Tyrkiet indledte den 20. januar en militæroffensiv mod den kurdiske militære gruppe YPG. Operationen er foregået i Afrin i det nordlige Syrien, et kurdisk domineret område der grænser op til Tyrkiet. Siden påbegyndelsen af den militære operation er over 5000 civile blevet fordrevet fra området, meddelte FN tidligere på ugen.
Røde Kors i området forbereder sig på flere flygtninge fra området, der har en befolkning på over 300.000.
Hvad handler konflikten om?
Tyrkiet ser det kurdiske arbejderparti (PKK) som en terrororganisation, der siden brud i fredsforhandlingerne i 2015 har kæmpet for autonome områder i Tyrkiet. YPG anses af Tyrkiet som affillieret med PKK, men har i Syrien været den fremmeste samarbejdspartner for USA og den USA-ledede koalition, operation ”Inherent Resolve” som flere NATO-lande, heriblandt Danmark, er en del af.
Operation ”Inherent Resolve” har til mål at bekæmpe Islamisk Stat (ISIL), delvis gennem træning og oprustning af lokale grupper. I det nordlige Syrien har dette primært været centreret omkring De Syriske Demokratiske styrker (SDF), hvor op til 80% består af YPG.
Jakob Lindgaard fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) forklarer, at sikkerhedsinteresserne for Tyrkiet på den ene side, og USA og Europa på den anden, glider i to forskellige retninger:
”Tyrkiet er meget bekymret for kurderne og ser dem som den primære trussel fra Syrien, hvor ISIL aldrig har været en topprioritet. ISIL har derimod været Vestens største prioritet, og fordi Vesten er mere interesserede i at få fjernet ISIL end noget andet, har man arbejdet med kurderne og stiltiende accepteret Assad. Tyrkiet ville have Assad ud, da borgerkrigen begyndte, og var frustrerede over, at resten af NATO ikke ville handle. Da der så endelig skete noget, gik koalitionen ind og støttede kurderne,” forklarer Jakob Lindgaard.
Alliancen mellem SDF og den USA-ledede koalition har været med til at styrke og forsyne YPG i det nordlige Syrien ved grænsen til Tyrkiet. Efter en udtalelse den 14. januar, fra USA der beskrev intentioner om at træne en grænsestyrke på 30.000 mand, primært bestående af SDF styrker, beskrev Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdogan styrkerne som en terrorhær, og den 20. januar lanceredes offensiven i Afrin i det nordlige Syrien.
Hvor går grænsen for USA?
Offensiven lægger op til en konflikt mellem NATO-landet Tyrkiet og de styrker, der er bakket op af en række andre NATO-lande. Men reaktionen fra blandt andet USA har været relativt støttende, med udtalelser fra USA’s forsvarsminister, James Mattis, og udenrigsminister, Rex Tillerson, om forståelse af Tyrkiets sikkerhedsopfattelse og bekymringer.
Jakob Lindgaard forklarer, at dette skal ses som et forsøg på en balancegang, hvor der vises fleksibilitet over for Tyrkiet for at fastholde dem inden for samarbejdet, mens der ikke bliver trukket støtte fra kurderne. Tyrkiet er simpelthen for strategisk vigtigt et land til at miste som samarbejdspartner i NATO, men kurderne er nogen af de mest vestligt orienterede, mindst islamistiske og mest effektive allierede i Irak og Syrien.
Men hvor går USA’s grænse i forhold til angrebene på kurderne?
Afrin er en kurdisk region, hvor koalitionen ikke har nogen militær tilstedeværelse. Området er forholdsvis strategisk nemt at overtage for Tyrkiet, fordi det næsten udelukkende grænser op til tyrkisk territorium, eller områder hvor tyrkiske støttede styrker har kontrollen.
Hvis præsident Erdogan fortsætter offensiven mod andre kurdisk styrede områder, hvor der er en amerikansk militær tilstedeværelse, vil der sandsynligvis opstå en konflikt mellem USA og Tyrkiet. Der har været tidligere eksempler på, at USA har markeret sin støtte til kurderne mod enten Tyrkiet eller Tyrkiet-støttede syriske militser i dette område.
Præsident Erdogan har senest truet med at udvide offensiven langs hele den syrisk-tyrkiske grænse til Irak, og advaret om at alle der støtter YPG gruppen i området risikerer selv at blive et mål. Første etape af Tyrkiets udvidede offensiv vil betyde at tyrkernes næste mål vil blive Manbij, et område 100 km. øst for Afrin, hvor amerikanerne formodentligt er militært til stede.
Jakob Lindgaard forklarer, at netop Manbij er det store spørgsmål – vil amerikanerne beskytte Manbij mod tyrkerne? USA har aldrig næret et stort ønske om at være tilstede i området vest for Eufrat. Det er derimod en tilstedeværelse kurderne har ønsket, som en del af deres drøm om geografisk at samle deres enklaver i Syrien.
Senest har YPG sendt soldater til frontlinjen ved Manbij til forsvar mod angreb fra Tyrkiet. De amerikanske repræsentanter for koalitionen i området har udtalt, at soldater i området har ret til at forsvare sig selv mod et angreb, men også at de våben, YPG har fået ikke må anvendes mod andre end ISIL.
En russisk studehandel
Koalitionen er ikke de eneste, der er tilstede i det nordlige Syrien. Rusland havde i modsætning til koalitionen en militær tilstedeværelse i Afrin indtil få dage før den tyrkiske offensiv, hvor de blev trukket ud.
Rusland er på samme tid allieret med det syriske regime, og har kontrol over luftrummet ved Afrin. Selvsamme luftrum hvor Tyrkiet nu angriber det kurdiske YPG, som Rusland indtil for nyligt arbejdede sammen med.
”Det kunne se ud til, at Tyrkiet får lov til at angribe de russisk støttede grupper i Afrin, og som modydelse får russerne blandt andet lov at angribe de grupper som Tyrkiet har støttet i Idlib,” siger Jakob Lindgaard.
Rusland betragter, i modsætning til Europa, ikke officielt PKK og kurderne som en terrorgruppe. Russerne har støttet kurderne aktivt, de har støttet deres deltagelse i fredsforhandlingerne om Syrien i Genève, noget som selv ikke USA har. Dette ser dog ud til at ændre sig nu.
En anden del af russernes motivation for at tillade det tyrkiske angreb i Afrin er muligheden for en fremskyndet proces i forhold til afholdelse af den nationale kongres for Syrien, som russerne har planlagt til afholdelse i Sochi.
Kongressen har til formål at inddrage de kæmpende parter i Syrien, Iran, Tyrkiet og Rusland til afslutning af konflikten, men kongressen har været aflyst og udskudt, blandt andet grundet kløften mellem de kurdiske grupper og Tyrkiet. Dette ændrede sig mandag hvor Rusland på ny udsendte invitationer til kongressen, to dage efter Tyrkiets offensiv i Afrin.
”Kurderne har erklæret, at de ikke deltager i kongressen. De kan godt se at Rusland og Tyrkiet har lavet en aftale mod kurderne, og ønsker dermed ikke at blåstemple Sochi-processen,” vurderer Jakob Lindgaard.
Sochi processen er vigtig for Rusland fordi de ønsker at trække sig fra Syrien, væk fra en krig der tiltager i upopularitet og udgifter.
Kurderne har nu vendt sig mod den syriske regering, og bedt præsident Bashar al-Assad om at sende tropper til grænsen. Men selvom det syriske styre har advaret Tyrkiet og fordømt angrebene, er der ingen udsigt til indgriben.
