Tre generationer i flygtningelejr

Libanons glemte palæstinensere 

Hvad kan vi lære af syv årtiers flygtningehjælp i et nærområde? I tre kapitler kigger Globalnyt nærmere på de palæstinenserne, som flygtede til nabolandet Libanon i 1948.

Læs de øvrige kapitler her:

Introduktion til serien

Kapitel 1: Tre generationer i flygtningelejr

Kapitel 2: Sårene fra borgerkrigen

Kapitel 3: En umulig drøm om hjem

Projektet har modtaget støtte fra Udenrigsministeriet i form af et rejsestipendium fra Oplysningspuljen 2019. 

Fayza Abed vifter med armene, mens hun løber for sit liv, hen over familiens marker. Hendes fødder er bare. Hun er tolv år gammel og rædselsslagen, i færd med at forlade sit fædreland, Palæstina, for hvad hun endnu ikke ved bliver sidste gang. 

Fayza kender billedet ud og ind. I snart 72 år har hun har haft det samme mareridt om flugten fra Palæstina. En skelsættende begivenhed i hendes liv, som engang var meget ægte.

Til lyden af israelsk bomberegn flygtede den dengang 12-årige pige sammen med sin far, mor og søskende ud af Palæstina. Hun havde sko på fødderne, men ingen ejendele i hænderne; familien regnede med at returnere til hjemmet i Akko indenfor et par uger, når den arabisk-israelske krig stilnede af.

Men det midlertidige tilflugtssted i nabolandet Libanon blev permanent. Fayza er i dag 84 år gammel, rynket og sammenbøjet. Størstedelen af sit liv har hun tilbragt i flygtningelejren Bourj el-Barajneh i Beirut, hvor hun har mødt sin palæstinensiske mand, født syv børn, fået børnebørn og begravet sin husbond. Alligevel ser hun ikke Libanon som sit hjem.

”Jeg har det som om, at Libanon er en trøje, jeg låner, mens min egen er til vask,” siger hun.

“Jeg venter stadig på, at jeg kan vende tilbage til mit hjemland.”

Håbet om Palæstina blev til håbløshed i Libanon – både for Fayza og de efterfølgende to generationer i familien. For at forstå de menneskelige konsekvenser af mere end syv årtiers flygtningearbejde i et nærområde, har Globalnyt tilbragt flere dage sammen med hende, hendes 58-årige søn Wael og hendes 22-årige barnebarn Khaled.

Flygtninge uden almindelig flygtningestatus
Familien Abed er en familie blandt mange. Cirka 100.000 palæstinensere flygtede til Libanon ved staten Israels oprettelse i 1948. 

Året efter etablerede FN organisationen UNRWA (United Nations Relief and Work Agency) med det formål at beskytte og hjælpe de fordrevne arabere fra Palæstina. På grund af UNRWA anerkendes palæstinenserne som den eneste flygtningegruppe ikke under den internationale flygtningekonvention fra 1951. Individer må kun modtage støtte fra én FN-organisation, fastslår konventionerne, og derfor var palæstinenserne allerede “dækket ind” under UNWRA-paraplyen. 

I dag hjælper UNRWA 5,5 millioner palæstinensere i Libanon, Syrien, Jordan, Vestbredden og Gaza. I 2017 var 180.000 personer officielt registreret i Libanons 12 flygtningelejre, men i realiteten rummer lejrene over dobbelt så mange.

For syv årtier siden var flygtningelejren Bourj el-Barajneh et landskab af telte og sand, der lå på behørig afstand af Beirut. Gennem tiden blev teltene til huse, i takt med at drømmen om Palæstina begyndte at virke stadig mere fjern, og hele området blev opslugt af Beirut, der udvidede sig. Etager af grå cement blev tilføjet for at huse børn og børnebørn. 

