BEIRUT: Tåger af tåregas lå som en dyne over den forladte ringbro i hjertet af Beirut tirsdag nat – som et vidnesbyrd om det, der lige var sket: Arm i arm, med numserne placeret i asfalten, forsøgte fredelige demonstranter at blokere vejen. Men de blev brutalt skilt ad og hundset hele vejen ud af Downtown af libanesiske sikkerhedsstyrker.
En uge forinden var en vejblokade af demonstranter blevet angrebet på den samme bro af mænd med Hizbullah-flag i hænderne. En mur af hjelmbærende sikkerhedsstyrker stillede sig imellem, og kampen blev verbal: ”Vi er klar til at ofre vores blod og sjæl for Nasrallah (Hizbullahs leder, red.),” sang Hizbullah-siden, mens demonstranterne råbte, ”terrorister, terrorister, Hizbullah er terrorister.”
De vejblokerende, graffitimalende, bygningsbesættende demonstranter, som for 50 dage siden gik på gaden i protest over Libanons alarmerende økonomiske situation og korrupte, politiske ledelse, ser det sådan her: Hizbullah-sympatisørerne er bøller og skakbrikker, som de etablerede partier bruger til at skabe splid i befolkningen. Vejblokaderne er et nødvendigt onde, og libanesiske soldater og sikkerhedsstyrker er alt for aggressive. Libanon går snart bankerot på grund af en uansvarlig og grisk magtelite.
Vestlige medier spiller med: Hele Libanon revolter, er nemt det billede man får, hvis man læser den internationale dækning
Det passer ikke. Godt nok har op mod to millioner mennesker været en del af protestbevægelsen på Libanons pladser og stræder. Men der er også mange, der ikke gør. Og der findes en alternativ historie til demonstranternes, som basuneres ud i de statsstyrede medier: Vejblokadernes går først og fremmest ondt på fattige libanesere, og derfor er Hizbullah og sikkerhedsstyrkerne i deres gode ret til at angribe menneskebarrierene på landets hovedveje. På grund af den såkaldte revolution kollapser Libanons økonomi snart.
Læs også: Uofficielt talerør for Libanons oprør: “Eliten gør alt for at splitte os”
I den her artikel skal vi møde nogle af dem, som abonnerer på sidstnævnte narrativ. En af dem er medlem af Hizbullah. En anden var en del af protestbevægelsen – indtil han følte at middelklassen hijackede den. En tredje har set sin taxiforretning gå i stå.
Alle tre nægter de at tro på, at der foregår en revolution i Libanon. Det handler om noget helt andet, siger de.
Demonstranter forsøger at genopbygge en vejblokade, efter at anti-demonstranter har smadret den. De etablerede partier forsøger at skabe et narrativ om, at Libanons økonomiske problemer bunder i vejblokaderne.
Foto: Sam Tarling
”Det er ikke en revolution. Det er en fest”
Hassan er en af dem, som bebrejder demonstranterne. Omgivet af dagligvarerne i sin kiosk står han som en aggressiv, libanesisk dyne-Larsen og gjalder sine priser ud. Dog er det ikke tilbud, men prisstigninger, han reklamerer med:
”Se de her æg her. For en måned siden kostede de 3.000 libanesiske lira. Nu koster de 7.000! Eller tag nu den her solsikkeolie. Den plejede at gå for 9.000 lira. Nu er det 16.000. Jeg er nødt til at hæve priserne, fordi penge taber værdi til dollaren,” nærmest spytter han ud.
Hassan er 60 år gammel og medlem af Hizbullah. Under borgerkrigen, som kostede langt over 100.000 mennesker livet, kæmpede han for det shiamuslimske parti Amal.
”Bomberne faldt, men i det mindste havde vi penge dengang,” siger han og sætter sig ned igen.
I de seneste 30 år har han haft en lille kiosk i Beirut. Den ligger ved foden af ringbroen, få stenkast fra der, hvor knytnæver og tåregaspatroner har fløjet gennem nattehimlen adskillige gange, siden oprøret startede.
