Danmark i Tanzania
Om Tanzania
– Indbyggertal (2016) : 55.57 millioner
– BNP (2016) : 47.43 milliarder USD
– BNP per indbygger (2016) : 879 USD
– Tanzania er et af Afrikas hurtigst voksende økonomier og forventes at have en vækst på 6,7 procent i 2017 og 6,9 procent i årene 2018-2020.
Danmark og Tanzania
Tanzania blev i 1963 Danmarks første afrikanske partner i udviklingssamarbejdet. Det var allerede året efter, at Folketinget vedtog den første danske lov om internationalt udviklingssamarbejde, og kort efter, at det tanzaniske fastland, det daværende Tanganyika, blev uafhængigt.
I løbet af de 54 år, der er gået siden, er Tanzania uden sammenligning det land, der har modtaget mest udviklingsbistand fra Danmark, i alt mere end 14 milliarder kroner. Tanzania er også i dag en af de vigtigste partnere i dansk udviklingssamarbejde.
Det seneste landeprogram for bistanden til Tanzania blev undertegnet i november 2014 med samlede tilsagn om 1,35 milliarder kroner for perioden 2014-2018.
Derudover yder Danmark generel budgetstøtte til den statslige forvaltning (ministerier og styrelser), hvor det seneste tilsagn i 2014 lå på 550 mio. kr., dog med den tilføjelse, at de danske bistandskroner fremover i højere grad udbetales i takt med påviselige resultater.
De strategiske mål for Danmarks landepolitik i Tanzania 2014-2018 er:
– Reduktion af fattigdom og ulighed og sikring af lige adgang
til kvalitetsprægede sociale ydelser, især i sundhedssektoren
– Fremme af inkluderende grøn vækst og beskæftigelse
– Styrkelse af demokrati, god regeringsførelse, retssikkerhed
og respekten for alle menneskerettigheder
Kilder: Verdensbanken, IMF, Danida
Brødrene Jens og Niels Vesterbæk føler sig svigtet af den danske ambassade i Tanzania, efter de gennem to år har kæmpet mod det, de betegner som en orkestreret hetz fra en tidligere tanzaniansk samarbejdspartner med gode politiske forbindelser.
“Vi er ikke blevet mødt med andet end udenomssnak af ambassaden og udenrigsministeriet, mens den her hetz er stået på. De har undervejs bistået os, siddet med til nogle møder og skrevet til myndighederne i Tanzania, men de er ikke for alvor gået op i systemet og slået i bordet – i mellemtiden er vores penge blevet tilbageholdt i en lokal bank, jeg er blevet smidt i fængsel og sidenhen smidt ud af landet, fået indrejseforbud og skattemyndighederne har beslaglagt alle vores værdier i landet på baggrund af udokumenterede anklager,” fortæller Niels Vesterbæk over en Skype-forbindelse fra hjemegnen i Vestjylland, hvor han siden sommeren 2017 har befundet sig, mens han kæmper for at vende tilbage til Tanzania og genoptage sin forretning.
De to brødre fra Spjald i Vestjylland startede i 2014 firmaet Danish Agri Business Solutions, som eksporterer traktorer og landbrugsmaskiner fra Danmark til Tanzania, men forretningen løb af sporet, da de i 2015 ragede uklar med deres lokale samarbejdspartner, som ifølge Niels Vesterbæk, har nære familierelationer til en tidligere premierminister i Tanzania.
“Jeg havde kendt ham i et år inden vi inviterede ham ind i firmaet i 2014 og gav ham 25 procent af aktierne. Han har boet i Sverige i 20 år og talte ofte om, hvordan han var imod korruption. Vi regnede med, at vi kunne stole på ham og drage nytte af hans mange kontakter, men det var en stor fejl. Han begik kort efter underslæb for 25.000 kroner og da vi forsøgte at stoppe samarbejdet med ham, begyndte han en sabotage mod os, som i første omgang resulterede i ulovlig fastfrysning af vores penge i Tanzania, og sidenhen ulovligt involverede det lokale skattevæsen og immigrationsmyndigheder. Vi vidste jo godt, at der var risici forbundet med at drive virksomhed i Tanzania, og at det er et af de mest korrupte lande i verden, men det her har været et helt grotesk forløb, hvor højtstående folk på tværs af myndigheder er indblandet, mens den danske ambassade mest af alt har set på fra sidelinjen, på trods af at vi har fremvist beviser på korrupte metoder og der åbenlyst har været tale om urent trav. Det har været som at banke i en dyne.”.
