Den 11. oktober var der valg i Mozambiques 65 kommuner. Og hvis de vidner om, hvordan næste års præsidentvalg vil blive afviklet, ser det ildevarslende ud.
De første resultater viste nemlig en klar sejr til oppositionen – især Renamo, det største oppositionsparti. Ifølge observatører fra civilsamfundet vandt Renamo både hovedstaden Maputo, den nærliggende storby Matola og flere provinshovedstæder rundt omkring i landet.
Men da det Nationale Valgråd få dage senere annoncerede de officielle resultater, var billedet et helt andet. Det eneste sted oppositionen vandt ifølge valgrådet, var i landets næststørste by Beira, der har været kontrolleret af det næstestørste oppositionsparti, MDM, i efterhånden mange år.
Oppositionen har protesteret voldsomt mod valgsvindlen og har demonstreret, hvilket har fået regeringen til at reagere hårdt. Politiet og hæren har grebet ind og ved flere tilfælde angrebet demonstranterne, så adskillige er blevet dræbt og endnu flere såret.
Frelimo kommer dog med al sandsynlighed til at kæmpe med næb og kløer for at holde sig ved magten. Partiet mener, de i kraft af deres nøglerolle i uafhængighedskampen er selvskrevne til at styre landet
Nu har oppositionen indgivet klager til Forfatningsrådet og lokale juridiske instanser, men det er usandsynligt, at der bliver nye valg i de vigtigste byer. Det juridiske system er stærkt partisk og venligtsindet over for regeringspartiet Frelimo. Indtil videre er der kun erklæret omvalg i en række mindre byer og valgkredse i Maputo, som ikke får betydning for det overordnede resultat.
I oktober 2024 skal der afholdes præsidentvalg i Mozambique. Det har været på tale at præsident Filipe Nyusi vil stille op til en tredje og grundlovsstridig periode, men det vil næppe vil ske, da han ikke ser ud til at have stor opbakning i partiet.
Frelimo kommer dog med al sandsynlighed til at kæmpe med næb og kløer for at holde sig ved magten. Partiet mener, de i kraft af deres nøglerolle i uafhængighedskampen er selvskrevne til at styre landet. Men det mener befolkningen tilsyneladende ikke.
Hvis folkestemningen fra de seneste kommunalvalg holder ved til næste år, er der stor sandsynlighed for, at Frelimo må ty til ufine metoder igen. Og det kan føre til store uroligheder. Mozambique døjer nemlig stadig med en række udfordringer, som Frelimo og Nyusi ikke har formået at løse i løbet af det sidste årti – og nogle af dem er de sandsynligvis selv årsagen til.
Konflikten i Cabo Delgado raser stadig
En af de helt store grunde til Frelimos dalende popularitet er den fortsatte konflikt i landets nordlige Cabo Delgado-provins, som fortsætter på sjette år. Ifølge FN er omkring 800.000 mennesker – næsten halvdelen af provinsens indbyggere – fordrevet på grund af konflikten. Hertil kommer over 4.000 dræbte.
I første omgang berettede rapporterne tilbage i 2017 om enkelte, isolerede angreb fra islamistiske grupper, men i løbet af kort tid spredte konflikten sig til store dele af provinsen. Det kulminerede med angrebet på Palma i den nordlige del af provinsen i marts 2021, hvor indbyggerne og de ansatte ved olieselskabet Totals naturgasprojekt blev evakueret.
Det er fejlagtigt at tro, at konflikten nu er løst, som regeringen ofte forsøger at fremstille det. De bagvedliggende årsager til konflikten eksisterer stadig.
Angrebet gjorde, at regeringen indgik en aftale med Rwanda – og lidt senere også SADC (Samarbejdsorganisationen for landene i det sydlige Afrika) – om militær støtte. Den mozambikanske regering var meget tøvende med at bede om hjælp, da de mente, landets egne tropper kunne klare problemet. Det blev dog hurtigt tydeligt, at det kunne de ikke – selv ikke med støtte fra Wagner-gruppen og sydafrikanske Desk Advisory Group.
