BEIRUT: Demonstrationer, politiske mødeudskydelser og økonomisk krise er efterhånden blevet hverdagskost i Libanon, hvor oprøret mod landets magtelite nu har stået på i mere end to måneder. Men i modsætning til de voldelige protester i Irak og Iran, som har kostet mange hundrede menneskeliv, er der ikke udgydt meget libanesisk blod. Før nu.
I løbet af den seneste uges tid har protesterne i Beirut fået et uhyggeligt skær, som ikke er set tidligere i hovedstaden. I weekenden blev tusindvis af fredelige demonstranter mødt af gummikugler, tåregas og vandkanoner. Landets hær og politistyrker slog hårdt ned på det, der lignede nyt momentum i protestbevægelsen – samtidig med at de forsøgte at skærme demonstranterne fra angreb mod de shiamuslimske partier Hizbullah og Amal. Fem nætter i træk, fra lørdag til torsdag, har grupper af sortklædte mænd kastet sten, knytnæveslag og fyrværkeri efter demonstranterne i Beirut, mens de har råbt ”shia, shia, shia”. Som resultat heraf har ordensmagt sat 50 cementblokke op midt i downtown – en mur, der ligner noget, libaneserne har set før.
Under den blodige borgerkrig fra 1975 til 1990 skar den såkaldte ”grønne linje” Beirut op i to; de muslimske i vest og de kristne i øst.
I en lederartikel onsdag i avisen Daily Star, Libanons største engelsksprogede medie, sammenlignede indlandsredaktøren Beiruts nuværende stemning med den, der prægede byen i tiden op til borgerkrigens begyndelse.
”Tilbage i 1975 så vi nogle få enkelte voldelige sammenstød i dagstimerne. Men når folk var færdige med arbejdet, tog hjem, og mørket faldt på, begyndte kaosset og galskaben. De seneste par dage i Libanon har været som et ekko af fortidens begivenheder,” skrev Joseph Haboush i sin leder.
Borgerkrigen fra 1975 til 1990 kostede hundredetusindevis af ofre og er stadig et stort og åbent sår i hele Libanon. 17.000 libanesere har stadig status af at være “forsvundne”. Billedet her er fra Beirut i 1976.
Foto: Francoise De Mulder/Roger Viollet via Getty Images
De sekteriske mareridtsbilleder, lagt sammen med den mildest talt skræntende økonomiske situation, har fået flere libanesere til at overveje at forlade landet. Deres historier kommer senere i artiklen – først kigger vi nærmere på, hvordan og hvorfor voldsomheden forbundet til de libanesiske protester eskalerede.
Kampen om Nijmeh-pladsen
Lørdag nat udspillede der sig scener i Beirut, som lignede noget fra en krigsfilm. Med fast greb om anklerne slæbte to soldater en demonstrant hen ad asfalten, som var han en kælk i sneen. Nogle meter derfra fik en anden mand knippelslag, mens han lå ned. Tåger af tåregas lystes op i mørket af brændende bildæk og blå blink fra hylende ambulancer, mens hundredevis af demonstranter blev presset længere og længere væk fra downtown, så de til sidst stod helt ude på motorvejen mod Tripoli.
I ugerne op til weekenden var protestbevægelsen ellers begyndt at se iltfattig ud. Politisk tidsudtrækning, økonomisk desperation, regnvejr, skræmmekampagner og konspirationsteorier om, at demonstrationerne er finansieret af CIA, Saudi-Arabien og Israel, havde fået de fleste libanesere til at forlade gaden. En anelse overmodigt lækkede det politiske establishment derfor nyheden om, at Saad Hariri var ved at blive kørt i stilling til et overraskende comeback. Halvanden måneds tid efter protesterne havde tvunget premierministeren til at smide håndklædet i ringen, skulle den samme mand nu efter sigende vælges som leder for en midlertidig regering på et møde i parlamentet mandag.