Penge blev blokeret i “Danida-ejet” bank
Brødrenes virksomhed Danish Agri Business Solutions havde i 2015 450.000 kroner stående på en konto i Tanzanias CRDB bank, som Danida gennem den såkaldte Danida Investment Fund er hovedaktionær i. Danida har ligeledes et medlem i bankens bestyrelse.
Virksomhedens penge i CRDB var omsætning i Tanzania for salg af landbrugsudstyr og skulle efter planen i 2015 overføres til en dansk bank, hvor brødrene har en driftskredit i Skjern bank til at købe udstyret for.
Det krævede to underskrifter at flytte penge, heriblandt den tidligere (samarbejdet ophørte samme år, i 2015) partners underskrift, fordi han var medejer.
Partneren, som i begyndelsen havde stået for firmaets bankaktiviteter, nægtede imidlertid at møde op til bestyrelsesmøder og generelforsamlinger i Danish Agri Business Solutions, selvom han formelt var forpligtet til det, fortæller Niels Vesterbæk.
“I stedet krævede han alle pengene i banken for uretmæssig fyring på trods af, at han var medejer i firmaet og altså ikke havde været ansat. Banken gik med på hans spil, aftalte møder blev udskudt og hans civile søgsmål blev inddraget som argument fra bankens side for at blokere firmaets konti. Dokumenter blev syltet og kom aldrig frem til bankens øverste chef. Banken begyndte også at sende fortrolige mails til den danske ambassade om, at man ikke ville åbne kontoen, og når vi bad det danske medlem af bestyrelsen at gribe ind overfor den åbenlyse korruption, blev intet gjort,” fortæller Niels Vesterbæk.
Ved hjælp af en advokat, som kostede brødrene over 150.000 kroner, lykkedes det, efter mere end et år, at få alle pengene frigivet – men “med stor tab til følge”, understeger Niels Vesterbæk.
Myndigheder sylter opholdstilladelse
For at slippe af med den lokale partner, oprettede Niels Vesterbæk og broderen i 2016 en ny virksomhed, som krævede, at han fik en ny opholdstilladelse. Men også her viste det sig, ifølge Niels Vesterbæk, at den tidligere partner havde gode forbindelser:
“Immigrationsmyndighederne ville ikke behandle sagen, fordi jeg havde en uafsluttet sag med den tidligere partner, men det har lovmæssigt intet med ansøgningen at gøre, og det bekræftede en topadvokat fra den danske ambassade også. Her bad vi ambassaden om hjælp, og de tog til sidst med ud til immigrationsmyndighederne efter min kenyanske kone havde været nede på den danske ambassade og bedt om at gøre noget i min sag fordi det påvirkede også hende. Midt i forløbet påstod immigrationsmyndighederne pludselig, at man aldrig havde modtaget en ansøgning fra os på trods af, at vi havde modtaget flere officielle breve fra dem med specifikke referencer til ansøgningen. Ambassaden ringede derefter til mig, for at sige, at jeg selv skulle tale med immigrationsmyndighederne – de kunne ikke hjælpe videre. Når ambassaden ringer i stedet for at skrive, så er det for at undgå at have noget på skrift, der viser, at de ikke kan eller vil hjælpe. Ambassaden sender i andre tilfælde et såkaldt “note verbale” til Udenrigsministeriet, hvori der står, at de holder øje med en given sag, så de bagefter kan vise, at de har gjort noget. Efterfølgende bliver der bare ikke gjort noget. Men hvis nogle senere skulle spørge, kan de dokumentere, at de er på sagen. Det virker mest af alt, som en måde at dække deres egen ryg på,” siger Niels Vesterbæk.
Skattevæsnet skruer bissen på – og Tanzaniansk dommer giver nyt håb
Brødrene begyndte i samme periode – i 2016 – også at få problemer med skattemyndighederne i Tanzania, som i dag har konfiskeret alle deres værdier i landet.
“Vi blev kaldt til møder og myndighedsfolk (skattemyndigheder og immigrationsmyndigheder, red.) dukkede op i tide og utide i firmaet. Flere af vores lokale medarbejdere følte sig utrygge ved situationen, og sagde, at det var den tidligere partner, som stod bag, fordi det er ikke normalt, at myndighedsfolk kommer ud på den måde. I øvrigt kom de fra et helt andet og større regionalt skattekontor, og det lokale skattekontor som vi havde en dialog med, var slet ikke informeret.”
