Fakta
John Pombe Magufuli
-øgenavn “The Bulldozer”
-56 år og tidligere skolelærer og industrikemiker
-Præsident i Tanzania siden November 2015, valgt for fem år
-fhv. minister for transport og kommunikation 2010-2015
-fhv. minister for kreaturbestande og fiskeri 2008-2010
-fhv. minister for landområder og beboelser 2006-2008
-Troende katolik, gift, to børn
-Har ry for at have “rene hænder”, hvad angår korruption
Om Tanzania
-Indbyggertal (2016) : 55.57 millioner
-BNP (2016) : 47.43 milliarder USD
-BNP per indbygger (2016) : 879 USD
-Tanzania er et af Afrikas hurtigst voksende økonomier og forventes at have en vækst på 6,7 procent i 2017 og 6,9 procent i årene 2018-2020.
Danmark og Tanzania
Tanzania blev i 1963 Danmarks første afrikanske partner i udviklingssamarbejdet. Det var allerede året efter, at Folketinget vedtog den første danske lov om internationalt udviklingssamarbejde, og kort efter, at det tanzaniske fastland, det daværende Tanganyika, blev uafhængigt.
I løbet af de 54 år, der er gået siden, er Tanzania uden sammenligning det land, der har modtaget mest udviklingsbistand fra Danmark, i alt mere end 14 milliarder kroner. Tanzania er også i dag en af de vigtigste partnere i dansk udviklingssamarbejde.
Det seneste landeprogram for bistanden til Tanzania blev undertegnet i november 2014 med samlede tilsagn om 1,35 milliarder kroner for perioden 2014-2018.
Derudover yder Danmark generel budgetstøtte til den statslige forvaltning (ministerier og styrelser), hvor det seneste tilsagn i 2014 lå på 550 mio. kr., dog med den tilføjelse, at de danske bistandskroner fremover i højere grad udbetales i takt med påviselige resultater.
De strategiske mål for Danmarks landepolitik i Tanzania 2014-2018 er:
-Reduktion af fattigdom og ulighed og sikring af lige adgang
til kvalitetsprægede sociale ydelser, især i sundhedssektoren
-Fremme af inkluderende grøn vækst og beskæftigelse
-Styrkelse af demokrati, god regeringsførelse, retssikkerhed
og respekten for alle menneskerettigheder
Kilder: Verdensbanken, IMF, Deloitte, Danida, BBC
Populist, showman og anti-demokrat. Meningerne er mange om Tanzanias populære præsident John “Bulldozer” Magufuli, men en ting synes sikkert: Han har på blot to år som præsident vendt op og ned på sit land, gennemtrumfet resultater og kommet bag på de fleste – på godt og ondt.
Det var i sig selv ikke den helt store overraskelse at Magufuli, få måneder efter at Tanzanias historisk altdominerende Chama Cha Mapinduzi(CCM)-parti havde nomineret ham til præsidentkandidat i sommeren 2015, kunne kalde sig for Tanzanias nye præsident ovenpå et højdramatisk valg mod CCM-afhopperen Edward Lowassa.
Chama Cha Mapinduzi (CCM) er Afrikas længst regerende parti og har vundet alle Tanzanias fem flerpartisvalg siden det første blev afholdt i 1995.
Men for dem, som troede, at Magufulis valgsejr ville betyde “business as usual” i det østafrikanske land, skulle den nye præsident hurtigt vise sig at have andre planer.
Magufuli “sejrer” i krigen mod korruption
Magufuli har i sine første to år som præsident taget kampen mod korruption til nye højder med en kompromisløs kampagne, som har ført til massefyringer af tusindvis af offentlig ansatte, embedsmænd i blandt andet landets skatte- og havnemyndigheder, og højtstående medlemmer af hans eget CCM-parti: I maj 2017 fyrede han landets minister for energi og mineraler Sospeter Muhongo, efter en revision af ministeriets regnskaber for mineraleksport afslørede uregelmæssigheder i eksporttallene.
I november 2017 fyrede Magufuli to lokale distrikt direktører, fordi de – for rullende kameraer under et besøg fra præsidenten – ikke kunne svare ham på, hvor store deres budgetter var for vejbyggeri.
Han har også – i fuld offentlighed – angrebet retsvæsenet for ikke at gøre nok i kampen mod korruption. En indblanding i den dømmende magt, som har medført hård kritik fra flere kanter i ind- og udland.
“I have decided that this country will move ahead, and it will move ahead. The measures I´m taking are aimed at saving this country. I am not a mad man or a dictator…there are bizarre things going on in the government which I cannot tolerate…I must take action.” sagde Magufuli, som svar på kritikken, til en forsamling på Tanzanias såkaldte Law Day i 2016.
Senest har præsidenten, i januar 2018, nedlagt forbud mod alle former for “økonomiske bidrag” fra forældre i landets offentlige skoler – grundskoler såvel som gymnasieskoler.
