Globalnyt præsenterer: Ugens tre
“Globalnyt præsenterer: Ugens tre” er en tilbagevendende artikelserie.
Her giver vi vores læsere mulighed for at stifte bekendtskab med (måske) ukendte kunstnere, ferieperler, egnsretter, kulturpersonligheder, musikgenrer, sportsgrene, forfatterskaber, film mm.
Det bliver med skiftende fokus, når vi afslutter arbejdsugen med en ny omgang ”Globalnyt præsenterer: Ugens tre”.
Ramón Esono Ebalé (1977-)
Ækvatorialguinea og Paraguay
Ramón Esono Ebalé er manden bag det spiselige kunstneralias, Jamón y Queso, som på spansk ganske enkelt betyder “Skinke og Ost”. På trods af hans uskyldige leg med ord står hans tegninger i skarp kontrast til en åbenlys kritik af præsident Teodoro Obiangs korrupte, militante og særdeles nepotistiske styre i Ækvatorialguinea.
Hvor Ebalés kritik i weekenden blev hyldet af The Association of American Editorial Cartoonists med overrækkelsen af Courage in Editorial Cartooning-prisen, ser hjemlandets regering på Ebalé med andre øjne. Tegneren, som siden 2011 har levet i eksil i Paraguay, blev den 16. september arresteret i Ækvatorialguineas hovedstad, Malabo, hvor han var på besøg for at forny sit pas.
Officielt er Ebalé ifølge de lokale myndigheder tilbageholdt på grund af anklager om forfalskning og hvidvaskning af penge, rapporterer Cartoonists Rights Network International.
Men for organisationer som Human Rights Watch, Amnesty International og Freemuse er der ingen tvivl om, at Ebalé sidder i landets berygtede Black Beach-fængsel på grund af systemkritik.
Især Ebalés politiske tegneserie, La Pesadilla de Obi (Obis Mareridt) fra 2016, danner uofficiel baggrund for hans fortsatte indespærring. Ebalé forestiller sig i tegneserien, hvordan ”vores Obis” liv ville være, hvis han nu var en almindelig fattig ækvaguineaner, der blot i sine drømme var den hårdhændede præsident Obiang.
Teodoro Obiang har været leder af Ækvatorialguinea i snart 40 år. Billedet er fra 2014 ved et besøg i Det Hvide Hus.
Foto: Amanda Lucidon / White House - via Wikimedia Commons
Og Ebalés stikpille rammer et ømt punkt hos Obiang-regeringen, som ofte anklages for at tømme landets bugnende statskasse for at finansere deres egen yderst luksuriøse livsstil.
Human Rights Watch har i en rapport fra i år peget på, at kun 2-3% af det årlige budget er investeret i sundhed og uddannelse i modsætning til næsten 80% på store, umiddelbart ligegyldige infrastrukturprojekter.
Siden landet opnåede selvstændighed i 1968 fra spansk kolonistyre har Obiang-familien siddet stærkt på magten. Teodoro Obiang overtog magten fra sin fætter, Francisco Macías Nguema, ved et statskup i 1979 og er i dag en af de længstsiddende regeringsledere på det afrikanske kontinent
Ebalés værker kan blandt andet ses her.
Doaa el-Adl (1979-)
Egypten
Den kvindelige tegner Doaa el-Adl er en kontroversiel figur i de egyptiske medier. Væbnet med pen og papir bruger el-Adl sin plads som satiretegner på avisen al-Masry al-Youm til at sætte fokus på kvinders rettigheder, især i Egypten og de omkringliggende arabiske lande.
Doaa el-Adl bor til dagligt i Cairo. ”Jeg tager altid den forsømtes standpunkt,” har hun udtalt til i et interview til Channel 4 News. Og der er især brug for at sætte kvinders rettigheder på dagsordenen i Cairo og Egypten. Faktisk blev byen af Thomson Reuters Foundation i oktober udnævnt til den farligste by i verden for kvinder.
Tabuiserede emner som omskæring af piger, seksuelle krænkelser, overfald og chikane – en stor del af kvindelivet i Egypten – behandler hun med næsten uhyggelig præcision, men el-Adl sætter også det generelle politiske miljø i Egypten til debat. Tegnerens frygtløshed kom derfor under pres, da hun i 2012 blev anklaget for blasfemi. I forbindelse med præsidentvalget i 2012, hvor Mohamed Morsi løb med sejren, afbilledede hun Adam og Eva, der af en engel loves, at de kan blive i Paradisets Have – såfremt de stemmer på den rigtige kandidat.
