Adam Holm: Diktatoren i Damaskus
Udgivet april 2020.
256 sider, Gyldendal
Syrien har ikke præget storpolitikken i en længere periode, men den snart ti år lange borgerkrig raser stadig. Hovedansvaret for dens fortsættelse må tilskrives Syriens præsident, Bashar al-Assad, som den danske historiker og journalist Adam Holm nu har gjort til genstand for bogen ‘Diktatoren i Damaskus’.
Al-Assad er interessant, fordi hans levnedsløb adskiller sig fra en række andre diktator-kolleger i Mellemøsten såsom Egyptens Hosni Mubarak, Libyens Muammar Gadaffi og Assads egen far, Hafez al-Assad, som alle kom fra militæret.
Forfatteren proklamerer i bogen, at han ikke vil servere en ”langtrukken dæmonisering” af Assad, selv om han er fuldt bevidst om de veritable dødsfabrikker, de syriske fængsler rummer, og de mange krigsforbrydelser, der er begået siden 2011, da oprøret mod Assads regime brød ud. Det kan måske påpeges som lidt af en svaghed ved bogen i betragtning af, at det danske bogmarked mig bekendt ikke hidtil har budt på en nærmere beskrivelse af det.
Men Holms ærinde er at prøve at forstå hvordan Assad, oprindelig øjenlæge, er kommet til dette punkt – som en hensynsløs magtherre og ansvarlig for talrige krigsforbrydelser. Hans fader, også en sand diktator, havde tilsyneladende forestillet sig sin ældste søn, Basil, som sin efterfølger. Men Basil omkom ved en trafikulykke i 1996, hvorfor Bashar måtte skrinlægge sine drømme om en fortsat karriere som øjenlæge. Han var dengang – efter beskrivelser, forfatteren fremdrager – på den London-klinik, hvor han arbejdede, en tilsyneladende sky, beskeden ung mand, der forestillede sig videregående studier i blindhed.
Baath-partiets enhedslære og drabet på Hariri
De religiøse spaltninger inden for islam præger flere mellemøstlige befolkninger, altså skellet mellem sunnier og shiitter. Assad har det til fælles med den afdøde Saddam Hussein, at han tilhører et religiøst mindretal i sit eget land: de shiitiske alawitter. Saddam derimod var sunnimuslim i det Irak, som har et flertal af shiitter. Men, som Holm påpeger, blev sekularismen bragt i forgrunden ved Baath-partiets magtovertagelse i Syrien i 1963. Men det er værd at indse, at sekularismen for eksempel ikke betyder ret til at udøve religionskritik, eller at staten har forrang for gejstlige institutioner.
Den dækker over Baath-partiets enhedslære om fælles arabiske værdier plus socialisme. Alawitterne er ifølge Holm ikke kendt som særlig krigeriske eller opsatte på det militære håndværk, men soldatertilværelsen blev erkendt som en vej til en sikker indkomst, efter at Syrien i 1946 opnåede fuld selvstændighed oven på en periode som fransk protektorat.
Men Mellemøstregionens grundlæggende problem eller rettere udfordring var og er Israel. Ikke mindst efter USA’s invasion af Irak i 2003. Amerikanerne pålagde herefter Syrien at vælge side – og det førte til, at Assad løslod en gruppe islamiske oprørere. De blev forsynet med penge og våben og sendt til Irak med det formål at fremme anti-amerikanismen.
Men Assad var mand for et dristigt dobbeltspil: Samtidig med, at han gav logistisk og økonomisk støtte til islamister i Irak, lod han sine sikkerhedstjenester presse oplysninger ud af nogle af jihadisterne, oplysninger som så blev videregivet til det amerikanske CIA og det britiske MI5. En egentlig krise ramte imidlertid Assad, da den libanesiske politiker og mangemillionær Rafik Hariri i 2005 blev dræbt ved et bombeattentat i Beirut. Assad spillede den forfulgte uskyldighed, men alle indsigtsfulde iagttagere og eksperter var ikke i tvivl om, at Syrien stod bag. Hariri var manden bag genopbygningen af Libanon efter landets borgerkrig 1975-90 og dertil talsmand for tilbagetrækning af de syriske tropper i landet.
Myndighedernes daglige voldsanvendelse
Af geostrategiske grunde var Syriens lille naboland med Holms ord livsvigtigt for Assads politik – det gav ham nemlig en ekstra front over for Israel. Samtidig øgede FN og ledende magter i Vesten presset på Assad, som så i april 2005 måtte lade de sidste 10-15.000 syriske soldater forlade Libanon (anmelderens tilføjelse, red.).
Under oprulningen af mange enkeltheder om Assads gøren og laden, drab på politiske modstandere med flere, kniber det ind imellem for læseren at holde fast i de afgørende ”lange linjer” i udviklingen. Forfatteren hvirvler et beundringsværdigt antal detaljer op, samtidig med at der bliver en del løse ender tilbage.
