Kigger man på de fleste udviklings- og rigdomslister over verdens lande, vil Mozambique være at finde i bunden på stort set alle. Landet indtager en kedelig plads som nummer 178 ud af 187 lande i Human Development Index. Også inden for adgang til rent drikkevand scorer landet dårlige bedømmelser – her er man nummer 128 ud af 135 lande.
Den tidligere portugisiske koloni, der først blev selvstændigt i 1975 og derefter blev kastet ud i en borgerkrig, som skulle vare indtil 1992, besidder ellers noget, man skulle tro kunne få landet længere op på listerne: Naturressourcer.
Udenlandske investeringer
De mange naturressourcer har da også betydet, at flere udenlandske storskalaprojekter er blevet igangsat. Eksempelvis har den brasilianske gigant Vale investeret stort i kulminen Moatize i Tete-provinsen i det nordøstlige Mozambique. Andre store firmaer som australske Rio Tinto og indiske Jindal er også aktive i regionen.
Og kulindustrien er en god forretning for de udenlandske virksomheder. Alene i fjerde kvartal af 2016 tjente Vale 142 millioner dollars på sine aktiviteter i Mozambique. Blandt andet derfor har man intensiveret kuludvindingen. Man forventer derfor at nå op på 13 millioner ton kul i 2017 – dette vil være en stigning på 120 procent i forhold til 2016, hvor man udvandt 5,9 millioner ton.
Som et led i sine aktiviteter i Tete har Vale finansieret en jernbane fra Moatize-minen til den nordlige havn Nacala-a-Velha, som går igennem det sydlige Malawai. Jernbanen er i dag fuldt funktionel og er en af grundene til, at man har kunnet udvinde mere kul. Kullet skal nemlig ikke blive i Mozambique, men eksporteres i stedet til lande som Indien og Brasilien.
Høj vækstrate – og høj fattigdom
De udenlandske virksomheders aktiviteter vedrørende udvinding af ressourcer som kul har bidraget til, at Mozambique faktisk har haft en høj vækstrate gennem de sidste 20 år. Vækstraten har i denne tid snittet 7 procent. Dog har den høje vækst ikke formået at gøre op med landets fattigdomsproblem. Således er fattigdommen kun blevet reduceret med fire procent mellem 2003 og 2009.
En af grundene til, at man på trods af den høje vækst stadig har en høj fattigdom er, at industrierne omkring naturresourcer i landet er udvindingsindustrier. Som nævnt tidligere bliver eksempelvis det kul, Vale udvinder, ikke i Mozambique.
Derfor går det meste af arbejdet på for det første at udvinde kullet og herefter transportere det ud af landet. De jobs, Vales aktivitet har skabt, er derfor i høj grad gået til i forvejen uddannet arbejdskraft, og generelt gavner disse industrier mest de i forvejen urbane centre, som ikke er der, hvor størstedelen af fattige i et land som Mozambique lever. De arbejdspladser, som faktisk er gået til beboerne i de omkringliggende lokalsamfund, er oftest korttidsstillinger på mellem 5 og 12 måneder.
Et andet stort problem, som er med til at forhindre, at den økonomiske vækst i Mozambique ikke gavner landets fattige, er korruption. Ligesom forskellige fattigdomslister scorer landet også dårlige bedømmelser, når det kommer til gennemsigtighed. Eksempelvis er landet nummer 142 ud af 176 lande på Transparency Internationals korruptionsindeks. Når staten samtidig ejer al jord i Mozambique (selvom lokalsamfund ved lov er garanteret brugsret til jorden) kan de fattige befolkninger nemt komme i klemme, når store virksomheder som Vale tilbyder at købe retten til jord som den omkring Moatize-minen.
Da Mozambiques høje vækst er kommet gennem udvindingsindustrier og landet samtidig er plaget af korruption, betyder det altså, at man ikke har formået at lade væksten komme den fattige del af landet til gode – tværtimod.
De glemte lokalsamfund
Tilbage står nemlig de lokalsamfund, der plejede at bo de steder, hvor miner som Moatize nu ligger. De er blevet lovet del i væksten, udvikling og forhøjede levestandarder, men i mange tilfælde har man altså oplevet det stik modsatte.
Organisationer som Danwatch og Human RIghts Watch har dokumenteret, hvordan lokalsamfund er blevet forflyttet til ufrugtbar jord af Vale. Det har store konsekvenser for levestandarden blandt disse folk, fordi de i høj grad er afhængige af deres egen produktion for at få mad på bordet.
Disse lokalsamfund er blevet lovet kompensation for forflyttelsen fra både staten og Vale. Ifølge Danwatch venter man stadig på at modtage denne kompensation. I mellemtiden må man se sig til gode med den ufrugtbare jord og huse af dårlig kvalitet.
Dermed står de fattige lokalsamfund uden den store gevinst i den vækst, Mozambique har oplevet takket være naturressourcer som kul og udenlandske investeringer i udvindingsindustrier. Fortællingen om kulindustrien i Mozambique er derfor en fortælling om enorme økonomiske fremskridt – men fremskridt, som ikke er kommet de allerfattigste til gode.