I midten af 2021 ankom et kontingent fra Rwanda og kort derefter også militærhjælp fra SADC. Det markerede et afgørende vendepunkt i konflikten og i de seneste to år er den væbnede konflikt stilnet af i størstedelen af provinsen. Nu er islamisterne i Al-Shabaab spredt i mindre grupper rundt omkring i provinsen, hvor de især angriber mindre landsbyer, ofte i nærheden af de store rubin- eller grafitminer øst og syd for Montepuez, den andenstørste by i provinsen.
Læs også: Tingene falder fra hinanden i Mozambique
En del af de internt fordrevne – omkring 400.000 – er nu vendt tilbage til deres landsbyer, nogle gange efter stærk tilskyndelse fra regeringen, som ser de hjemvendte som et tegn på, at konflikten er ved at slutte. Ofte ønsker de fordrevne ikke at vende hjem, fordi de mener, det er for tidligt og risikofyldt, da der stadig er fare for angreb. Samtidig er de statslige institutioner, herunder skoler og sundhedscentre, endnu ikke blevet genetableret i de berørte områder.
Det er fejlagtigt at tro, at konflikten nu er løst, som regeringen ofte forsøger at fremstille det. De bagvedliggende årsager til konflikten eksisterer stadig. Og selv om de islamistiske grupper ikke angriber de lidt større byer, er de stadig aktive rundt omkring i provinsen.
Provinsens unge mangler muligheder
En af hovedårsagerne til den fortsatte konflikt er manglende økonomiske muligheder for især provinsens unge. I 2020 blev ADIN-projektet ellers søsat, der skal iværksætte projekter, som kan give beskæftigelse til de unge i det nordlige Mozambique. Men flere år efter er der endnu ikke meldt noget ud om konkrete projekter fra ADIN.
Mange donorer, herunder EU, er ellers parate til at støtte lokale aktiviteter med det formål. Men grundlæggende mener regeringen, at konflikten skyldes islamistiske grupper udefra og ikke interne udfordringer. Det sidste ville også betyde, at man indrømmer en fejlslagen national politik.
En af grundene til, at provinsens unge tilslutter sig islamisterne, er, at regeringstropperne ofte er voldelige og udnytter lokalbefolkningen i stedet for at hjælpe dem. For nylig kom det frem, at der indgår flere end 7.000 såkaldte spøgelsessoldater i hæren – altså opdigtede rekrutter, hvis løn med al sandsynlighed ryger i officerernes lommer.
Da der blev fundet store mængder gas ud for den nordlige del af Cabo Delgado regnede eksperter med, at Mozambique ville udvikle sig til et mellemindkomstland i løbet af et årti eller to.
For nogle få måneder siden blev de første lokale selvforsvarsgrupper grundlagt i Cabo Delgado, tilsyneladende anført af tidligere Frelimo-frihedskæmpere, der efterhånden er lidt oppe i årene. De civile forsvarsgrupper blev hurtigt anerkendt af regeringen, men det er yderst tvivlsomt, om de kommer til at styrke forsvaret mod de islamiske grupper. Kritikere frygter endda, at de nye forsvarsgrupper kan få den modsatte effekt og føre til overgreb på lokalbefolkningen (som man har været vidne til i fx Vestafrika).
Tropperne fra Rwanda spiller fortsat en nøglerolle i provinsen, og uden dem kan situationen hurtig forværres. EU har støttet finansieringen af Rwandas indsats i Mozambique. Det er også muligt, at Rwanda vil få adgang til at udvinde en del af de mange mineralressourcer i Mozambique som en form for betaling – ligesom landet fik i bytte for indsatsen i Centralafrika.
Naturgas giver stadig ikke jackpot for statskassen
De mange naturressourcer man har fundet i de sidste 10-15 år især i Cabo Delgado – herunder nogle af Afrikas største naturgasforekomster, en af de største rubinminer i verden og en stor grafitmine – har mod forventningerne ikke skabt større udvikling i regionen eller nationalt.
