingen jobs, ingen hjælp til unge arbejdsløse, og uligheden vokser.”
Rekordmange tunesere søger væk
Chadi er studerende og kommer fra en middelklassefamilie i hovedstaden, Tunis. Han er en del af den nye bølge af unge, der i stigende grad er begyndt at søge væk fra deres hjemland. I år har fire gange så mange tunesere krydset Middelhavet til Italien i forhold til 2019 i det, der er blevet døbt Den tunesiske udvandring (the Tunisian Exodus).
Læs også: Økonomisk nedtur sender tuneserne over Middelhavet
Tunesien er havnet i sin hidtil værste økonomiske krise, selvom landet fortsat hyldes som det Arabiske Forårs største – og eneste – succeshistorie. Efter det folkelige oprør i 2010 blev den mangeårige leder Ben Ali afsat, der blev afholdt frie valg, der blev skrevet en ny grundlov med udgangspunkt i en dialogproces, som blev anerkendt med Nobels Fredspris.
På trods af alt dette eksisterer mange af de politiske, sociale og økonomiske problemer fra før det folkelige oprør fortsat. Nogle af dem er endda blevet forværrede, og landet har gennem de sidste år været ramt af jævnlige demonstrationer, regeringsskandaler, lav valgdeltagelse, recession og nu også en emigrationskrise.
Økonomisk deroute og fortsatte protester
Da Det Arabiske Forår begyndte i Tunesien i 2010, demonstrerede tuneserne under sloganet ”Arbejde, frihed og værdighed”, men de føler fortsat, at deres krav ikke bliver mødt. Budskabet for oprøret var økonomisk og social retfærdighed – ikke demokrati.
Imidlertid er det demokratidelen – forstået som frie valg, parlamentarisme og politik – og ikke de økonomiske reformer, der kunne have forbedret tunesernes hverdag, som har fyldt de seneste ti år. Store dele af den tunesiske befolkning lever fortsat uden indflydelse på eget liv og egen hverdag. De oplever stigende ulighed, vold, marginalisering, samt politisk og socioøkonomisk eksklusion.
Mange tunesere håbede, at revolutionen ville åbne døren for økonomiske reformer og vækst, men økonomien er styrtdykket siden: Den tunesiske dinar har mistet halvdelen af sin værdi over for den amerikanske dollar, og købekraften for familier er faldet med 88 procent. Covid-19-pandemien har kun uddybet og forværret krisen, og den tunesiske økonomi forventes at krympe med 6,5 procent i år. Ledigheden er steget til 18 procent, og op mod 40 procent af landets unge er arbejdsløse.
Hele industrier har været lukket ned, herunder restaurations- og hotelindustrien samt turismeindustrien – for sidstnævnte viser seneste tal et fald i indtjeningen på 80 procent, svarende til et tab på 1,4 milliarder dollars, 8,5 milliarder kroner.
Lukningen af de to centrale brancher har resulteret i tusindvis af arbejdsløse, der siden marts ikke har vidst, hvorfra de skal få penge til mad. Som en sidste desperat løsning er endnu flere begyndt at emigrere.
En enkelt tændstik var alt, der skulle til, da en ung desperat mand satte ild til sig selv i 2010 og til befolkningers frustrationer på tværs af Mellemøsten og Nordafrika.
Foto: Cecilie Castor
Historisk har Tunesien været et emigrationsland, men er for nylig blevet både et transit- og et destinationsland for migranter og flygtninge fra afrikanske lande syd for Sahara. Antallet af nyankomne er steget markant i de senere år. Mange flygter fra Libyen til Medenine-provinsen i det sydlige Tunesien, hvor konflikt, vold og grænsepolitik sætter migranter i en sårbar situation.
Eftersom Tunesien forsat mangler en migrations- og asyllovgivning, er der ingen national myndighed udpeget til at registrere, assistere eller integrere flygtninge, asylansøgere og migranter i landet. UNHCR har registreret knap 5.000 migranter i Tunesien, men mørketallet for udokumenterede migranter og flygtninge estimeres til at ligge et sted mellem 20.000-67.000.