Fremme ved år 2011, da det såkaldte arabiske forår blæste hen over Mellemøsten, får to journalister ved det amerikanske Wall Street Journal mulighed for at spørge Assad, hvorfor Syrien ikke som i Tunesien og Egypten skulle blive ramt på samme skelsættende måde, som efter folkeligt pres satte de to landes herskere fra bestillingen.
Syrerne havde ifølge præsidenten taget godt imod de samfundsændringer, som han havde bidraget til, endog inden han kom til magten i 2000. Forfatteren har selv besøgt den ”trøstesløse” syriske by Deraa, hvor nogle frustrerede skoledrenge igennem graffiti tilkendegav deres modstand mod regimet – og blev mødt af sikkerhedsstyrkernes grusomme tortur, blandt andet afrivning af fingernegle og elektroder sat til kønsdelene.
Hvorfor denne hændelse skulle udløse borgerkrigen, er ikke let at forklare – men voldsanvendelse fra myndighederne var, skriver Holm, en daglig foreteelse, som ingen udenlandske turister oplevede. Imidlertid lå arbejdsløsheden på 20 procent, for unge under 25 år helt oppe på 50 procent. Da de regimekritiske demonstrationer tog til, valgte Assad at besvare dem væbnet magt, og hundreder blev dræbt på denne måde. Modstanderne samlede sig i Homs, de håbede, at det internationale samfund – som tidligere i Benghazi i Libyen – ville gribe ind. Men i modsætning hertil vidste de syriske myndigheder, hvordan de skulle standse nyhedsstrømmen fra Homs. Både syriske og udenlandske journalister og fotografer blev dræbt under kampe her.
200 syrere er dræbt om dagen
Adam Holm citerer Assad-udtalelser til den russiske tv-station Russia Today: ”Folket står på min side” med tilføjelsen ”vi udkæmper ikke en borgerkrig, men et opgør med udenlandske konspiratorer”.
Forfatteren undlader imidlertid at komme nærmere ind på Ruslands rolle i det syriske opgør, ligesom dette med borgerkrig. Der er dem, der mener, at Rusland har nøglen til en standsning af det syriske blodbad. Interessant kunne have været, om Holm havde drøftet, hvornår man gik fra at tale om et oprør i Syrien til fordel for erkendelsen af en egentlig borgerkrig. (Visse eksperter hælder til, at Den Internationale Røde Kors-komités mening herom er retningsgivende).
Assad har henvist til, at udenlandske Syrien-fjender og terrorister er hovedansvarlige for borgerkrigens fortsættelse. Og det uanset at man her har at gøre med den værste humanitære katastrofe siden Anden Verdenskrig. I gennemsnit har 200 syrere mistet livet hver dag igennem otte år, både civile, oprørere og regeringssoldater.
Millioner af mennesker, måske tæt ved halvdelen af befolkningen, er flygtet ud af landet eller til andre områder end deres hjemegn.
Ifølge det Syriske Netværk for Menneskerettigheder, forkortet SNHR, har regimet ansvaret for hele 92,2 procent af samtlige civile, der er omkommet under krigshandlingerne. Antallet af dræbte under tortur løber op i mindst 12.282 personer. En syrisk fotograf havde i 2013 held til at udsmugle over 30.000 fotografier af fanger, som er blevet dræbt i sikkerhedsstyrkerne varetægt.
Irans og Ruslands tunge ansvar
To stater bærer et tungt ansvar for borgerkrigens fortsættelse: Rusland og Iran har ydet militær ekspertise, som har medvirket til tilbageerobringen af områder af landet, der var blevet underlagt militante grupper, deriblandt Islamisk Stat.
Russiske fly og specialtropper foruden iranske snigskytter fra Revolutionsgarden samt den libanesiske militærgruppe Hizbollah har ydet et væsentligt bidrag til afstivning af Assad-regimet.
Så jo, udlændinge må tilskrives for, at krigen går videre, men det var ikke disse udlændinge, diktatoren hentydede til.
Holm har leveret en detaljerig beskrivelse af den oprindelige øjenlæge, som var bestemt for et liv i menneskehedens tjeneste, men i virkeligheden kom til at videreføre sin diktator-fars undertrykkelse af egen befolkning. En mand som – viser Holms citater og beskrivelse – evner at tilbagevise alle beskyldninger for tortur og massiv undertrykkelse.
Som han udtrykker det:
”Nok har Syrien mistet vores bedste unge mennesker og landets infrastruktur – men samtidig er der udviklet et sundt og harmonisk samfund med en fælles nationalfølelse”.
Øjenlægen har i sandhed – som forfatteren formulerer det – blik for noget, andre ikke har set.