Resultatet er en labyrintisk by i byen, hvor smalle, mørke gader huser frisørsaloner, bagere, købmænd, restauranter og skoler. Denne pulserende ene kvadratkilometer var tiltænkt 10.000 mennesker, men i dag bor her mindst 20.000. Børn drøner rundt på scootere, under et virvar af ledninger og strømkabler, der skygger for solen – et kaos, der årligt koster tilskadekomne, som glemmer at dukke sig og får stød fra en af de lavthængende ledningerne. En del mænd er arbejdsløse og sidder på plastikstole og fordriver tiden med sort kardemommekaffe og cigaretter, mens en stor del af lejrens kvinder kokkererer, vasker tøj og sidder i hjemmene. 

Videobilleder af hjemlandet
Fayzas arbejde har altid været jobbet som husmor. Hun kommer fra en familie af landmænd og har efter eget udsagn aldrig været interesseret i at forlade huset. Derfor var det ikke nødvendigt at have kontakt til verdenen udenfor Bourj el-Barajneh. Hendes viden om Libanon og libaneserne bygger på historier i medierne, kvidren blandt andre kvinder i flygtningelejren samt fra hendes afdøde mands beretninger. Han gik bort for 36 år siden.

”Libaneserne diskriminerer palæstinenserne. Vi er ikke velkomne” siger Fayza.

Vi sidder i en salonagtig stue i familiens hus med sofaer hele vejen rundt langs rummets fire vægge, et skarpt hvidt lys i loftet og en vifte, der fungerer som aircondition. Fayza er en lille dame, som bevæger sig langsomt, men taler både hurtigt og højt.

“Min mand var skolelærer og havde et godt forhold til sine libanesiske kolleger, men personligt har jeg ingen gode minder med libaneserne. Og regeringen ønsker bestemt ikke, at vi er her,” siger Fayza. 

Hun afbrydes af en endnu højere kvindestemme ude fra køkkenet, der nærmest skærer sig igennem væggene og ind i salonen: 

”Sidder der journalister inde i stuen? Hvorfor taler du med dem? Det ændrer ikke noget på vores situation. Har du ikke efterhånden fattet, at de kommer her og lader som om, at de går op i os. Men de er ligeglade, så snart de er hjemme igen,” råber kvinden. 

Det er Fayzas svigerdatter. Hun tramper ind i stuen, men bløder straks op, da hun ser gæsterne i sit hus.

”I skal se noget,” siger hun og finder et videoklip på sin smartphone frem. 

En person filmer med rystende hånd et fladt et-etages hus. Bevæger sig rundt i den grønne have omkring huset og filmer det fra alle vinkler. Går helt hen til døren, stadig med kameraet tændt. 

”Det er Fayzas hus i Palæstina. Det er vores families hus, som nu er overtaget af israelere,” siger hun, mens Fayza mumler en bøn.

”Vidunderlige Arafat”
Det brændende ønske om at vende hjem har været konstant gennem alle årene i Libanon, fortæller Fayza. Og hendes palæstinensiske nationalitetsfølelse er kun blevet forstærket af det lange eksil. 

Det skyldes blandt andet manden, der hænger i glas og ramme i samtlige hjem, vi besøger i lejren: Yasser Arafat. 

Som formand for PLO og senere Fatah stod Arafat siden 1969 i spidsen for modstandskampen mod Israel med base i Beirut. Det var blandt andet PLO’s tilstedeværelse der gjorde, at israelerne involverede sig i Libanons mudrede borgerkrig, som varede fra 1975 til 1990. 

I 1993 stod Arafat på plænen foran Det Hvide Hus i Washington som leder af Det Palæstinensiske Selvstyre og trykkede hånd på Oslo-aftalen. Men fredsforhandlingerne kuldsejlede, og Arafat endte sine dage på amerikanernes terrorliste, før han døde på et hospital i Paris i 2004. Den officielle dødsårsag var en hjerneblødning, men mange palæstinensere mener, at han blev dræbt med gift, og at Israel stod bag.

”Hvad jeg synes om Arafat?” spørger Fayza og liver op.

Den 84-årige kvinde bruger sin stok til at rejse sig fra sofaen, bevæger sig med fire hurtige skridt hen til et billede af Arafat, hvor han ligger i fuld uniform i en solstol ved en pool, tager det op og kysser det fem gange. 