På grund af den eskalerende borgerkrig i Libyen, har mange migranter og flygtninge ændret migrationsruten mod Tunesien. Det ses tydeligt ved Italiens kyster. Ifølge UNHCR er 45 procent af alle migranter, der ankom til Italien med båd fra januar til oktober i år, sejlet ud fra Tunesien. 41 procent af alle migranterne, der ankom til Italien i samme tidsperiode, er tunesiske statsborgere.
Fra tunesisk kystvagt til EUs grænsevagt
Transformationen til Nordafrikas nye transit- og migrationscenter er ikke gået ubemærket hen. Migrationsdynamikkerne i Tunesien har længe været overskygget af det internationale samfunds fokus på Libyen, men som det nye primære transitland er Tunesien havnet i centrum for EU’s migrationspolitik.
Det betyder øget interesse fra EU og medlemsstaterne om migrationskontrol og grænseforvaltning. Både EU og Danmark har indgået aftaler om øget grænsekontrol med den tunesiske regering med ønsket om at bremse migrantstrømmen helt.
Ifølge en rapport fra Tunesiens menneskerettighedsorganisation Forum Tunisien pour les Droits Economiques et Sociaux (FTDES) har landet siden 2016 modtaget 57 millioner euro via EU Emergency Trust Fund til projekter med det direkte eller indirekte formål at reducere migrationen til Europa. En lille sum af pengene er gået til at støtte migranter og flygtninge i Tunesien, men de fleste er blevet allokeret til at styrke grænsepatruljekapaciteten og dermed omdanne den tunesiske kystvagt til den ”europæiske maritime grænsevagt”.
Med EU’s snævre syn på migrations -og grænsekontrol og store fokus på den demokratiske proces i Tunesien har EU fuldstændig overset den virkelige trussel, nemlig den sociale og økonomiske situation; det er dén, der forårsager voldelige protester hvert år. Det er dén, der får folk til at forlade landet.
Den alvorlige økonomiske og sociale krise (der blot er forværret under pandemien) gør, at det ikke kun er unge mænd, men nu også hele familier, som tidligere var at betragte som en del af den tunesiske middelklasse, der emigrerer i håbet om at finde bedre levevilkår.
Tuneserne flygter lige nu fra præcis de samme problemer, som for ti år siden udløste Det Arabiske Forår og ledte til, at mere end 20 års undertrykkende og korrupt regime faldt: nemlig omfattende økonomisk elendighed og ulighed. For tiende år i træk har Tunesiens politiske elite fejlet i at adresse de problemer, som tuneserne gjorde oprør mod – og nu står landet ovenikøbet midt i en emigrationskrise.
”Jeg er allerede død i mit land”
For Chadi er der ikke nogen anden udvej end at tage turen over Middelhavet igen. Han er endnu engang ved at spare op. Sidst tog det ham seks måneder med småjobs på forskellige byggepladser, resten af pengene lånte han af sin mor.
”At emigrere er den sidste udvej, på trods af den fare det medfører. Folk har ikke noget at stå op til, og de har ikke længere noget håb. Hvad forventer du af folk, der ikke har råd til mad på bordet?”
Chadis mål har aldrig været Europa, men blot at leve et værdigt liv med ordentlige levevilkår og fremtidsmuligheder. Det mener han ikke længere er muligt i Tunesien.
”Unge mennesker ofrede deres liv under revolutionen. Hvad fik vi? Ingenting. I stedet blev vi marginaliseret og overset af politikere, der udnyttede ungdommens revolution. Jeg er ikke bange for at dø i Middelhavet, jeg er allerede død i mit land.”
Ahlam Chemlali er ph.d.-studerende på DIIS og forsker blandt andet i migration og grænsekontrol, livet i transit og migranters vilkår i Nordafrika. Artiklen er oprindelig bragt på DIIS’ hjemmeside.