”Vejblokaderne forhindrer folk i at komme frem. Min omsætning er faldet med 80 procent den seneste måned. Jeg kan ikke klare det her ret meget længere.”
Det er alt sammen demonstranternes skyld, forklarer han. Hans beskyldninger er som et ekko af de anklager, som Hizbullah-leder Hassan Nasrallah også har fremført gentagende gange: Protesterne var legitime, da de startede den 17. oktober. Men efter en lille uges tid blev de infiltreret af både amerikanske og saudiske interesser, som ønsker at afvæbne Hizbullah.
”Alle libanesere er ludfattige. Hvordan kan de demonstrere i 50 dage uden at gå på arbejde? Fordi de er sponsoreret af andre lande,” siger Hassan, der ikke ser det ironiske ved, at han selv er medlem af et parti, der er grundlagt og finansieret af Iran.
”Hizbullah tjener et godt formål i det land her. Det har de vist igen og igen i kampen mod Israel,” siger han.
Ifølge Hassan har Hizbullah militær magt til overtage hele Libanon i løbet af en time, ligesom da de i en ren magtdemonstration belejrede store dele af Beirut i maj 2008. Og derfor ville de også, siger kioskejeren, kunne stoppe demonstrationerne med et fingerknips.
”Men de gør det ikke, fordi de hellere vil lade demonstrationerne udstille sig selv, så alle kan se, hvor skadelige de er.”
Han rejser sig op igen, nu næsten lige så rød i hovedet, som tomaterne han sælger:
”Det der foregår nede i Downtown Beirut er ikke nogen revolution. Hvis det var en revolution burde de rive parlamentet ned og sætte ild til ting. Det er en fest, de har gang i. De drikker alkohol, ryger vandpiber og tager stoffer. Og det rammer alle os hårdtarbejdende libanesere,” råber Hassan så højt, at en kunde på vej ind i biksen vender 180 grader og går den anden vej.
Ringvejen i Beirut. Demonstranterne til tider også været kreative i løbet af de seneste 50 dage for at blokere vejen.
Foto: Mahmut Geldi
Punkteret taxiforretning
Sami deler Hassans frustration og – dele af – hans aggression. Mens han kører gennem Gemmayzeh, Beiruts lidt polerede kristne kvarter med bog-vinbarer, vegansk streetfood og hipstersmarte kunstforretninger, hamrer han pegefingeren mod sin iPhone-skærm for at navigere frem til Über-appens fakturaoversigt.
”Nu skal du bare se her,” siger han og ruller bevismaterialet ud.
I starten af oktober, før demonstrationerne startede, tjente han i gennemsnit 90-100 amerikanske dollars om dagen som taxikørende Über-chauffør. Nu, viser han på skærmen, er han heldig, hvis han kommer op over 25 dollars i løbet af en dag.
”I starten var jeg glad for demonstrationerne. Det er jeg ikke længere. For nu kan jeg se, at hvis de fortsætter, så overlever jeg ikke,” siger Sami.
Hans og Hassans økonomiske derouter er hverken opdigtede eller enkelte tilfælde.
Libanons krise er tydelig for enhver, der bor i landet.
100 dollars var for få uger siden 150.000 libanesiske lira værd. Nu køber 100 dollars mere end 200.000 lira.
Bankerne holdte lukket i ugevis, og selvom de nu er åbne igen, kan almindelige mennesker højst trække 300 dollars ud om ugen. Tankstationerne strejker i tide og utide. Spisesteder, som plejede at være proppet, er mennesketomme.
Restaurationsbranchens syndikat i Libanon offentliggjorde den 25. november, at 265 restauranter, caféer og natklubber var lukket i løbet af de forgangne to måneder. Og yderligere 200 vil dreje nøglen om i løbet af de to næste måneder, lød forudsigelsen.
Spørgsmålet er, hvis skyld det er. Demonstranter, økonomiske eksperter og universitetsprofessorer skriger i kor, at Libanons krise har været længe undervejs; at den offentlige gældsbyrde var den tredjehøjeste i verden målt på BNP allerede sidste år; at nogle offentligt ansatte ikke har fået udbetalt løn i et halvt år; at det er politikernes skyld, at elektriciteten ikke fungerer, skraldet flyder i havet, og uligheden har nået ekstreme højder; at det er præsidenten, som trækker tiden ud med at udpege en ny regering.