”Han er det smukkeste, bedste, mest vidunderlige der nogensinde er sket for palæstinenserne! Hvis det ikke var for ham, ville ingen i verden nogensinde anerkende Palæstina. Der er gud, og så er der Arafat lige under ham,” siger hun og kysser ham et par gange mere. 

Men gejsten suges med et knips ud af den palæstinensiske kvinde, da snakken falder på hendes børn og hendes børns børn. Fayza ville ønske, at de var omkring hende, og at de alle var i Akko. Men familien er spredt ud i olierige Golfstater som Abu Dhabi og Saudi-Arabien, hvor de arbejder som billige migrantarbejdere og sender penge hjem. Og dem, der stadig er i Libanon, er ulykkelige, for landet tilbyder dem ingen fremtid, siger Fayza, hvis øjne ikke længere stråler af glæde, men oversvømmes af tårer.

”Jeg har mistet håbet. Mine børnebørn har uddannelser, men må ikke arbejde. Vi mistede alle vores fremtid, da vi forlod Palæstina.” 

Bristede drømme om Europa
Fayza græder blandt andet på grund af sin søn, Wael. Han er 58 år og er aldrig sluppet væk fra livet i Bourj el-Barajnheh. 

Modsat sin mor – som er ulykkelig over familiens skæbne, men taknemmelig for sit helbred, maden på bordet og Gud – lægger Wael ikke skjul på, at han er både bitter og bister. Som ung boede han fire år i de Forenede Arabiske Emirater, hvor han arbejdede i butik og sendte penge hjem. Men hans status som den ældste i søskendeflokken tvang ham til at rejse hjem på grund af faderens tidlige død. Og da hans mor to gange havde afvist idéen om, at hele familien skulle rykke teltpælene op, tage chancen og rejse til Europa, vidste han, at han ikke skulle spørge mere. 

”Hvis vi var kommet væk, kunne vi måske nemmere have glemt Palæstina. Men jeg er også glad for, at mine forældre fortalte mig historier om hjemlandet, for selvom jeg aldrig har været der, bærer jeg det altid i mit hjerte,” siger Wael. 

Han viser os sin lille kiosk, som ligger i samme gade som familiens hus i lejren. Wael ville gerne have læst til civilingeniør, men familien havde ikke råd til, at han fortsatte studierne efter gymnasiet. 

”Måske kunne det have givet mig et bedre liv at læse videre. Men den politiske situation for palæstinenserne i Libanon er alligevel fuldkommen håbløs i dag,” siger han. 

De palæstinensiske partier
I juli 2019 blev en ny lov indført i Libanon, der påbyder alle udlændinge i landet at ansøge om specielle arbejdstilladelser. Uden tilladelse, ingen ret til lovligt at arbejde. Palæstinenserne, som har boet i landet siden 1948 og udgør 10 procent af Libanons befolkning, anses under denne lov for at være udlændinge. 

Den nye lov fik palæstinenserne på barrikaderne i alle 12 flygtningelejre. Loven blev set som endnu en dråbe i et glas, der er flydt over for længst. Mange palæstinensere føler sig i forvejen diskrimineret på arbejdsmarkedet, da det ved lov er bestemt, at de ikke må arbejde indenfor 39 forskellige professioner, blandt andet jura, medicin og ingeniør De må heller ikke eje land og deres adgang til det offentlige skole- og sundhedssystem er begrænset. 

Wael var også på gaden. Han er aktiv i et af de palæstinensiske partier, men smiler og ryster på hovedet, da vi spørger ind til hans politiske engagement.

”Det er lige meget,” siger han.

Partierne har mange administrative roller i de palæstinensiske flygtningelejre – i forhold til sikkerhed, infrastruktur, fordeling af bistandskroner, jobs og meget mere – men alle bliver tavse, når der spørges ind til deres betydning.

”Lad mig sige det på den her måde. Politiske holdninger er personlige. Men jeg kan takke PLO for meget i mit liv, og partierne vi har i dag, er de eneste, der kæmper for vores rettigheder,” siger Wael.