”Hvad I alverden havde de forestillet sig? Hvor dumme tror de, vi er?” spurgte en kvindelig demonstrant retorisk Globalnyt lørdag nat, mens hun gemte mund og næsebor bag et halstørklæde på grund af tåregassen.
Hun tog turen fra Tripoli til Beirut for at levere ét budskab foran det libanesiske parlament på Nijmeh-pladsen: ”I vover på at genindsætte nogle af de samme hoveder, som hele den her revolution er rettet mod.”
Politiet og hærens ”kærlige” behandling – som sårede mere end 50 demonstranter – havde et klart motiv, mente kvinden fra Tripoli:
”De har fået besked ovenfra om at dræbe protestbevægelsens genvundne momentum.”
Tåregaspatroner med retning mod demonstranterne i downtown Beirut i weekenden.
Foto: Mahmut Geldi/Anadolu Agency via Getty Images
Børn og ældre ramt af tåregas
Var det strategien, fejlede den. Søndag var der ikke hundreder, men tusinder demonstranter foran Nijmeh-pladsen – mange beklædt med skibriller og primitive gasmasker. Som sild i en tønde stod de klemt sammen i Beirut downtowns smalle gader med en mur af soldater mellem dem og parlamentet.
”Alle sammen betyder alle sammen,” sang menneskemængden taktfast med reference til naturen i protesterne; det er ”folket-mod-alle” – alle politikerne, militserne, partierne og bankerne anses som en del af den korrumperede, sekteriske magtelite.
Boder med majs, pitabrød og kastanjer forsynede folkemængden, som også bestod af familier med børn og ældre. Det mindede om demonstrationernes hvedebrødsdage – den første uges tid, hvor op mod to millioner libanesere gik på gaden.
Men ligesom lørdag udviklede det sig grimt. Fra den ellers fredelige skare af demonstranter fløj plastikflasker, mindre sten og ”kineser”-fyrværkeri mod soldaterne, og det gav dem en anledning. Klokken 21.28 sagde det klik. Soldaterne stormede ud af rækkerne med kniplerne hævet, tåregaspatronerne begyndte at regne ned, og anti-establishment-sangene blev erstattet af skrig og råb. Skellet mellem fredelige og ikke-fredelige demonstranter var umulig at lave for soldaterne, så alle, der ikke var hurtige nok til at løbe væk, fik slag på vejen. Få minutter senere stod en 10-årig dreng med tårer trillende ned af kinderne og et løg presset mod næsen – en simpel måde at neutralisere tåregassen på, mens en ældre mand lå op af en husmur og kæmpede for at få vejret. Nogle græd, andre pustede sig op.
”KOM SÅ DRENGE! NU GÅR VI TIL MODANGREB,” råbte en ung mand med partisantørklæde for munden.
De næste timer var både kaotiske og komplicerede. Bevæbnet med løg, sten og fyrværkeri forsøgte en gruppe på 50-100 mennesker at trænge ind mod parlamentet, men blev skubbet længere og længere væk af soldaternes skjold, vandkanoner og tåregas. På et tidspunkt stillede en ældre libanesisk mand sig op foran rækken af soldater, vendte ryggen til ordensmagten, så han stod ansigt-til-ansigt med de angribende demonstranter.
”STOP! Det her er ikke vejen frem. Stop, venner!” bønfaldt han.
Det virkede i nogle få minutter, før kampene fortsatte igen. Imens stod et halvt tusinde demonstranter på Martyrpladsen og skummede af vrede over soldaternes voldsomhed. På deres telefoner kunne de læse en udtalelse fra Libanons indenrigsminister Raya Haffar el-Hassan, der affejede søndagens protester som ”ren ballade” og bad alle om at forlade gaden. Men på det her tidspunkt var demonstranterne omringet – ikke af soldaterne, men af Hizbullah- og Amal-sympatisører.