Kvinder var en central del af Det Arabiske Forår i Egypten, her kæmpende mod daværende præsident Hosni Mubarak.
Foto: Carlos Latuff - via Wikimedia Commons
BBC udpegede sidste år den egyptiske tegner, som een af deres ”100 Women 2016” i deres årlige liste, som fokuserer på og hylder kvinders rolle i det 21. århundrede. Listen inkluderede også to andre arabiske kvindelige tegnere – Nadia Khiari fra Tunesien og Riham Elhour fra Marokko – der ligesom el-Adl også arbejder imod kønsstereotypisering og for kvinderettigheder. I et overvejende mandsdomineret felt blev el-Adl desuden også den første kvinde til at vinde The Egyptian Journalist’s Syndicate’s Journalistic Distinction Award for karikatur i 2009.
Doaa el-Adl har tidligere på året udgivet en samling af tegninger med titlen 50 Cartoons and More … on Women. Man kan få et indblik i hendes verden hos Cartoon Movement.
Naji al-Ali (c. 1936-1987)
Palæstina
Man kommer ikke uden om Naji al-Ali, når samtalen falder på Israel og Palæstina. Han var i sin levetid en tegner, der på mange måder fik sindene på begge sider i kog. Med sine sarkastiske tegninger lagde han ikke fingre imellem i sin kritik af Israel, Palæstina og USAs politik og dets konsekvenser for almindelige palæstinensere.
Etableringen af staten i Israel sendte i 1948 knap 750.000 palæstinensere på flugt – blandt dem også tegneren og hans familie, som boede tæt ved Genesaret-søen i det område, som i dag er Israel. Al-Ali voksede efterfølgende op i flygtningelejren, Ein al-Hilweh, i Libanon.
Tegnerens mest kendte figur er flygtningedrengen, Handala, der står som symbol for palæstinenseres kamp for retfærdighed og retten til selvbestemmelse. Med sine bare fødder og sit strittende hår står Handala altid med ryggen til; han er altid tilstede i al-Alis tegninger som et vidne på verdens gang, og hans hænder er altid knyttet bag ryggen.
Frihedsfiguren Handala ser her igennem et fiktivt hul i den israelske separationsmur.
Foto: Mujaddara - via Wikimedia Commons
Al-Ali sagde selv, at ”Handala blev født som 10-årig, og han vil altid forblive 10 år. Det var den alder, jeg forlod mit hjemland, og han vil først blive ældre, når han vender tilbage. Naturlove gælder ikke for ham. Han er unik. Tingene bliver først normale igen, når hjemlandet er tilbage.”
Kunstnervirket blev dog med livet som indsats, da han den 22. juli 1987 blev skudt i halsen på vej til arbejde i det centrale London, hvor han tegnede for den kuwaitiske avis, Al-Qabas. Han døde af sine kvæstelser en måned senere. Vidner på daværende tidspunkt fortalte, at to mænd af mellemøstligt udseende forsvandt fra gerningsstedet.
Selvom al-Alis mord i 1987 aldrig er blevet opklaret, har det altid ligget mellem linierne, at han muligvis blev henrettet af en af de parter, han kritiserede. Året for hans død var også året, hvor den første folkelige opstand, intifadaen, så sin begyndelse. PLO (Palestinian Liberation Organisation), som på daværende tidspunkt var ledet af Yasser Arafat, har dog altid benægtet, at de skulle have været ansvarlige.
De manglende svar betød, at Storbritanniens antiterror-enhed, Metropolitan Police Counter Terrorism Command, i sommers genåbnede sagen. De håber, at den forgangne tid gør det muligt for nye vidner at stå frem.
Men al-Alis Handala ser ikke ud til at få lov til at blive ældre lige foreløbigt. Sidste uge var 100-året for Storbritanniens daværende udenrigsminister, Arthur James Balfours underskrivelse af Balfour-deklarationen, der understregede imperiets støtte til en zionistisk stat i Palæstina.
Protesterne var mange over hele verden – ikke mindst i Palæstina – og ved gadekunsteren Banksys The Walled-Off Hotel i Bethlehem kastede pælæstinensere i vrede og afmagt sko på en opsat model af Balfour siddende ved sit skrivebord.
Handala forbliver derfor 10 år.