Niels Vesterbæks kone, som kommer fra Kenya, henvendte sig nu til den kenyanske ambassadør i Tanzania i håb om, at han kunne gribe ind og det gjorde han.
“Vi ved ikke, hvad han har gjort, men de uanmeldte besøg ophørte og vi fik garantier fra en af de øverste kommissærer hos skattemyndighederne om, at der ikke var nogen tredjepart indblandet. Det var tydeligt, at nogen havde haft fat i dem – jeg synes bare det er pinligt, at jeg er nødt til at gå til min kones ambassade og spørge om hjælp. Det er så pinligt for Danmark, at det er den kenyanske ambassade, som skal hjælpe os ud af problemerne. Vi anbefalede sidenhen den danske ambassadør at kontakte den kenyanske ambassadør og få råd om, hvordan man håndtere de her ting, for jeg tror simpelthen ikke de ved, hvad de skal gøre på den danske ambassade.”
Det skulle dog snart vise sig, at skattevæsnet ikke var helt færdige med Vesterbæk-brødrene:
“De mente, at vi har et udokumenteret salg på 1,2 millioner kroner, som vi skal betale 30 procent skat af. Desuden mener de, at vi skal betale 30 procent skat af de penge, vi har fået som leverandørkredit i Danmark og ud af en omsætning på godt 3 millioner kroner skulle vi beskattes af 2,5 millioner kroner, som var overskud. Vi har et revideret regnskab som viste et underskud på 110.000 kroner for det første halvandet år firmaet havde opereret. Vi har fremlagt alle vores bilag for dem, men bliver bedt om at modbevise nogle fabrikerede tal,” fortæller Niels Vesterbæk, som ikke er i tvivl om, at den tidligere partner har haft en finger med i spillet.
Brødrene tog igen kontakt til den danske ambassade, som ifølge Niels Vesterbæk, ikke mener, at skattesagen sorterer under dem.
“De opfordrer os bare til at svare skattemyndighederne og søge hjælp udefra. De vil have os til at forhandle med nogle bundkorrupte myndigheder og jeg forstår slet ikke præmissen, for vi havde jo brug for nogle, som kan gå længere op i systemet og kortslutte al den korruption – det har vi ikke selv mulighed for. Det er ikke et spørgsmål om at kalde det konsulær eller juridisk bistand, det er et spørgsmål om, at ambassaden gør det klart på højeste sted, at det er helt uacceptabelt at danske statsborgere bliver behandlet på den måde og ikke kan regne med ordentlig behandling og retfærdige afgørelser i henhold til landets love.”
Fængsel og udvisning
Efter 14 måneders forgæves forsøg på at få en ny opholdstilladelse, udløb Niels Vesterbæks opholdstilladelse i maj 2017. Nu stod han med et svært valg:
“Jeg følte at jeg var nødt til at blive for at kæmpe min sag og beskytte mine aktiver, og vores lokale advokater sagde, at jeg skulle blive, fordi jeg havde en arbejdstilladelse, og at der ikke var gyldige grunde til, at jeg ikke skulle have en ny opholdstilladelse.”
Men i juni måned hentede politiet Niels Vesterbæk og satte ham i fængsel i Dar Es Salaam.
“Man sover på et betongulv sammen med 30 kriminelle på 30 kvadratmeter, og det værste er nok uvisheden, for jeg vidste ikke hvad der skulle ske.”
Niels Vesterbæk kom for retten og erklærede sig skyldig i ulovligt ophold i landet. Det gav en bøde på 2000 kroner, men også et nyt håb:
“Dommeren fastslog samtidig, at immigrationsmyndighederne ikke havde gjort deres arbejde ordentligt, og understregede, at de skal overholde loven.”
Niels Vesterbæk betalte bøden, men alligevel sendte immigrationsmyndighederne ham tilbage i fængsel, og her trådte den danske ambassade så til for at hjælpe ham med at få en midlertidig opholdstilladelse:
“Jeg skulle bruge en midlertidig opholdstilladelse for en uge, så jeg kunne sende en appel og få firmaet på plads i tilfælde af, at jeg skulle forlade landet.”