Der blev kastet med sten, fyrværkeri og plastikflasker mod de libanesiske soldater, da der opstod kampe om Nijmeh-pladsen i Beirut søndag.
Foto: Sam Tarling/Getty Images
”Shia, shia, shia”
Første gang det skete i Beirut var tirsdag den 29. oktober, dagen hvor Saad Hariri trak sig som premierminister. En gruppe på 40-50 mænd angreb protestbevægelsens teltlejre, mens de råbte ”shia, shia, shia”.
Siden er det sket igen og igen – med større og større voldsomhed. I Hizbullahs højborge udenfor hovedstaden, i Sydlibanon og Bekaa-dalen, hvor de internationale medier ikke befinder sig, er demonstranter kommet alvorligt til skade.
I Beirut er demonstranterne sluppet med skrammer, men angrebene har alligevel været effektive. De har mindet libanesere om, at der stadig hersker nogle sekteriske linjer i landet, og at Hizbullah stadig har langt mere militær magt, end Libanons hær har.
Søndag brugte soldaterne først timevis på at presse demonstranterne ud af downtown. Men omkring midnat måtte de danne ring om dem for at beskytte dem mod de sortklædte mænd, der råbte ”shia, shia, shia”.
Politi og soldater har i løbet af den seneste uges tid flere gange måtte stille sig imellem demonstranter og anti-demonstranter.
Foto: Mahmut Geldi/Anadolu Agency via Getty Images
En del af shiitterne, som angreb, var en del af protestbevægelsen for to måneder siden. Globalnyt har talt med flere Hizbullah-sympatisører, som fræsede rundt på scooter i downtown, satte ild til ting og sang på regimets fald den 17. oktober. Men i løbet af få dage, føler de, blev protesterne overtaget af middelklassen og udenlandske interesser. Da Hassan Nasrallah, Hizbullahs generalsekretær og åndelige leder, bad dem om at forlade gaden den 24. oktober, lystrede mange af dem.
Læs også: Hizbullah-medlem: “Der foregår ikke en revolution i Libanon. Det er en drukfest”
Siden har de købt de etablerede partiers fortælling om, at demonstranternes strejker og vejblokader skader landets økonomiske situation, der bliver værre dag for dag. 160.000 mennesker er blevet fyret, siden oprørets start, og tre libanesere har taget livet af sig selv på grund af økonomiske desperation alene i december. Lige nu lever en tredjedel af Libanons befolkning i fattigdom – ifølge Verdensbanken kan den nuværende recession få den klump til at vokse til halvdelen af Libanons indbyggere.
Derfor anser nogle Hizbullah- og Amal-sympatisører det som værende legitimt at angribe demonstranterne.
Skammens mur
Søndag pressede soldaterne de sortklædte shiamuslimer væk fra downtown uden store problemer. Men mandag og, specielt, tirsdag gik det amok. En video af en sunnimuslimsk libanesisk mand, som tilsviner religiøse shiafigurer, cirkulerede på de sociale medier og satte sindene i kog. Hundredevis af unge mænd med Hizbullah- og Amal-flag kørte ind i downtown Beirut på deres motorcykler tirsdag nat, satte ild til bildæk, smadrede de resterende demonstranters telte og sloges med soldaterne. Ifølge nødhjælpsarbejdere blev mere end 60 mennesker såret.
I denne uge lykkedes det de sortklædte mænd, som råber “shia, shia, shia”, at brænde demonstranternes telte i downtown Beirut ned.
Foto: Mahmut Geldi/Anadolu Agency via Getty Images
En imam i Beiruts shiadominerede område Haret Hreik brugte moskeens højtalere til at kalde på de unge mænd og bønfalde dem om at forlade gaden. Og Amals leder, Nabih Berri, tog afstand fra voldshandlingerne og udtalte onsdag, at han hellere ”ville begå selvmord, end han ville give ordre til at starte en ny sekterisk konflikt”.