Og Magufulis nul-tolerance over for korruption ser ud til at have effekt – den har i hvert i fald gjort indtryk på tanzanianerne.
I en måling fra oktober 2017, svarer 85 procent af tanzanianere, at korruptionen er faldet i forhold til for fem år siden. I en lignende måling i 2014, svarede 78 procent modsat, at korruptionen var steget sammenlignet med ti år tidligere (i 2004).
I en separat måling, foretaget af Afrobarometer i maj 2017, svarede 72 procent at korruptionen i Tanzania er faldet og 71 procent svarede, at regeringen bekæmper korruption “rimelig godt” eller “godt”.
Befolkningens opfattelse af udviklingen stemmer dog ikke så godt overens med Transparency International’s 2016 Corruption Perception Index, som placerer Tanzania på en 116. plads af 176 lande. Transparency International´s indeks bygger på målinger og vurderinger, som er indsamlet fra organisationer, der overvåger regeringsførelse i forskellige lande – og her er Tanzania faldet med et procentpoint mellem 2013 og 2016.
Men de to førstnævnte rundspørger i Tanzania, hvoraf den første tager udgangspunkt i de adspurgtes daglige erfaringer, viser at Magufuli – på gadeplan – har gjort indtryk med sin handlekraftige og synlige kamp mod korruption: Rekordmange (63 procent) tanzanianere mener nu, at det rent faktisk er muligt – til en vis grad – at reducere korruption i landet.
Krig mod spild, snyd og skatteunddragelse
Magufuli satte tidligt i sit præsidentembede kampen mod offentlig spild øverst på dagordenen: Godt en måned efter sin indsættelse i 2015, aflyste han Tanzanias vante store fejring af uafhængighedsdagen, for i stedet at bruge pengene på indsatsen mod kolera i landets hospitaler.
Kort tid efter, beordrede præsidenten, at en planlagt åbningsfest for landets nye parlament højest måtte koste 7000 US dollar, i stedet for de 100.000 US dollar, som var budgetteret – det resterende beløb skulle bruges til at købe nye hospitalsenge til et sygehus i landets tidligere hovestad Dar es Salaam.
Siden nedlagde han forbud mod “ikke-essentielle” rejser for statens ansatte, rejser på 1. klasse og afholdelse af møder og konferencer på hoteller – disse kunne for fremtiden afholdes i offentlige kontorer.
I maj 2016 rensede Tanzania de offentlige lønningslister for 10.000 spøgelsesarbejdere, efter en revision afslørede de mange ikke-eksisterende offentlige ansatte. Regeringen udtalte i den forbindelse, at den forventede en månedlig besparelse på 2 millioner US dollar og at yderligere granskning af offentlige lønninger var i gang: I april 2017 blev 9,931 offentlig ansatte fyret, fordi de have benyttet sig af falske eksamensbeviser.
Som billede på Magufulis arbejdsiver og utrættelige krig mod spild, korruption og klientisme – og hans pludselige og lidt vilkårlige fyringer af ansatte (I 2015 fyrede han direktøren og opløste bestyrelsen i et stort hospital i hovestaden kort efter et lynvisit, hvor han så, at patienter lå på gangene og hospitalets scanningudstyr ikke virkede), har tanzanianerne opfundet et folkekært ordsprog og satirisk hashtag på de sociale medier, som kan bruges i forbindelse med ethvert problem: #WhatWouldMagufuliDo?
Nye spilleregler for multinationale selskaber
Magufuli har igangsat en større reform af landets skatte-inddragelsessystem og lovet at slå hårdt ned på skatteunddragelse, begyndende med “big business” og ned.
Han har i første omgang rettet sigtekornet mod de mange multinationale mineselskaber i det mineralrige land.
Præsidentens erklærede mål er, kort sagt, at øge Tanzanias udbytte af landets mange naturresourcer gennem højere skatter, bedre aftaler (i forhold til statens andel af indtjening) og krav om, at forarbejdning (og dermed større økonomisk udbytte) af mineralerne sker i landet inden de eksporteres. På trods af advarsler om selskabsflugt og tab af udenlandske investeringer i minedriften, er det i stedet lykkedes Magufuli at fastholde og aftvinge betydelige indrømmelser fra mineselskaber i landet.
I 2017 vedtog Tanzanias nationalforsamling en række love, der tilsammen udgør en markant reform af landets minelovgivning:
Blandt andet er licensafgifterne på guldudvinding blevet hævet fra fire til seks procent og staten har nu krav på 16 procent medejerskab i mineselskaber uden kompensation – med mulighed for at købe yderligere 34 procent i selskaberne. Derudover er der indført en ny eksportafgift på mineraler og et forbud mod eksport af uforarbejdede guld- og kobbermalm.