Ambassaden ringede til indenrigsministeren og fik mundligt en lovning på, at Niels Vesterbæk ville få sin midlertidige opholdstilladelse. Men det fik han ikke. I stedet pressede immigrationsmyndighederne ham til at skrive under på en frivillige deportationsaftale.
“Det var endnu et bevis på, at de tanzaniske myndigheder ikke har styr på eget hus. Og på at ambassaden ikke kan slå en bule i en blød hat. Jeg ved ikke hvad de har sagt, men lige lidt hjalp det. Immigrationsmyndighederne fortalte nu min kone, at jeg ville komme i fængsel et meget værre sted, hvis jeg ikke underskrev og efter 11 dage i fængsel var jeg ved at være mør – jeg kunne også fornemme, at de bare ville have mig ud af landet, nu hvor de var begyndt at pådrage sig mere opmærksomhed i sagen.”
Niels Vesterbæk underskrev deportationsaftalen og rejste ud af Tanzania d. 17 juli 2017. Han har ikke været tilbage siden.
Brev til Tanzanias præsident og retssager giver lokal mediedækning
I september 2017 sendte Niels Vesterbæk en appel til Tanzania indrigsminister vedrørende sit indrejseforbud. Han har endnu ikke hørt noget. I mellemtiden kæmper han videre hjemme fra Vestjylland, hvor han pt. arbejder som skolelærer.
“Vi har kæmpet så længe, og investeret en del i landet. Vi er ikke typerne, som giver op og slet ikke når noget er så åbenlyst uretfærdigt. Vi tror på projektet og får mange henvendelser fra kunder i Tanzania. Også vores leverandører i Danmark har støttet op om vores sag og skrevet til Udenrigsministeriet. Men det er klart, at på et tidspunkt er vi nødt til at tegne en streg i sandet, hvis vi ikke kommer nogle steder, for pengene løber jo også ud.”
Vesterbæk-brødrene har nu lagt sag an mod det gældsindrivende auktionsfirma i Tanzania, som har beslagslagt brødrenes værdier på vegne af skattevæsnet, men Niels Vesterbæk fortæller, at myndighederne bevidst forsøger at gøre, hvad de kan, for at trække sagen i langdrag.
“Hvis lov skal være lov, så vinder vi den sag, men hvad er lov og ret i Tanzania? Vi har appelleret direkte til Tanzanias præsident, John Magufuli, som kæmper en indædt kamp mod korruptionen, om at tage hånd om vores sag og sammen med retssagen har det fået nogle tanzanianske medier til at tage vores historie op – og flere er på vej. Det kan forhåbentligt være med til at sætte mere skub i tingene.”
Niels Vesterbæk fortæller også, at han – uden held – har appelleret til udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) og udviklingsminister Ulla Tørnes (V) og tidligere fået stillet spørgsmål til begge ministre af folketingsmedlemmer.
Brødrene har også besluttet sig for at lægge sag an mod banken CRDB for dens rolle i sagen.
“Vi har en topadvokat, som vurderer at banken har handlet fuldkommen ulovligt i vores sag og at vi har ret til erstatning. Men det er mig ubegribeligt, at vi nu skal ud og bruge penge på at slås mod dem, når der samtidig sidder et (nu forhenværende, siden er en ny trådt til, red.) dansk Danida-bestyrelsesmedlem, som fra start er blevet præsenteret for samme beviser og vurderinger – og hvis opgave jo netop er, at holde øje med at banken overholder spillereglerne – men vi er bare blevet henvist til at gå i retten. Og det gør vi så.”
Den danske ambassade i Tanzania har for nyligt afvist at svare på flere henvendelser fra brødrene Vesterbæk, medmindre der er tale om en akut situation, som kræver konsulær bistand.
“De vil ikke røre mere ved det, det har de gjort klart. Men de siger, at vi fremover kan hyre dem i form af konsulentbistand, hvis vi har brug for mere hjælp. Vi har ikke modtaget en krone i tilskud til at starte vores virksomhed op. Vi fremmer eksporten af dansk landbrugsteknologi og er med til at udvikle Tanzanias landbrugssektor – og jeg spørger bare, hvad skal man med en ambassade, hvis den ikke kan eller vil hjælpe danske statsborgere i en situation som vores.”