Hans svar bliver kortere og kortere, ligesom lunten til hans vredesudbrud. Siddende i sofaen i hjemmets stue hopper hans ben op og ned, blikket flakker febrilsk rundt, og cigaretterne kæderyges.

”Er vi snart færdige?” spørger han.

Khaled vil væk
En af kilderne til Waels dårlige humør ligger oppe på husets første sal. Det er hans 22-årige søn, Fayzas barnebarn, Khaled, som lever om natten og sover om dagen, fordi han ikke kan finde et arbejde. En typisk situation for de fleste unge mennesker i Bourj el-Barajnheh, mener Wael. 

”De seneste 10 år er det blevet sværere, fordi Libanon også har deres egne problemer. Støtten fra UNWRA bliver mindre. De unge flygter fra det lort her. Og mange af dem, der bliver her, ender med at tage stoffer, fordi de ikke har andet at tage sig til,” siger han.

Khaled er ikke en af stofmisbrugerne, forsikrer Wael os. Mens hans situation er håbløs.

”Jeg forsøger at smile, men indeni gør det ondt. Jeg ved ikke, hvad min søn skal stille op, og jeg tror, at han er depressiv.”

Khaled ved det heller ikke selv, men han er i gang med at udarbejde en plan. Han vil emigrere til Europa, fortæller han os.

Han ligner sin far – både i udseende og temperament.

Vi møder ham i en venindes hus, hvor ryggen er rank, smilet er bredt og høfligheden er i top, når han trykker pigens forældres hænder og hilser på dem. Men når han kigger på Globalnyts udsendte, ser han træt ud.

”Jeg skal bruge 10.000 amerikanske dollars for at komme afsted. Jeg har kontakterne, men mangler pengene,” siger Khaled.

Han vil gerne til Sverige, fordi han har hørt, at folk behandles med ”respekt og værdighed” der. Men han er dybest set ligeglad. Han vil bare gerne væk fra Libanon, hvor han føler sig diskrimineret af både myndighederne og menneskene.

Folk kan høre på hans accent, at han er palæstinenser og kigger mærkeligt på ham. Og diplomuddannelsen i marketing har intet kastet af sig, fordi palæstinenserne helst skal fastholdes i arbejdsløshed, fortæller han.

”I fem måneder søgte jeg alle butikjobs, der findes i Libanon – både i og udenfor Beirut. Alle steder afviste mig, og nu gider jeg ikke mere,” fortæller han, mens han kigger på et udefinerbart punkt et sted i rummet.

”Vil aldrig føle sig som en libaneser”
Det er derfor, Khaled ikke sover om natten. Han mødes med en 15-20 andre unge mænd fra lejren, ryger vandpibe, spiller PlayStation, ”deler dårlige jokes” og ser på videoklip, indtil solen begynder at stå op.

”Vi vil alle sammen væk. Vi får ingen muligheder i livet her, og vi hører ikke til her.”

Khaled mener, at palæstinensere og libanesere er som nat og dag. Selvom han som sunnimuslim deler religion med en tredjedel af libaneserne, og selvom de spiser den samme mad, taler det samme sprog og deler de samme stærke familietraditioner, er der væsentlige forskelle.

”Vi er blevet opdraget til at være stærke og til at elske Palæstina. Libaneserne er vokset op med en guldske i røven. Vi lærte om disciplin, de fik en bil foræret i fødselsdagsgave. Jeg vil aldrig nogensinde komme til at føle mig som en libaneser, og det er jeg glad for,” siger han. 

En del af forklaringen, mener Khaled, er, at libaneserne ikke fatter, hvor hårdt et liv palæstinenserne har. For nyligt blev hans 21-årige nabo skudt og dræbt inde i lejren – Khaled ved stadig ikke hvorfor.

”Jeg ved ikke, om jeg lever i morgen. Jeg aner ikke, om jeg lever om 10 år. Men hvis jeg kan skaffe et europæisk pas, kan jeg leve i sikkerhed. Og hvis jeg har et europæisk pas, kan jeg besøge Palæstina.”