De rige naturressourcer er nemlig blevet udset til at hive Mozambique ud af de økonomiske problemer og skabe udvikling, særligt ved at sikre arbejdspladser til landets unge. Der var store forventninger til gevinsterne for både statsbudgettet og de almindelige mozambikanere, da der i 2010 blev fundet store mængder gas i havet ud for den nordlige del af Cabo Delgado. I første omgang regnede eksperter fra ind- og udland med, at Mozambique ville udvikle sig til et mellemindkomstland i løbet af et årti eller to.
Men sådan er det ikke gået. Naturressourceprojekterne har ofte brugt arbejdskraft fra andre dele af landet, mens de unge i Cabo Delgado har måttet se passivt til. Ofte har projekterne også forflyttet lokalbefolkningen – mange er fiskere eller småbønder – uden betydelig kompensation og dermed fjernet deres livsgrundlag.
Det går også stadig trægt med at få udvindingen af havets naturgas til rent faktisk at give indtægter. Frelimos strategi er at invitere udenlandske konsortier ind for at udvikle den ekstraktive industri. To konsortier er begyndt at konstruere anlæg til at udvinde og behandle gasen: Et ledet af franske Total, der vil placere anlæggene på Afungi-halvøen i Cabo Delgado, og et andet konsortium ledet af italienske ENI, som arbejder offshore.
Et tredje konsortium ledet af amerikanske firma Exxon Mobil stoppede sine projekter efter angrebet på Palma i marts 2021, men ser ud til at vende tilbage i slutningen af 2023. Totals medarbejdere blev også evakueret under angrebet, og selskabet har efterfølgende sat sit projekt på pause. For nuværende er det uklart, hvornår projektet genoptages. Men ENI begyndte at udskibe flydende naturgas i november 2022. Men selv når det lykkes selskaberne at hive penge op af undergrunden i Mozambique, vil der på grund af deres fordelagtige skatteaftaler med regeringen stadig gå flere år, inden staten får indtægter fra naturgassen.
Læs også: Britiske myndigheder i retten for at støtte omstridt projekt i Mozambique
Selvom mozambikanerne endnu venter på naturgassens afkast, er andre produkter fra den ekstraktive industri stadig landets vigtigste eksportprodukter. Ifølge tal fra Observatory of Economic Complexity (OEC) udgjorde kul – der udvindes af store udenlandske mineselskaber i Tete-provinsen – en fjerdedel af Mozambiques samlede eksport i 2021. Aluminium, der produceres med billig strøm fra Cabora Bassa-dæmningen ved Zambezi-floden, udgør også (næsten) en fjerdedel. Andre mineraler fylder også godt i regnskabet – guld og ædelsten udgør 8 procent. Landbrugsprodukter derimod fylder ikke meget. Tobak står for 2,6 procent, mens cashewnødder, der engang var landets største eksportprodukt, nu udgør mindre end én procent.
Tallene afspejler regeringens manglende investeringer i landbrugssektoren, og at den stort set ikke har gjort noget for at forbedre vilkårene for småbønder. Det er alvorligt, fordi en stor del af befolkningen er afhængig af egen landbrugsproduktion, da den ekstraktive industri kun skaber få arbejdspladser.
Landets økonomi er dog begyndt at komme sig efter nogle svære år, ikke mindst under corona-pandemien. I 2022 nåede den økonomiske vækst op på fire procent, og den forventes ifølge Verdensbanken at stige til seks procent i de kommende år. Men levestandarden for det store flertal er fortsat ringe, og Mozambique figurerer langt nede på FN’s Human Development Index (som nummer 185 af i alt 191 lande). Meget tyder på, at befolkningsflertallets levevilkår vil forblive ringe, medmindre strategien for økonomisk udvikling gentænkes.
Låneskandalen i 2016: Store konsekvenser for befolkningen, ikke bagmændene
Desværre er de manglende indtægter fra naturgassen kun halvdelen af historien, eller, måske snarere, tragedien. Regeringen har nemlig også et forklaringsproblem over for befolkningen, da der stadig mangler et grundigt retsopgør med de politiske eliter, der i 2013 tog et hemmeligt lån med sikkerhed i de nyfundne naturgas-depoter tilbage i 2013.
