Organiseret tyveri af kvæg er big business i det østlige Afrika og involverer korrupte politikere, kvægbaroner og mindre hære af bevæbnede kvægtyve. Kvægkartellerne opererer på tværs af landegrænser og efterlader sig et blodigt spor. Tusindvis er blevet dræbt og endnu flere har mistet deres livsgrundlag, dokumenterer den EU-støttede tænketank ENACT.
Kvægtyveri er ikke et nyt fænomen i Østafrika og på Afrikas Horn. Det er gennem generationer blevet praktiseret af nomadiske kvægavlere, de såkaldte pastoralister, og har traditionelt været – og er for så vidt stadig – en bredt accepteret norm. Dels har kvægtyveri været en måde, hvorpå lokalbefolkningen har kunnet balancere rigdom, magt og social sammenhængskraft (kvæg gives ofte i medgift) og sikre en fordeling af ressourcerne i fattige og isolerede områder, hvor staten har glimret ved sit fravær. Praksissen har også fungeret som konfliktløsning ved interne stridigheder for at forhindre eskalering af vold.
Men over de sidste 30 år er tyveriet sat i system og taget til i styrke.
Bevæbnede kvægtyve og kødhungrende byboere
I kølvandet på den kolde krigs afslutning blev det afrikanske kontinent oversvømmet med våben, som kunne rekvireres for kvæg. Pastoralisterne fik adgang til AK-47 geværer, samtidig med at efterspørgslen på kød fra en voksende afrikansk middelklasse steg. Pludselig var der store penge at tjene på kødmarkederne i byerne.
Som konsekvens ændrede kvægtyveriet karakter. Mens praksissen stadig foregår under dække af at være en lokal, kulturel norm, er tyveriet i dag organiseret, kommercialiseret og ekstremt voldeligt og drives af økonomiske og politiske motiver. Bagmændene er kvægbaroner – cattle warlords, som ENACT kalder dem – som står i ledtog med korrupte politikere. De bestikker og bevæbner mindre hære af pastoralister og kontrollerer velorganiserede kriminelle netværk, der opererer på tværs af svagt bevogtede landegrænser.
Myndighederne i regionen har traditionelt ikke opfattet kvægtyveri som en kriminel aktivitet, og derfor har kvægbaronerne haft forholdsvis frit spil. Sammenlignet med ulovlige varer som stoffer og kontrabande, er det ikke svært at transportere stjålent kvæg, der er en almindelig handelsvare. Da de fleste lande i regionen ikke har mærkningslovgivning, så kødet kan spores, er det også let at omsætte kvæget på det hvide marked.
Politisk-motiveret tyveri
Staterne yder kun lidt beskyttelse til de fattige kvægavlere, som risikerer at miste hele deres livsgrundlag, hvis de frarøves deres kvæg. Derfor ser man i stigende grad, at avlerne organiserer sig i bevæbnede selvforsvarsgrupper, der også tyer til selvtægt gennem hævnaktioner.
Det er yderligere med til at forværre situationen, som det ses i et grænseområde mellem Etiopien og Kenya. Konstante røvertogter og hævnangreb har fjernet al tillid og samarbejde mellem samfund i de to lande, hvilket har været gunstigt for velorganiserede kvægkarteller. Mobiliseringen af de enkelte samfund skaber også grobund for, hvad ENACTs respondenter har kaldt ”politisk kvægtyveri”.
Her stjæler politisk motiverede grupperinger – nogle gange mod betaling fra deres kandidat – kvæg fra folk, der støtter en oppositionskandidat. Formålet er at tvinge folk til at flytte og derved sprede oppositionsstemmerne, hvilket vil neutralisere politiske modstandere.
En AK-47 i bytte for en ko
Et kig på tallene, som ENACT har fundet frem til, understreger omfanget af det organiserede kvægtyveri. I begyndelsen af 2017 udførte 10.000 pastoralister med automatvåben en koordineret aktion i Laikipia-regionen i Kenya, hvor de angreb farme og naturreservater og stjal 135.000 stykker kvæg.
I Sydsudan blev over 200 personer dræbt på en enkelt måned i forbindelse med et stort kvægtyveri, og efterfølgende blev hundredvis af personer dræbt eller bortført i forskellige hævnaktioner.
Organiseret kvægtyveri har altså pustet til ilden i en del af verden, som i forvejen er hårdt plaget voldelige konflikter, og hvor bytteforholdet mellem et AK-47 automatgevær og køer er 1:1 – uanset om koen er stjålet eller ej. Jo flere kvæg, kvægtyve stjæler, des bedre bevæbnet kan de blive, og derfra kører voldsspiralen.
Fordi kvægtyveri foregår under dække af at være en traditionel praksis med sin egen iboende logik, har det kunnet foregå forholdsvis uforstyrret – også selvom praksissen i dag altså er del af væbnet, transnational kriminalitet, der udelukkende tjener økonomiske formål.
Tilbage i 2008 vedtog samarbejdsorganisationen for politichefer i Østafrika, EAPCCO, dog en fælles protokol for, hvordan landene i fællesskab kan forhindre, bekæmpe og udrydde kvægtyveri i regionen blandt andet gennem en ensretning af lovgivning på tværs af landene og indførelsen et identifikationssystem for kvæg.
Selvom de daværende elleve EAPCCO-medlemslande – Burundi, Djibouti, Eritrea, Etiopien, Kenya, Rwanda, Seychellerne, Sudan, Somalia, Tanzania og Uganda – underskrev protokollen, er det indtil videre kun Uganda, der har ratificeret den.
Også æseltyveri er blevet en lukrativ forretning i regionen. Gelatine fra æselskind bruges blandt andet i traditionel kinesisk medicin, og det har fået efterspørgslen til at stige. I Kenya slagtes æsler nu fem gange hurtigere, end de kan avles, og også regionale æselkarteller hærger på tværs af grænserne.
