Dem der blev
Hjalte Tin & Nina Rasmussen
Forlaget Rosinante & Co
Udgiver 28.06.2018
230 sider
Det syriske drama er så langstrakt, at det nærmest synes at forsvinde fra den daglige nyhedsstrøm – overhalet af andre dramaer og tragedier i vor urolige verden. Undertiden er der så mere fokus på flygtninge fra de krigs- og voldsprægede områder end dem, der blev. Det meget rejsende forfatterægtepar Hjalte Tin & Nina Rasmussen sætter i denne bog fokus på befolkningsgrupper i Irak og Syrien, som stadig bebor de plagede landområder, gennem selvoplevede rejseindryk.
Det er nok værd at lytte til deres observationer ikke mindst om kurdernes skæbne. Thi disse er med 40 millioner verdens største folkegruppe uden eget land. Spredt lever de i Tyrkiet, Iran, Irak og Syrien uden illusion om at få dannet et samlet rige, men rig på forestillinger om selvstyre og måske mindre statsdannelser. Syrien med sine tre mio. kurdere er nok en slags ”lillebror” sammenlignet med de andre lande. Her blev det første kurdiske parti dannet i hemmelighed i 1957 – men lidt ind i vort århundrede var det blevet til 11 indbyrdes stridende partier, beretter Hjalte Tin.
Mens dette med kurdernes ønske om selvstyre – eller som i Irak egentlig selvstændighed – er det store fællestema, har opkomsten af IS, illusionen om at skabe et stort islamisk rige på tværs af grænserne, spredt død og ødelæggelse hinsides politiske ideologier og nationale identiteter. En borger fra Mosul beretter i bogen, hvordan terrororganisationen infiltrerede forretningslivet og spredte frygt i befolkningen, hvordan den – på bedste mafia-vis, kan man sige – forlangte en særlig ”skat” af udvalgte indbyggere, ja alle med en blot hæderlig indtægt.
Irak-kurdernes ”hovedsstad” Erbil var tæt på at falde til IS, da kurdernes politiske repræsentant i Washington fik USA til at gribe ind med luftbombardementer, dvs. luftstøtte til kurdernes peshmerga-styrker. Modsat den irakiske hær, der ikke er berømt for sin kampånd, er kurderne dristige krigere. Men det tog ni måneder i 2006-07 for peshmerga, irakiske specialtropper, shia-militser og internationale flystyrker at få trængt IS ud af Mosul.
I området Rojava, det kurdisk beherskede område af Nordsyrien (på 50.000 kvadratkilometer) har forfatterægteparret et møde i en primitivt indrettede højesteret. Her forsøger man sig med moderne, dvs. mere moderate, straffemetoder end i selve Syrien, f.eks. har man afskaffet dødsstraf, ligesom betaling af blodpenge. Men et stor problem er, at mange indbyggere vælger at flygte fra området – helst til Europa. Forfatternes videre færd gik til det område, som i danske medier mest har været omtalt som Sinjar (særlig Sinjar-bjerget), men her i bogen kaldes Singal. Det gjaldt møder med jesidierne, den særlige folkegruppe på omkring 700.000, der også bor i irakisk Kurdistan, og som var udsat for blodig forfølgelse af IS.
Foragtet og forfulgt
Særlig tydeligt har det ikke fremgået af danske medier, at disse hjælpeløse mennesker ikke just var populære blandt deres muslimske irakiske landsmænd – de betragter nemlig jesidierne som hedninge og har op gennem historien forfulgt dem, foragtet som de var – og er – på grund af deres persisk inspirerede ild-tilbedelse. En ung jesidi-mand kunne berette, at IS bortførte omkring 5000 jesidi-kvinder, og at kurderne i øvrigt ikke her gik til modangreb mod IS. Det forbliver en drøm, at jesidierne kunne blive en slags kanton à la Kobane, Afrin eller Jazira, tre byer, der inden for Rojava har opnået en slags autonom status. Til sidst kom kurderne fra YPG og YPJ, henholdsvis mændenes og kvindernes frivillige milits i Rojava, til undsætning. Men det har betydet, at jesidierne skal holde sig fra Kurdistans Regionalregering i Erbil.