Magufuli fastslog i den forbindelse, at der ikke vil blive udstedt nye udvindingslicenser indtil der var “styr på sagerne”, og varslede at regeringen ville foretage en revision af alle eksisterende aftaler med mineselskaber i landet.
I kølvandet på de nye love, og efter en stor portion tovtrækkeri, har det største guldmineselskab i Tanzania, Barrack Gold, indgået aftale med regeringen om en 50-50 procent deling af profitter og overdragelse af 16 procents ejerskab til staten.
Guld står for cirka en tredjedel af Tanzanias eksportindtjening.
Sidst, men ikke mindst, indebærer de nye minedriftslove en afskaffelse af de såkaldte “development agreements”, som åbner døren for særaftaler med udenlandske mineselskaber, så som reducerede licensafgifter, skattefritagelser og garantier mod statslig indblanding.
”Bulldozeren” tromler demokratiet ned
Magufulis øgenavn “bulldozeren” stammer fra hans tid som transportminister i Tanzanias foregående regering, hvor han stod bag et stort vejbygningsprogram på tværs af landet.
Men der skulle ikke gå lang tid før, at præsidentens flid og handlekraft, som havde høstet så meget ros i såvel ind- og udland, viste sig fra en anden og mørkere side.
I 2016 nedlagde regeringen forbud mod live-transmitteringer fra Tanzanias nationalforsamling. En efterfølgende protest, organiseret af oppositionen, medførte et “midlertidigt” forbud (moratorium) mod politiske forsamlinger; interne forsamlinger, indkaldt af folkevalgte politikere, blev senere undtaget dette forbud.
I november 2016 vedtog Tanzanias nationalforsamling den såkaldte Media Services Act of 2016, som nedlægger landets uafhængige pressenævn til fordel for en regeringskontrolleret instans med myndighed til at lukke medieorganisationer, som ikke overholder licensaftaler og forbyde ikke-akkrediterede journalister fra at publicere. Den nye lov kræver desuden at aviser årligt ansøger om fornyelse af deres licens. Den internationale presseorganisation IPI vurderer, at loven er en alvorlig trussel mod ytringsfriheden og den frie presse i landet.
I 2017 fik en række aviser, som havde skrevet kritisk om regeringen, tidsbegrænset “suspenderet” deres licenser – én avis er blevet suspenderet i to år.
I forbindelse med præsentationen af sin nye informationsminister Harrison Mwakyembe i marts 2017 (Magufuli fyrede hans forgænger) udtalte Magufuli:
“I would like to tell media owners—be careful, watch it. If you think you have that kind of freedom, (it is) not to that extent.”
I slutningen af 2017 vedtog Tanzanias nationalforsamling så The Electronic and Postal Communications (Online Content) Regulations 2017 : Den strammer yderligere grebet om landets
i forvejen restriktive lovgivning for online medier. Loven giver politiet uhindret tilladelse til at overvåge og registere online medier, blog og online fora. Og så forbyder den indhold som vurderes at være “anstødeligt, moralsk anløbent” eller som kan “fremmane forstyrrelser”.
Medstifteren af det sociale netværksmedie Jamii Forums, Maxence Melo, har udtalt, at han alene i 2017, har været for retten 51 gange for at drive sin hjemmeside – og at han over for politiet har nægtet at afsløre identiteterne på brugere af sitet, som har delt “følsomt materiale”.
Jamii Forums er kendt som Tanzanias svar på Wikileaks, og er et socialt medie, som blandt fungere som platform for “whistleblowere” og medieplatform for borgerjournalistik.
Magufuli har også lagt pres på retsvæsenet for en hårdere håndhævelse af landets såkaldte Statistics Act fra 2015 (vedtaget før Magufuli blev præsident). Loven forbyder publicering af data, som ikke er godkendt af Tanzanias National Bureau of Statistics; og giver i denne sammenhæng regeringen skyts til at indskrænke og lægge pres på kritiske medier i landet.
Magufuli er stadig en populær mand
I takt med, at Magufuli har vist sig stadig mere villig til at indskrænke det demokratiske spillerum i Tanzania, er omverdens syn på præsidenten blevet køligere og mere skeptisk, ikke mindst efter devisen om at “Afrika har brug for stærke institutioner, ikke stærke mænd”.
I Tanzania er præsidentens popularitet også faldet markant; I 2016 synes hele 96 procent af tanzanianere at præsidenten gjorde det godt, men i en lignende måling i 2017, var det tal faldet til 71 procent – Magufuli scorede højest hos folk over 50 år (82 procent), lavtuddannede (75 procent) og den fattigste gruppe i målingen (75 procent). Alligevel svarede 68 procent af unge under 30 år, at præsidenten gør det godt.
“The Magufuli Way”, som tanzanianerne kalder det, ser dermed stadig ud til at være en politisk acceptabel vej for et stort flertal af Tanzanias befolkning: Og er man i tvivl om, hvor den vej fører hen, skal man blot holde øje med “bulldozeren”.