Sammen med forretningsfolk fra arabiske golfstater og europæiske bankfolk organiserede de hemmelige lån på to milliarder dollar. En stor del af pengene forsvandt i korruption, og intet kom den almindelige befolkning til gode. Mozambikanske ministre benægtede hårdnakket lånets eksistens, så det førte til en politisk og økonomisk krise, da det endelig blev afsløret. Samtidig reagerede de bilaterale donorer og den Internationale Valutafond ved at lægge Mozambique på is.
Ifølge en undersøgelse udarbejdet af mozambikanske Centro de Integridade Pública og det norske Chr. Mikkelsen Institut i 2019 blev 2,6 millioner mennesker skubbet ned under fattigdomsgrænsen som følge af låneskandalen, og i 2019 var der stadig 1,9 millioner, som var fattige på grund af låneskandalen.
Læs også: Forskere dokumenterer: Svindelsag bidrog til Mozambiques nedtur
Regeringen og de bærende institutioner har ikke gjort meget for at reparere på skaderne. Frelimo har dog forsøgt at genvinde troværdighed ved at føre retssag mod nogle af de involverede. Sidste år blev 11 personer dømt.
En af de dømte er søn af den tidligere præsident, Armando Guebuza. Mange er dog af den opfattelse, at Armando Guebuza er den egentlige bagmand, og at den nuværende præsident, Filip Nyusi, som var forsvarsminister under Guebuza, også havde en hovedrolle. Flere institutioner, som modtog udstyr som følge af lånet, ligger nemlig under forsvarsministeriet. Mistanken er derfor, at det indtil videre kun er mindre og mellemstore fisk, der er blevet dømt for deres andel i låneskandalen.
Manuel Chang, finansminister da de hemmelige lån blev indgået, blev arresteret i Sydafrika i 2018 og er i juli blevet udleveret til USA. Her skal han retsforfølges i sagen om de hemmelige lån, da der også er amerikanske statsborgere, der har lidt tab i sagen. Man kan ikke udelukke at Chang vil afsløre flere navne på de virkelige bagmænd.
Kommunevalget er det seneste udtryk for Frelimos voksende autoritære tilgang og manglende respekt for demokratiske grundprincipper.
Regeringen har dog haft noget held med at reducere gældsbyrden, som låneskandalen også affødte. Den 2. oktober blev det meddelt, at der var truffet aftale med den schweiziske storbank UBS, som overtog Credit Suisse efter bankens kollaps som følge af en række korruptionsskandaler – herunder de hemmelige lån til Mozambique.
Den britiske journalist og Mozambique-kender Joseph Hanlon har anslået, at mere end 500 millioner dollar er blevet afskrevet på det østafrikanske lands gæld. På trods af dette sidder Mozambiques skatteydere dog stadig med en stor regning, de skal betale.
Læs også: Frelimo strammer grebet
Der er mange, komplicerede og store problemer for Frelimo-regeringen at vise fremskridt på inden næste års præsidentvalg. Hvis vælgerne viser deres frustration på samme måde som ved de nylige kommunalvalg, kan det derfor bliver svært for Frelimo at genvinde magten på demokratisk vis. Samtidig er partiet, der siden selvstændigheden i 1975 har siddet i regering, blevet mere og mere autoritære de seneste år.
Kommunevalget er det seneste udtryk for Frelimos voksende autoritære tilgang og manglende respekt for demokratiske grundprincipper. Nye love i de senere år er gået stærkt ud over presse-, forsamlings- og organisationsfriheden. Selv om der stadig eksisterer en kritisk presse og et aktivt civilsamfund, bliver de ofte chikaneret af offentlige instanser.
Både den internationale organisation Civicus, der løbende monitorerer udviklingen i det civile råderum, og Freedom House, som mere generelt følger udviklingen i de politiske rettigheder, har i deres seneste rapporter nedgraderet Mozambique.
Ole Stage er konsulent med arbejdserfaring fra Mozambique siden 1980.
Mogens Pedersen var fra 2011 til 2015 ambassadør i Mozambique.