Ikke desto mindre har de borgerkrigslignende tendenser boret sig dybt ind i mange libanesere igen. I det lille land med mindre end seks millioner indbyggere, hvor begejstrede demonstranter talte om ”den endegyldige afslutning på borgerkrigen” for to måneder siden, tales der nu igen om ”os og dem”. Og 50 cementblokke i hjertet af downtown, som skal beskytte demonstranterne fra de angribende shiamuslimer, har ikke gjort diskussionen mindre relevant. Muren havde ikke stået i mange timer onsdag, før nogle spraymalede den med ordene ”Riv skammens mur ned”.
Libanons økonomiske kattepine og den seneste uges uroligheder hænger sammen på flere måder. Førstnævnte er katalysator for sidstnævnte. Og begge problemer kræver politisk ansvarlighed og lederskab. Noget, som Libanon i den grad savner ifølge FN’s særlige koordinator for landet:
”Manipulation og voksende infiltrering af demonstrationerne, radikalisering i dele af protestbevægelsen, ubarmhjertige angreb på soldater med sten, vandalisme og provokationer med hensigt at starte sekteriske konflikter: Er det dét, I ønsker for jeres befolkning, politikere i Libanon? For det er det, I har givet dem indtil videre,” skrev Jan Kubis på Twitter tirsdag.
Universitetsprofessor på vej til magten
Libanons regering gik af den 29. oktober, og siden er parlamentsmøde på parlamentsmøde blevet udskudt. Mandag skulle Saad Hariri eftersigende genvælges som leder for en ny midlertidig regering, men politikerne læste skriften på væggen og udskød igen.
Torsdag lykkedes det endelig at afholde møde og afstemning, og en noget mindre politisk person er nu bedste bud på en ny premierminister. Hassan Diab, universitetsprofessor fra American University of Beirut og 
Efter den seneste uges uroligheder har den tidligere premierminister Saad Hariri foreløbigt trukket sit kandidatur som leder af en ny midlertidig regering.
Foto: LEBANESE PRIME MINISTRY OFFICE / HANDOUT/Anadolu Agency via Getty Images
Usikkerheden er stadig stor, for Diab har ikke opbakning fra den afgåede premierministers Future Movement Party. I Libanon definerer man politiske alliancer på to måder: Efter sekteriske skel – altså om det er kristne, shiitter, sunnier eller drusere. Men også efter ”Den 8. marts”- og ”Den 14. marts”-alliancen.
”Den 8. marts”-alliancen referer til dem, som gik imod løsrivelsen fra Syrien i 2005. ”Den 14. marts”-alliancen er kollationen af partierne som startede Cederrevolutionen i 2005 og sikrede løsrivelsen fra syernes greb.
Det er ”8. marts”-partierne, som står bag Diab. Og analytikere spår dårlige chancer for funktionalitet, og store chancer for konflikt mellem sunni- og shiamuslimer med udnævnelsen.
Bye, bye Beirut
Om det bliver Diab eller en anden, ændrer ikke på, at revolutionen og landets økonomiske situation har skræmt libanesere væk. Camille, som arbejder på en kaffebar i Gemmayzeh i Beirut, er en af dem.
”Efter de seneste uroligheder er vi kommet dertil, hvor jeg seriøst overvejer at købe flybilletten væk herfra. Måske bare i nogle måneder. Hvem ved, hvad der kan komme til at ske? Der er intet, som tyder på at kampene vil stoppe lige foreløbigt,” sagde hun til Globalnyt.
Nadia, en 28-årig indretningsarkitekt, er et andet eksempel. Adskillige kollegaer fra hendes arbejdsplads er blevet afskediget, og hun ser ingen grund til at blive hængende og ”vente på katastrofen”.
”Dem som lever og kæmper i gaden, er dem, som ikke har noget at tabe. Jeg har noget at tabe. Derfor har jeg fundet en udvej nu,” fortalte hun.
Til januar flytter hun til Cypern, hvor hun starter i et nyt job.