Læs også: Artikel om Libanons økonomiske problemer fra før protesterne startede
Men de etablerede partier, som demonstranterne ligger i informationskrig med, skyder skylden på revolutionen.
”Eliten styrer massemedierne i Libanon. Og vi kan se, at de allerede har overbevist en del om, at det er protestbevægelsens skyld. At det er demonstranterne, som fastholder landet i den økonomiske suppedas,” siger Rima Majed, som forsker i sociale bevægelse på American University of Beirut.
Mere end en måned efter premierminister Saad Hariris opsigelse har Libanons præsident Michel Aoun (for bordenden) endnu ikke fået skabt en ny midlertidig regering. Her ses han i et møde med Verdensbanken den 6. november.
Foto: Lebanese Presidency / Handout/Anadolu Agency
Arbejderklassen føler sig fremmedgjorte i revolutionen
Og demonstranterne har også blod på samvittigheden.
Sådan lød anklagen i flere af massemedierne, da en chauffør overså en fysisk vejblokade af stål i sidste uge. Med fuld fart kørte vedkommende ind i den, bilen spinnede rundt, og begge køretøjets to passagerer døde.
”Hvem fra protestbevægelsen vil tage ansvaret for det her?” lød det.
Da det sidenhen kom frem, at vejblokaden i virkeligheden tilhørte hæren, var det underordnet. Demonstranternes ry havde taget permanent skade i mange folks bevidsthed.
Rima Majed fra AUB har i løbet af de seneste 50 dage fulgt demonstrationerne tæt og gennemført flere undersøgelser af deltagernes baggrund. Hun var tilstede i starten, hvor unge og fattige mænd på scooter satte ild til Beiruts bymidte. Undervejs da det udviklede sig til festivallignende scener med mange hundredetusinder mennesker. Og i den seneste uges tid, hvor der ofte har været lige så mange madboder i Downtown Beirut, som der har været demonstranter.
”Oprøret blevet startet af de allermest negligerede dele af samfundet. Middelklassen tilsluttede sig hurtigt, og vi så en banebrydende klassealliance mellem arbejdsløse, arbejderklassen og de lidt mere velstillede,” siger Majed.
Men den alliance er væk nu. For i takt med at græsrodsbevægelserne overtog demonstrationerne, satte store højtalere op og byggede scener, følte flere og flere af oprørets fattige initiativtagere sig fremmedgjorte.
”For dem handlede det kun om socialøkonomiske forhold. De var ikke enige i, at hele det politiske system skulle omvæltes, og at alle de etablerede partier skulle på bålet,” siger Majed.
En af dem, som hun taler om, er Hussein. Den 17. oktober kørte han på scooter ned i Downtown og var med, da det hele startede. I dag er han modstander af revolutionen.
Globalnyt møder ham i Al Zarif, et livligt område i midten af Beirut, som et stort antal shitter flyttede til, da krigen mellem Hizbullah og Israel tvang dem til at flygte ud af Sydlibanon i 2006. Hussein er selv shiamuslim, men ikke medlem af hverken Hizbullah eller Amal.
”I starten var demonstrationerne reelle. Jeg var en del af dem i fire dage. Men de blev hurtigt overtaget af middelklassen. Det blev en fest, mere end det var en revolution,” siger Hussein.
Han er frisør, 37 år gammel og har to børn. Og han behøver ikke frygte for, at interviewet koster ham kunder: De fleste af dem er allerede væk.
”På grund af vejblokaderne er forretningen gået i stå. Derfor synes jeg også, det er OK, at Hizbullah og hæren angriber dem. Fordi de angriber vores levebrød.”
Sådan så det ud, da demonstrationerne lige var startede omkring den 17.-18. oktober. Siden har protesterne ændret karakter, og flere af de oprindelige frontløbere er hoppet fra – og nu modstandere af revolutionen.
Foto: Sam Tarling