Under rejser i de områder af Irak, hvor IS har haft magten, er der fremdeles fare for miner. Peshmerga optræder som mineryddere, men har ikke kunnet undgå at miste nogle folk under det farefulde arbejde. Befolkningen flygtede for livet, men risikerede alligevel at miste det ved at vende tilbage – efter at IS var fordrevet. Men nu Rojava-statsdannelsen, hvordan markerer den sig internationalt? Det fortæller én af den kurdiske revolutions få strateger Hjalte Tin om. Hun hedder Amina Osse, har titel af viceudenrigsminister, og kan berette om åbningen af repræsentationskontotrer for Rojava i Moskva, Prag, Stockholm, Berlin, Paris og Haag. Forholdet til PKK, kurdernes politiske formation i Tyrkiet, er ikke tæt, fremgår det, men det var deres folk, altså tyrkere, der gjorde en indsats for at redde jesidier på Singal-bjerget. Hun får lige med, at PKK bør fjernes fra USA’s terrorliste.
Forfatterne finder mangler ved det Rojava, som kalder sig demokratisk, men fornemmer en almindelig tilslutning til den revolution, opkomsten af dens statslige strukturer repræsenterer. Men de kalder det vildt, at sådan et område må bruge 70 pct. af sine ressourcer på at føre krig. Ingen der på stedet ønsker tilstandene under diktatoren Assad tilbage, men Damaskus-regimet er alt andet end svækket. Imidlertid er det en udbredt opfattelse i Rojava, at Tyrkiet er dets alvorligste problem, ikke IS.
Det er værd at memorere, at Rojavas revolution begyndte i Kobane, en grænseby til Tyrkiet i 2012. I løbet af to uger kunne YPG befri alle kurdiske byer i Syrien på nær to, Qamishlo og Hassako. Kampen om Kobane er den hidtil blodigste i Rojava i den syriske borgerkrig med næsten 1000 dræbte kurdere og 3000 IS-jihadister med samme skæbne. 70 pct. af byens huse skønnes ødelagt, men nogle hjælpeorganisationer er der, og 70.000 er vendt tilbage. YPG, den kurdiske væbnede gren af Rojava-styret, modarbejdes af Tyrkiet af frygt for at den vil støtte det tyrkiske kurderes PKK. Men USA har tilkendegivet, at det ikke betragter den som terroristisk.
Solidaritet på tværs af grænsen
Men solidariteten mellem kurdere på tværs af grænsen kan ikke hindres. Således har flere kurdiske byer i Tyrkiet sendt penge til genopbygningen af Kobane, idet den tyrkiske regering gør sit for at hindre, at direkte hjælp når frem til kurderne i det syriske Rojava. Forfatterne har indbyggernes ord for, at næsten ingen international hjælp er nået frem til Rojava, men tyrkiske myndigheder blokerer for transport f.eks. af byggematerialer ved grænsen. Læger uden Grænser er blandt de få ngo’er, der virker her.
Forfattene ser Rojavas revolution som et konstruktivt, pragmatisk skridt i retning af at samle Syrien igen, og da som en demokratisk føderation. Mest sandsynlig dog blot et fromt håb. Denne bog, der på en bevægende måde blander et væld af indtryk fra lokale samfund i blandingen af kurdere, jesidier og syrere, viser hvilket overordentlig broget mønster Syrien er i dag. Mange eksperter har efterhånden forudsagt, at dette land aldrig rigtig vil kunne stykkes sammen til det, det var. Det materiale, der her er lagt frem, udtrykker meget håb, men også vemod og fortvivlelse. Borgerkrigen i Syrien er ikke slut, demokrati fjernere end nogensinde – måske bortset fra i Rojava.