Udenrigsministeriet: Det er en trist sag, men vi har gjort, hvad vi kan
Globalnyt har rettet henvendelse om Vesterbæk-brødrenes sag til Anders Garly Andersen, som er chef for udenrigsministeriets Afrikakontor. Anders Garly Andersen henviser til udtalelser, han tidligere har givet til journalist Anita Rahbek fra Dagbladet Ringkøbing-Skjern og understreger, at han ikke har yderligere at sige om sagen.
I Dagbladet Ringkøbing-Skjern kalder Anders Garly Andersen d. 19. marts 2018, sagen for “en trist sag, der har kørt i lang tid,” og udtaler, at Udenrigsministeriet har vanskeligt ved at genkende Vesterbæk-brødrenes fremstilling af ambassaden og udenrigsministeriets ageren i sagen.
“Ambassaden har ydet rådgivning og konsulær støtte i mange måneder, når det har været påkrævet. Den danske ambassadør har flere gange gjort opmærksom på brødrenes sag overfor nationale myndigheder, også på højt niveau,(…)” fortæller Anders Garly Andersen, som understreger, at udenrigstjenesten i sidste ende må respektere, at det er de tanzaniske myndigheder, som træffer de endelige beslutninger.
“Vi kan ikke levere juridisk bistand eller omgøre et andet lands beslutninger. Denne præmis er gennem hele forløbet blevet gjort klart for brødrene Vesterbæk, ligesom de gentagne gange er blevet opfordret til at søge kompetent advokatbistand for at fremme deres sag,” siger Anders Garly Andersen til Dagbladet Ringkøbing-Skjern.
Forsker: Danmark har ikke fundet den rette formel
Brødrene Vesterbæks prøvelser i Tanzania er udtryk for et velkendt problem for danske virksomheder i udviklingslandene, fortæller seniorforsker Helle Munk Ravnborg fra Dansk Institut for Internationale Studier.
Hun er i øjeblikket i gang med et forskningsprojekt, der kortlægger udviklingseffekterne af danske landbrugsinvesteringer i Afrika syd for Sahara.
Af de flere end 100 danske virksomheder, som forskningsprojektet har set på, er hver tiende havnet i lignende problemer, fortæller Helle Munk Ravnborg, som understreger, at særligt de mindre danske virksomheder kan have et større behov for assistance udefra, når ulykken er ude.
“De mindre virksomheder og private investorer har ofte færre ressourcer til at tackle denne type udfordringer og selvom de ofte kender risici, er der mange faldgruber, når du driver forretning i lande, hvor bankvæsen, retsvæsen og myndigheder i det hele taget fungere på en anden måde end de gør i Danmark, og man har ofte ikke har det netværk som man har i Danmark.”
Ifølge Helle Munk Ravnborg, viser Vesterbæk-brødrenes historie, at der er et behov for at se på, om man i Danmark har fundet den rette formel til at sikre den nødvendige assistance til danske virksomheder og private investorer, som vover sig ud for landets grænser.
“Når den danske stat så aktivt tilskynder danskere til at drage ud og investere i udviklingslandene, så er det ikke så mærkeligt, at der ligger en forventning om assistance, når behovet for hjælp opstår. Og vi ved, at behovet er der og at det nok kun vil blive større og derfor må man spørge sig selv, om staten og brancheorganisationerne har fundet de rette mekanismer til at yde den nødvendige assistance, herunder hvad det vil koste og hvem der skal betale for det,” siger Helle Munk Ravnborg.
Hun påpeger desuden vigtigheden af tydelige investeringsvejledninger og forventningsafstemninger med virksomhederne om risici og muligheder for assistance.
“Staten har et ansvar for at klæde virksomhederne ordentligt på, ikke mindst i forhold til korruption, når de har fulgt opfordringen og begivet sig ud på de her markeder. Det skylder vi de lande vi investerer i og det skylder vi også investorerne.”
Har du oplysninger i sagen eller oplysninger om tilsvarende sager, så kontakt Hjalte Olsen på hjalte.olsen@globalnyt.dk
Globalnyts journalist er i besiddelse af kopier af centrale dokumenter og bilag fra de omtalte sager, herunder officielle henvendelser, svar og afgørelser fra myndigheder, juridiske vurderinger samt sms-og mail korrespondancer mellem advokater, de omtalte parter, herunder danske og tanzaniske myndigheder og Vesterbæk-brødrene.
